Læsetid: 6 min.

Nordkoreaneres vej til frihed går via dansk jord

En storstilet flugtplan for en gruppe nordkoreanere, som gik via den danske ambassade i Vietnam, mislykkedes for de fleste af deltagerne, men aktivisterne bag håber nu på verdens opmærksomhed på flygtningenes vilkår
Det nordkoreanske par, Lee og Park, har startet et nyt liv i Sydkorea efter en noget besværlig flugtvej via Danmark. De er ni ud af 22 nordkoreanere, der klarede skærerne i en storstilet flugtaktion.

Det nordkoreanske par, Lee og Park, har startet et nyt liv i Sydkorea efter en noget besværlig flugtvej via Danmark. De er ni ud af 22 nordkoreanere, der klarede skærerne i en storstilet flugtaktion.

Martin Gøttske

7. juni 2010

SEOUL - »Vi ville lave et ordentligt plask i medierne,« siger Tim Peters, en amerikansk kristen aktivist med base i Sydkorea. Sammen med to andre aktivister ville han gennemføre en storstilet aktion, som havde til formål at gøre en ligeglad verden opmærksom på nordkoreanske flygtninges vilkår.

Brikkerne i deres slagplan var 22 nordkoreanere, der var på flugt fra armod i deres hjemland. De var søgt over den nordkoreanske grænse ind i Nordøstkina, hvor de levede under jorden i frygt for at blive opdaget af de kinesiske myndigheder, der ikke anerkender deres status som flygtninge, og derfor ville have sendt dem tilbage til afstraffelse i Nordkorea.

Tilbage til fangelejre

Tim Peters finansierede flugten gennem sin organisation, Helping Hands Korea, men det var to sydkoreanere, der stod for benarbejdet.

En af dem var Kim Sang-hun - en 78-årig pensionist, der de sidste 15 år aktivt har hjulpet nordkoreanere til Sydkorea: »Sydkoreas regering og befolkning er helt og aldeles ligeglade med flygtningene. Men det lader Vesten også til at være. Der er ingen, der lægger pres på Kina for at få det land til at stoppe med at sende nordkoreanske flygtninge tilbage til Nordkoreas fangelejre, og det er et brud på FN's flygtningekonvention. Med vores aktion ville vi råbe så højt, vi kunne, over for beslutningstagerne i Sydkorea og Vesten,« siger han.

De 22 nordkoreanere blev delt op i tre grupper. I den første på ni personer, der i sensommeren sidste år blev sendt af sted fra Nordøstkina, var den 43-årige børnelæge Park og hans kone, Lee, der begge ønsker at være anonyme i denne artikel (deres identiteter er redaktionen bekendt, red.).

De to krydsede sidste år hånd i hånd Yalu-floden, som adskiller Kina og Nordkorea. Konen havde været i Kina før. I 1999 tog hun dertil for at smugle cigaretter ind i Nordkorea, som parret kunne sælge på det sorte marked.

Velstand i Kina

Men hun blev i den kinesiske by Dalian i hele fem år, og med falske papirer lykkedes det hende at gemme sig blandt det koreanske mindretal.

Hun fik arbejde på en sydkoreanskejet skofabrik og var i stand til at sende penge tilbage til manden.

Til sidst blev hun dog fanget af det kinesiske politi og blev sendt tilbage til Nordkorea, hvor hun tilbragte tre-et-halvt år i fængsel for ulovligt at have forladt hjemlandet. Det var en oplevelse, hun beskriver som »gruopvækkende. Død og pinsler, som jeg slet ikke vil huske på længere«.

Da hun blev løsladt, fortalte hun manden om velstanden i Kina, der stod i stærk kontrast til situationen i det forarmede og isolerede Nordkorea.

»Jeg var overbevist om, at hun løj for mig,« siger han: »Jeg havde en stærk tro på, at Kim Jong-ils lederskab var fantastisk, og jeg troede på Nordkoreas fremtid.«

Han var dog klar over, at noget var galt. Som børnelæge behandlede han hver dag underernærede børn. »Der døde så mange børn på mit hospital, at vi ikke anså det for noget specielt, når det skete,« siger han.

Da Sydkorea donerede udstyr til hans hospital, blev det tydeligt for ham, at Nordkorea var langt bagefter: »Vi fik udstyr fra Sydkorea, som vi ikke anede, hvad vi skulle bruge til. Det var simpelthen for avanceret, så vi gemte det bare af vejen.«

I sidste ende var det ikke svært for konen at overbevise ham om, at der ventede dem et bedre liv udenfor Nordkorea.

I skjul i Hanoi

Gruppen på ni blev smuglet ned gennem Kina, og da de nåede til den sydkinesiske by Nanning fik de selskab af den tredje af aktivisterne, Peter Chung. Han førte dem illegalt over grænsen til Vietnam, et andet land, der også normalt sender nordkoreanske flygtninge retur.

I Vietnams hovedstad Hanoi gemte de sig. Kim Sang-hun ville forsøge at få dem ind på den sydkoreanske ambassade i byen. Han regnede ikke med det ville lykkes. Men det var også en del af planen.

»Sydkoreas ambassader forsøger altid at undgå flygtningene. Vores plan var at ydmyge den sydkoreanske regering og stille til skue, at den ikke lever op til Sydkoreas lovgivning, der forpligter den til at beskytte nordkoreanske flygtninge,« siger han.

Han kontaktede den sydkoreanske ambassade tre gange. Hver gang gav den afslag på at tage mod flygtningene. Begrundelsen var, at Sydkorea ikke ville skabe en »diplomatisk forvikling« i forhold til Vietnam.

Historien fik, som aktivisterne havde håbet, presseomtale i Sydkorea. Planen var at samle de 22 koreanere i Hanoi, da et flugtforsøg med så stort et antal ikke kunne undgå at blive bemærket internationalt. Men aktivisterne kunne samtidig ikke blive ved med at holde de ni udsatte nordkoreanske flygtninge på standby. Samtidig modtog de i starten af september dårligt nyt. Den anden gruppe af nordkoreanere på fem personer, der skulle følge samme rute som den første, var blevet fanget af politiet i det sydlige Kina.

»Det var en forfærdelig besked,« siger Kim: »På grund af flugtforsøget sendes de tilbage til Nordkorea, og hvem ved, hvad der venter dem der?«

Lokale hjælpere i Kina, som stod for koreanernes transport, var også blevet arresteret. Det var nu umuligt at sende den tredje og sidste gruppe af nordkoreanere af sted fra Nordøstkina.

»Det vigtigste var nu at få de ni nordkoreanere i Hanoi i sikkerhed,« siger Kim.

På dansk grund

Der var kun én mulighed. De skulle finde en ambassade, der ville tage imod dem og som ville forhandle med de vietnamesiske myndigheder om at give dem frit lejde ud af landet, så de kunne komme videre til Sydkorea.

»Vi tænkte, at det skulle være et vestligt land, som man trods alt stadig kunne forvente ville gøre det rigtige og hjælpe nordkoreanerne,« siger Tim Peters.

Valget faldt på den danske ambassade. Efter en gåtur rundt i ambassadekvarteret vurderede Kim, at sikkerhedsforanstaltningerne dér ville være lette at forcere. Og koreanerne kom let ind på ambassaden. Sikkerhedsvagten satte ikke spørgsmålstegn ved påstanden om, at de blot var turister, der ville søge om visum.

Park gik ind forrest. Med sig havde han et stykke papir i hånden. »Hjælp os,« stod der på det på engelsk.

Men nordkoreanerne blev hurtigt skrækslagne over reaktionen på den danske ambassade.

»Den første reaktion fra ambassadepersonalet var, at de ikke ville tage mod flygtningene,« påstår aktivisten Peter Chung, der fulgte med dem ind på ambassaden.

Det samme indtryk fik Park: »Jeg kunne ikke forstå deres sprog, men de danske diplomater rystede afværgende med hænderne,« siger han: »Det ramte mig, som var det en dødsdom, de gav mig. Det eneste, vi kunne tænke på, var, at de ville smide os på gaden, og vi ville blive sendt hjem til Nordkorea. Vi bønfaldt dem om at redde os.«

Den version er den danske ambassadør i Vietnam, Peter Lysholt Hansen, dog ikke enig i. Ifølge ham nægtede personalet på ambassaden på intet tidspunkt at tage mod flygtningene.

Og under alle omstændigheder fik de lov til at blive. De blev indlogeret i telte på ambassadeområdet og behandlet »som brødre og søstre«, siger Park.

Nyt liv

Efter næsten en måned blev en aftale med de vietnamesiske myndigheder forhandlet på plads, og de fik lov til at flyve til Sydkorea via Singapore. De ni flygtninge er fulgt i hælene på de 1.500 til 2.000 nordkoreanere, der kommer hertil årligt. Park og Lee kæmper nu med at tilpasse sig. Hun har allerede fået arbejde på en fabrik, mens han må erkende, at hans nordkoreanske lægekundskaber ikke slår til her. »På hospitalerne her er der maskiner, jeg aldrig før har set,« siger Park. Den 43-årige læge sidder nu sammen med sydkoreanske andenårsstuderende og forsøger at følge med i undervisningen på lægestudiet. Det vil formentlig tage ham mindst fem år, før han igen kan blive praktiserende læge.

»Men vi er lykkelige over at være her,« siger han: »Jeg er glad for, at min kone overtalte mig.«

For aktivisterne var aktionen dog ikke en ubetinget succes. Kun ni af de 22 nordkoreanske flygtninge nåede målet. Otte gemmer sig stadig i Nordøstkina sammen med de titusinder af andre nordkoreanere, som aktivisterne mener lever i skjul der. De fem, der blev arresteret, er ifølge aktivisternes oplysninger allerede sendt tilbage til Nordkorea.

Desuden blev Peter Chung sendt to uger i et vietnamesisk fængsel for sin rolle i koreanernes flugtforsøg, og både han og Kim Sang-hun har fået indrejseforbud i Vietnam og Kina.

»Det er en tragedie,« siger Kim Sang-hun: »Og vi havde håbet, at vores aktion ville føre til et politisk vendepunkt. Men Sydkorea har allerede glemt flygtningene igen. Og for det lille resultat betalte vi en uhyrlig høj pris.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Endelig en sag hvor alle danskere, fraset dem i Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Republik Korea, burde kunne stå sammen om at modtage dem i ambassaderne med åbne arme. De vil jo alligevel til det kapitalistiske Sydkorea ...

Og så burde Kina indføre en konsekvent politik på området. Alle ulovlige, koreanske indvandrere bør sendes retur til Korea. Med valgmulighed mellem det socialistiske paradis mod nord, eller det kapitalistiske helvede mod syd :-).

Ja Per Erik det er rigtigt, jeg har set en tv-udsendelse der dokumenterede at mange nordkoreanere kan ikke leve i Sydkorea, de rejser hjem til Nordkorea, der slet ikke er så slemt som det påstås