Læsetid: 3 min.

På tur til de kulsorte bjerge

Antwerpen huser Europas næststørste havn. Og her ruller kullet ufortrødent ind i Europa, mens et kulkraftværk direkte på flodbredden er på vej ud. 'Fremtidens energi-Europa,' siges det
26. juni 2010

Antwerpen- Forestil dig Himmelbjerget. Forestil dig så, at det er sort. Og så visualisér hundredevis af dem side om side med spidse tinder og eroderede skrænter. Velkommen til Europas kullager på havnen i Antwerpen i Belgien.

»Det er her, det kommer ind fra primært USA og Rusland og bliver sendt videre til alle hjørner af Europa,« fortæller guiden, mens bussen kører mellem de til tider farligt stejle bjergsider på én af de i alt 400 kilometer veje, der snørkler sig rundt på denne - Europas næststørste havn efter Rotterdam.

Og guiden er stolt af sin kulhavn. Han fortæller detaljeret om, hvordan de mange kilometer transportbånd, der bringer kullet fra de mastodontiske fragtskibe, som der hvert år lægger 13.000 til kaj af og så videre med lasten på tog.

Denne eftermiddag er der dog stille på havnen. Den første halve time ser vi ikke et eneste menneske. Alt på denne del af havnen har den samme grå farve. Skiltene, bilerne og ukrudtet, der titter op af asfalten. Vi får ikke lov til at stige ud af bussen. Det efterlader et sært indtryk af, at køre rundt i et kontamineret sort vinterlandskab efter en katastrofe.

... og så for miljøet

At ethvert barn i Europa ved, at netop disse bjerge udgør en af de største farer mod naturen, nævner guiden ikke i andet end bisætninger.

»Kan i se de sprinklere,« spørger han og peger på en række vandstråler, der skaber regnbuer over kulbjergene.

»De sørger for at holde kullet fugtigt, så det ikke flyver over på den anden side af havnen og blander sig med vores kollegers gods. For så ville vi få et erstatningskrav, der kunne lukke butikken,« siger guiden nok ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Han tager mikrofonen fra munden, så den franske tolk kan tage over. Den ryger dog hurtigt op til ham igen: » ... Og så selvfølgelig for miljøet skyld,« tilføjer han.

Blandt de sorte bjerge ligger et par mindre nøddebrune bunker. Det er knuste olivenkerner, der blandes i kullet for at leve op til krav om en vis procent biomasse.

»Belgien har meget skrappe miljøkrav, men hvis vi putter noget af det i, er det okay,« siger guiden.

Nede ved kajen ligger en lang fragtpram. Den skal vist til Frankrig. En gravko kører i pendulfart til det nærmeste sorte bjerg. Bag den kører en mindre vogn og spuler vejen.

»Hvis der ligger kulstykker, der sætter sig fast i kundernes dæk, får jeg ballade,« fortæller guiden. Igen når han at tage mikrofonen fra munden, før han husker det. » ... Og så selvfølgelig også for miljøets skyld.«

Fremtidens energi

Antwerpen har allerede et atomkraftværk, der med sine to gigantiske reaktorer tegner sig i horisonten ved flodbredden. Men som det er tilfældet med de fleste atomkraftværker i Europa, er det på vej på pension. Regeringen har dog lige forlænget dets levetid med fem år, fortæller havnens PR-ansvarlige: »Men så kan den ikke trækkes længere.«

Derfor har regeringen besluttet, at Antwerpen Havn skal have sit helt eget kulfyrede værk. Den tyske energikoncern E.ON har fået kontrakt på værket, der skal have en kapacitet på 1.1 gigawatt - et projekt til 1.5 milliarder euro. Det skal ligge helt ned til floden Scheldts bred, så skibene kan laste de omkring to millioner ton kul, som værket vil forbruge, direkte ind i værket. Det er fremtidens energi-Europa, fortæller den PR-ansvarlige. På den måde sparer man omkostninger - også for miljøet: »Der er megen snak om, at kul forurener. Men når regeringen siger, at det kan gøres på en bæredygtig måde, så vælger jeg at tro på det. Vi skal jo drives af noget.«

Tiderne ændrer sig

På vej ud af havnen gør han opmærksom på et lille kirketårn, der lige nøjagtig titter op mellem tusindvis af containere i lag med Mærsks babyblå som den mest dominerende farve.

»Før lå her en landsby, og der var nogle historikere, der krævede, at kirken blev fredet,« fortæller den PR-ansvarlige.

»Og sådan integrerede kapitalismen kristendommen ...« prøver den vittige, danske journalist.

Den PR-ansvarlige forsøger at grine med, men opgiver: »Tja, sådan kan man vel godt se på det. Men tiderne ændrer sig. Vi følger bare reglerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu