Læsetid: 2 min.

Afgang til Muren

22. juli 2010

I Larnaca-lufthavnens afgangshal vinkes jeg over til et lavt bord af en ranglet mand med hornbriller. Han ligner mere en dansk brugsuddeler end en israelsk sikkerhedsperson, hvis det ikke lige var for højre hånds hvide sanitetshandske og det faktum, at han virker ret vågen her klokken fem om morgenen. Han får mit spritnye pas og stiller de sædvanlige rutinespørgsmål: Har jeg selv pakket bagagen? Har jeg modtaget pakker fra folk, jeg ikke kender? Har jeg våben eller våbenlignende genstande på mig? Har jeg tidligere besøgt Israel?

Ja, svarer jeg i overensstemmelse med reglen om aldrig at svare på mere, end der spørges om.

Hvor jeg kommer fra nu?

Jeg undviger ved at sige, at jeg kommer fra et sted på Cypern, hvilket ikke er forkert.

Hvad skal jeg skal i Israel?

Besøge danske venner - en halv sandhed og derfor ikke en løgn.

Hvad hedder de danske venner?

Allan Sørensen og Nahum Pundak. Jeg betoner ø'et i 'Sørensen' og anvender bevidst Herbert Pundiks hebraiske navn.

Om de er israelere?

»De bor i Israel, Nahum Pundaks søn er Ron Pundak - Oslo-processen, you know - de er ofte i aviserne.«

Blikket i hornbrillerne tømmes for betydningsindhold: Pundak-navnet er ikke parat-viden, »for jeg arbejder jo på Cypern.«

Så sætter han sin lammer ind: »Men du ankom jo i aftes fra Beirut?

Hvor i helvede ved han det fra? Der må være en aftale med Cyperns myndigheder om adgang til flyselskabernes passagerlister.

Jeg bekræfte, at jeg har besøgt venner i Libanon, kolleger og FN-ansatte. Hvor længe?... øh, møh, vel en halv snes dage ... fuck, den mands navn er 'Problemer' - jeg ved, at israelske flysikkerhedsfolk uddannes til at 'hejse røde flag' i hovedet, når de får svævende svar, når de adspurgtes blik flakker eller de pludselig begynder at svede. Er jeg mon nu et 'rødt flag'?

Hvad mine venner hedder i Libanon? Jeg ser fast ind gennem hornbrillerne og siger, at jeg ikke lige kan se, hvad mine venners navne har med den israelske flysikkerhed at gøre.

»Det har de i allerhøjeste grad«, svarer han bøst, »og hvor bor du selv? I Danmark?«

»I Tyrkiet!« Det er ikke rigtigt, men heller ikke helt forkert. Min kone bor i Tyrkiet. I fald har jeg et gyldigt tyrkisk pressekort.

Han ånder tilsyneladende lettet op:

»Ah Tyrkiet?« svarer han og ser for første gang næsten venligt på mig. »Et øjeblik.«

Efter at passet er bleveteksamineret sammen med to andre sikkerhedsfolk, ønsker han god rejse med tilføjelsen om, at hans spørgsmål bunder i frygten for, at israelske fly er terrormål - og ja, han har en pointe. Jeg hører mig selv sige thank you very much.

I Ben Gurion-lufthavnens paskontrol sms'er jeg Allan for at forberede ham på, at han bliver ringet op, hvis der opstår problemer. Men en smuk, lidt søvnig grænsebetjent i paskontrollen, der har husket sine diamantøreringe her på morgenvagten, nøjes med at spørge til 'adresse i Israel?'.

Jerusalem. Hun stempler mig ind. Jeg gør klar til at møde Muren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu