Kommentar
Læsetid: 4 min.

Vi bør ønske Taleban tillykke med sejren

Afghanistan kan umuligt selv bruge 50 procent af sine bistandsmidler på transparent vis, skriver en afghansk journalist. De nye midler går til en regering med krigsherrer og narkohandlere
Udland
23. juli 2010

Selvom den netop overståede donorkonference i Kabul var det største internationale topmøde nogensinde i Afghanistan, var deltagerne lige som ved tidligere internationale konferencer om Afghanistan ikke i stand til at definere landets fremtid.

Vil Afghanistan efter NATO's tilbagetrækning være en demokratisk stat, et stammesamfund regeret af krigsherrer og narkohandlere eller et teokrati regeret af Talebans hårde kerne? Konferencen nåede ikke frem til noget svar på dette centrale spørgsmål.

I sin afsluttende tale sagde præsident Hamid Karzai, at deltagerne var enige på to områder. Det internationale samfund vil give den afghanske stat 50 procent af midlerne til genopbygningen af landet, og den afghanske regering skal inden 2014 overtage ansvaret for sikkerheden og dermed muliggøre NATO-styrkernes tilbagetrækning.

Deltagerne i konferencen blev enige på disse to områder, selv om Afghanistan hverken er klar til at implementere 'Kabul-aftalen' eller vil kunne nå blive det.

Støtte til krigsherrerne

Den afghanske stat kan for det første umuligt bruge 50 procent af de internationale midler på gennemsigtig vis. Efter 10 års international tilstedeværelse i landet er den afghanske regering stadig ikke i stand til at bruge sit årlige budget. Officielle statistikker viser således, at de fleste ministerier i Afghanistan i 2009 ikke var i stand til at bruge 50 procent af deres årlige budget. Samtidig viser internationale undersøgelser, at Afghanistans regering er den næstmest korrupte i verden efter Somalias.

I Afghanistan er det umuligt for den enkelte borger at få en offentligt ansat til at underskrive et officielt dokument uden at betale bestikkelse. Et sådant system kan altså ikke udnytte de internationale midler fuldt og helt og på gennemsigtig vis.

Det internationale samfund har i et årti grebet opbygningen af den afghanske stat forkert an. Derfor er gaven til det afghanske folk en gave til en af de mest korrupte regeringer i verden. Ved at ignorere behovet for et retsopgør mod krigsforbrydere i Afghanistan har det internationale samfund begået en stor fejl.

Krigsherrer og krigsforbrydere har ikke været truet af retsforfølgelse og har brugt deres penge, sociale indflydelse og militære magt på at blive en del af den afghanske regering. De overtog meget hurtigt kontrollen med de vigtigste institutioner i statsapparatet, derefter med de vigtigste private virksomheder og genopbygningsprojekter og endelig med handlen med heroin.

På nuværende tidspunkt bliver de vigtigste afghanske ministerier fordelt mellem krigsherrer, narkohandlere og den økonomiske mafia. De styrer alle regeringens udviklingsprojekter og de store genopbygningsprojekter gennem deres egne organisationer. I denne situation er det umuligt at føre tilsyn med genopbygningsprojekterne.

Derfor betyder beslutningen om, at 50 procent af de internationale midler skal tilfalde den afghanske regering, at man hælder adskillige milliarder direkte i lommerne på krigsherrer og narkohandlere. Disse personer har derimod ikke nemt ved at få del i de projekter, som gennemføres direkte af de internationale organisationer.

På konferencen i Kabul sagde ingen noget om tilstedeværelsen af krigsherrer, narkohandlere og den økonomisk mafia i den afghanske regering, selv om det egentlig burde være det vigtigste spørgsmål. Den berømte krigsherre Mohammed Qasim Fahim, som er landets vicepræsident, selvom Human Rights Watch anklager ham for overtrædelser af menneskerettighederne, sad ved siden af den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton under mødet.

Bevæbnede landsbyer

For det andet blev overdragelsen af ansvaret for sikkerheden til den afghanske regering, som vil gøre det muligt for NATO-tropperne at trække sig ud af landet, præsenteret på tvetydig vis under konferencen. Den afghanske regering fremlagde ingen klar plan for, hvordan man vil styre et »demokratisk« Afghanistan efter NATO's tilbagetrækning.

Præsident Karzais alternative sikkerhedsprogram er lige så tvetydigt og ineffektivt som udtrykket »gradvis overdragelse af ansvaret«.

For at vise, at han har ambitioner om at overtage ansvaret for sikkerheden i landet, godkendte Karzai blot en uge inden konferencen planen om at bevæbne de afghanske landsbyboere. Med dette såkaldte selvforsvarsprogram bevæbner den afghanske regering beboerne i landsbyerne, så de kan forsvare sig mod oprørere.

Godkendelsen af programmer som dette viser, at Afghanistans officielle sikkerhedssystem ikke kan varetage sikkerheden i landet. Og der er heller ingen garanti for, at de bevæbnede landsbyboere ikke slutter sig til oprørere.

I øvrigt er det et eksperiment, som Karzais regering har arvet fra Sovjetunionen. Kort inden sin tilbagetrækning bevæbnede Den Røde Hær stammeområderne i Afghanistan for at forsvare den sovjetrussiske marionetregering i Kabul. Men disse styrker sluttede sig straks til oprørsstyrkerne og var med til at vælte regeringen.

Prioriteringen af tilbagetrækningen af NATO-styrkerne og overdragelsen af ansvaret til Afghanistans korrupte og svage regering betyder således, at man accepterer, at Taleban og deres terroristiske allierede har vundet i Afghanistan. I begyndelsen af juli udtalte Talibans talsmand Zabiullah Mujahid følgende til medierne:

»Vi er krigens sejrherre. Udlændingene forlader Afghanistan, så hvorfor skulle vi forhandle, når vi har vundet?«

Hvis vi tager Zabiullah Mujahids udtalelser alvorligt, var det vigtigste budskab efter konferencen i Kabul: Tillykke med sejren, Taliban.

Sayed Yaqub Ibrahimi er afghansk journalist og har løbende rapporteret i Information. I øjeblikket bor han i New Delhi

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Så vidt jeg har forstået, har Afghanistan aldrig fungeret som en samlet stat, men derimod som et kulturområde opsplittet i et uoverskueligt sammensurium af forskellige klaner eller stammer, som en regering aldrig reelt har haft styr på. En struktur, som man i vort kulturområde ikke forstår.
Den tanke, at "vi" skulle kunne ændre strukturen, så at landet kommer til at ligne de samfundsstrukturer, man i vort kulturområde synes er de mest rigtige, er måske smuk, men også ganske urealistisk.
Det kan godt være, at mange afghanere ikke vil have taliban- og shariastyre. Men de tror næppe, at fremmed militærs forsøg på at ændre deres land er noget, de kan hælde deres hoved til. Og de kender realiteterne og ved, at når de fremmede med deres våben ikke længere er der, så skal de, som altid, indrette sig efter de herskende magtforhold.
Alt det ved historikerne og etnograferne godt; men det er ikke dem (disse eksperter!), beslutningstagerne lytter til, når de store beslutninger skal træffes.
Ibrahimis lille artikel er formentlig det væsentligste, der foreløbig er sagt om fremmede soldaters tilstedeværelse i Afghanistan og om at "gøre en forskel" der.

Heinrich R. Jørgensen

Sayed Yaqub Ibrahims beskrivelse af situationen og fremtidsudsigterne er formodentligt lige i øjet.

En klar indikation af at det vestlige "bistandsprojekt" har været kørt af sporet i meget lang tid.

@Tom W. Petersen
men det er ikke dem (disse eksperter!), beslutningstagerne lytter tilnår de store beslutninger skal træffes.

Beslutningstagerne til Afghanistankrigen sad alle i Bush-administrationen og deres dagsorden indeholdt ikke punkteter som: Demokratiudvikling, Korruptionsbekæmpelse og Menneskerettigheder...

Det går i Afghanistan som forventet, og der er gjort en forskel...

Karsten Olesen

Afghanistan består - siden 1747 - af mange nationaliteter, under en fælles - oftest pushtunsk -leder.
I den tid har der i den nordlige halvdel udviklet sig et fælles talesprog, dari, for usbeker, tadjiker m. fl..

Så hvis et af kriterierne for en nationsdannelse er et fælles sprog, må man sige at Afghanistan opfylder det.
I den sydlige halvdel har man beholdt pushtu. Der findes næsten ikke skrevne tekster på pushtu - og det er næsten ukendt i udlandet.

Med en ceremoniel kongemagt i Kabul kunne hvert folk kunne beholde sin selvstændighed i sit lokalområde. Ligeberettigelsen mellem nationaliteterne kendetegner Afghanistan.

Det er slet ikke meningen at der skal udøves egentlig magt fra Kabul.
Du kan ikke ringe efter politiet i Kabul hvis nogen stjæler dine får.
Kun danske "politireforms"bureaukrater kan finde på sådan noget - og sandsynligvis har også Bush troet, at der fandtes en "magt" man kunne overtage.
Eftersom de enkelte dale er afskåret fra omverdnen fungerer de med en meget høj grad af selvforsyning, først og fremmest gede- og fåreavl.Byerne kan ligge mange dagsrejser væk.Af samme grund benyttes penge meget lidt i landsbyerne.

Klansystemer findes først og fremmest blandt pushtunerne, men er i opløsning i byerne.

Men det førhen fungerende multietniske samarbejde er siden 1980 truet af stormagternes indblanding.
Hidtil uberørte fredsoaser som Swat-dalen invaderes af krige, og amerikanernes og NATO-krigsherrernes invasion truer dermed freden i et langt større område end talibanernes hovedland.Våbenkapløb mellem militser svækker civilbefolkningens stilling, indkomsten for en arbejder ligger stadig på 1-3$ om dagen, og befolkningen er afmægtige tilskuere til krigsherrernes og værnemagernes korruption.

CIA er ikke så dumme, som de ynder at gør sig til.

Bush har naturligvis haft nære rådgivere, der har været fuldt informeret om magtforholdene mellem Kabul og klanerne i Afghanistan.

Det værste der kunne være sket i 2001 var hvis Talebanstyret havde fulgt Bush's opfordring og havde lukket Al Qaedas træningslejre ...

Krigen i Afghanistan var planlagt længe før 9-11..

Krigen i Afghanistan følger den oprindelige plan - alt roligt i Khyberpasset.