Læsetid: 3 min.

Klapjagt på russiske politibetjente

Det russiske politi er så forhadt for sin korruption og brutalitet, at en bande nu driver klapjagt på betjente. Flere er blevet dræbt og mange såret. Og banden har støtte i befolkningen
Det russiske politi er  så forhadt for sin korruption og brutalitet, at en bande nu driver klapjagt på betjente. Flere er blevet dræbt og mange såret. Og banden har støtte i befolkningen
19. juni 2010

En gruppe på mellem seks og 32 unge mænd har i de seneste måneder gennemført en veritabel guerillakrig imod russiske politibetjente i det fjernøstlige Primorje- distrikt ved Vladivostok. I løbet af den seneste uge har der været tre alvorlige angreb på politiet i området. De unge mænd har skudt og dræbt mindst to betjente og såret mange flere.

Det skriver en række russiske medier, som samtidig tilføjer, at det værste er, at befolkningen støtter angrebene på det forhadte og gennemkorrupte politi. Ifølge radiostationen Svoboda (Frihed, red.) vokser både støtten til banden og antallet af medlemmer, der melder sig som frivillige over hele landet. Netavisen NEWSru.com skriver, at flertallet af beboerne i området aktivt støtter morderne og ikke politiet. En række internetsider og blogs har således lovet støtte til gruppen. Især de nationalistisk og fascistisk orienterede netsider har udtrykt støtte i forbindelse med kampen imod styret, som ifølge dem er inficeret af »jøder og sortsmuskede mafiaer«, som der står et sted.

Sygt samfund

En leder af det lokale politi, Mikhail Konstantinov, siger til avisen Komsomolskaja Pravda, at det her »fremkalder alvorlig bekymring for samfundets helbredstilstand: Samfundet er tydeligvis alvorligt sygt«.

Politiet i det store område har sat store styrker ind på at fange medlemmerne af gruppen, som kaldes både »partisaner«, »banditter«, »russiske Rambo'er« og »skovbrødre«. Det sidste efter de partisangrupper, som længe bekæmpede sovjetmagten i både Baltikum og Ukraine. Forleden lykkedes det politiet at dræbe to og anholde to af medlemmerne af banden. Og myndighederne hævder at have fundet mange lejre og depoter med mad, våben og ammunition i de vidtstrakte skove.

Samtidig står det imidlertid klart, at banden har kampfæller mange steder i Rusland. Lignende klapjagte mod politiet har fundet sted i Moskva, Novgorod, Perm og Jekaterinburg og flere andre regioner siden april, alle steder med overfald på politistationer og politibiler med adskillige omkomne og mange sårede.

Ignorerede ultimatum

Myndighederne i Primorje fik i april et anonymt brev, som krævede et opgør med politiets, anklagernes og dommernes 'retsløshed' og truede med en 'grusom' hævn, hvis ikke det skete. Ophavsmændene til brevet stillede et ultimativt krav om, at alle ledende medlemmer af politi, anklagemyndighed og domstolene skulle afskediges og efterforskes for korruption og overgreb inden den 11. maj. I modsat fald ville gruppen »af patriotiske styrker« slå til med vold. Politiet ignorerede brevet, hvorefter angrebene begyndte.

Politiet mener, at bandens leder er en tidligere russisk officer, som deltog i krigen i Tjetjenien. Som menneskerettighedsorganisationen Soldatermødrene mange gange har advaret om, er mange af de russiske soldater, som deltog i den blodige krig, endt som udskud og psykisk syge og udgør - med den mangelfulde eller ikkeeksisterende hjælp fra statens side - en alvorlig trussel imod samfundet. En far til en af banditterne indrømmer, at gruppen er gennemsyret af ultranationalistisk tankegods. Sønnen er skinhead, men faren siger også, at hans søn og mange af de andre er ude på at hævne sig, fordi de er blevet mishandlet, gennembanket og har fået kammerater invalideret under forhør på politistationerne.

Værre end forbryderne

Det russiske politi er berygtet for sin korruption, lovløshed og brutalitet, og meningsmålinger viser gang på gang, at det er en udbredt opfattelse i befolkningen, at politiet er endnu værre forbrydere end de fleste af dem, de fanger.

Denne - med rette - udbredte opfattelse fik i december præsident Dmitrij Medvedev til at bebude en omfattende reform af hele politiet og retsvæsenet, bl.a. en reduktion af ansatte med 20 procent og betydelige lønforhøjelser til resten. Men resultaterne lader stadig vente på sig. De russiske medier er dagligt fulde af beretninger om politiovergreb, som alligevel ikke bliver straffet.

En kendt analytiker, Aleksej Mukhin fra Center for Politisk Information, siger til dagbladet The Moscow Times, at den nye bølge af angreb på politiet vil blive brugt af præsident Medvedevs Kreml til at presse yderligere på med de nødvendige reformer i politi og retsvæsen, som er stærkt tiltrængte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Det minder om en udsendelse om attendhundredetalssamfundet i Danmark der gik en gang i foråret.
Efter enevældens ophør fik man ikke gjort op med de "gamle stokkemetoder" uden kollektiv afskedigelse af hele korpset - en fjerdedel fandtes så vidt jeg husker egnede til genandsættelse.
Det synes afgjort at have været en rigtig god idé og den burde måske en gang imellem tages op igen og aktualiseres.