Nyhed
Læsetid: 2 min.

Oliefirmaet BP kæmper for livet

Det britiske olieselskab BP's aktier styrtdykker. Og intet tyder på, at der er en ende på olieudslippet. Selskabet kan nu være et mål for fjendtlig overtagelse, vurderer eksperter
Det britiske olieselskab BP's aktier styrtdykker. Og intet tyder på, at der er en ende på olieudslippet. Selskabet kan nu være et mål for fjendtlig overtagelse, vurderer eksperter
Udland
3. juni 2010

Det har længe set sort ud, men dagen i går blev måske den dårligste i BP's historie. Indtil nu har den amerikanske regering været relativ tålmodig med det britiske olieselskabs mislykkede forsøg på at stoppe olieudslippet, men tirsdag aften dansk tid meddelte justitsminister Eric Holder, at amerikanske myndigheder har indledt en »en strafferetslig efterforskning« af BP. »Hvis vi finder beviser for en ulovlig adfærd, så vil vi svare slagkraftigt igen.«

Justitsministeriet ville ikke uddybe, hvem af de involverede parter, der var under mistanke, men oplyste, at myndighederne allerede har krævet, at de tre selskaber, der har været involveret i katastrofen - BP, Transocean og Halliburton - skal gemme alle dokumenter i relation til katastrofen. Sagens hovedperson var hurtig til at komme yndighederne i møde.

»BP vil samarbejde i alle undersøgelser, som justitsministeriet tager fat på, ligesom vi allerede gør i de sager, der allerede er i gang,« svarede olieselskabet i en pressemeddelelse.

Giganttab

Men skaden var allerede sket. BP's aktier faldt med 13 procent på Londons børs, det største fald på én dag i 18 år. BP har således mistet 36 procent af sin markedsværdi siden ulykken på platformen 'Deepwater Horizon' den 20. april. Det betyder, at selskabets værdi er faldet med hele 58 milliarder dollar.

Analytikere, som Bloomberg Businessweek har talt med, vurderer, at mulige fremtidige civile søgsmål kan koste BP op mod 40 milliarder dollar.

BP's liv?

Det gør BP 'billig' nok til at tiltrække køberinteresse. »Markedsværdien er udhulet så markant, at det nu kunne være et 'takeover-mål',« siger Dirk Hoozemans, der er en del af Robeco Group i Rotterdam, der sidste år solgte deres aktier i BP. Andre er dog mere forsigtige med at udstede BP's dødsdom.

»Der er 10 til 20 procent chance,« vurderer Gudmund Halle Isfeldt, en Oslo-baseret energianalytiker. »Den eneste egentlige kandidat, der har størrelsen og som opererer globalt på samme måde, er Royal Dutch Shell,« siger han til Bloomberg Businessweek.

Andre igen mener slet ikke, at der findes den køber på markedet, der tør anskaffe sig så stor en kat i en sæk. Ingen aner nemlig, hvad katastrofen vil komme til at koste BP.

»Ingen vil købe en vare, man ikke kan sætte en pris på,« siger den amerikanske analytiker Jason Gammel.

Isoleret

Også på andre punkter tyder det på, at BP står stadig mere isoleret. Præsident Obamas talsmand, Robert Gibbs, kritiserede selskabet for ikke at have informeret de ansvarlige amerikanske myndigheder om, at det seneste forsøg på at stoppe udslippet - den såkaldte top-kill operation - faktisk kunne forværre situationen ved potentielt at øge udslippet med op til 20 procent.

»BP har været alt andet end imødekommende med oplysninger om den risiko,« sagde Gibbs.

Kystvagten meddelte også, at den for fremtiden vil afstå fra at deltage i fælles pressemøder med BP, som det ellers hidtil har været praksis.

Nye forsøg

Siden olieriggen eksploderede den 20. april, er der hver dag blevet lækket mellem 12.000 og 19.000 tønder olie ud i havet.

Lige nu kæmper BP med at stoppe olien ved at skære en del af olieledningen af og derefter sætte et nyt rør oven på den ødelagte oliekilde. Lykkes operationen, vil den nye ledning kunne suge »størstedelen« af olieudspillet op, siger Doug Suttles, som håber, at det nye rør vil være på plads senest i dag, torsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aksel Gasbjerg

"Kystvagten meddelte også, at den for fremtiden vil afstå fra at deltage i fælles pressemøder med BP, som det ellers hidtil har været praksis".

