Læsetid: 8 min.

En hoven provinsmafioso i et bulet jakkesæt

Der er offentlig adgang til FN's tribunal for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien i Haag. Informations udsendte medarbejder var der en dag, hvor der var retsmøde i sagen mod Radovan Karadzic
Efter retsmødet undrer vi os over, at en person, der står anklaget for en så anselig stribe krigsforbrydelser som Karadzic, åbenbart har tænkt sig at pjatte sit forsvar væk i en strøm af svulstigheder og påstande, som ingen ved sine fulde fem tror på.

Efter retsmødet undrer vi os over, at en person, der står anklaget for en så anselig stribe krigsforbrydelser som Karadzic, åbenbart har tænkt sig at pjatte sit forsvar væk i en strøm af svulstigheder og påstande, som ingen ved sine fulde fem tror på.

JERRY LAMPEN

12. juni 2010

At træde ind i FN's retsbygning Haag er i sig selv fascinerende. Man kunne jo sige sig selv, at sådan måtte det være, men ikke desto mindre ændrer ens syn på omgivelserne sig hurtigt, når alle de funktioner, der findes i en officiel bygning, varetages af alverdens hudfarver og nationaliteter. Hver gang man i løbet af dagen passerer receptionen, sidder et nyt stykke af verden bag skranken. Alle vagterne - og dem er der mange af - går to og to, men ikke to er ens. Sorte, hvide, gule, røde ... man bliver nærmest høj af at føle sig anbragt på en meget lille klode, hvor de alle sammen er lige ved hånden.

Vi befinder os i bygningen for at overvære et retsmøde i sagen mod Radovan Karadžic ved The International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia - Det Internationale Forbrydertribunal for det Tidligere Jugoslavien, som domstolens fulde navn lyder, i daglig tale blot ICTY.

I forvejen forestillede jeg mig noget med panserglas, bevæbnede vagter og ekstreme sikkerhedsforanstaltninger, hvor man skal gennemlyses og metaldetekteres, aflevere alt jordisk gods til opbevaring bag svære boksståldøre, udlevere taske, nøgler, mobiltelefon, penge og pas, legitimere sin ankomst osv. osv.

Alt sammen viser det sig at holde stik, bortset fra at der faktisk er offentlig adgang til retssagerne, når først man er igennem sikkerhedstjekkene. Dette ser imidlertid ikke ud til, at det er gået op for særlig mange. Eller også har glemslen allerede sænket sig over krigens forbrydelser i 1990'erne. Der er ikke andre end os to danskere på tilhørerpladserne.

Retssalen

Retssalen befinder sig derinde bag panserglasset, vi sætter os på forreste række, strategisk, så vi har udsigt til anklageskranken, hvor Karadžic om lidt vil dukke op. Forrest med ryggen til os sidder formiddagens vidne, den daværende amerikanske ambassadør i Bosnien-Hercegovina. Foran ham ligger en stabel på seks, billige spiralblokke af den slags med røde linjer og god afstand. Ambassadørens dagbøger fra 1990'erne erfarer vi. I baggrunden en yngre mand, den udpegede bisidder for Karadžic, der som bekendt har valgt at forsvare sig selv. På den anden side af vidneskranken anklagerne og bagest i lokalet et glasbur, hvor simultantolkene sidder. Billedet fuldendes af en lang, ophøjet skranke langs hele lokalets bagvæg, dommersæderne. Ligesom anklagebænken er de endnu tomme.

På vores side af glasvæggen sørger store monitorer for, at vi kan følge med i, hvem der taler, samt, hvis vi er hurtige og har teleskopsyn, læse de dokumenter, der fremlægges. Retssagerne her er papirløse, alt foregår elektronisk. Selv ambassadørens dagbøger skal han have tilladelse til at åbne, hvis han får brug for dem.

Radovan Karadžic

På en måde er alting, som man måtte forvente, men på samme tid er det også overraskende og en anelse uvirkeligt.

Pludselig er Radovan Karadžic der, tre meter fra os. Engang var han psykiater i Næstved. Med speciale i paranoia. Nu fulgt af to vagter, bevæbnede med både pistoler og knipler. Den ene sort, den anden, en latino med højre arm totalt overtatoveret, klikker Karadžic' håndjern fast i bæltet. Naturligvis transporteres fangen i håndjern! Hvad havde jeg forestillet mig? At det hele ikke var så alvorligt ment?

At dette er serious business, der har store konsekvenser ude i virkeligheden, skal man imidlertid ikke have opholdt sig længe i FN's lettere nedslidte bygning for at erkende (retssagerne er rasende dyre, og FN har begrænsede midler). Listen over anklagede, der i øjeblikket er for retten, er 25. Der er 61, som er dømt, 26, der sidder i fængsel, og 30, der har afsonet deres straf. Plakater med billede og navn efterlyser de endnu eftersøgte. På den nyeste af dem figurerer kun to. Endnu ikke i Custody at the UN ICTY Unit (UNDU) er kun Goran Hadžic, etnisk serber fra Kroatien, præsident i serbisk Krajina, og Ratko Mladic, chef for den bosnisk-serbiske hær og ansvarlig for massakren på 8.100 mænd og drenge i Srebrenica den 11. juli 1995. Deres portrætter troner i farver under Persons Indicted by the ICTY for War Crimes. »Under tiltale.«

»Everybody rise«, lyder det over højttalerne, og det gælder også på tilhørerpladserne, forstår vi, da endnu en svært bevæbnet vagt, en to meter høj, lyshåret kæmpe, betyder os, at det er op at stå, for her kommer dommerne. O-Gon Kwon, retspræsidenten, ser under hele retsmødet ud, som om hans asiatiske øjne smiler. Så er der Howard Morrison fra Storbritannien, Melville Baird, som er sort amerikaner, samt Flavia Lattanzi, italiener og reservedommer. Måske derfor virker hun mildest talt fraværende. Også Karadžic rejser sig.

Et offer

Hvordan ser han så ud, her på tætteste hold? Et sted i baghovedet rumler Hannah Arendts beskrivelse af Eichmann i Jerusalem, en uanselig funktionær, ondskabens banale ansigt. Jeg havde vel ventet noget i den retning, men sådan virker Karadžic på ingen måde. En blanding af umådelig hovenhed og noget lurvet er, hvad han udstråler. Et bulet jakkesæt, der har kendt bedre dage. Den velkendte, smådramatiske dirigentmanke, der trænger til en studsning. En vis nedladende jovialitet over for vagterne, som om de var hans tyende - tilsat et eller andet udefinerbart, som jeg ikke kan finde bedre ord for end skrupelløshed. Anger havde man vel ikke ventet, men denne endnu en dag på kontoret-attitude, hvormed han sætter sig, virker skræmmende. En provinsmafioso, der har været vant til at have magt og give ordrer, og som egentlig stadig føler sig som en magthaver, der blot ved skæbnens ugunst er havnet det forkerte sted. Nu skal han forsvare sig selv. Karadžic er ifølge anklagen ansvarlig for »folkemord, forfølgelser, udryddelser, mord, deportation og umenneskelige handlinger, vold med det primære formål at sprede terror i civilbefolkningen, ulovlige overfald på civile samt gidseltagning«. Det hele detaljeret på tidspunkter og steder: Banja Luka, Bijeljina, Bosanski Novi, Bratunac, Brcko, Foca, Hadzici, Ilidza, Kljuc, Novi Grad, Novo Sarajevo, Pale, Prijedor, Rogatica, Sanski Most, Sokolac, Visegrad, Vlasenica, Vogosca og Zvornik, såvel som forfølgelser af de bosniske muslimer i Srebrenica. Alt sammen samlet i den folder, man kan hente i receptionen, hvor generaliebladene sidder på engelsk og fransk for alle anklagede i de verserende retssager, ordnet i etager som i et avisstativ.

