Læsetid: 6 min.

En kamphandling eller en massakre?

The Guardian har forsøgt at genskabe forløbet bag den israelske storm på en nødhjælpskonvoj natten til mandag, der indtil videre har kostet mindst ni mennesker livet og såret yderligere 50
The Guardian har forsøgt at genskabe forløbet bag den israelske storm på en nødhjælpskonvoj natten til mandag, der indtil videre har kostet mindst ni mennesker livet og såret yderligere 50
1. juni 2010

De kom til søs og fra luften. Omkring kl. 03:30 stormede israelske kommandosoldater Mavi Marmara, flagskibet i en konvoj af seks skibe der tilsammen skulle levere 10.000 tons nødhjælp til Gaza, i internationalt farvand.

Maskerede kommandosoldater rapellede fra helikopter og ned på det tyrkiske skibs dæk, mens andre enheder bordede skibet fra styrbord. De var bevæbnet med pistoler, granater og tåregas. Kort før havde israelske flådefartøjer advaret den pro-palæstinensiske besætning om at standse deres mission, eller ”være beredte på at Israel vil tage alle nødvendige foranstaltninger for at håndhæve blokaden af Gaza".

Aktivisterne, der kommer fra flere end 50 forskellige lande, havde selvfølgelig ingen chance overfor den israelske overmagt. Men hvis israelerne havde håbet på at drage fordel af ly af mørket ved at angribe om natten, så havde de forregnet sig.

Tyrkiske tv-optagelser viste, hvordan kommandosoldaterne blev overfaldet af ventende aktivister bevæbnet med hvad der ligner metalstænger, pinde og i et tilfælde et bord. Modtagelsen af to kommandosoldater der blev sænket ned fra en helikopter var særlig brutal - den første blev slået i jorden hårdt såret, og den anden blev overfaldet af en mand med en metalstang og tvunget til at flygte ind i en døråbning, før kampene igen kunne fortsætte.

Se optagelserne af episoden nedenfor:

Hvorvidt disse sammenstød var de første i den tragedie der skulle koste mindst ni mennesker livet og såre yderligere mindst 50, er der uenighed om. De ombordværende, herunder en reporter for Al Jazeera, påstår at israelerne beskød konvojen allerede før kommandosoldaternes angreb. Israel påstår på den anden side, at den israelske flåde først åbnede ild efter at kommandosoldaterne var blevet angrebet af aktivister i besiddelse af knive, køller og pistoler de var blevet fravristet. Indtil videre har det ikke været muligt at fastlå rigtigheden af nogen af udsagnene.

Hvad vi til gengæld ved, er, at kort efter angrebet blev al kommunikation mellem konvojen og omverdenen blokeret, og dermed er det blevet næsten umuligt at kortlægge de pro-palæstinensiske aktivisters udlægning af, hvad der skete uden for de få minutter, der blev fanget på film. Israels version af begivenhederne er dermed den eneste tilgængelige i alle detaljer.

The Guardian har forsøgt at sammenstykke historien vha. elektronisk kommunikation fra konvojen, videooptagelser optaget om bord, interviews med arrangørerne, rapporter fra journalister om bord på Mavi Marmara og rapporter fra kilder tæt på det israelske militær.

”På krydstogt i Middelhavet”

Søndag rejste konvojen fra Cypern mod Gaza. Ifølge beskeder sendt til organisationen Free Gazas hovedkvarter på Cypern var stemningen var god blandt de pro-palæstinensiske aktivister.

"De var glade, fordi de vidste, at de var på vej," fortæller Greta Berlin, en frivillig aktivist i Cypern, der var i hyppig kontakt med konvojen. "Vi modtog en kort besked hvori der stod, at ’vi er på et krydstogt i Middelhavet, og det er faktisk ganske dejligt’. "Der var ingen der følte sig i fare indtil omkring midnat”.

Hvad aktivisterne ikke vidste var, at tre israelske flådefartøjer havde forladt havnen i Haifa omkring kl. 20:00 samme aften for at stoppe konvojen.

Israelernes plan var, at kommandosoldaterne skulle sænkes ned på det øverste dæk af Mavi Marmara, og derfra skulle bevæge sig videre mod fartøjets bro og beordre kaptajnen til at stoppe skibet, fortæller den israelske journalist Ron Ben Yishai.

Omkring kl. 22:00 lå de israelske flådefartøjer side om side med den seks skibe store konvoj. Over højtalerne blev der udsendt advarsler til konvojen om ikke at nærme Gaza.

"Hvis I ignorerer denne advarsel, vil den israelske flåde være tvunget til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at håndhæve blokaden af Gaza," lød beskeden ifølge optagelser videregivet til israelsk radio.

Omkring midnat virker aktivisterne anspændte og nervøse. Lubna Masarwa, en palæstinensisk israeler ombord på Mavi Marmara, sendte en række opdateringer via Twitter.

"Vi havde ikke forventet dem nu," skrev hun. "Vi troede først, at de vil ankomme i morgen. I må for alt i verden holde kontakten med de andre både ... Folk ombord tager redningsvestene på [sic], alle forbereder sig her. Vi er i internationalt farvand ... Tre både er kommet, ikke to, men tre israelske både, vi er 78 kilometer fra Israel ... To israelske skibe, der kommer imod os ... de spurgte os, hvem vi er og forsvandt. De kommer tæt på skibet, vi kan se dem."

Spændingen tager til

Free Gaza var bekymrede nok til at udstede "en opfordring til verdenssamfundet fra aktivisterne på bådene. "Konvojens mål er at bringe forsyninger til befolkningen i Gaza, og for det bliver vi mødt med med militær magt," stod der blandt andet.

I løbet af de næste par timer, hvor de israelske skibe cirklede rundt om konvojen, udsendte aktivisterne en række meddelelser gennem deres website.

"Dette er en HELP besked," skrev de kl. 23:30. "Vi er blevet kontaktet af israelerne, men har det stadigt godt, så fortvivl ikke."

Kort efter skriver de: "Challenger 2 [en af bådene] kontaktet over radioen af israelske skibe", og en anden: "Vi fortsætter". Fra 00:30 til 01:30 sendte aktivisterne yderligere tre klarmeldinger, inden de kl. 03:30 udsendte deres sidste besked inden kommunikationen blev blokeret: "Sidste position før israelsk angreb: 04:30 GMT, breddegrad: 32,64113, længdegrad: 33,56727" - omkring 70 sømil fra kysten i det nordlige Israel og 90 sømil fra Gaza.

Ifølge Dr. Arafat Madi, en af de europæiske arrangørere af konvojen, der talte til aktivisterne via satellittelefon i løbet af natten, så havde angrebet været under opsejling i mindst 30 minutter.

"Israelerne tog telefonerne fra besætningen mens vi talte sammen," fortæller han, "men de nåede at fortælle mig, at den israelske hær angreb alle skibene på én gang med hundredvis af soldater."

Under angrebet fortsatte flere journalister med at transmittere fra agterdæk, hver de delte en enkelt mikrofon i et relæ. En iransk journalist fra den statsdrevne kanal Press-TV reporterede: "Vi er blevet ramt af tåregas og stungranater. Vi er omringet af israelske flådefartøjer på begge sider og helikoptere hænger lavt forude. Vi bliver angrebet fra alle sider."

Aktivister til angreb

Videooptagelser viser en gruppe aktivister ombord på Mavi Marmara samle sig bevæbnet med interimistiske våben. I baggrunden kan man svagt høre skibets kaptajn opfordre dem til at overgive sig: "Jeg beder jer, brødre, gå tilbage til jeres kahytter. Opgiv al modstand, israelerne anvender skarp ammunition. Vi kan ikke beskytte os selv."

Al Jazeeras Jamal Elshayyal fortalte ophidset hvordan to passagerer var blevet dræbt, og at et hvidt flag var blevet hejst på skibet, efter at israelske kommandosoldater landede på skibet fra en helikopter og fra omkringliggende fartøjer. "På trods af det hvide flag, fortsætter den israelske hærs beskydning”.

Kort efter blev al kommunikation fra konvojen blokeret.

Ifølge Ben Yishai blev det israelske militær overrasket af den modstand, de mødte. Han fortæller, at kommandosoldater var bevæbnede med paintball geværer, og yderligere var udstyret med håndvåben, men at de kun var autoriserede til at anvende dem i livstruende situationer.

"Flådens kommandosoldater forventede kun at møde politiske aktivister, der ville afholde en politisk protest. Derfor kom de voldsomme angreb bag på indsatsstyrken," skrev han på Ynet News website.

Han hævdede, at aktivisterne stjal håndvåben fra flere kommandosoldater, og forårsagede alvorlige kvæstelser i hovedet på en af soldaterne. Først herefter blev tilladelsen givet til at anvende skarp ammunition, men ”med det forbehold at soldaterne skulle sigte efter aktivisterne ben”, tilføjer han.

Copyright: Guardian News & Media 2010. Oversat af Mikkel Marienlund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Indtil det bliver bevist at aktivisterne brugte en eller anden avanceret form for attractor-beam der trak kommandosoldaterne fra helikopterne og ned på dækket må vi nok holde fast i, at de ikke havde noget at gøre på det skib, og hvis de havde holdt sig væk, var der ikke sket dem noget.

peter jensen

andre der har undret sig over israelernes våbentyper?
Det er paintball geværer viser det sig.
Heldigvis havde de også håndvåben med ellers var soldaterne blevet slagtet af "fredsaktivisterne".
Det er nogen krigeriske "fredsaktivister".

Israelerne bordede skibet helt i overensstemmelse med international lov.

I denne video ses en "fredsaktivist" hugge kniv i ryggen på israelsk soldat.
De israelske soldater trækker håndvåben da de bliver angrebet ombord og jeg mener man kan se et par israelske pistolskud.
link: http://www.youtube.com/watch?v=buzOWKxN2co&feature=player_embedded#!

Fornem nuanceret dækning fra informations side, havde jeg ikk regnet med. ;-)

Hans Jørgen Lassen

Israelerne har ingen som helst ret til at borde andre landes skibe i internationalt farvand.

De er slet og ret forbrydere.

Principielt set har israelerne handlet i overenstemmelse med gældende regler, da de har erklæret en blokade mod Gaza og med deres stupide aktion blot har forsøgt at håndhæve denne.

Det historiske eksempel på en blokade er Cuba-krisen og det foregik også i internationalt farvand.

peter jensen

Efter international lov har Israel ret til at borde skibet:

"67. Merchant vessels flying the flag of neutral States may not be attacked unless they:

(a) are believed on reasonable grounds to be carrying contraband or breaching a blockade, and after prior warning they intentionally and clearly refuse to stop, or intentionally and clearly resist visit, search or capture."

Her er video fra arabisk tv med stemningsbillede før israelske soldater bordede skibet.

http://www.youtube.com/watch?v=b3L7OV414Kk&feature=player_embedded

Fredsaktivister?
Hmm

Arash Shariar

peter jensen

Du lever på en hel anden planet. Kære ven 90 % af de informationer der bliver diskuteret og skrevet artikler om, kommer ALLE fra Israelsk side. De har nemlig censureret enhver forsøg på at få uvildige kendsgerninger på bordet. F.eks. aktivisternes optagelser, deres udsagn osv.

Din kommentar om international lov er ikke andet end nonsens. Det var ikke lovligt at borde Mavi Marmara. Få din fakta på plads!

- Arash

Lasse Schmidt

Svaret var så kommet, inden jeg fik skrevet. Men svaret medfører et yderligere spørgsmål - er blokaden lovlig? For hvis ikke, så er den paragraf jo ligegyldig i det her tilfælde.

Lige meget hvad, så fatter jeg ikke, at israelerne kan være så hjernedøde. Om det er dårligt tænkt fra starten, dårligt planlagt eller bare dårligt udført ved jeg ikke, men de har endnu en gang fået cementeret deres image som voldsglade og uden sans for proportioner.

Lasse,

et lille problem: Israel har aldrig tiltrådt FN konventionen om sø-ret. De har ikke underskrevet den. De har dermed lidt problemer med at påkalde sig de rettigheder der ligger i den.

peter jensen

@Arash Shariar

Skibet var spækket med kameraer, feks al jazeera sendte live under borderingen.
Så samme hændelser er ofte dækket fra flere vinkler, af flere kameraer fra forskellige "sider".

Peter B. Jensen

@Peter Jensen
De er jeg også nysgerrig omkring. Jeg tør jo ikke stå inde for om videoen er autentisk, eller et gammelt fodboldklip der har fået en ny funktion.

Men stødte på det, da jeg tog en tur omkring Jerusalem Post og Arab News for at se hvordan de udlægger det der. Man kan godt se at spindustrien er i overdrive - på begge sider.

Arash Shariar

En rigtig god analyse af situationen fra Asia times, af Pepe Escobar,

http://atimes.com/atimes/Middle_East/LF02Ak02.html

Nogle ord derfra:
"...
So there you have it - Monty Python once again (tragically) remixed for the 21st century. The best-trained special forces in the world just wanted to "talk" and were attacked by a bunch of knife-wielding terrorists in a Turkish boat carrying tons of aid - medicine, building materials, school equipment, food, water purifiers, toys - for the 1.5 million Gazans who have been slowly dying under an Israeli blockade for the past three years, ever since they democratically elected a government by Hamas.

...

No one excels in post-Orwellian, war-is-peace newspeak as Israel. Not only the Israeli commandos are being spun as the victims; the world is being subjected to a complete Israeli-orchestrated news blackout. Nobody really knows how many civilians were killed (nine, 19,20? Mostly Turkish? Maybe two Algerians? Any Americans or Europeans?) Nobody really knows if they were carrying "weapons". Nobody really knows at what point the commandos freaked out (eyewitnesses tell of people being killed in their sleep).

All the several hundred passengers on the flotilla - Muslims, Christians, diplomats, non-governmental organization officials, journalists - have been de facto kidnapped by Israel. Nobody knows where they are being held. Radio static rules. Only myriad Israeli "spokespeople" control the word.
..."

Niels Østergård endnu engang tak for de gode links.

- Arash

peter jensen

@Peter B. Jensen

hvis den konflikt løses i min tid bliver jeg meget overrasket.
Araberne vil udslette Israel og israel er nogle fightere.

Konflikten stopper nok først når USA løber tør for penge eller de arabiske stater løber tør for olie.

Sven Karlsen

Desværre er man nødt til at gentage til hudløshed overfor de tungnemme:

- at forsvare sig mod indtrængere, er ikke en aggression

- et menneske der angriber en soldat med et bord eller en bådshage, kan næppe beskyldes for at have smuglet de ting med ombord som våben

- når soldater fratages deres våben og gøre ukampdygtige, uden at de efterfølgende dræbes, kan man næppe kalde deres modpart for hverken terrorister eller "krigere"

- og endelig: at være uenig med Israel, er ikke en forbrydelse!