Nyhed
Læsetid: 4 min.

Ny chef, samme plan, flere problemer forude

Han har besejret formidable fjender, men overlevede ikke sin egen mediebrøler. General McChrystal måtte tage sin afsked og blev erstattet med veteranen David Petraeus, der går en svær sommer i møde. Det samme gør Obama, hvis han skal genvinde grebet om såvel krigsstrategien som den hjemlige dagsorden
Han har besejret formidable fjender, men overlevede ikke sin egen mediebrøler. General McChrystal måtte tage sin afsked og blev erstattet med veteranen David Petraeus, der går en svær sommer i møde. Det samme gør Obama, hvis han skal genvinde grebet om såvel krigsstrategien som den hjemlige dagsorden
Udland
24. juni 2010

Det var en dag for historiebøgerne i Washington og en dag af den slags, Obama har mange af for tiden; i går var en dag med et valg mellem en dårlig løsning og en dårlig løsning: Fyr general McChrystal og stå uden militær leder i Afghanistan kort før den vigtige offensiv i Kandahar, som har været planlagt i måneder, og som er central for hele den krigsstrategi, generalen selv har været hovedarkitekt på. Eller fyr ham ikke og fortsæt fremad med en general, der åbenlyst savner respekt for sine politiske chefer.

Med andre ord: McChrystals elendige dømmekraft satte Obamas dømmekraft på en seriøs prøve.

Hele onsdag formiddag holdt det politiske og militære USA vejret, mens medie-USA dækkede skandalen i alle detaljer: Fra generalens tempo på Pentagons trapper (hastigt) til han og Obama lukkede døren bag sig i Det Hvide Hus (9.51 østkyst-tid).

Det tog kun 20-30 minutter, før McChrystal var ude igen, men flere timer endnu før resultatet blev kendt: Generalen er fyret. Da Obama trådte frem foran Det Hvide Hus, var det med fast mine og militært tonefald, med ros i flere omgange til McChrystal og hans karriere og bedrifter, men også med følgende svada:

»Krig er større end nogen enkelt mand eller kvinde, hvad enten det er en menig, en general eller en præsident.«

Og videre at McChrystals opførsel og kommentarer »ikke lever ikke op til den standard, man kan forvente af en ledende general.«

Generalen, der har besejret masser af fjender, blev altså fældet af noget så uventet som sine egne udtalelser til magasinet Rolling Stone.

Petraeus tager over

Ny på McChrystals post i Afghanistan er hans hidtidige chef, general David Petraeus, en veteran fra Irak og ekspert i netop den counter-insurgency-taktik, kaldet COIN, som også Afghanistan-strategien bygger på.

Så vidt den ulyksalige general. Men beslutningen om hans skæbne må siges at være det mindste af Obamas afghanske problemer. For skandalen om McChrystal har åbnet for en syndflod af deprimerende rapporter, dels om intern rivalisering på USA's Afghanistan-hold, dels om selve krigens tilstand.

Tager vi rivaliseringen først, så ser det ud som om, McChrystal ikke bare førte krig mod Taleban og al-Qaeda, men også mod Det Hvide Hus og de civile kolleger: den særlige udsending Richard Holbrooke og USA's ambassadør, Karl Eikenberry.

»Det bedste ville være, hvis Obama brugte dette som en mulighed for at ruske op i sit team,« siger professor og forfatter Eliot A. Cohen til New York Times: »Hver især er de dygtige og skarpe. I fællesskab har de været en katastrofe.«

Åbner en sluse af kritik

Den slags problemer kan kun falde tilbage på chefen, Obama selv, som åbenlyst ikke har sat et hold, der fungerer, eller formået at samle kræfterne om en fælles kurs. Præsidenten kvitterede i går ved at indskærpe, at han »byder debat velkommen, men ikke tolererer splittelse.«

Nu skal han vise, at det også gælder i praksis.

Fra fronten i Afghanistan er der mindst lige så foruroligende nyheder: Om stigende vold, flere dræbte, voksende korruption. Om militære ledere, der både tvivler på krigens formål, og på løftet om, at USA kan begynde at trække tropper hjem næste sommer. Om NATO-allierede der trækker sig eller har voksende problemer med at forsvare krigen på hjemmefronten. Og ikke mindre foruroligende er rapporterne om manglende fremskridt ved fronten.

McChrystal har selv betegnet sin mislykkede offensiv i Marja som et »blødende sår« og har måttet udsætte dele af den planlagte Kandahar-offensiv. Og både præsidenten og de militære ledere har nu hårdt brug for at vise resultater af beslutningen om at sende yderligere 30.000 soldater af sted.

Rædselsuger

For Obama kroner McChrystal-skandalen det, man mildt sagt kan kalde et par uger fra helvede. Han havde håbet at sætte fokus på den svækkede, men dog forbedrede økonomi frem mod midtvejsvalget. Måske også på en ny klima- og energilov. Men i stedet for selv at sætte dagsordner, har han måttet lade sig styre rundt i manegen af en stribe begivenheder, han ikke har kontrol over: Arbejdsløsheden opfattes stadig af vælgerne som et massivt problem. Oliekatastrofen i golfen har ikke hjulpet, og nu den løbske general. Alt sammen udstiller det Obama som en leder, der ikke har greb om situationen - og heller ikke kan gøre meget for at ændre på det indtryk.

Som han selv sagde om olien forleden:

»Jeg kan jo ikke suge det op med et sugerør.«

Det er sandt, det kan han ikke. Ej heller drage til fronten i Marja eller Kandahar med våben i hånd. Men som en anonym embedsmand siger til Washington Post, så bør præsidenten alligevel bruge modgangen til at skærpe sine egne lederevner:

»Ideelt set kan dette øjeblik være med til at klargøre, hvad missionen er, hvad vi gør for at få succes, og at vi alle trækker samme vej,« lyder det.

Ikke ny strategi

Obama understregede i aftes, at der alene er tale om et person-skifte, ikke om en ny politik eller krigsstrategi. Et andet sted, han og Petraeus måske kan hente lidt opmuntring, er hos Max Boot, seniorforsker ved Council on Foreign Relations (CFR):

»Forventningen var, at der ville ske hurtigt fremskridt, præcis som under vores oprustning i Irak,« skriver Boot i en kommentar på CFR's hjemmeside: »Men kun 21.000 af de ekstra soldater er ankommet, og enhver påstand om, at krigen er tabt, er latterligt forhastet. Det kan vise sig at være lige så forkert som kritikken i 2007 om, at Irak-strategien var forfejlet, da den knap var begyndt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Wendt

så er det jo godt han sloges for ytringsfrihed og demokrati, den kamp tabte han så både på udebane og hjemmebane.

Karsten Johansen

Jesper Wendt høres ut om en av McChrystals
"drinking buddies", og Louise Width gjentar bare "innholdet" i den offisielle versjon fra Obamas innholdsløse "tale" av kvasiakademiske fraser.

"Petraeus's political skills and ability to sell a strategy involving a negotiated settlement offers Obama more flexibility than he has had with McChrystal in command.

Contrary to the generally accepted view that Petraeus mounted a successful counterinsurgency campaign in Iraq, his main accomplishment was to make the first formal accommodation with Sunni insurgents.

Petraeus demonstrated in his command in Iraq a willingness to adjust strategic objectives in light of realities he could not control. He had it made it clear to his staff at the outset that they would make one last effort to show progress, but that he would tell Congress that it was time to withdraw if he found that it was not working.

As commander in Iraq, Petraeus chose staff officers who were sceptics and realists rather than true believers, according to accounts from members of his staff in Iraq. When one aide proposed in a memorandum in the first weeks of his command coming to terms with the Shia insurgents led by Moqtada al Sadr, for example, Petraeus did not dismiss the idea.

That willingness to listen to viewpoints that may not support the existing strategy stands in sharp contrast to McChrystal's command style in Afghanistan. McChrystal has relied heavily on a small circle of friends, mainly from his years as Special Operations Forces (SOF) commander, who have been deeply suspicious of the views of anyone from outside that SOF circle, according to sources who are familiar with the way his inner circle has operated.

In an interview, one military source who knows McChrystal and his staff described a "very tight" inner circle of about eight people which "does everything together, including getting drunk".

"McChrystal surrounded himself with yes men," said another source who has interacted with some of those in the inner circle. "When people have challenged the conventional wisdom, he's had them booted out," the source said.

The McChrystal inner circle has been accustomed to the insularity that Special Operations Forces have traditionally had in carrying out their operations, the source added."

http://www.counterpunch.org/porter06242010.html

Som Jon Stewart gjentatte ganger har demonstrert,
best her:

http://www.thedailyshow.com/watch/wed-june-16-2010/an-energy-independent...

er Obamas fraseologi, nå den blir "folkelig", stort sett mekaniske gjentakelser av fraser som Bush II og tidligere amerikanske presidenter nå har gjenbrukt med stadig mindre personlighet og talekunst helt siden Nixons dager. Hvem skulle trodd at Gerald Ford fra 1975 i 2010 ville framstå som en stor personlighet og et retorisk geni i forhold til de siste av sine etterfølgere?

Derfor er det vel knapt grunnlag for optimisme, sjøl om Obama på mystisk vis fikk mannet seg opp til å sparke McChrystal, men utfordringen fra McChrystals "Team America"

http://original.antiwar.com/justin/2010/06/22/mcchrystals-challenge/

var så provokerende, at den ikke godt kunne forbli offisielt uten svar, det ville ha vært å fullføre det mediemord på Obama som forlengst er i gang, som selvmord. Men å dømme etter Obamas habitus vil han neppe gjøre det som han nå burde etter denne rent symbolske forpostfektningen: nemlig rive opp hele "Team America" og dets bakmenns nettverk, som er de samme militaristiske og fascistiske kreftene som vi kjenner fra stripen av politiske mord (blodige som mediemessige) i USA siden november 1963.

Men hvor Gerald Ford ennå 1975 kunne håne milliardærene i Kongressen (og likevel lide nederlag for deres innbitte motstand mot en fremtidsrettet energipolitikk), er presidentembetets situasjon forlengst hinsides noe som minner om presidial ytringsfrihet. Siden Reagan har USAs presidenter vært mikrofonstativer for de kretsene de mekanisk har bevilget 1) skattelettelser helt til den totale skattefrihet disse finanskapitalistene nå inehar som føydalt privilegium 2) eksponensielt voksende våpensubsidier og 3) enda mer eksponensielt voksende oljesubsidier osv. osv., med det viktige, men stort sett hemmeligholdte resultat at USA per i dag reelt er bankerot og kun holdes oppe ved sitt atomare trusselarsenal samt til prisen av EUs målstyrte destruksjon av velferdsstaten og Kinas overtakelse av verdenskapitalismens produksjonsbase, samt sist og ikke minst ødeleggelsen av klodens økosystemer og klimabalanse med katastrofalt resultat.