Karadžic »begik sammen med andre, planlagde, ansporede, beordrede og/eller hjalp og tilskyndede til forfølgelser af politiske og/eller religiøse grunde af bosniske muslimer og bosniske kroater fra det bosniske, serbisk beslaglagte territorium«. Videre anklages han for »i samarbejde med andre medlemmer af en såkaldt JCE, en Joint Criminal Enterprise, at have etableret og implementeret en militær strategi, som benyttede snigskytter og bombardementer til at dræbe, lemlæste, såre og terrorisere de civile indbyggere i Sarajevo.«

Men da han begynder at tage ordet - indledningsvis på forbløffende ringe engelsk, men snart derefter på serbokroatisk - viser det hele sig at være en stor misforståelse. Der er slet ingen grænser for de anstrengelser, han har gjort sig, for at sørge for krigsfangers, civiles og såmænd også fjendens menneskerettigheder i årene som præsident for det serbiske demokratiske parti, som formand for Det Nationale Sikkerhedsråd i Republika Srpska, og efter 1992 som præsident for Republika Srpska og øverstkommanderende for de væbnede styrker.

Karadžic fremlægger dokument efter dokument om, at han har givet ordrer til at undgå forfølgelser, følge krigens regler, behandle folk ordentligt i lejrene osv. osv. Den amerikanske ambassadør, der ikke har behov for at åbne sine små spiraldagbøger en eneste gang, demonstrerer en formidabel hukommelse og skyder påstandene ned en efter en. Den 21. april 1993 kan han ganske vist ikke udtale sig om, da han på denne dato ikke befandt sig i Bosnien-Hercegovina, men på den og den dato overværede han den og den deportation og på den og den dato den og den fremrykning osv.

Karadžic fortsætter med at dynge papirer op, ambassadøren med at vidne om en anden virkelighed. Til sidst bemærker han tørt, at alene Karadžic' endeløse strøm af fortsatte ordrer om det samme er et bevis på, at ordrerne ikke blev fulgt.

Taleren

Efterhånden går det op for mig, hvad min fortsatte følelse af uvirkelighed bunder i. Det er, som om der ingen forbindelse er mellem Karadžic og det, der i øvrigt foregår i retssalen. Måske skyldes noget af det hans serbokroatiske, selv om der simultantolkes med imponerende hast, men det er alligevel ikke det. Radovan Karadžic holder tale. Hans lidt for små hænder former sætningerne med en art feminin arrogance, der står i en besynderlig, malplaceret kontrast til emnet. Tommelfingrene buer helt unaturligt bagover, når han gestikulerer.

Karadžic er offer for en vestlig sammensværgelse. Karadžic har kun gjort, hvad der var hans pligt over for sit folk, og i øvrigt er de bosniske muslimer i virkeligheden serbere, som blot er blevet tvangsislamiseret, og derfor slet ikke fjender, men vildfarne får, som burde komme hjem til serberne.

Sjovt nok har jeg hørt nøjagtig samme forklaring fra kroaterne, bemærker den amerikanske ambassadør. Franjo Tudjman, den kroatiske præsident, forklarede ham engang indgående, hvorfor bosnierne i virkeligheden var kroater, fortæller han.

Sendevognen

Vi har fået selskab på tilhørerpladserne. Øjensynlig en bosnisk familie. I modsætning til os sætter de sig allerbagest og så tæt på udgangen som muligt, som om de hvert øjeblik var parat til flugt. Jeg kan ikke lade være med at tælle hullerne: to ældre kvinder, men ingen ældre mænd. Tre yngre kvinder, en ganske ung mand, som ikke har været mange år i begyndelsen af 90'erne, hvis han overhovedet var født, og to mindre børn. Ingen voksne eller ældre mænd. Et tilfælde?

Bagefter undrer vi os over, at en person, der står anklaget for en så anselig stribe krigsforbrydelser som Karadžic, åbenbart har tænkt sig at pjatte sit forsvar væk i en strøm af svulstigheder og påstande, som ingen ved sine fulde fem tror på.

Men forklaringen toner frem, da vi forlader tribunalbygningen. Udenfor holder sendevognen fra Republika Srpska. Og det gør den hver gang, der er retsmøde i sagen, får vi at vide. Radovan Karadžic bruger sin retssag til at holde tale for serberne derhjemme.

Han ved godt, at han vil blive dømt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

soren majgaard

Karadic er nationalist med alt hvad det bærer med sig.
Han har gjort nøjagtigt det, som Tyrkerne gjorde mod Amenerne og vi kan blive ved i en uendelighed. Helt tilbage til Inkaerne og sikkert millioner af år længere tilbage. Det gør naturligvis ikke skændslerne og overgrebene mindre OK. de fine dommere med deres internationale aftaler i tykke bøger ved siden af sig , vil ikke have svært ved at pille Karadic ned, men han er da bedøvende ligeglad, for hans hjerte banker for Serbien, og han har mere eller mindre de fleste i nationen bag sig. For i alle lande lige fra Israel til Gaza og vestbredden til Syrien med Gollan højderne eller med territorier,de anser for deres, vil kæmpe for det, de anser for deres. Sådan er det bare. Metoderne er forskellige alt efter de vurderinger hæren sender politikerne. De siger bare skråt op med FN's vedtagne regelsæt og kommen hinanden ved.. Så vær bare retfærdigt fornærmede, men jeg er sikker på at Karadic som læge er ret sikker kender af folkets psykiske tilstand. Hvis man hænger ham, brænder ham, torturerer ham dømmer ham til livslangt fængsel, så tror jeg at det er som at sprøjte vand på en svømmefugl. He couldn't care less..

Alexander Carolinus

Tja, sådan går det USAs fjender. Mens krigsforbryderen og løgneren Bush nyder sit otium på sin havetraktor og medløberen Anders Fogh er ved at føre os ud i en endnu en imperialistisk krig mod et mellemøstligt land planlagt af et venture af Zionister og multinationale selskaber.

Niels Mosbak

Søren Majgaard

En udmærket kommentar - domstolen tilhører jo vinderne.

Og det ved Karadic også, og det har han jo tidligere gjort opmærksom på - han anerkender ikke dens jurisdiktion.
Derfor er der ingen "sammenhæng" i det der foregår, fordi han er sikker på at blive dømt.

Og det samme havde været tilfældet hvis Tudjman eller Alija Izetbegović havde nået at blive anklaget for de krigsforbrydelser, de har været igangsættere af.

De to sidstnævnte herrer havde jo begge forinden borgerkrigen, afsonet en fængselsstraf for "at opildne til had mellem etniske minoriteter" - måske ikke helt med urette, set i et historisk lys.

At nogle krigsforbrydere er uden for lovens rækkevidde, kan vel aldrig blive et argument for ikke at straffe dem, man har fået fat i?
Selv om Stalin og Bomber-Harris burde have siddet med på anklagebænken i Nürnberg, var det vel o.k., at Göring og co. blev dømt.

Niels Mosbak

Per Vadmand

Du har selvfølgelig ret i din betragtning, i det omfang de sigtede enten er døde, eller ikke fanget.

Resten er bare politisk hykleri - Nyrup Rasmussen, Fogh Rasmussen, begge har besluttet Danmarks deltagelse i ulovlige angrebskrige - og er øverste ansvarlige for danske soldaters medvirken til drab på civile, både i Serbien og Irak.
Hvad er det l i g e der forhindrer at de bliver retsforfulgt?

Peter Lauritzen

Per Vadmand, egentlig synes jeg ikke, at det er ok, at nogle skyldige bliver dømt mens andre går fri. Og de gik ikke bare fri , der blev rejst mindesmærker for deres indsats, og selv i dag vil det være svært et få en officiel fordømmelse af Bomber Harris`bidrag til krigen.
Hvor meget mere skyldig var egentlig f.eks. Dönitz, bortset fra, at han var på tabersiden.

Mig bekendt har hverken Poul Nyrup, Fogh eller for den sags skyld Bomber Harris deltaget i eller stået bag etnisk udrensning.

jamen hvis man udleverer beviserne til domstolene, kan de ikke bare ignorere dem, så må de vel af /bekræfte beviserne, og hvis beviserne holder, udstede en arrestordre på vedkommende krigsforbryder,.. hvis de har beviserne i hænderne og de holder, må de ikke ignorere dem, så kan de vel selv anklages for at udvise foragt for retten ,..eller hvad man nu kalder det?

John Houbo Pedersen

Hvordan var det lige, jeg erindrer han blev kaldt en patologisk løgner efter hans ophold i Danmark. Og så var han ikke dengang politiker.

Niels Mosbak

Per Vadmand

Begge de danske Rasmussen I og II har tilsluttet sig en angrebskrig mod en anden suveræn nation, der ikke havde angrebet Danmark.

I min optik behøver man såmænd ikke at have den store børstenbindereksamen for at se, at her ligger der en overtrædelse af FN's charter.
Det charter udsprang af 2. verdenskrigs angreb fra tysk side.
Man ville simpelthen ikke have aggressorer, der uden om FN traf beslutninger om krig.

Det har vi så to tidligere statsministre der har gjort, og de er stadig på fri fod.

De har som sådan ikke foretaget "etnisk udrensning" selv - hvilket Karadic heller ikke personligt har deltaget i.

Men Nyrup har da med sin beslutning og støtte til krig mod en anden europæisk nation, været ansvarlig for fordrivelse af hundredetusindvis af serbere, romaer og andre mindretal i det område af Serbien der i dag kendes som Kosovo.

Der er foregået udrensning i en noget større dimension en det Karadic sidder anklaget for...

Men jeg er enig med dig Vadman, så længe de ikke er døde skal de hentes ind og straffes - allesammen, og ikke blot nogle få udvalgte!

Henning Ristinge

Det er en fremragende domstol og det er fremragende at se at man får ram på flere af svinene - ja lang flere end de fleste af os havde troet.

Det er en god udvikling og hvis vi støtter op stedet for at kværulere, vil det her blive bedre.

Hvad angår irak som blev den egentlige grigsforbryder hængt - skandalen er at han ikke blev sendt til Haag

Bjarne Hansen

En udmærket kommentar - domstolen tilhører jo vinderne.(Søren M.)

Du tager helt fejl. Domstolen tilhører ofrerne.

Den burde bare have større rækkevidde, som Alexander er inde på.
Det er en lang liste af forbrydere der burde sidde på anklagebænken i Haag.
Bush , Sharon, Blair, Mugabe, og Fogh kunne såmænd også sigtes.
Listen er meget længere, men jeg stopper her.

Domstolen i Haag er en voldsomt varm kartoffel, især for dem der har stablet den på benene, man skulle jo så nødigt selv blive sat på Anklagebænken.
Netop derfor har USA aldrig anerkendt den, for så ville der stå lange rækker af Amerikanske Militærfolk i Haag.

Fin informativ artikel. Fortalt levende og klart.
Jeg ser domstolen som et vidnesbyrd om, at FN stadig søger at arbejde for international ret.

Heinrich R. Jørgensen

En domstol der ikke har magtbeføjelser til at gennemtvinge sin vilje, tjener ikke noget videre fornuftigt formål.

Det er selvfølgelig rart med nogle moralsk antagelige afgørelser, men det fremmer ikke respekten for domstole og jura, at en lang række lande ikke vil lege med på en præmis om, at domstolen skal have tilstrækkeligt med magt, til at dens afgørelser kan effektueres.

Jeg har langtfra overbevist om, at eksistensen af domstole der kalder sig internationale og påstår at have jurisdiktion og magt uden reelt at have, har en positiv effekt i retning af øget opbakning til ønsket om at få den ægte vare på et tidspunkt. Jeg frygter snarere, at det vil lykkes pseudo-domstolene at få bort-eroderet opbakningen til deres smukke intentionen, idet det vil blive tydeligt for de fleste, at det pt. blot handler om vindernes hævn over taberne, og ikke om international eller kosmisk retfærdighed.

Henning Ristinge

Heinrich din holdning svarer til at sige at hvis ikke alle lande tilslutter sig mennskerettighederne så bør vi opgive projektet helt.

Det er en underlig dafatistisk holdning som hvis den blev gængs ville føre kun i en retning - den laveste fællesnævner.

Et flertal af lande har skabt og tilsluttet sig princippet om en international domstol - det bør vi være glade for - af præsist samme grunde som når de fleste af os er glade for at der eksisterer sådan noget som en menneskeretighedserklæring og organisationer som amnesty international. Intet af det er ufejlbarligt, men de repræsenterer et skridt i den rigtige retning

Henning Ristinge

I øvrigt er det en stærk udvanding som hælder i neonazistisk retning når nogen ligestiller nazismens forbrydelser med de der blev begået også i forskellige perioder af de allierede og af visse folk i USA. Nogen synes åbenbart at det er smart, men det er reaktionært deri at det ensidigt støtter en neonazi dagsorden, en hvidvaskning.

Henning Ristinge

Der er desuden forskel på at mene at noget nok er en forbrydelse, så som invasionen i Irak, forskellige ting der skete i Vietnam Hirochima bomben, eller blitzen i Hamborg og lignende - op en retslig kendelse der støtter en.

Vi har alle lov at ha vores holdninger men juryen er reelt stadig ude hvad mange af de nævnte begivenheder angår.

Heinrich R. Jørgensen

Henning,

jeg er såmænd også glade for AI, HRW, menneskerettighedserklæringer osv.

Jeg kan også bifalde projektet om at skabe en international retsorden af en slags, og initiativer der fremmer en udvikling i den retning.

Dog er jeg langt fra overbevist om, at de gængse illusioner om at en internation domstol allerede eksisterer. Jeg frygter (det modsatte af: håber) at bestræbelser på et lege international domstol underminere velviljen overfor en senere realisering af ambition om en ægte international retsorden.

Man kan håbe, at min frygt viser sig at være ubegrundet.

Henning Ristinge

Haag domstolen er desuden ikke en domstiol der ikke kan gennemtvinge sin vilje - det ertvætimod en domstol som har trukket flere i retten og kastet adskilligt flere i fængsel end nogen af de mest pessismistiske havde spået. Ikke mindst hvad Jugoslavien har jeg set flere af dem der stadig er imod påstå for år tilbage at man aldrig ville se regeringescheferne trukket for retten. Virkeligheden er at de vigtigste politiske ledere ente ved retten i Haag.

Det bør vi være stolte over, i stedet for at gå rundt og flæbe over at der stadig mangler flere eller at en eller anden endnu ikke er blevet sendt til Haag.

Henning Ristinge

Heinrich
Du kan ikke i verdenshistorien pege på et eneste skridt i progressiv retning som fra første dag samlede bag sig et flertal af alle de største nationer.

Hvis vi skulle stille det som krav - ville vi udelukke enhver progressiv bevægelse.

Niels Mosbak

Henning Ristinge

" Ikke mindst hvad Jugoslavien har jeg set flere af dem der stadig er imod påstå for år tilbage at man aldrig ville se regeringescheferne trukket for retten."

Og dermed vender vi tilbage til udgangspunktet - i en treparts borgerkrig er det kun lykkedes at bringe Slobodan Milocevic for retten.
Jeg manglede da stadig at se en Tudjman og Izetbegović forsøgt anholdt for deres åbenlyse krigsforbrydelser, herunder de kroatiske styrkers angreb på bl.a. den danske FN lejr i Krajina.

Næ, det er fortsat en ensidig forestilling, der slår ned på USA's fjender.
Det ændrer ingen nok så smukke ord på.

Niels Mosbak

Henning Ristinge

" Ikke mindst hvad Jugoslavien har jeg set flere af dem der stadig er imod påstå for år tilbage at man aldrig ville se regeringescheferne trukket for retten."

Og dermed vender vi tilbage til udgangspunktet - i en treparts borgerkrig er det kun lykkedes at bringe Slobodan Milocevic for retten.
Jeg manglede da stadig at se en Tudjman og Izetbegović forsøgt anholdt for deres åbenlyse krigsforbrydelser, herunder de kroatiske styrkers angreb på bl.a. den danske FN lejr i Krajina.

Næ, det er fortsat en ensidig forestilling, der slår ned på USA's fjender.
Det ændrer ingen nok så smukke ord på.

Niels Mosbak

Nej, det mener jeg ikke - jeg mener faktisk man skulle intensivere jagten på krigsforbrydere - også i Vesten.

Madeleine Albright mente som USA's udenrigsminister, at en halv millione døde irakiske børn var det værd!
De døde som bekendt på grund af den af USA iværksatte blokade af Irak.
Det ender jo med den rene namedropping hvis vi også skal have vores egne Rasmussener med.

Så længe domstolen ensidigt behandler fjender af USA, mangler den legitimitet.

