Læsetid: 8 min.

Sydafrikanerne imødeser VM i fodbold med blandede følelser

Stolthed over værtsskabet og glæde ved en større national enhed veksler med frygt for øget kriminalitet, mistro til fremmede - især andre afrikanere - og skuffelse over, at indsatsen for at forberede fodboldturneringen ikke har rokket ved den arbejdsløshed og fattigdom, som er vilkårene for mange sydafrikanere
’I radioen fortæller de os hele tiden, at når vi ser udenlandske turister, må vi ikke jagte dem, men skal være venlige og gode ved dem’. Sydafrikanerne forbereder sig på fodbold-VM
8. juni 2010

PORT ELIZABETH/JOHANNESBURG - Som hun sidder der i en grillbar på Cape Road i et område af Port Elizabeth, der har set bedre dage, fortæller Lindiwe mig noget, jeg ikke ventede at høre. Udenfor summer trafikken, og mennesker af alle racer - typisk for dette område - trasker op og ned ad fortovet i vintersolskinnet

For første gang i 16 år besøger jeg det Sydafrika, hvor jeg voksede op som barn. Meget har ændret sig, men da jeg spørger Lindiwe, om fodboldturister kan føle sig sikre, er jeg uforberedt på svaret. »Det er da os, som er bange for de besøgende,« siger Lindiwe. Jeg er rystet. »Du er bange? Hvorfor?«

»Fordi de er på udkig efter piger og børn til at kidnappe. Lisa og Liyemas skole (Lindiwe har to børn i alderen tre og fem år) holder lukket under hele turneringen, så forældre kan holde øje med deres børn.«

»Men hvorfor skulle nogen tage jeres børn?« spørger jeg.

»For at bruge dem som sexslaver,« siger Lindiwe.

Hvad ligger der bag? Kan der være tale om et udslag af det sydafrikanske fremmedhad, der blottede sig under de under udlændingefjendtlige optøjer for to år siden? Lindiwe fortæller en historie om to nigerianske mænd, som voldtog en ung sydafrikansk pige og derpå kastede hende ned fra toppen af en bygning.

Lindiwe er min afrikanske søster. Hendes mor, Evelyn, var hushjælp for min farfar. Da Evelyn døde, overtog min far ansvaret for Lindiwes velfærd og betalte hendes uddannelse og grundlæggende leveomkostninger. Nu er hun 33 og mor til to smukke børn.

Lindiwe bor i townshippen Kwazakhele. Det er 10 minutters kørsel fra byens centrum, men føles som at bevæge sig mellem to verdener. Langs motorvejen, forbi det imponerende nye Nelson Mandela Bay World Cup stadion, viger større bygninger snart for skure og interimistiske huse i gasbeton. Geder lever af skrald i vejkanten, mænd sidder på gadehjørner uden noget at tage sig til, kvinder sælger mad fra boblende gryder.

Ingen jobs

Der er ingen VM-billboards i Kwazakhele. Alt hvad der minder om fodbold her, er det kondemnerede gamle Wolfson-stadion, hvortil sort sport var forvist under apartheid. Det er omgivet af pigtråd med iturevne plastikposer, som flagrer i vinden.

Vi besøger Lindiwes storesøster, Sindiswe. I hendes hus har kvinderne været i gang med at lave mad hele dagen. Et enormt festmåltid af kylling, potjiekos (kogt kød), ris, roesalat og butternut squash venter os, og Sindiswe smiler stolt, da jeg siger, at hendes mad smager så godt, at hun burde åbne en restaurant til VM.

Sindiswe har tre dage om ugen job som hushjælp. Jeg spørger, om Sydafrikas VM-værtskab har gjort nogen forskel for hendes daglige tilværelse?

»Har World Cup hjulpet os? Nej,« siger hun og ryster sørgmodigt på hovedet. »Det har ikke hjulpet spor. Hvad kan jeg sige?«

I Sydafrika er over en fjerdedel af befolkningen uden job, det overvældende flertal sorte. Selv om hun har en universitetsuddannelse, er Lindiwe en af dem. Hun har været arbejdsløs i årevis. Sindiswe kalder systemet korrupt.

