Læsetid: 6 min.

Et olieselskabs storhed og fald

I sin over 100 år lange historie har BP ofte været plaget af ulykker og en svigtende sans for diplomati - kan energigiganten genopfinde sig selv og stige på den grønne revolution?
Olieselskabet BPs  historie er uløseligt forbundet med Iran, der skabte firmaets velstand, og ikke mindst det kup, der bragte shahen til magten, efter at hans demokratisk valgte forgænger, Mossadegh, havde vovet at nationalisere olien i Iran.   Arkiv

Olieselskabet BPs historie er uløseligt forbundet med Iran, der skabte firmaets velstand, og ikke mindst det kup, der bragte shahen til magten, efter at hans demokratisk valgte forgænger, Mossadegh, havde vovet at nationalisere olien i Iran. Arkiv

16. juni 2010

Som navn betragtet kunne First Exploitation Company næsten være udtænkt af en indædt fjende af olieindustrien, men dette var i 1903 den oprindelige betegnelse for det nødlidende selskab, vi i dag kender som BP. På den anden side har public relations aldrig været netop det selskabs stærkeste side.

Igennem lidt over et århundrede har BP i dets forskellige inkarnationer formået at vække harme hos alt fra revolutionære nationalistledere i Mellemøsten til Storbritanniens angiveligt nærmeste allierede - ja, nu har Barack Obama ligefrem udråbt selskabet til offentlighedens fjende nr. 1.

I kølvandet på Deepwater Horizon-katastrofen bliver BP nu sammenlignet med overskurke i amerikansk erhvervsliv som Enron og WorldCom. Vel er selskabets betrængte topleder, Tony Hayward, ikke en Bernie Madoff, men hademails og truende telefonopkald har han og hans familie fået lige så rigelige mængder af. Hayward gennemgår nu efter sigende en generalprøve foran et såkaldt mordernævn af hårde juridiske hunde, der gør alt, hvad de kan, for at grille ham som forberedelse til det aggressive forhør, han i morgen skal underkastes i tilsyns- og efterforskningsudvalget i den amerikanske kongres.

BP's aktiekurser styrtdykker i takt med, at tabet på dets forventede erstatningsansvar for oliekatastrofen løber op i indtil videre anslået 40 milliarder dollars. Spekulationerne om BP's fremtid varierer fra forudsigelser om snarlig konkurs til prognoser om, at selskabet inden længe vil blive overtaget af en af sine gigantiske rivaler, ExxonMobil eller Chevron.

Dynamisk barskhed

Men BP har været tæt på sammenbrud før og har også haft større uheld i USA før, i Texas og Alaska. Virksomhedens interne undersøgelser, som i sidste uge blev offentliggjort på nyhedswebstedet ProPublica, afslører, at der indadtil var bekymringer helt op på højeste niveau for, at sikkerheds- og miljøproblematikker blev ignoreret. En BP-undersøgelse af katastrofen i Texas City i 2005, da en kæmpeeksplosion på et raffinaderi dræbte 15 personer, konkluderede, at der havde eksisteret »en tilsyneladende selvtilfreds passivitet over for alvorlige sikkerhedsrisici«.

Men ulykker og manglende sans for diplomati har jævnligt plaget BP's historie. Virksomheden startede som en pengemaskine for William Knox D'Arcy - en mand, som ifølge BP's officielle historie i forvejen »førte et nydelsessøgende liv som velhavende gentleman«. Han skabte sig nye formuer ved at søge efter olie i Persien, nutidens Iran, og bidrog dermed til at skabe mange af de dybe geopolitiske brudlinjer i denne olierige region, som vi lever med den dag i dag.

Virksomhedens første store gennembrud kom, da Winston Churchill, der på dette tidspunkt var britisk marineminister, overtalte Royal Navy til at skifte brændstof fra kul til olie og som leverandør valgte, hvad der på daværende tidspunkt var kendt som Anglo-Persian Oil Company, fordi han ikke holdt det for sikkert at satse på den udenlandske konkurrent, Royal Dutch Shell.

Dynamisk barskhed har kendetegnet virksomheden fra første færd. I begyndelsen af 1920'erne pressede BP sit persiske raffinaderi i Abadan for hårdt. Resultatet var strejkende arbejdere og en lammende brand, der skar produktionen ned til et kritisk minimum. Den britiske regering så sig nødsaget til at intervenere for at redde selskabet.

Efter Anden Verdenskrig, stadig afstivet af kolonial arrogance, kom selskabet op mod en ny og formidabel kraft i Iran. Mohammad Mossadegh, søn af en rig familie af jordejere, var en farverig karakter med åbenlys faible for britisk smag, og som følge heraf blev han undervurderet. Sammenlignet med olieaftaler andre steder i regionen mente Mossadegh, at Iran blev snydt. Da han tiltrådte som premierminister i april 1951, beklagede han sig til den amerikanske præsident Harry Truman, over, at Iran »blev ødelagt af politiske intriger anstiftet af den britiske regering og BP«, hvorpå han ufortrødent nationaliserede sit lands olieindustri.

Den internationale reaktion kom i form af en boykot af Iran. Men ikke nok med det. Efter at premierminister Winston Churchill havde underkendt sin sygdomssvækkede udenrigsminister, Anthony Eden, i 1953, blev der givet grønt lys for et CIA-organiseret og finansieret kup mod Mossadegh. BP har været synligt forlegen over at offentliggøre sin andel i disse begivenheder.

I den over 1.700 sider lange officielle beretning om firmaets historie, omtales dette kup i blot to sætninger - hvoraf den ene alene fast- slår, at om disse begivenheder må man læse andetsteds.

'Hinsides olien'

Ubehaget ved disse bekymrende hændelser fik nu British Petroleum Company til at sprede sine aktiviteter over resten af kloden. Op igennem anden halvdel af det 20. århundrede var det i stand til dramatisk at forøge sin olieudvinding igennem nye oliefelter i Kuwait, Qatar og Irak. BP borede også efter olie i Malta, Papua Ny Guinea og Australien. Det søgte i Alaska, Caribien og Rocky Mountains med ringe succes, men havde bedre held i Nigeria og under Libyens sand.

I 1965 blev BP det første selskab, som fandt olieforekomster i Nordsøen. Opdagelsen fem år senere af oliefeltet Forties - det største i Nordsøen - blev udløst af en næsten Monty Python-agtig adfærd fra en af BP's øverste direktørers side. Harry Warman mente, at prøveboringens første lokalitet- McNutts Half Dome - havde et alt for fjollet navn, og at det derfor nok var spild af tid at bore her. Han forlangte platformene flyttet, og det blev BP's held, for selskabet fandt olie nok til at generere absurd høje indtægter, i al fald i en generations tid.

Denne æra i olieindustrien skulle dog komme til leve stærkt og dø ung: Lidt over to årtier senere, i 1999, toppede britisk olieproduktion og begyndte herefter at falde med omkring syv procent om året.

Så det nu multinationale BP besluttede sig for at forsøge at blive mere end blot et firma, der tjente en bunke penge på at dræne planeten for dens olieressourcer. Man svor, at man ville bevæge sig 'hinsides råolie' i det nye årtusinde. PR-virksomheden Ogilvy Public Relations Worldwide skrev beundrende om, hvordan »det nye rebrandede og globale BP forsøgte at positionere sig med ambitioner, der rakte ud over oliesektoren«. Selskabet lovede verden, at nu ville man forgrønnes og »tænke uden for tønden«.

10 år senere er det snarere på bunden af en olietønde, at man skal finde selskabets grædefærdige ledere: Langt fra at være gået videre og fortjene tilnavnet Beyond Petroleum, er BP fortsat et selskab, som er sunket dybt ned i olieindustriens morads.

Overalt i denne historie synes der at være en dunst af imperium i undergang. BP kan enten visne som olieselskab eller denne gang for alvor genopfinde sig selv. For den forestående nedgang i den globale olieproduktion vil sandsynligvis få den seneste bankkrise til at ligne et teselskab. Det eneste, der så ud til at kunne hindre undergangsscenariet, var olieindustriens blaserte forsikringer om, at man da bare kunne bruge forbedrede teknikker til at udvinde 'marginale' felter som f.eks. det, hvor Deepwater Horizon ultra-dybdehavs-borerig var sat i drift. Af disse forsikringer resterer nu kun en kæmpe olieplet på USA's golfkyst.

Fremtid knyttet til BP

Hvordan vi håndterer vores svindende globale olieressourcer, er naturligvis et spørgsmål om kollektiv overlevelse. Alt fra vores mad og transportsystemer til de tandbørster, vi bruger hver morgen, afhænger af det klæbrige sorte materiale. Og i Storbritannien er der så ydermere det forhold, at i første kvartal af 2010 stammede en ud af fire pund, som kom til udbetaling som aktionærudbytte, fra blot én sektor - olie og gas. BP alene tegner sig for omkring 12 procent af de britiske pensionsudbetalinger. Storbritanniens fremtid er snævert bundet til BP's.

Problemet er, at Tony Hayward - udover at han bestandig siger de forkerte ting på det forkerte tidspunkt - har vendt ryggen til den grønne energirevolution. Af en intern redegørelse, han fremlagde i 2008, og som Greenpeace siden fik fat i, fremgik det, at BP brugte 93 procent svarende til 20 milliarder dollars af sine samlede investeringer for 2008 til udvikling og udvinding af olie, gas og andre fossile brændstoffer. Solenergi blev der blot investeret 1,39 procent i svarende til 0,3 milliarder dollars. Selskabets egne drivhusgasemissioner løb på daværende tidspunkt op i omkring det samme som hele Portugals. I juni 2009 nedlagde selskabet London-hovedkvarteret for BP Alternative Energy. Solkraftanlæg i USA og Spanien blev også lukket, ligesom BP trak sig ud af næsten alle vindkraftprojekter uden for USA.

Forpasser den betrængte energigigant chancen for at løfte den grønne udfordring, synes arven fra First Exploitation Company sikker: Alvorlige miljøforringelser og økonomisk ustabilitet for de kommende generationer.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Jeg græder meget tørre tåre, hvis BP skulle gå konkurs med et brag på grund af den miljøkatastrofe de er skyld i i øjeblikket.
Så kan de lære det kan de.
VH Heidi Madsen

Majbritt Nielsen

@Peter Andreas Ebbesen/Heidi Madsen
Ja det er nemt at sige det. Men hvad så med de mennsker der er direkte og indderekte er afhængige og dermed ramtmes.
Når/hvis BP går ned? Hvad med dem? '
Er det bare synd, men sådan går det? ;)

Niels Mosbak

Thomas Holm

Det anslås at det vil koste 40 milliarder Britiskepund, at udbedre og kompensere for skaderne.

Det har vakt nogen opsigt, at Tony Hayward alligevel vil betale udbytte til aktionærerne i næste måned.

Thorsten Lind

..udbyttet har han dog aflyst.

www.borsen.dk/investor/nyhed/185431/

For engelske pensonister ville det være en katastrofe, om BP gik ned.
Tony "Jeg vil ha´mit liv tilbage" Hayward og BP,
skal naturligvis betale oprydningen, men en konkurs er ikke ønskelig, trods alt.

Lad det være et wake-up-call for USA og resten af verdens olienarkomaner ( f.eks. danskerne )..;-)

Thorsten,

Imens USA øgede sit olieforbrug med 21% siden 1990, så har Danmark reduceret sit med 44%.

Den rigtige retning ville jeg sige.

Torben Munk Nielsen

De vil nok køre sig selv i sænk, det er blot et spørgsmål om tid. Hvis BP ikke er med på forandringer så vil de tabe på den lange bane.

Det er det der, med at save i grenen i ved nok....

Mon ikke BP bliver opkøbt af en af de store selskaber i branchen, når kursen er kommet tilstrækkeligt langt ned sidst i juli. Artiklens forfatter giver et meget godt bud på hvilke der har været interesseret - også før Deepwater fuck up.

Henrik Eismark

Jeg læser, at BP bl.a. er den største pensionsudbetaler i GB. En opløsning vil være katastrofal for landet.

Men måske ser vi en opsplitning i mindre, uafhængige enheder, hvor en dominobrik ikke kan vælte hele korthuset. for at blive i gambler-terminologien. - Det går sgu nok det her. Der er jo vand nok i Golfen, som de sagde.