Læsetid: 1 min.

Middelklassen: 'Giv os rimelige lån'

Viola Augustin håber at Haitis regering vil overraske og faktisk hjælpe landets borgere med at genopbygge deres huse
15. juni 2010

Viola Augustin opdagede knapt nok jordskælvet i første omgang.

»Jeg var på arbejde, da det skete, og tænkte, det er nok ikke noget særligt. Indtil jeg kom udenfor. Folk gik rundt med blod i ansigtet, og der var panik alle vegne, jeg begyndte at græde, og jeg skyndte mig hjem for at se, om min mor var ok.«

Det var hun, huset stod stadig, og hendes arbejdsgiveres hus står heldigvis også stadig i det pæne Port-au-Prince-kvarter Petionville som en slags anbefaling af deres evner som bygningsingeniør-konsulenter. Den mest markante omkostning for den 24-årige sekretær var, at hun måtte udskyde sine planer om at starte på universitet et halvt år, fordi det var styrtet sammen.

USA frister

De fleste huse er uskadte i kvarteret, hvor moren kører en lille engros-forretning efter også at have arbejdet som sekretær i mange år, og de fleste af middelklassebeboerne har klaret sig nogenlunde igennem jordskælvet. Men balancen er hårfin.

»Jeg har mit job, og derfor er jeg bedre stillet end de fleste. Men jeg kan f.eks. ikke låne penge eller blive forsikret, fordi det kan man ikke her. Det tager mig minimum en time at komme på arbejde, fordi, der ikke kører nogen busser, og jeg ikke kan låne penge til en bil,« forklarer hun.

»Nogle gange tænker jeg på at emigrere til USA. Det er der mange, jeg kender, der gør. Men jeg har ikke et visa, og jeg synes også, det er vigtigt at blive her og kæmpe,« siger hun, og tænker nøje over et spørgsmål om, hvad der er vigtigt at gøre for at gøre Haiti til et bedre land.

»Jeg tror, det er vigtigt, at regeringen viser folket, hvordan man kan bygge landet op igen, at de spørger og undersøger, hvad behovet er, og at de giver rimelige lån til folk, så de har mulighed for at bygge deres huse igen, dem der har mistet dem, og dem, der aldrig har haft nogen, så hele Haiti kan komme videre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu