PORT-AU-PRINCE - »Mackensey - Papa Revolisyon. 2004. Pou yon Ayiti anpé,« står der under et falmet portræt af en rastaklædt mand, malet i en bås på en bakke over Bel Air, det politisk inficerede slumkvarter i Port-au-Princes downtown.
»Mackensey - Far Revolution. 2004. For et fredeligt Haiti,« lyder teksten oversat fra kreolsk, og det kunne umiddelbart lyde som et positivt budskab, men det er helt afhængigt af øjnene, der ser, når man befinder sig i et bandedomineret nabolag, og heltene på væggene er afdøde bandeledere som den afbildede Papa, der blev dræbt i kampe mellem politi og de bander, der på det tidspunkt stort set styrede fattige slumkvarterer som Bel Air.
Frem til 2007 raserede voldsomme kampe mellem politi og bander i de fattige kvarterer af Port-au-Prince, hvor banderne ofte udkæmpede de politiske kampe som en voldsballet i gaderne, mens den lokale FN-styrke sammen med et decimeret og korrumperet lokalt politi kæmpede for at få situationen under kontrol.
Det er en situation, medier igen og igen har advaret om, var ved at gentage sig, efter at et jordskælv sendte både haitianske og internationale myndigheder i knæ, samtidig med at omkring 5.000 kriminelle blev løsladt af jordskælvet ud i Port-au-Princes gader. Internationale medier skrev om machetesvingende bander, der i praksis havde overtaget hovedstaden i kølvandet på jordskælvet, men i dag, knap seks måneder efter jordskælvet, er den foreløbige konklusion, at bekymringen var stærkt overdrevet.
»Der er på ingen måde alvorlige sikkerhedsproblemer. Sikkerheden var god før jordskælvet, og det er den faktisk forblevet sidenhen bortset fra nogle mindre problemer. Banderne er lige nu ikke en alvorlig trussel,« konstaterer David Wimhurst, der nok kan notere sig adskillige bortførelser, drab, overfald, voldtægter og røverier, men ikke på en skala, der for alvor adskiller Port-au-Prince fra mange andre tredjeverdens-hovedstæder.
Uorganiserede og svage
Hvad banderne helt præcist er, er et spørgsmål, der er mindst lige så vigtigt, som spørgsmålet om, hvorvidt de udgør en alvorlig risiko mod stabiliteten i Haiti. Da bandevolden eksploderede i Port-au-Prince i 2004 blev de i vid udstrækning bevæbnet og finansieret af såvel den imploderende præsident Aristide og af hans politiske modstandere, og spørgsmålet er, hvad de er på egen hånd.
»Banderne er ikke bander, som du ser det i USA eller andre steder. De er uorganiserede og med meget få ressourcer. Jeg kommer i de fleste fattige kvarterer, og banderne er svage i dag,« konstaterer en narkohandler i udkanten af bandemiljøet over for Information.
Det er mere eller mindre den samme historie, en flok nuværende og tidligere medlemmer af banden Rat Pa Kaka fortæller denne eftermiddag, et par hundrede meter fra vægmaleriet af den dræbte bandeleder i Bel Air.
»Der har været en stor krig, og der er ikke nogen, der orker at kæmpe mere. De fleste af vores ledere er blevet slået ihjel, der er ikke nogen bander tilbage, Haiti kan ikke klare bander længere,« siger en af de unge mænd, der ligesom mange andre ikke vil oplyse sit navn af frygt for at blive forfulgt af de FN-politifolk, der nidkært patruljerer hotspots som Bel Air og har gjort det, siden et stort opgør med banderne i 2007 gav FN og det haitianske politi kontrol med ghettoerne.
»Hvis banderne var aktive, ville du hele tiden høre skud, men det gør du ikke. Det er en politisk kamp, men de kalder det bander,« siger en af dem og tager en slurk af en øl.
»Vi kæmpede for at få Aristide tilbage, men det er tydeligt, at det ikke kommer til at ske. Nu vil politikerne have kvarteret ryddet fra landkortet, og FN er deres forlængede arm,« hævder han i skyggen af en udspændt presenning i den ødelagte gade.
»Vi har brug for arbejde. Hvis der er arbejde, er her ingen problemer, men når folk er desperate, så opstår der problemer,« forklarer en af de andre i flokken.
Attraktive alternativer
Bel Air er et af de værst ramte kvarterer i Port-au-Prince. Men kriminalitetsraten her og i andre slumkvarterer er faktisk faldet voldsomt i de senere år. Det skyldes dels en skrap ingen-tolerance-politik fra myndighedernes og særlig FN's side, der har fængslet - og dræbt - en lang række bandemedlemmer. Men også mere langsigtede programmer har gjort en forskel. De har til formål at løse nogle af ghetto-kvarterernes mere grundlæggende problemer. Den brasilianske organisation Viva Rio står f.eks. for et aktiveringsprogram for blandt andre tidligere bandemedlemmer. Forskellige skraldeudnyttelsesprogrammer har formået både at skabe beskæftigelse og udnytte kvarterets ressourcer til gavn for dets beboere.
Mange af programmerne, både FN's og private organisationers, er imidlertid blevet ødelagt af jordskælvet, og det kan skabe problemer.
»Succesen med at begrænse banderne skyldes hovedsaligt to faktorer: at den brasilianske FN-styrke fra 2007 gik benhårdt mod deres ledere, og at man har tilbudt programmer, som har gjort det mindre attraktivt for de menige medlemmer at være med i banderne. Man har også fået de lokale beboere til at samarbejde med politiet. Men der er en risiko for, at volden kan blusse op igen,« siger William O'Neill, der i en lang årrække har beskæftiget sig med Haiti for organisationen Social Science Research Council.
»Der har hele tiden været et bindeled mellem banderne og de politiske aktører, lige fra Duvalier-diktaturet og frem til Aristide, hvor banderne er blevet aktiveret i politisk tilspidsede situationer. Det er meget sandsynligt, at det også vil ske frem mod valget, fordi den politiske situation bliver mere og ophidset, og fattigdommen og manglen på beskæftigelse i de fattige kvarterer er blevet endnu mere udtalt efter jordskælvet og gør de unge mere og mere utilfredse og desperate,« forklarer William O'Neill.
Rejsen til Haiti er støttet af Danida