Sammenspisthed mellem firmaer og offentlige myndigheder hører desværre til dagens orden i det såkaldte demokrati i USA.

Men at forbryderen (BP) og miljømyndighederne (Kystvagten) sidder ved samme bord og dermed indikerer en fælles sag er et nummer for tykt.

BP's spindoktorer har alt for let spil i denne katastrofe. Ved at informere offentligheden i ugentlige afmålte doser i form af forskelligartede redningsforsøg, har spindoktorerne formået at holde mediernes aggression stangen:

Først skulle en sænkekasse klare problemet, dernæst et sugerør, dernæst "top kill" og nu forsøges igen med et sugerør, hvor først der skal saves for at lave et rent snit i røret.

Ved at medierne overbelemres med disse redningsforsøg, som BP fra starten har vidst ikke virkede, opnår BP at få en rolle som uheldig helt, der trods det "hændelige uheld" nu forsøger med alle midler at gøre skaden god igen. Og dette image forstærkes ved, at Kystvagten sidder side om side med BP til pressemøder.

Man kan ikke frigøre sig fra den mistanke, at de mange redningsforsøg er mediemæssige stunts, der dels skal dulme offentlighedens og mediernes harme og dels skal vinde tid før en aflastningsboring - som de fleste eksperter mener er eneste reelle mulighed - kan komme igennem.

Olieindustrien har oceaner af midler til spin, og de bruges i rigelige mængder i denne katastrofe, hvor Big Oil måske står til at miste udvindingsrettigheder i den Mexikanske Golf og andre steder.

Ja det er jo set før, og dengang virkede det heller ikke.

http://www.youtube.com/watch?v=GHmhxpQEGPo&feature=player_embedded

Aksel Gasbjerg

@Jens Kofoed

Rigtig god henvisning! Tak for det.

Den viser jo, at alle disse redningsforsøg, som BP udfører nu i 2010, også blev udført i forbindelse med den lignende katastrofe for 31 år siden i golfen - og redningsforsøgene virkede ikke dengang, ligesom de heller ikke virker nu.

Dengang var det også kun en aflastningsboring, der kunne stoppe lækket. Alt dette ved BP naturligvis. Men det er utroligt, at medierne - og de amerikanske myndigheder - villigt har ladet sig spise af med BP's spin.

Julian Jensen

@ Aksel Gasbjerg

Spørgsmålet er om BP kan gøre noget rigtigt ift. katastrofen?
Jeg ved endnu ikke om boringen var sat igang fra starten, men det er dog sikkert at det ville være meget dumt gjort af BP (og ilde set i USA) hvis de satsede på denne løsning alene og ikke prøvede andre metoder.

Ikke dermed sagt at de har handlet rigtigt... det er stadig skuffende at der er så stor mangel på sikkerhed ift. boringer og opfindsomhed ift. løsninger på den nuværende katastrofe - forhåbentlig en øjenåbner for olieindustrien? Historien viser at dette formentlig ikke er tilfældet...

Lars Højsted Nielsen

Mon ikke man skulle se at få lagt sag an mod BP, da de åbenbart kun har 100 mia.$ tilbage. Og det bør vel være den amerikanske stat der starter. Hvis BP overlever dette, vil det være et stort anslag mod miljøet. Denne katastrofe bør bruges som advarsel mod fremtidig letsindighed og ligegyldighed med vores allesammens jord.
Og så lige en strøtanke. Mon der om 10 år er et $-tegn på mit tastatur.
Mvh.

Klaus Nielsen

@ Lars Højsted Nielsen

Du kan bare ligge sag an og se om det gavner noget.
Det gør det nok ikke. Efter Exxon Waldez har Exxon stadig ikke betalt en rød reje i erstatning. De har betalt advokater og alle mulig andre, men ikke noget i erstatning.
Se blandt andet denne artikel der på overskuelig vis gennemgår nogle højdepunkter og lavpunkter i sagens forløb.
http://www.portfolio.com/business-news/portfolio/2009/03/23/Exxon-Valdez...

Velbekomme siger jeg bare.

Lars Højsted Nielsen

@ Klaus Nielsen

Tak for linket. Kønt er det ikke. Jeg kommer desværre nok ikke til at lægge sag an. Jeg ved ikke meget om jura, men føler mig meget fustreret over at en økonomisk mastodont højst sandsynlig slipper alt for billigt fra at skide højt og flot på miljøet og vores fælles bedste.