Mindst 230 mennesker blev dræbt, og et lige så stort antal blev såret, da en tankvogn fyldt med olie eksploderede og satte en landsby i brand i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Det oplyser Røde Kors.
»Indtil nu har vi optalt 230 dræbte, hvor 61 var børn, og 36 var kvinder. Mindst 214 blev såret,« siger Desire Kama fra DRCongos Røde Kors.
Det er et foreløbigt tal, og eftersøgningen efter ofre fortsætter, siger Leonard Zigade fra Røde Kors i provinsen Kivu.
Flammer omkransede hurtigt snesevis af små halm- og jordklinede hytter i landsbyen, efter at en større folkemængde, heriblandt mange børn, havde stået omkring tankvognen.
Helikoptere fra FN-mission i landet er indsat i redningsarbejdet. Mange af ofrene opholdt sig inden- døre og så VM-fodbold, siger Marcellin Cisamvo, som er guvernør i den sydlige provins.
Ikke FN-soldater
Der var rapporter om, at fem af FN's fredsbevarende soldater blev dræbt ved ulykken. FN bekræftede først oplysningerne, men dementerede senere, at medlemmer af FN's styrke var kommet noget til.
»En tankvogn fra Tanzania ødelagde landsbyen Sange. Mennesker blev mast, og der skete en eksplosion i brændselsolie, som spredte sig gennem landsbyen,« siger Vincent Kabanga, der er talsmand for South-Kivus regionale regering.
Landsbyen ligger omkring 70 kilometer syd for den regionale hovedby Bukavu, der ligger tæt på grænsen til Burundi.
FN's stabiliseringsstyrke i DRCongo, Monusco, er verdensstørste og dyreste fredsbevarende operation med et årligt budget på over otte milliarder kroner. De fleste af soldaterne er sat ind i de urohærgede østlige dele af landet.
Eksplosioner, som forårsages af udstrømmende olie og benzin gennem utætheder, der er skabt af tyve, har tidligere kostet mange menneskeliv i regionen. ritzau/AFP