Læsetid: 6 min.

Gravkøerne står stille i Port-au-Prince

Et lille halvt år efter jordskælvet er det svært at se tegn på genopbygning i Haitis ødelagte hovedstad. Mens den folkelige utilfredshed stiger, og de lovede penge savnes, efterlyser alle én ting: Lederskab
Rundt omkring i Port-au-Prince står folk oven på ruindynger og slår løs på de ødelagte bygninger med småt værktøj. Det organiserede genopbygningsarbejde er det sværere at få øje på.

Rundt omkring i Port-au-Prince står folk oven på ruindynger og slår løs på de ødelagte bygninger med småt værktøj. Det organiserede genopbygningsarbejde er det sværere at få øje på.

Robin Utrecht

15. juni 2010

PORT-AU-PRINCE - De står i lange rækker nede ved havnen og andre steder, hvor den internationale hjælp siden jordskælvet 12. januar er ankommet; gule gravkøer, små bobcats og andet tungt maskineri, der skulle fjerne bjergene af kollapset beton i Port-au-Princes' gader.

Uden for nødhjælpsapparatets mure er det tunge maskineri imidlertid svært at få øje på. I byens tungt trafikerede gader kører bilerne zigzag imellem bjerge af ruiner, mens byens beboere ind i mellem står oven på en ruindynge og slår løs på de sammensunkne cementlagkager med små ineffektive hamre.

Det er svært at få øje på de store fremskridt fem måneder efter jordskælvet. Det er også svært at få øje på, at indsatsen efter en af verdenshistoriens største naturkatastrofer er gået fra en nødhjælpsindsats til et storstilet genopbygningsprojekt.

Mens de godt 1.200 nødhjælpslejre officielt skulle være under afmontering, er sandheden, at folk, der havde forladt byen, nu vender tilbage, og at lejrene svulmer op i mangel af alternativer, så de nu menes at rumme et sted mellem en hel og halvanden million mennesker.

»I forhold til at yde akut nødhjælp, tror jeg, vi har gjort, hvad vi kunne,« som en frustreret nødhjælpsarbejder siger. »Både sundheds- og sanitetsstandarderne er rimelige. Problemet er, at der ikke er nogen udsigt til, at vi får lov til at lave mere langsigtede løsninger og få land, så vi kan komme til at bygge mere permanente huse til de hjemløse. Det virker, som om der er en akut flaskehals af ledelse.«

Hvor er Clinton?

Udsagnet er ikke unikt i Port-au-Prince. Hverken hos den menige haitianer eller hos den hær af internationale nødhjælpsarbejdere, der er rykket ind. Overalt er der en udbredt grad af desillusion over det vigtigste og mest eksponerede internationale hjælpeprojekt siden tsunamien i 2004.

»Det går utrolig langsomt. Indsatsen er stadig meget ukoordineret, og lejrene bliver fyldt op i stedet for at blive affolket, fordi der næsten ikke bliver bygget langtidsholdbare huse og lejre,« siger William O'Neill, Haiti-ekspert ved tænketanken Social Science Research Council.

Det internationale samfund har lovet 9.9 mia. dollar til genopbygningen, heraf alene 5,3 mia i løbet af det næste halvandet år, officielt styret af en komite ledet af den haitianske premierminister Jean-Max Bellerive og Bill Clinton.

Men hverken på gadeniveau eller blandt de involverede organisationer er ledelsen til at få øje på, og da komiteen holdt sit første møde den 2. juni, godt fire en halv måned efter, at jordskælvet ramte Haiti, blev ingen klogere.

»Det er et stort mysterium. Alle spørger, hvad er planen, hvem koordinerer, hvor er regeringen, hvor er genopbygningskomiteen? Hvor er pengene, og hvad er prioriteterne? Haiti har brug for handling for at få fjernet ruinerne og for at kunne se fremskridt. Faren er, at folk mister troen på fremskridt og på hele projektet,« konstaterer William O'Neill.

»For Haiti er det katastrofalt, men det er det også for fremtidige hjælpeindsatser. Jeg har aldrig set så mange mennesker været så engageret i at hjælpe. Hvis det går galt, kommer det til at knække folks tro på, at det er værd at hjælpe.«

Livet i midterrabatten

De manglende fremskridt er tydelige, når man bevæger sig gennem Port-au-Princes centrum og ud mod syd, hvor jordskælvet havde sit epicenter. Vejen mod syd er flankeret af improviserede lejre med en blanding af telte og sammenflikkede hytter. På et stykke af vejen er de to vejbaner delt op af en lang række hytter i midterrabatten, hvor beboerne har lagt sten ud på vejen for at undgå, at den tunge trafik rammer legende børn.

På en græsmark ned mod havet i udkanten af flækken Meriani er en gruppe på 600 familier ved at blive registreret af lejrledelsen, mens rækker af orange telte bager i solen. Marken er den foreløbige mellemstation for gruppen af hjemløse, efter at de er blevet smidt ud af to andre lokaliteter over de seneste uger. Området er usikkert især under den nuværende orkansæson og med en placering på en strandeng, som sandsynligvis vil blive oversvømmet og udsat for stærke vinde. Programlederen for organisationen ACT Alliance, der har organiseret lejren, Carmen Rodriguez, peger hen på to små bygninger på den anden side af vejen:

»Vi forhandler om, at de kan søge tilflugt i de bygninger derovre, når orkanerne rammer. Men det er ikke optimalt,« erkender hun om gruppen, som trods alt er blandt de få heldige, der rent faktisk har fået udpeget et sted, hvor organisationen kan opføre mere permanente huse til grupper af hjemløse.

Flygtningene selv har ikke hørt om de nye steder.

»Hvis det er rigtigt, er det positivt, men jeg følger med, hvor end de fører os hen. Jeg har ingen andre muligheder, jeg har ikke længere noget arbejde, og vores hus er styrtet sammen, og vi får aldrig råd til at genopbygge det. I det mindste får vi lidt hjælp her fra organisationerne. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har fået hjælp af regeringen. Jeg ved slet ikke, hvad de laver,« siger en af flygtningene.

Carmen Rodriquez forklarer videre:

»Regeringens officielle politik er, at lejrene skal afvikles. Men problemet er jo, at folk ikke har noget alternativ. Deres huse er ikke ved at blive genopført, og organisationerne får ikke nok land til at bygge nye huse på.«

»Ikke at levere service, men heller ikke at give dem et alternativ er ikke fair. De har jo ikke noget sted at gå hen,« siger Rodriguez.

Eurocentrisk kritik

Problemet er typisk for Port-au-Prince, hvor regeringens officielle politik er, at lejrene ikke må blive permanente, men en egentlig slagplan formodentlig først vil begynde at tage form, når genopbygningskomiteen 17. juni holder sit første egentlige arbejdsmøde. Men det er tilsyneladende ikke noget, der bekymrer Patrick Delatour, regeringens genopbygningsminister, da han kort tager imod Information.

»Det er et eurocentrisk synspunkt,« konstaterer han affejende om kritikken.

Den tidligere turistminister og nuværende svoger til præsident Preval er en stor mand med briller og krøllet gråt hår. Hans lille ministerium har fået et midlertidigt tilholdssted i den stort set upåvirkede bydel Petionville, efter at det forrige styrtede sammen under jordskælvet, og det er en af årsagerne til problemerne.

»17 ministerier kollapsede, og store dele af vores administration er simpelthen omkommet, og det hindrer processen. Man er nød til at genopbygge paladserne først, så staten i det mindste fysisk ser ud, som om den kan genopbygge landet,« forklarer Delatour, der også mener, at den lange forberedelse er velbegrundet.

»Rom, London eller Berlin blev heller ikke genopbygget på 35 sekunder. Det er en lang proces. Port-au-Prince skal designes på ny, så den passer med nutidens to millioner indbyggere inklusive sportslige og kulturelle institutioner. Vi skal have opfundet et helt nyt skolesystem, et sundhedssystem og så videre, baseret på behov, arkitektur, og derefter kan vi så genopbygge. At planlægge og designe det tror jeg vil blive gjort inden for de næste 18 måneder. Selve genopbygningen vil tage mindst 15 år, og det er vigtigt at have rammer, der garanterer politisk stabilitet omkring genopbygningen i i hvert fald tre valgperioder,« forklarer han.

- Men er der ikke et mere umiddelbart behov?

»Den haitianske regering har sammen med FN og de internationale organisationer, der angiveligt er kommet for at hjælpe, lavet en komite. Vi har løst problemet med mad, medicin, og vi er i gang med at løse problemet med indkvartering. Det er en proces, der vil tage tid,« forklarer han om koordineringen, der ifølge forlydender har været strandet på uenighed mellem den internationale donorgruppe og Haitis regering om sammensætningen af genopbygningsadministrationen.

Patrick Delatour erkender, at der er et problem.

»Jeg tror på, at kritikken er oprigtig, og at den er en reaktion på en meget delikat situation for den enkelte. Men politisk set, er der taget en beslutning om at løse problemet med midlertidige boliger. I første omgang analyserer vi situationen arkitektonisk. Land vil blive rekvireret. Og vi har opfordret folk til at tage tilbage til deres huse, hvis de stadigvæk lever op til reglementet. Det er den dynamiske politik, vi følger,« siger han.

Nogle få kilometer derfra gemmer beboerne i en lejr sig for regnen. Et par børn har allerede givet op og bruger den som et styrtbad kun iført underbukser. De fleste andre står op i teltene for at undgå de brusende floder af vand, der løber igennem de sammenflikkede telte.

Jean-Luis Julian skutter sig under en presenning:

»De siger, at vi er her for at protestere mod regeringen. Men vi vil bare have et sted at bo. Hvis vi havde nogen som helst andre muligheder, ville vi ikke være her.«

Information var inviteret til Haiti af Danida

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu