Læsetid: 2 min.

43 dræbt af bomber i Bagdad

En selvmordsbombe koster 43 mennesker livet i Iraks hovedstad Bagdad. Det er det blodigste angreb i Irak i to måneder, og iagttagere advarer om tiltagende vold
19. juli 2010

En selvmordsbombemand dræbte 43 mennesker og sårede 40 andre i en forstad til Bagdad sydvest for byens centrum i går morges, siger embedsmænd i indenrigsministeriet.

Bombemanden slog til i Radwaniyah-distriktet, der overvejende bebos af sunnimuslimer. Området, der ligger 25 kilometer fra hovedstaden, har tidligere været plaget af voldsom uro.

De fleste ofre var medlemmer af den sunniarabiske og regeringsvenlige militsgruppe Sahwa. Angrebet skete, da flere hundrede militsfolk havde stillet sig i kø ved en af militærets kontorbygninger i bydelen Al-Balassim for at modtage deres løn.

»Bombemanden sprængte sig selv i luften midt i den største gruppe af militsfolk,« siger en talsmand for den irakiske hær i byen.

Der er tale om den blodigste aktion i Irak i to måneder, og eksperter advarer om, at der er risiko for tiltagende etnisk, politisk og religiøs vold i Irak primært på grund af det politiske dødvande, som landet er havnet i efter valget i begyndelsen af marts, hvor ingen partier eller koalitioner fik flertal.

Siden da har de to største blokke skændtes om, hvem der skal danne regering. Sahwa-militsen, der også kaldes 'Sønner af Irak', har med opbakning fra USA bekæmpet al-Qaeda i Irak siden slutningen af 2006. Indtil da var militsen allieret med al-Qaeda-bevægelsen. Militsen tilskrives en stor del af æren for, at al-Qaeda i Irak er blevet dramatisk svækket i styrke siden 2006. I samme periode har gruppen været udsat for en række hævnangreb af formodede al-Qaeda-medlemmer.

Sahwa havde størst succes mod al-Qaeda, mens de var under USA's kontrol. I 2008 overgik kontrollen med militsen til den irakiske regering, og siden da har succesen være mindre.

Regeringen har lovet at optage cirka 20 procent af Sahwas medlemmer i landets politi og militære styrker og finde civile job til de resterende. Det er dog ikke sket, og militsmedlemmer siger, at de i de seneste måneder har været under øget pres både fra al-Qaeda og regeringen.

Desuden er interessen for at arbejde sammen med den shiamuslimske regering i Bagdad mindsket, eftersom lønnen til militsmedlemmer er blevet reduceret til en tredjedel af den løn, som USA udbetalte.

USA betalte cirka 1.800 kroner i måneden. Bagdad regeringen betaler 600 kroner. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu