Læsetid: 2 min.

Underklassen: 'Jeg håber, det kan forene os'

I de fattige kvarterer ligger folk stadig begravet under ruindyngerne. For en af de overlevende, Bonheur Loveson, ligger håbet om fremgang hos det internationale samfund
Bonheur Loveson overlevede jordskælvet, men har ikke råd til at få behandlet sin næse ordentligt.

Bonheur Loveson overlevede jordskælvet, men har ikke råd til at få behandlet sin næse ordentligt.

Tobias Havmand

15. juni 2010

Billederne var kornede med et nærmest blåt filter af støv henover dem, da de i dagene efter 12. marts kørte henover CNN. Folk væltede forvirrede rundt i gaderne i udkanten af Port-au-Princes centrum. En enkelt ung mand kiggede lamslået ind i kameraet, mens blod løb fra hans baghovede og fra en næse, der var splittet op som en kvast banan.

Fem måneder efter ligner Bonheur Lovesons næse stadig ikke en næse, men i det mindste er den helet, hvilket ville være en overdrivelse at sige om resten af hans liv. Han viser ruinerne af familiens lille butik, som familiens overhoved, hans tante, blev begravet under.

»Det værste er, at min familie er blevet splittet. Vi var seks, der levede tæt sammen og delte alting. Nu er min moster død, og alle væk,« fortæller den 28-årige studerende, hvis skole også er kollapset.

Selv lever han af venners hjælp og de ting, han kunne få ud af huset. Han sover rundt omkring hos naboer og venner. Han er netop kommet tilbage efter at have levet i lejre i udkanten af Port-au-Prince. Men der er ikke meget at komme tilbage til. Huset skal rives ned, men står stadig ligesom alle de andre ruindynger rundt omkring i ghettokvarteret. Der er ingen genopbygning i sigte.

»Alting er hårdt. Vi var fattige før, men vi er fattigere nu. Når det regner, er vi nødt til at stille os op på sten, fordi det regner ind igennem teltdugen. Før var det gratis at blive behandlet på hospitalet, nu skal man betale under bordet, med mindre der lige er internationale hjælpere i nærheden,« forklarer han. »Jeg skulle have haft næsen behandlet igen, men jeg har ikke råd til at betale for det.«

»Der er ingen tegn på fremskridt. Jeg tror ikke på regeringen, men mit håb knytter sig til det internationale samfund, der har vist så stor kærlighed og nåde,« konstaterer han.

»Lige efter jordskælvet var der en stor fornemmelse af enhed mellem både rige og fattige. Alle var blevet ramt, så alle var ens. Men den ånd er forsvundet. For at gøre Haiti bedre er det nødvendigt, at vi finder en fælles bevidsthed igen. At vi samler hænderne og sammen konfronterer både alt det smukke og alt det grimme, der er i Haiti. At vi indser, at Haiti tilhører alle os, der bor her«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu