Baggrund
Læsetid: 4 min.

'Der bliver begået tortur i de italienske fængsler'

Forholdene i de italienske fængsler er inhumane, vurderer Europarådet. Situationen vækker debat efter en bølge af selvmord i fængslerne, som på grund af udlændingelovgivningen er overfyldte
Udland
26. juli 2010

Fængslerne i Italien er overfyldte. Hedebølgen med over 40 graders varme gør det ulideligt at være spærret inde. Adriano Sofri, som er en af landets mest markante intellektuelle og tidligere fange, betegner tilstanden i de italienske fængsler som »statstortur«:

»Det er ligesom at tilbringe sommeren i en bus i myldretiden,« siger Sofri til ugemagasinet L'espresso.

Antallet af indsatte har i de seneste år været støt stigende. Mens vi Danmark har godt 60 indsatte pr. 100.000 indbyggere, er der i Italien næsten dobbelt så mange. Og mens man i lande som USA og Storbritannien forsøger at reducere antallet af fanger ved hjælp husarrest, fodlænker og samfundstjeneste, er tendensen den modsatte i Italien. Ifølge de gældende europæiske standarder har landets 207 fængselsinstitutioner i alt 44.000 pladser, men antallet af indsatte nærmer sig 70.000. Samtidig er fængselspersonalet blevet reduceret.

Justitsminister Angelino Alfano annoncerede i januar investeringer for 1,4 milliarder euro i fængselsvæsnet. Det skulle skabe 21.000 nye pladser i løbet af de næste seks år. I mellemtiden stiger antallet af indsatte med 800 om måneden. De fleste er kun indespærret kortvarigt, men pladsen er trang, for mange fængsler har måttet lukke hele afdelinger på grund af personalemangel.

Europarådet har udtalt, at forholdene er inhumane, men hvis tendensen fortsætter, vil der være 100.000 indsatte, inden de nye faciliteter står klar. Samtidig er antallet af selvmord i de italienske fængsler stigende. I 2009 tog 69 indsatte deres eget liv (den samlede selvmordsrate i Italien er 5,2 om året pr. 100.000 indbyggere). I år har 38 indsatte, fire fængselsbetjente og en fængselsdirektør foreløbig begået selvmord. Efter protester over forholdene i fængslet gjorde det seneste offer torsdag en ende på to års indespærring ved at skære sin halspulsåre over.

Fængsler med svingdøre

Det er navnlig to love, som er årsag til væksten i antallet af indsatte. Ifølge udlændingelovgivningen skal politiet arrestere indvandrere uden gyldig opholdstilladelse. Således er næsten halvdelen af de indsatte udlændinge fra 140 forskellige lande. Men Italien har kun bilaterale udleveringsaftaler med Ægypten og Tunesien, og derfor bliver flygtninge fra andre lande løsladt, når de er blevet identificeret:

»Den såkaldte svingdørseffekt, udskiftningen af udlændinge, som bliver arresteret, fordi de er uden dokumenter, og derefter løsladt, er bekostelig for staten og skadelig for fællesskabet,« siger Donatella Ferranti, retsordfører for oppositionspartiet Partito Democratico, til L'espresso.

Den anden lov, som er med til at forværre situationen, er beregnet på at straffe vaneforbrydere, men har i praksis sendt tusinder af narkomaner i fængsel. Det er ikke narkohandlere, men misbrugere, som bliver pågrebet, når de er på jagt efter en ny dosis. Denne gruppe udgør nu en tredjedel af de indsatte, og de lider mere end andre fanger. Mange har problemer med deres tænder, AIDS, depressioner eller andre psykiske lidelser:

»Problemet er ikke manglen på fængselsceller, men at der er for mange indsatte, som ikke burde være der og da slet ikke blive der,« siger Franco Corleone, som rådgiver de fængslede i Firenze om deres rettigheder, til L'espresso.

»Narkomaner burde ikke sidde i fængsel, for de er ikke i stand til at styre sig og har brug for behandling snarere end en lang og svær indespærring,« siger han og tilføjer:

»På denne måde bliver fængslet til en social losseplads og ikke et sted, hvor farlige kriminelle spærres inde.«

Omkring 10.000 af de indsatte sidder i fængsel for voldsforbrydelser, og omkring 650 er isolationsfængslet.

Statstortur

Næsten halvdelen af de indsatte venter stadig på at få en dom, flere end i noget andet europæisk land. I sommeren 2006 vedtog Romano Prodis centrumvenstre-regering en amnestilov, som fik antallet af indsatte til at falde med 20.000. Året efter var mange af disse dog igen havnet bag tremmer, og siden Silvio Berlusconis overtagelse af regeringsmagten i 2008 har tendensen været støt stigende:

»Der har været en stigning i antallet af fængselsstraffe, som desværre er proportionel med reduktionen af ressourcerne til socialmedicinske serviceydelser. Resultatet er, at situationen bliver forværret såvel i som uden for fængslerne, for mange bliver spærret inde som lovlydige borgere, men er kriminelle, når de bliver løsladt,« hævder Donatella Ferranti.

Adriano Sofri, som i 70'erne var en af den marxistiske organisation Lotta Continuas ledere, har siddet 10 år i fængsel efter en dom for medvirken til mord. Sofri har aldrig anerkendt dommen, som han undlod at appellere, ligesom han senere har undladt at søge om benådning. Men fra 2006 har Sofri af helbredsmæssige årsager afsonet sin straf i husarrest. Han mener, at den italienske stat gør sig skyldig i tortur:

»Virkeligheden er den, at der bliver begået tortur i de italienske fængsler. Ikke tortur i overordnet eller metaforisk forstand, men i teknisk forstand. Også uden provokationer og overgreb fremstår forholdene som en form for statstortur. Og hvis der er et torturoffer, må der også være en torturbøddel. Her taler jeg ikke om fængselsbetjentene, som på sin vis også er en slags indsatte, men om de myndigheder, som er ansvarlige for dette system. Folk, som af ondskab, dumhed eller det, der er værre, indespærrer folk, som slet ikke burde sidde i fængsel. Og som slet ikke tager nogen forholdsregler for den tragiske situation, som de indsatte dømems til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her