»Hvis du vil have et job, selv som kassedamme i Pick'n'Pay eller Shoprite, skal du aflevere dit cv til agenterne på arbejdsformidlingen. Kan de lide dig, får du måske jobbet, men hvis ikke beholder de dit cv, og så sker der ikke mere. Men du er alligevel nødt til at betale dem 20-30 procent af dine indtægter hver måned. Vi havde håbet, at VM ville gøre det nemmere at finde job. Vi havde alle håbet, at det ville blive bedre.«

Tak gud

Alligevel, siger Sindiswe, »takker sydafrikanerne Gud« for VM. Primært på grund af den entusiasme, som verdensbegivenheden har tilført landet.

»Om fredagen tager alle fodbold-T-shirts med de sydafrikanske farver på. Selv vores parlamentsmedlemmer - det så jeg i tv i går. Det er dejligt, for de går ellers altid kun i jakkesæt. Vi er sammen nu. Vi er én nation.«

Men igen er der forbehold: »I radioen fortæller de os hele tiden, at når vi ser udenlandske turister, må vi ikke jagte dem, men skal være venlige og gode ved dem. For når de så er hjemme igen, vil de sige, at 'vi må snart besøge Sydafrika igen - vi var så glade for at være der'.«

Siphokazi, det yngste barn til Lindiwes anden søster, Nomsa, var kun en baby, sidste gang jeg var i Sydafrika. Hun blev født i 1994, året for det første frie valg: »Jeg er et frihedsbarn,« siger hun, imens hun rydder op efter sin niece og nevøer. Et smil lyser op i hendes ansigt: »Vi er meget forskellige fra vores mødre.«

Jeg spørger hende om VM. »Alle i skolen taler om det,« siger hun. »De siger, at VM vil bringe os sygdomme.«

- Hvem vil bringe sygdomme?

»Andre mennesker, f.eks. dem fra Nigeria.« Hun griner. »Vi er bange for de besøgende. Folk er bange for, at deres børn skal blive taget som sexslaver. Jeg ved ikke, om det er sandt.«

For dyre

Siphokazi siger, at hun gerne ville se nogen af kampene, men billetterne er for dyre.

Pludselig kommer hun i tanke om vuvuzela'erne - de særprægede trompeter, som uddeles gratis i banker og butikker for at opildne VM-feberen.

»Ved du, hvordan man gør?« spørger hun. Børnene skriger af begejstring, da vi finder de lange plasticrør frem fra deres skjulested, og da vi blæser nogle ordentlige skrald ud i aftenluften, hopper de rundt som små hooligans.

Om morgenen på vores sidste dag i Port Elizabeth, har jeg en overraskelse til Lindiwe med. »Vi vil gerne købe billetter til VM til hele jeres familie,« siger jeg. I den anden ende af telefonen, kan jeg godt høre, at Lindiwe lyder lidt usikker. Hendes søster, Nomsa tager over. »I kan godt se, vi har brug for nye døre,« siger hun. »Både for og bag. De her døre, vi har, kan ikke låse ordentligt, og det er ikke sikkert for os. Jeg er bekymret. Vi kan aldrig forlade huset, nogen må altid blive tilbage. Vi kan se VM i tv, men vi har brug for døre. Har jeg ret eller hvad?«

På vildspor

Et par dage senere i Johannesburg, møder vi en hvid kommunalembedsmand, der fortæller os, at den afrikanske kultur er på vildspor, for de sorte afrikanere er mere interesseret i at anskaffe sig materielle goder - biler, tøj, cd'er - end i at satse på uddannelse og sundhedspleje. Han siger, at Sydafrika har spildt fem milliarder dollar på sit VM-værtskab - penge, der kunne være gået til at bekæmpe fattigdom. Jeg ryster på hovedet. Vi hører de samme fordomme om arbejderklassefamilier i Storbritannien, siger jeg til ham. Så tænker jeg på, at Nomsa valgte døre frem for VM-billetter og gyser over hans uvidenhed.

Vi er i Johannesburg for at besøge min fars familie, som bor i en grøn, overvejende hvid middelklasseforstad kaldet Waverley. Min 'tante' Loretta, har inviteret os på middag samme med sine sønner og deres kærester. Over middagen taler jeg især med min fætter Nicky, som er en stor fodboldfan og begejstret for VM. Som ejendomsmægler har han allerede tjent godt på turneringen ved at udleje en lejlighed i Sandton, en velhavende Johannesburg-forstad, til en mediekoncern for 100.000 rand (lige under 80.000 kr.) i VM-perioden, hvilket svarer til et års husleje i enhver normal periode. Alligevel overskygges glæden over de indbringende forretninger af hans vrede på VM's ledende organ, FIFA.

»At tænke sig FIFA-præsident Sepp Blatters nevø bestyrer Match,« siger han. Match er det selskab, der har monopol på at sælge billetpakker til turister og i den forbindelse også tager sig betalt for at formidle indkvartering.

»Match blev grådig og drev priserne så højt op, at ingen ville betale,« siger Nicky. »I sidste øjeblik siger Match så: 'Beklager - vi kunne ikke få flere folk til at komme til Sydafrika'. Alle er sure på dem. Folk havde shinet deres værelser og lejemål op til meget høj standard med nye møbler og alting.«

Selv nægter Match, at priserne er for høje og siger, at man ligger på et niveau på 61 procent af udgifterne til sammenlignelige pakker i Tyskland, hvor sidste VM blev afholdt.

Negative billeder

Nicky var en af de mange sydafrikanere, der stod i kø i timevis den dag, da billetterne blev frigivet til salg. »Det var totalt uorganiseret: ingen betjente, ingen vinduer, ingen air condition, ingenting. Jeg havde betalt en mand for at stå i kø i 24 timer dagen før, og han var ikke engang nået til forreste del af køen. Heldigvis havde min ven en butik ved siden af, og fra den kunne vi snige os frem i køen. Men jeg måtte alligevel vente i 10 timer. Det var til grin.«

Han købte billetter til åbningskampen, to gruppespilskampe og kvartfinalen, men siger, at påstandene om, at billetterne er overkommeligt prissat er ren illusion. »Priserne er vanvittige. De siger, at de også sælger billetter til almindelige mennesker for en pris af 140 rand (110 kr. eller mere end en dagsløn for de fleste sydafrikanere, red.), men jeg stod længe i køen, og der var ingen billetter til den pris.«

Nicky er også så vred over den udenlandske presse og dens negative billede af Sydafrika. »Alt det sludder om svineinfluenza og kriminalitet. En tysk avis skrev, at besøgende i Sydafrika bør iføre sig skudsikker vest! Vrøvl! Det er irriterende, fordi mediebilledet farver folks opfattelse. Men Afrika er fantastisk. Det er ikke tidspunktet at være bange på, for så går man virkelig glip af noget.«

Mere internationalt

Efter maden taler jeg med Andrew, en far til tre. Jeg spørger, om den forestående turnering kan få samme betydning for Sydafrika som det VM i rugby, landet afholdt i 1995 - en nationalt forenende begivenhed, der for nylig blev skildret i filmenInvictus.

»Det her bliver meget mere internationalt,« siger han. »For mig er den største fordel, at vi har fået vores infrastruktur moderniseret. Det tror jeg ikke ville være sket nogensinde uden dette VM . De forbedringer af veje- og togforbindelser, som vi har sukket efter i 15 år, har vi endelig fået nu. Det samme ville de aldrig have gjort for en rugbyturnering. De nye idrætsfaciliteter, vi har fået, vil vi kunne glæde os over i mange år fremover. Folk siger, det er spild at bruge så mange penge på stadionprojekter, men vi er et land, der elsker sport - rugby, fodbold, cricket - så de skal nok blive brugt.«

Dørene

Tilbage i Storbritannien tænker jeg på, hvad jeg hørte på min tur: To familier, der lever meget forskellige liv og i meget forskellige kulturer, men begge talte de om enhed. Begge havde forbehold og skuffelser, men begge følte også stolthed ved udsigten til, at verdens største sportsbegivenhed skal afvikles i Sydafrika.

Tilfældigvis ser jeg en Channel 4-dokumentar om børnemishandling i Port Elizabeth. De velkendte billeder af Kwazakhele og de omkringliggende townshipsvises på skærmen. I programmet hævdes det, at anslået 12 børn bliver voldtaget her om dagen. Pludselig bliver Lindiwes frygt for at se sine børn kidnappet sat i perspektiv. De hårrejsende fortællinger får næsten mit hjerte til at briste. I en stille stund takker jeg Gud for, at vi købte døre i stedet for VM-billetter.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu