Læsetid: 5 min.

Irans regime står styrket på etårsdagen for uroligheder

Fire fløje aftegner sig i den iranske magtkamp, der langtfra er overstået, men hvor præsidenten, revolutionsgarden og den åndelige leder har kontrollen - hjulpet af Vestens sanktioner
For et år siden gik millioner af iranerne på gaden i oprør over, præsident Mahmoud Ahmadinejads valgsejr. Her en støtte til præsidentkandidat Mousavi, der dengang måtte se sig slået af sin rival. Et år senere står regimet med Ahmadinejad i spidsen som udgangspunkt stærkt - men også præget af nervøsitet.

For et år siden gik millioner af iranerne på gaden i oprør over, præsident Mahmoud Ahmadinejads valgsejr. Her en støtte til præsidentkandidat Mousavi, der dengang måtte se sig slået af sin rival. Et år senere står regimet med Ahmadinejad i spidsen som udgangspunkt stærkt - men også præget af nervøsitet.

Olivier Laban-Mattei

12. juni 2010

BEIRUT - den største effekt af de såkaldt 'smarte sanktioner', FN's Sikkerhedsråd vedtog forleden, var en kærkommen styrkelse af Irans regime forud for i dag, et år efter det (formentlig manipulerede) valg, der 12. juni sidste år sikrede Mahmoud Ahmadinejad endnu fire år som præsident.

Regimet virkede ellers nervøst, hvilket den advarsel, chefen for Revolutionsgarden, generalmajor Mohammad Ali Jafari, afleverede samme dag som FN-resolutionen fik 12 af sikkerhedsrådets 15 stemmer, tydeligt viste:

»Sidste års uroligheder varede vel otte måneder, men var langt farligere end den påtvungne krig,« erklærede han med henvisning til de otte års krig med Saddam Husseins Irak 1980-88. Dengang var Iran på et tidspunkt så tæt på kollaps, at teenagere blev mobiliseret som kanonføde med en platicnøgle til paradis i en snor om halsen ...

Generalmajorens ordvalg afslørede utryghed ved en opposition, hvis tre ledere, Mir-Hossein Moussavi og Mehdi Keroubi, begge slagne præsidentkandidater, og ekspræsident Mohammad Khatami, har vist vilje til at samarbejde med styret ved en de facto-accept af Ahmadinejads legitimitet. Men utrygheden bunder i erkendelsen af, at der er stor afstand mellem oppositionens fodfolk i 'den grønne bevægelse' og dens tre nominelle ledere - en antagelse, jeg selv fik bekræftet i Iran for knap to måneder siden. Moussavi og konsorter leder en opposition, som ville være uden repræsentation i magtens korridorer, hvis trekløveret ikke var der - regimets sikkerhedstjenester har med en resolut brutalitet henrettet enhver, der kan tænkes at udgøre et reelt alternativ til det teokratiske diktatur. Og som en oppositionel person, jeg talte med i Teheran, formulerede problematikken:

»Moussavi er ikke mod regimet, han er for at overtage det.«

At oppositionen tages alvorligt som trussel mod den regerende koalition af populisten Mahmoud Ahmadinejad, Revolutionsgarden og den konservative del af præsteskabet blev understreget, da den øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, i fredags talte til titusinder sørgende ved ayatollah Khomenis gravmæle uden for Teheran i anledning af årsdagen for hans død i 1989.

Khamenei var benhård: Protester var en »skandale« og »uacceptable«, der kun tjente »fjendtlige fremmede magters soldater«. Khamenei - der straks efter Ahmadinejads 'valgsejr' sidste år gik ud og støttede ham ubetinget - prøver dog at balancere mellem fløjene i magtkampen, og det viste sig ved, at han i sidste uge benådede eller fik reduceret strafudmålingen for 81 fængslede oppositionsledere, der angiveligt »er kommet til fornuft« og har »angret« deres politiske fejltagelser.

En anden indikation af, at Khamenei nu søger at »forsone og forene« viste sig ved, at Hassan Khomenei, barnebarn af revolutionsfaderen, talte ved fredagens fællesbøn ved imam-mausoleet. Hassan har tidligere udtalt støtte til Moussavi, og fik da også kun nogle få minutters taletid, før han blev hujet fra podiet af rasende tilhørere, der råbte »forræder« og »død over Moussavi«.

Således blev seancen både en understregning af beslutsomhed over for afvigelser - i øvrigt understreget af en stribe henrettelser i det forløbne år - og et signal til den 'officielle' opposition om, at den vil blive tålt, hvis den tier.

Fire magtcirkler

Der synes at være fire fløje, der kæmper om herredømmet i iransk politik, nemlig præsidentens fløj, støttet og dirigeret af Revolutionsgarden, som han selv kommer fra, de konservative præster i Vogternes Råd med Khamenei i spidsen, oppositionens tre stadig prominente lederskikkelser, Moussavi, Keroubi og Khatami - og sidst, men absolut ikke mindst, Ali Akhbar Rafsanjani, ligeledes ekspræsident og formand for Eksperternes Råd (der fungerer som bindeled mellem parlament og statsmagt), og hvis søn og datter blev anholdt under urolighederne sidste år som aktive i 'den grønne bevægelse'.

Rafsanjani, der støttede Moussavi i præsidentvalgkampen, bl.a. fordi han selv blev slået af Ahmadinejad i 2005 i et nederlag, der ligeledes tilskrives valgsvindel, men ikke nødvendigvis var det, indså hurtigt, at oppositionen ikke var i stand til at levere den vare, den gik efter. Millionerne i Teherans gader, der krævede deres stemmer tilbage, blev aldrig en reel risiko for Ahmadinejads og den åndelige leders autoritet, da Basij-militsen (Revolutionsgardens paramilitære milits) blev sat ind efter nogle dages protester.

Rafsanjani havde umiddelbart efter præsidentvalget indkaldt 'Eksperternes Råd' for at »diskutere styrets ageren« over for de protesterende i gaderne. Reelt ville han lodde sin egen politiske styrke, men af rådets 84 medlemmer mødte kun 44, og af dem var kun 12 tilbøjelige til at støtte kritik af den åndelige leder og Ahmadinejad. De øvrige var vrede over at være manipulerede - de troede, mødet var indkaldt for at diskutere, hvad man skulle stille op med uroen og dens konsekvenser for styret - ikke for at forsøge at vælte det. Så Rafsanjani, 'ræven fra Teheran', gik ikke videre, men søgte soning med Khamenei, der angiveligt tilgav ham. Rafsanjani fik positiv omtale i den fredagsbøn efter valget, hvor Ali Khamenei langede hårdt ud efter Moussavi, Keroubi og Khatami.

Khamenei udvirkede også, at Rafsanjani-børnene blev sat på fri fod, hvor mange af de prominente demonstranter blev slæbt igennem tv-transmitterede skueprocesser. Vurderingen hos nogle, jeg talte med i Iran, er derfor: Rafsanjani er tilbage som en central spiller i magtkampen. Han er den uerklærede leder af 'bazaren', den iranske finans, der ikke kontrolleres af Revolutionsgarden, og han søger at påvirke Khamenei til at åbne en dør for de 'loyale' oppositionsledere, Moussavi, Keroubi og Khatami.

Balanceakten

Men de fundamentalistiske præster omkring Khamenei er ikke til sinds at tilgive de tre oppositionsledere efter det, der er sket. Og de tre søger at fastholde positionen som 'loyal opposition' i de kulisseforhandlinger med den øverste åndelige leder og Vogternes Råd, der skal etablere et midlertidigt kompromis med styret indtil næste holmgang - dvs. det næste valg til Majlis, det iranske parlament.

De konservative er stemt for at tolerere dem, men ikke at give dem nogen som helst indflydelse - tvært imod er det målet »at tømme deres base«, som det udtrykkes. At de ikke er anholdt og fængslede, men holdes under observation med rejseforbud og reel husarrest, skyldes, at Khamenei har dæmpet de mest hævngerrige i Vogternes Råd og i Revolutionsgarden. Som Rafsanjani balancerer han mellem de to fløje i forsøget på at være samlende midtpunkt. Og i den proces gør han, hvad han kan, for at splitte de tre ledere indbyrdes - og drive en kile ind mellem dem og den reelle opposition i 'den grønne bevægelse', der arbejder på at vælte ikke kun det siddende regime, men den teokratiske styreform - velat'e faqih (løst oversat: vogterens lederskab) - der var Khomeneis opfindelse, og som udvidede det shiitiske ayatollah-systems traditionelle rolle som rådgivende institution til regulær base for udøvende magt.

I hvor høj grad det lykkes vil dagen i dag og de næste dage give et fingerpeg om. Men som udgangspunkt står regimet stærkere nu, end efter Ahmadinejads valgsejr, da millioner gik på gaden i Teheran og andre større byer. Medvirkende til denne styrkelse er det konstante pres udefra. USA, Israel og EU har gjort det nemmere for styret at sværte enhver opposition, uanset politisk program, som »agenter for udenlandske og imperialistiske kræfter«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Faheem Hussain

"Og som en oppositionel person, jeg talte med i Teheran, formulerede problematikken
»Moussavi er ikke mod regimet, han er for at overtage det.«
"

Og hvem var så denne unavngivne person?

Arash Shariar

Det her lyder mere som en morfar historie, og med mange postulater om personlige træk af personer kun få har en relation til. Ja det Iranske system og magt deling er en ret kompleks affære. Jeg føler nu at denne artikel ikke rammer rigtigt.

- Arash