Arizonas nye lov har flyttet grænsen

Hvor 43rd. Avenue og Thomas Road i den vestlige del af Phoenix skærer hinanden, ligger de sædvanlige tankstationer, fastfoodrestauranter, apoteker og tøjbutikker som i en enhver amerikansk by. Men hvis man ser nærmere efter, vil man opdage et foruroligende mønster. Et ejendomsmæglerkontor, som er lukket og tomt, bageriet og børnetøjsbutikken er også lukket. En mexicansk restaurant praler med, at de har lavet »Tacos Since 1975«, men det gør de ikke længere. En konkurrerende restaurant, Marly's Mexican Food, har et skilt, hvor der står »Drive Thru Open«, men bygningen er tom. På en håndskrevet seddel over indgangen står der: »Secierra el negocio porque nos mudamos de estado« - »restauranten er lukket, for vi er flyttet ud af staten«.

Hele området virker som en spøgelsesby, men det burde det ikke. Phoenix er en travl by, hovedstaden i Arizona og en af USA's hurtigst voksende og mest dynamiske metropoler. Sergio Diaz, som ejer en sprogskole, hvor en gruppe unge øver engelsk verber, forklarer hvorfor:

»Vi åbnede skolen i 2000, men i slutningen af måneden lukker vi,« siger Sergio Diaz. »Omkring 90 procent af mine elever har ingen opholdstilladelse,« siger han med henvisning til de illegale indvandrere fra især Mexico, som går på hans skole: »For tre måneder siden havde vi op til 200 elever om dagen, nu er der kun 15. De er alle på vej væk.«

Kriminalisering

Diaz siger, at hans kunder er på flugt fra statens nye udlændingelov, og han fik i går en livline, da en domstol blokerede vigtige dele af loven i en retssag, anlagt af regeringen i Washington mod delstaten. Immigranterne kan dog bestemt ikke ånde lettet op endnu, da retssagen ventes at fortsætte i adskillige appeller, før en endelig vinder kan udpeges.

SB 1070 er det hårdeste tiltag mod illegale indvandrere i USA i mange år. Loven har gjort Arizona til centrum for en landsdækkende debat om indvandring. Debatten omhandler de omkring 12 millioner illegale immigranter, de fleste mexicanere, som allerede bor og arbejder i USA, heraf omkring en halv million i Arizona. I løbet af de seneste årtier er de blevet en fast bestanddel af livet i USA, hvor de bygger huse, stifter familie og varetager de lavtlønnede job, få amerikanske borgere vil have. De har sendt deres børn i skole, betalt skat og kun været i kontakt med politiet, hvis de begik alvorlige forbrydelser. Brud på udlændingelovgivningen blev betragtet som administrative overtrædelser snarere end straffesager.

Men i de seneste måneder er stemningen blevet mere hård, og ingen steder mere end i Arizona, som grænser op til Mexico. Vreden mod dem er steget i kølvandet på nogle meget omtalte episoder i narkokrigen på den mexicanske side af grænsen, bl.a. nedskydningen af en politibetjent fra Arizona i april. Politikerne har reageret på krav om skærpet grænsekontrol og flere deportationer med SB 1070. Loven forvandler i realiteten de illegale indvandrere i Arizona til kriminelle og overdrager ansvaret for håndhævelsen af loven fra udlændingemyndighederne til politiet. Enhver, som kommer i kontakt med politiet og ikke har papirerne i orden, kan straks deporteres. Enhver, som hjælper en person uden gyldige dokumenter med f.eks. bolig, arbejde, mad eller sågar blot et lift, kan også få problemer.

Lydia Guzman, en socialarbejder fra Somos America - en paraplyorganisation for de latinamerikanske foreninger i Phoenix - siger, at stemningen blandt latinamerikanerne har ændret sig:

»Folk er gået i panik.«

Stemningen har også ændret sig blandt hvide amerikanere, der har fortolket politikernes stadig mere aggressive sprogbrug som et fripas til at lufte deres fordomme. Antallet af overgreb mod latinamerikanere uden opholdstilladelse fra arbejdsgivere, udlejere og naboer er steget. Hvis ofrene skulle finde på at protestere, bliver de ofte mødt med omkvædet: »Hvad vil du gøre ved det, melde det til politiet?«

Situationen er blevet så anspændt, at Lydia Guzman griber til en ekstrem metafor og advarer imod, at et »Gestapo-samfund« er i støbeskeen: »I sidste uge fortalte en familie os, at deres naboer, som de har kendt i 10 år, havde meldt dem til politiet, fordi deres hund gøede for meget. Faren blev anholdt, mens hans tre små børn så på.«

Gode borgere

Inden loven træder i kraft, er tusindvis af familier allerede ved at forlade Arizona. San-dra Soto pakkede sine kufferter i sidste uge for at forlade den by, hvor hun har boet i 20 år, og flytte til New Mexico. Hun, hendes mand og to af deres tre børn har opholdstilladelse i USA. Kun det tredje barn har ikke gyldige dokumenter, men det er nok til at få hende til at flytte. Desuden er stemningen blevet ubehagelig, siger hun: »Det betyder ingenting, at jeg har opholdstilladelse. Jeg bliver hele tiden bedt om at vise mine papirer, fordi jeg er latinamerikaner og mørk i huden. De ser ikke andet.«

Meningsmålinger har vist, at mere end to tredjedele af borgerne i Arizona er tilhængere af den nye lov. Mange hvide vælgere mener, at de illegale indvandrere har forårsaget en bølge af voldskriminalitet. I realiteten er antallet af voldsforbrydelser faldende, bortset fra de mexicanske narkokartellers interne kampe.

Endvidere viser forskning fra Arizona State University, at de illegale indvandrere skaber arbejdspladser gennem deres skatteindbetalinger og indkøb. Forskningsresultaterne viser, at Arizona i økonomisk forstand skyder sig selv i foden med SB 1070.

Indskrænket frihed

Men der er også andre grunde til at være modstander af den nye lov. Bobbie, en hvid kvinde fra Ohio, mener, at loven indskrænker den frihed, som har gjort USA til et stort land. I de seneste 11 år har Bobbie været gift med 'Roberto' fra Oaxaca, som hun har to børn med. Begge børn er amerikanske statsborgere, men Roberto har ikke opholdstilladelse. Sidste år blev han hentet på sin arbejdsplads i Phoenix og deporteret til Mexico. I juli sidste år påbegyndte han den lange og farefulde tur over den mexicanske grænse for at blive genforenet med sin familie. Han gik i fire dage i stegende hede uden vand. Da Bobbie ikke hørte fra ham, gik hun ud fra, at han var død:

»Jeg bad og bad. Jeg tændte stearinlys og stillede dem ved et billede af ham og bad noget mere,« siger hun.

Så ringede han og sagde, at han var kommet over grænsen. Siden har han boet med sin familie i Phoenix, men det er et ufrit liv: »Han er som et spøgelse. Han er bange, vi går ikke i butikkerne og tager ikke på udflugter. Når den nye lov træder i kraft, bliver jeg nødt til at skjule ham på bagsædet af min bil og smugle ham på arbejde.«

Bobbie, der har boet i Phoenix i 31 år, sparer nu op til at forlade Arizona for at flytte til Las Vegas eller Florida. Hun betragter den nye lov som en krænkelse af sine rettigheder som amerikaner:

»De fortæller mig, hvem jeg må gifte mig med. Mine børn er amerikanere, men ligner latinamerikanere. Vil de så også blive stoppet overalt? Det føles, som om jeg ikke længere er i Amerika.«

Autumn Rose, Bobbie og Robertos amerikanskfødte niårige datter bryder ind i samtalen: »Da min far rejste, troede jeg, at han aldrig ville komme tilbage. Da han så kom, føltes det som et mirakel,« fortæller hun og siger til Bobbie: »Hvis han rejser igen, tager jeg med. Jeg er ligeglad, hvad du siger. Jeg vil med for at beskytte ham.«

© Guardian & Information 2010
Oversat af Mads Frese