MAPUTO, MOZAMBIQUE - På en lille bakke, en times kørsel uden for Mozambi-ques hovedstad, sidder mænd, kvinder og børn og lytter til musik. Den lave eftermiddagssol sender varme stråler ned i mylderet af brun hud og farvestrålende tøj. På scenen i midten står danske Caroline Henderson og hendes musikere og spiller for publikum og det tørre landskab. Alt ånder idyl.
Men i virkeligheden er vi midt i en kampagne mod trafficking og seksuel udnyttelse. Kendte studieværter og musikere opfordrer folk til at få øjnene op for, hvad der sker omkring dem. Minder dem om, at børn har ret til et tryg liv uden vold og seksuelle overgreb, og at vi skal passe på hinanden . Koncerten finder sted under Maputos Internationale Musikfestival og er et led i en større kampagne fra myndigheder og organisationer i Mozambique op til fodbold-VM i Sydafrika.
Hvert år bliver omkring 1.000 kvinder og børn bortført over grænsen til Sydafrika. Man frygter, at den store sportsevent i nabolandet vil få tallet til at stige. Og at andre bliver fristet til på eget initiativ at trække over grænsen for at arbejde illegalt i Sydafrika.
»Det sker allerede nu. Derfor har vi grund til at tro, at antallet vil stige i forbindelse med VM i Sydafrika,« siger sociologen Joachim Nhampoca. Han er tilknyttet et krisecenter i det centrale Maputo, og her er erfaringen, at mange børn og unge kommer fra de nordlige landdistrikter og ind til byen for at søge lykken og måske finde et arbejde. Hvilket som helst arbejde.
»Men i storbyen er børn og unge lette ofre for mellemhandlere,« siger han.
Mange af dem ender som prostituerede her eller rejser videre til bordeller omkring Sydafrikas storbyer, som ubetalt arbejdskraft eller som tvangskonkubiner for landets mange minearbejdere.
Chris McIvor, programchef for Red Barnet i Mozambique, siger, at piger fra Mozambique jævnligt sælges til sexindustrien i Sydafrika. Nogengange endda med familiens accept.
»Vi er bekymrede for, om at det store antal af udenlandske turister vil forværre problemet,« siger han.
Det hører sammen
Op til seneste VM, som foregik i Tyskland i 2006, var der også på forhånd sat flere store kampagner i gang mod sexindustri og trafficking. Helt amok gik det, da ejeren af kæmpebordellet Artemis, som blev etableret til lejligheden, udtalte i medierne, at »fodbold og sex hører sammen«. Og sagen accelererede yderligere, fordi prostitution er lovligt i Tyskland. Estimater dengang lød på, at op mod 40.000 prostituerede mere eller mindre frivilligt ville komme til Tyskland under VM. Senere blev tallene og kampagnerne afvist som totalt overdrevne og kritiseret for at fjerne fokus fra de egentlige trafficking-problemer. Reelt blev der noteret 33 sager i Tyskland, og kun fem af disse havde direkte relation til VM.
Ruten er banet
Men Sydafrika er ikke Tyskland. Og trafficking med mennesker opstår ikke fra den ene dag til den anden, understreges det i rapporten 'Trafficking of Human Beings and the 2006 World Cup in Germany' fra den internationale organisation for migration (IOM). Når menneskehandlernes rute først er banet, foregår det til gengæld mere ligetil.
Så sent som i marts i år afslørede en gruppe undercover-journalister fra sydafrikanske 'City Press', hvor let det er at købe unge kvinder fra Mozambique til at arbejde i sexindustrien. Journalisterne fik kontakt med 'forhandlere' i Maputo. De kunne skaffe unge kvinder til en pris på 5.000 rand - lidt under 4.000 kroner - inklusiv transport og 'klargøring' til prostitution. Alle samtaler blev optaget på bånd og med skjulte kameraer. Politiet skred ind i sagen en formiddag på restaurant Milano midt i Maputo, netop som den første unge pige var blevet overleveret til 'kunderne'. Sagen har været slået stort op i de lokale medier, men de syv tiltalte er senere blevet frikendt af en dommer uden nogen retssag.
Saftige afsløringer
Den prisbelønnede og dybdeborende sydafrikanske journalist Jacques Pauw har også i årevis beskrevet, hvordan der tjenes penge på fattige mennesker, som er desperate nok til at lade sig transportere hvor som helst af hvem som helst i håbet om et bedre liv. Menneskehandel finder sted i stor stil i Sydafrika, hævder han. Ikke kun til sexindustrien, men ofte. Som undercoverjournalist afdækkede han på tv og i sin berømte bog Dancing with Devils transitruten med minibus fra Mozambiques hovedstad over grænsen til Sydafrika. Her venter de såkaldte mareyanes ved transithusene langs grænsen. Kvinder og børn sorteres alt efter hvor unge og smukke, de er og sendes videre for at arbejde på bordeller eller som tvangs-konkubiner for landets mange minearbejdere.
Tit er det først her, det går op for passagererne, at de ikke skal være servitricer eller hushjælp hos en rig familie, som de er blevet lovet.
Medieskabt problem
Udfordringen er, at trafficking ikke kun handler om unge kvinder, der intetanende handles til sexindustrien, sådan som det ofte fremstilles i medierne, understreger IOM i deres rapport. Ved at fokusere entydigt på dette glemmer man de egentlige årsager til, at folk flytter sig frivilligt uden de nødvendige papirer, men for at få job og måske sende penge hjem til deres familier. I Mozambique, verdens femte fattigste land, er der yderligere tradition for, at man rejser langt efter arbejde. Det er i øvrigt heller ikke usædvanligt, at der foregår decideret handel med børn og piger som billig arbejdskraft og til seksuelle ydelser, særligt blandt landbefolkningen i de nordlige provinser.
Dertil kommer, at usikkerhederne er enorme. Alle tal er skøn. Selv IOM baserer sig i tilfældet med Sydafrika i mangel af bedre på informationer fra de samme undercove- journalister, som har rapporteret om sagen i medierne.
Både her og i resten af verden føres en del af kampagnerne mod trafficking desuden af organisationer med mere baggrund i religiøse antiprostitutions-agendaer end i statistisk viden om global migration.
Dr. Chandré Gould, seniorforsker ved tænketanken Institut for Sikkerhedsstudier og forfatter til flere afhandlinger om sydafrikansk sexindustri, mener, at tallene for trafficking er pustet op og bygger på rygter, som gentages og gentages udokumenteret i medierne. Ifølge hende er der intet, som tyder på en stigning i antallet af kvinder, der sendes til Sydafrika.
»I løbet af de seneste seks år har IOM fundet og hjulpet 315 ofre for menneskehandel i Sydafrika. Det er alt. Det er omfanget af problemet, som vi kender det,«siger hun og tilføjer: »Der er heller ikke bevis for sammenhæng mellem store sportsbegivenheder og menneskehandel.«
Men Ifølge FN's nyhedsbureau blev der allerede i februar slået alarm i Etiopien, tusinde af kilometer længere nordpå. Her mistænkes grupper af organiserede menneskehandlere for at slå plat på VM-begivenheden,
»De bruger forskellige trick, blandt andet spiller de på opfattelsen af, at der er bedre mulighed for at finde arbejde i Sydafrika,« sagde Etiopiens arbejds- og socialminister, Zenebu Tadesse.
På et år er der omkring 25.000 etiopiere, som sælges eller køber sig frivilligt til andre lande. Ifølge IOM udgør smugleri og handel med etiopiske menneskeliv alene op mod 40 millioner dollar årligt.
Informations rejse til Mozambique var betalt af Center for Kultur og Udvikling