Henning Ristinge

Nu gider jeg ikke involvere mig i en længee debat om Irak, en invasion som jeg var imod. Men de præmisser du opstiller vil ganske enkelt aldrig kunne opnås, desuden så var det altså Saddam, alt andet lige der startde den konflikt med at invadere Kuveit, oghvis der omkom en halvmillion irakiske børn, så var det sgu ikke Albright men snarere Saddam der slog dem ihjel.
Bortset fra det var det givet en stiv løgn. hvad der derimod ikke er løgn er at der omkom langt flere irakere og iranere etc grundet på Saddams styre og krige og juryen - selv om du ikke bryder dig om at høre det - er stadig ude. Det er aldeles tænkeligt at det irakiske folk om et årti eller to vil ende med at være overvejende enige om at afvise dig og istedet takke USA. Den egenglige krigs og menneskeretsforbryder var Saddam - hvad nogen af jer i jeres USA had synes at glemme - det er i alle tilfælde ret usansynligt at de vil kunne få noget uafhængig ret til at dømme Fr Albreight for noget som helst - og jeg siger ikke dermed at der ikke også er krigsforbryderer i USA (jeg kender navnet på mindst en)

Niels Mosbak

Henning Ristinge

Jeg vil ikke afvise, at jeg har større tiltro til lov og ret end du har i Irak spørgsmålet.
Jeg havde også tiltro til at danerne stolede på international lov og ret - herunder FN's charter der udtrykkeligt forbyder angrebskrig!

Den tiltro røg, da man uden om FN bombede Serbien. Det var Nyrup.

Og lad os bare tage udgangspunkt i det scenario.
Er det klogt - internationalt set, for en lille nation som Danmark, hvis indbyggertal ikke overstiger Hamborgs, at skrotte FN's charter og deltage i usanktionerede angrebskrige på andre nationer.

En aktion der efterfølgende blev fulgt op af endnu en krænkelse af FN's charter - at man ikke kan føre krig for at erhverve land.

Hvilket lige præcis drejer sig om Kosovo, og fordrivelsen af over 200.000 serbere og andre mindretal, samt ødelæggelse af religøse monumenter der var mere end 500 år gamle - hvilket skete under Nato's auspicier.

Det har Nyrup altså været medansvarlig for, ligesom sønderbombningen af serbiske byer og civile mål - herunder den Kinesiske Ambassade.

Han er efter min ringe mening, en langt større krigsforbryder end dr. Radovan Karadic - målt i antallet af ofre.

Jeg forestiller mig ikke at Nyrup lider af nogen samvittighedskvaler af den grund, jeg er bekendt med at hans efterfølger fik ministeriets embedsmænd til at undersøge om han var i nogen risiko for at blive tiltalt, så mon ikke Nyrup gjorde det samme?

Men han kunne såmænd stå ved siden af dr. Karadic, iført krøllet jakkesæt og cykelhjelm.

Henning Ristinge

Mosbark, der er forskel på jura og politiske holdninger,

hvad du ikke synes at kunne se - der er næppe nogen ret der vil give dig medhold i dine beskyldninger mod Nyrup - jeg er for min part er heller ikke enig med dig politisk - men det er en anden sag

Henning Ristinge

i øvrigt fatter jeg ikke - der synes ikke at være den mindste smule sammenhæng eller logik i det du skriver - dog jo hvis det er noget med at du er pacifist og mener at man aldrig bør gribe til militære midler - så hænger det sammen - men ellers kan jeg ikke se at det hænger sammen overhovedet.

I min optik er militær magtr - det at dræbe . den sidste udvej nå diplomati og politkm, ikke kan gøre arbejdet - jeg ville - havde jeg væreti Rwanda - havde åbnet ild mod horden af mennesker er massakrerede hinanden - men jeg kan så forstå at det ville gøre mig til krigsforbryder i dine øjne.

I øvrigt kostede bombningerne i Serbien meget få liv og det danske bidrag kostede mig bekendt ingen liv overhovedet - fyren her ovenfor har tusinder af liv på sin sam,vittighed - din sammebnligning er ganske ebnkelt absurd - at den så også er uanstændig er en anden sag

Henning Ristinge

Du minder mig om de der kræfter på den rabiate republikanske højrefløj der mener at USA ikke skulle have invaderet europa under 2 verdenskrigt og påstår at Hitler ikke ville have myrdet jøder havde det ikke været fordi han blev uretfærdigt angrebet af England og USA

Henning Ristinge

Du synes ikke at anderkende begrebet krigsforbrydelser i juridisk forstand - for dig er det6 snarere sådan at krig er en forbrydelse - og det er jo noget ganske andet - og jeg kan kun sige at det er det ikke i mine øjne - vold og militær magt er somme tider nødvendige midler.

Bjarne Hansen

For at komme tilbage til Karadic, så er det egentlig utroligt at en mand med hans uddannelse kan være så primitiv.
Han minder mere om en uvidende gedehyrde fra Anatolien som man har proppet i et jakkesæt. At han har været en folkeforfører virker næsten som absurd teater.
Folket vil bedrages.
I øvrigt er jeg enig med de skribenter der holder på at Domstolen i Haag kun sigter og dømmer efter USA´s godkendelse(og det på trods af at USA IKKE anerkender Domstolen) men nu har jeg selv bekendte fra Eks-Jugoslavien som har mistet pårørerne pga. af disse svin, og at oplevet hvor lettede og lykkelige de bliver over at nogle af dem bliver fanget og dømt, det synes jeg er det hele værd.
Og vi kan jo så også glæde os over at USA´s hykleri i forhold til Domstolen i Haag, så tydeligt bliver udstillet.
Så kan alverden jo se hvilken nation USA i virkeligheden er.

Niels Mosbak

Henning Ristinge

Jeg må jo beklage at min tilgang til krig ikke er så teoretisk tilbagelænet, som din er.

Årsagen er den ganske enkle - at jeg har opholdt mig i en krigszone, og derfor ved hvad det præcist handler om - jeg har ikke nogen illusoriske forestillinger.

I modsætning til dig har jeg i flere tilfælde været tæt på at dræbe andre mennesker - ikke at jeg gjorde det, men beslutningen var truffet, og det var såmænd kun at øge trykket på aftrækkeren og det havde været fuldbragt!

Som du måske er bekendt med, er 2/3 dele af alle dræbte i moderne krige civile.

Og når man taler om krigsforbrydelser - inkluderer dette jo også etnisk udrensning - hvilket præcist er det både dr. Karadic og Nyrup er medansvarlige for.

Og lige for at præcisere - etnisk udrensning betyder ikke at man dræber folk - man fjerner dem bare derfra hvor de er, one way or another.

Men for at vende tilbage til overtrædelse af FN's charter - forbud mod angrebskrige!

Dette er det første anklagepunkt ved Nürnberg Processen:

a) Forbrydelser mod freden (konspirations-anklagepunktet). Det centrale i dette anklagepunkt var at de anklagede personer og organisationer havde konspireret om at udføre forbrydelser omfattende bl.a. agressionskrig.

Så jeg må sige - du aner i virkeligheden ikke hvad krigsforbrydelser er...

Heinrich R. Jørgensen

Ganske enig med Niels Mosbaks udlægning.

Der kan ikke være skyggen af tvivl om, at Bill Clinton med Poul Nyrup Rasmussen som tro væbner, indledte en angrebkrig, overtrådte FN charter og er ansvarlige for krigsforbrydelser.

Til deres pauvre forsvar kan måske siges, at de åbenbart ikke var helt klar over hvad de gjorde, og at de givetvis var fuldt og fast overbeviste om, at det ville være uacceptabelt ikke at intervenere.

Samme forsvar gælder dog næppe Clintons efterfølger på posten. Hvad angår Afghanistan 2001, var det nok en forventelig post-Pearl Harbor rygmarvs-reaktion, men Irak 2003 er der næppe nogen undskyldninger for.

Hvad angår Nyrups efterfølger, var det formodentligt lige dele idealisme (altid at følge USA) og en mulighed for personlig selvhævdelse og en mulighed for at opleve sig selv som ekstremt magtfuld.

George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen har forbrudt sig på samme måde som deres respektive umiddelbare forgænger på posten.