Analyse
Læsetid: 3 min.

Ét besøg - to sandheder

Den spanske udenrigsminister er på besøg i Cuba for at diskutere klimaforandringer - eller for at finde en løsning for Cubas godt 200 politiske fanger. 52 af dem er nu på vej til at blive løsladt
Udland
10. juli 2010

Når det gælder Cuba, er der altid to sandheder. To versioner af samme historie, to forklaringer på enhver begivenhed. Så her er to historier om dengang (for et par dage siden), da den spanske udenrigsminister, Miguel Ángel Moratinos, ankom til Cuba.

Ifølge medier uden for Cuba rejste den spanske udenrigsminister til Cuba for at støtte den katolske kirke i dens forsøg på at forhandle en løsning for nogle af Cubas godt 200 politiske fanger. En sag, der har udviklet sig dramatisk over de seneste par måneder, efter at den sultestrejkende Orlando Zapata Tamayo døde i fangeskab i februar i år.

Umiddelbart før den spanske udenrigsministers ankomst til Cuba var endnu en fange meget tæt på at dø af sin mere end fire måneder lange sultestrejke. Guillermo Fariñas havde nemlig fulgt hans nu afdøde medfanges eksempel og sultestrejket for fangernes fælles forhold og fremtid. Og skulle han dø - hvilket ifølge Fariñas læge var et spørgsmål om dage - stod endnu en politisk fange klar til at gå i sultestrejke.

Man kan sige, at selv for de erfarne cubanske myndigheder var en rigtig kedelig historie godt i gang med at folde sig ud.

Partiet og pressen

Den internationale mediehistorie og detaljerne kendes af de fleste på Cuba. For selvom internetadgang er forbeholdt de udvalgte, parabolantenner er ulovlige og kontakt med udlændinge ilde set, så er det cubanske folk langt mere velinformeret, end myndighederne tillader.

Men forestiller man sig nu, at cubanerne kun blev oplyst via landets lovlige - statslige - medier, så havde historien set anderledes ud.

I dagene før og under udenrigsminister Moratinos besøg har det lydt i Cubas to eneste dagblade, Granma og Juventud Rebelde, at den spanske udenrigsminister er ankommet til Cuba for at fordømme den nordamerikanske blokade, diskutere klimaforandringer og styrke forholdet mellem EU og Cuba. Intet om politiske fanger.

Og på dagen for den store nyhed - at Raul Castro løslader 52 politiske fanger - lyder forsiden af dagbladet Rebelde: »Raul mødes med den spanske udenrigsminister og Havanas ærkebiskop.«

Selve historien inde i bladet beskriver nøgternt og meget lidt informativt, at »mødedeltagerne talte om emner af fælles interesse.« Ikke flere ord om den sag. Måske fordi der på Cuba slet ikke findes politiske fanger, men derimod sidder en del kontrarevolutionære fængslet. Men de er sjældent værd at skrive om.

Det sorte forår

Selve historien om de politiske fanger, eller kontrarevolutionære, begyndte tilbage i 2003, under hvad der siden er blevet kaldt 'det sorte forår', da Cubas kommunistiske parti gennemførte en række opsigtsvækkende anholdelser af 75 personer. Det var det hårdeste anslag mod kontrarevolutionære i 30 år.

En god del af de anholdte - der senere blev dømt til mellem seks og 26 års fængsel - blev dømt efter paragraffer om statsundergravende virksomhed efter at have forsøgt at benytte sig af en særlig forfatningssikret borgerret. Det hed sig tidligere i cubansk lovgivning, at hvis der kunne samles 10.000 underskrifter for et hvilket som helst lovforslag, skulle det til afstemning. Under navnet Varela-projektet samlede en græsrodsgruppe fra 1998 til 2002 mere end 11.000 underskrifter for demokratiske reformer af Cuba. Varela-gruppen ønskede blandt andet, at der skulle afholdes folkeafstemning om retten til frie medier, fri organisering, fri religion og frie demokratiske valg.

De fik ingen afstemning, men blev sendt i fængsel. Stemplet som kontrarevolutionære i ledtog med USA.

Få fanger, stor effekt

Nu har Raul Castro så lovet, at 52 politiske fanger løslades. Fem er allerede i disse timer på vej ud af fængslet - og til Spanien. For det er en del af aftalen. At de kontra-revolutionære samtidig skal forlade Cuba. Det er de nok ikke specielt kede af. For når først man er i partiets 'sorte bog', så er der ikke meget, der lykkes på Cuba. Dér er partiet alt: din arbejdsgiver, din pressetjeneste, din anklager, din forsvarer og din dommer.

Og indtil partiet som et minimum overdrager enkelte af ovenstående funktioner til rette uafhængige instanser, er der intet ændret på Cuba. Heller ikke selvom 52 af de mest sølle, men mediemæssigt farlige, politiske fanger løslades. For frygten for partiet er intakt, og det er rigeligt. Som Human Rights Watch skrev i april efter et besøg i Cuba:

»Antallet af politiske fanger er måske ikke højt, men det er en hårdrejsende påmindelse til cubanere om, hvad der har været en kendsgerning det sidste halve århundrede: at kritisere Castro-brødrene er det samme som at dømme sig selv til tvungen isolation.«

Human Right Watch sendte en delegation til Cuba i foråret. Indtryk og konklusioner herfra kan blandt andet læses i artiklen «Cuba - A way forward« i The New York Review of Books. Kan findes på www.nybooks.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her