Læsetid: 6 min.

Det perfekte statskup

Et år efter militærkuppet i Honduras er meget lidt forandret
Den afsatte og landsforviste honduranske præsident Manuel Zelaya rækker ud til sin tilhængere i Mexico City. Et par måneder efter han blev kuppet er hans strategi, at hvis bare han kan komme ind i landet - ind til sit folk - så vil masserne bære ham i guldstol tilbage til præsident-paladset.

Den afsatte og landsforviste honduranske præsident Manuel Zelaya rækker ud til sin tilhængere i Mexico City. Et par måneder efter han blev kuppet er hans strategi, at hvis bare han kan komme ind i landet - ind til sit folk - så vil masserne bære ham i guldstol tilbage til præsident-paladset.

Ronaldo Schemidt

28. juni 2010

TEGUCIGALPA - Jeg bliver vækket af telefonen lidt før otte søndag morgen.

»De har smidt 'Mel' ud af landet. De har kuppet magten.«

Det er da for idiotisk, tænker jeg.

Jeg checker tv og internet. Ingen strøm, ingen forbindelse. De få radiostationer, der er i luften, sender musik. Ikke andet. Ikke et ord om kup eller kaos.

Det er den 28. juni 2009 i Honduras.

I centrum af hovedstaden, Tegucigalpa, er der forholdvis stille. Omkring tusind demonstranter er samlet foran det nu tomme præsidentpalads, men der sker ikke rigtig noget.

Myndighederne har effektfuldt lukket alle indfaldsveje til byen, og er indført
toque de queda, udgangsforbud.

Militære køretøjer har placeret sig i en ring i gaderne omkring landets kongresbygning, hvor der arbejdes på højtryk.

Med meget få undtagelser, er landets kongresmedlemmer enige om, at præsident Manuel 'Mel' Zelaya skulle fjernes fra magten. En mening, de deler med landets højesteret, en god del af landets økonomiske elite og militærets generaler.

Men nu skal der brygges nogle forklaringer til folket, ligesom der skal findes en løsning på det pludseligt manglede lederskab.

Først kommer der den noget komiske besked fra kongressen, at præsident Zelaya er trådt tilbage. »På grund af skrantende helbred,« hedder det. Og han er altså taget ud af landet. Men i en skriftlig erklæring ønsker præsidenten Honduras »held og lykke«.

Senere på formiddagen er denne noget besynderlige forklaring ændret. Nu kommer det frem, at militæret har fløjet præsident Zelaya ud af landet, nærmere bestemt til Costa Rica. Årsagen er, at præsidenten har forbrudt sig mod landets forfatning. I et hastigt formuleret anklageskrift beskyldes Manuel Zelaya nu for korruption, magtmisbrug og forrædderi.

I præsidentens fravær udnævnes kongressens formand, Roberto Micheletti, som ny midlertidig præsident i Honduras, og »alt går lige efter bogen,« lyder det fra landets politikkere, der nu står i kø for at udtale sig.

»Ingen er over loven. Heller ikke præsidenten,« siges igen og igen på de nationale tv-stationer.

The Honduras show

Tre måneder efter kuppet fortsætter Honduras med at være en af de vigtigste historier i de latinamerikanske medier. Ikke mindst fordi der konstant kan føjes nye løjerlige kapitler til en helt igennem uforudsigelig historie.

Den afsatte præsidents Zelayas strategi er, at hvis bare han kan komme ind i landet - ind til sit folk - så vil masserne bære ham i guldstol tilbage til præsidentpaladset.

Følgelig er den honduranske elites modsvar at holde befolkningen i meget kort snor. Og så for alt i verden undgå, at Manuel Zelaya pludselig skulle dukke op i Honduras.

Men hverken Zelaya eller elitens strategi lykkedes.

Kupmagerne lukker dagligt landets kritiske medier ned. Dels med tvivlsomme rensagningskendelser, men også præventivt med kortvarige anholdelser, trusler og kidnapninger af journalister. Samme strategi anvendes over for de civile organisationer, der tillader sig at kritisere kuppet.

Samtidig kontrolleres landets hovedveje med tusinde af vejspærringer og kontrolposter, og hyppige udgangsforbud holder den folkelige mobilisering på et niveau, som myndighederne kan håndtere.

Alligevel sker det umulige. Pludselig en morgen står Manuel Zelaya bag hegnet til den brasilianske ambassade og vinker til de hastigt voksende folkemasser udenfor. De har ventet i tre måneder siden kuppet, og nu gjalder det i gaderne: »Mel, Mel, Mel ...«.

Propaganda for millioner

Men Zelayas tilbagekomst bliver ingen succes. Den første nat foran den brasilianske ambassade er stemningen euforisk. Folk tror, at nu vender det. Nu er det kun et spørgsmål om tid. Men efter et par dages udgangsforbud, vandkanoner og en flod af tåregas forsvinder masserne fra området omkring den brasilianske ambassade. Og præsident Zelaya kommer til at bo i mere end tre måneder som gæst på et fremmed lands ambassade midt i hans egen hovedstad. For ude i virkeligheden - uden for det diplomatiske sædes beskyttende mure - venter en arrestordre på præsidenten.

Men med præsident Zelaya på den brasilianske ambassade går konflikten i Honduras ind i en ny fase.

For første gang siden kuppet går det op for landets kupmagere, at det afgørende slag ikke skal udkæmpes i Tegucigalpa, men i Washington.

Kup-præsident Roberto Micheletti hyrer PR-firmaet Chlopak, Leonard, Schechter & Associates for en fire måneders kontrakt. Opgaven er simpel: De skal bearbejde den offentlige - og ikke mindst - den politiske mening i Washington.

Det virker. I Washington ændres det politiske syn på Honduras. Fra at have fordømt kuppet og øjeblikkeligt krævet præsident Zelaya genindsat hedder det nu, at en politisk løsning skal findes. Senere bliver det til at resultatet af den forestående præsidentvalg den 29. november, der var planlagt længe før kuppet, skal accepteres: »Det er den eneste vej ud af krisen,« siger udenrigsminister Hillary Clinton, og det bliver dermed kupregeringens vej ud af krisen, uden at de behøver at give sig en tomme for Manuel Zelaya, hans støttere og deres krav.

Men missionen var aldrig lykkedes uden Venezuelas præsident Hugo Chávez. Det hævder i hvert fald senioranalytiker i tænketanken Brookings Institution, Kevin Casas-Zamora. Han er tidligere vicepræsident i Costa Rica, og kender mellemamerikansk politik indefra.

»Frygten for Zelayas forhold til Chávez fik særligt konservative medlemmer af kongressen til at sætte spørgsmålstegn ved Obama-administrationens kritiske holdning til kuppet,« mener Kevin Casas-Zamora.

Chávez-faktoren

Der er ingen tvivl om, at Hugo Chávez er en vigtig mand for Zelaya, og omvendt, at historien om Zelaya og Honduras er vigtig for Hugo Chávez. Det er den virkeliggjorte revolution - næsten da - som Chávez hele tiden taler om. Det er det undertrykte folk mod eliten.

Det venezuelansk finansierede svar på CNN, TeleSur, er da også uden sammenligning det medie, der er stærkest repræsenteret under hele konflikten i Honduras. De har en 15-16 journalister og kamerafolk boende i månedsvis på Hotel Mariott.

Men Chávez bliver altså på mange måder også Zelayas foreløbige politiske død, ligesom Zelayas flirt med præsident Chávez sandsynligvis også var den vigtigste årsag til selve kuppet. I august 2008 indtræder Honduras i det socialistiske ALBA-samarbejde, der ananført af Chávez og Venezuela tæller medlemmer som Cuba, Den Dominikanske Republik, Nicaragua, Ecuador og Bolivia.

Det er mere end en torn i øjet på landets elite, der ikke bryder sig om præsidentens nye bombastiske retorik om fattigdom og social retfærdighed. Og endnu mindre synes de om, at det traditionelt USA-venlige Honduras nu skal være politiske allieret med noget, der i deres øjne er ren kommunisme.

De advarer præsident Zelaya flere gange, men præsidenten har fået nye ideer. Han vil holde en folkeafstemning om mulige forfatningsændringer, for nu skal folket høres. Men få timer inden afstemningen søndag den 28. juni smides Zelaya iført pyjamas ombord på et militærfly, der flyver ham til Costa Rica.

Livet i en trykkoger

I dag den 28. juni 2010 er der gået et år. Når man spørger folk, hvad der så er sket, svarer langt de fleste, at »intet er sket«. Og det er ikke ment som et positivt svar.

Den kuppede præsident Zelaya er ikke tilbage. Han lever derimod i eksil i den dominikanske Republik, hvor han p.t. 'tjener til føden' som politisk rådgiver i Petrocaribe - den organisation under ALBA, der fordeler en god del af Venezuelas olie og oliepenge til medlemmerne.

En aftale - den såkaldte San José-Tegucigalpa aftale - skulle ellers have sikret, at Zelaya kunne vende tilbage. Den nuværende præsident Porfirio Lobo Sosa står i spidsen for noget, han kalder en samlingsregering. Han har personligt tilbudt at rejse til Den Dominikanske Republik og hente Zelaya hjem. Han vil gerne garantere hans sikkerhed.

Zelaya har takket nej. Måske med god grund, for højesteret i Honduras hævder fortsat, at Zelaya bliver arresteret, hvis han indfinder sig på Honduransk grund.

En anden løsning er dog, at den honduranske kongres vil gøre Zelaya til medlem af det noget obskure Centralamerikanske Parlament. En ligegyldig politisk overbygning, der tjener det ene formål, at det giver tidligere mellemamerikanske politikere immunitet.

Imens er der ingen i Honduras, der har fået det bedre i det forløbne år. Tværtimod. Nationens valutareserver er ved at gå i nul, arbejdsløsheden er historisk høj og desperationen ulmer.

Volden og antallet af mord, der fra 2006 til 2009 steg med 50 procent, er fortsat opadgående, og Honduras er i dag Latinamerikas farligste land med 69 mord per 100.000 indbyggere. Der er langt over det notorisk voldelige Guatemala og ti gange så mange mord, som narkokrigen i Mexico i øjeblikket efterlader.

Der er ellers sagt mange gange, at intet bliver som før kuppet, og nu er tiden moden til at reformere Honduras. Det er tid til retfærdighed.

Men som en sagde, »retfærdighed, det var noget, vi troede på sidste år«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor denne omskrivning, hvis nærmeste realitet i artiklen er Chavez, når det fra begyndelsen har været fremme, at overensstemmelsen med USA og CIA var afgørende.
De senere år har journalistikken vist en interesse i at fremstille ændringer i samfundet ved tekniske hjælpemidler, spindoktorer, PR-firmaer o.lign. frem for betydningen af politiske indgreb, også i den lokale medieforståelse, når man taler om avisers overlevelse, eksempelvis Lisbeth Knudsen på Berlingske - 'hvordan kaprer vi læsere?" Den politiske påvirkning finder stadig sted, men tilsløret af en reklamekampagne og nogle logoer- en tredje tiltagende magt i samfundet, et fænomen, som læseren mere og mere må tage højde for, bl.a. i denne artikel om Honduras, hvor et statskup dog er et alvorligt indgreb i befolkningens rettigheder - og i den journalistiske redelighed! (Hvilken forskel finder journalisten i denne forstand på Honduras og Myanmar?)

Som altid er det de fagligt aktive der først holder for når højrebølgen skyller ind over ...

Den internationale faglige sammenslutning, ITUC, protestere mod mord på faglige og regeringskritiske aktivister i det centralamerikanske land, Honduras. Overgrebene bliver ikke efterforsket af politiet, så derfor bliver ingen dømt. (Arbejderen)