Læsetid: 3 min.

Britiske organisationer slagtes af spareplan

Især miljøet og kulturen vil lide under den britiske regerings spareplaner, siger kritikere, efter at 80 organisationer har fået dødsstødet
30. juli 2010

LONDON - Mindst 80 statsstøttede organisationer må lade livet i den britiske koalitionsregerings jagt på besparelser, herunder næsten 40 miljø- og landbrugsorganisationer. Desuden vil andre organisationer blive beskåret eller lagt sammen. Og der vil komme flere dårlige nyheder hen over sommeren, varsler regeringen.

»Der vil komme yderligere meldinger. Vi mener, at der stadigvæk er masser af lavthængende frugt,« siger en højtstående regeringskilde til avisen The Independent.

De såkaldte quangos - en forkortelse for »halvofficielle statsstøttede organisationer« - har længe været et yndet mål for det konservative parti, der i opposition lovede at »få styr på den britiske »quango-stat«. Ifølge regeringen blev der registreret 766 quangos i marts 2009, og tilsammen koster de 46 mia. pund om året og har 110.000 ansatte. I denne uge kom turen til kulturen, der fik at vide, at omkring 55 organisationer enten vil blive lukket, slanket eller lagt sammen med andre. Blandt dem, der fik dødsstødet, var UK Film Council, der de seneste 10 år har været ansvarlig for at udvælge de film, der skal modtage støtte. Kulturminister Jeremy Hunt sagde, at lukningen vil fjerne et lag bureaukrati og sikre »valuta for pengene«. I dag har rådet 70 ansatte, og dets øverste chef tjener over 80.000 pund mere end premierministeren om året.

Filmfolk påpeger imidlertid, at rådet kun modtager 25,5 mio. pund fra staten, mens tipsmidler står for yderligere 30 mio. pund. Af en investering på 160 mio. pund har de 900 film, der har modtaget støtte, genereret over 700 mio. pund på verdensplan.

»Det er det samme, som hvis regeringen pludselig sagde: 'Vi skrotter sundhedsvæsnet'. Det er totalt uacceptabelt,« siger den kendte filminstruktør Mike Leigh til The Telegraph.

Tiderne skifter

Organisationerne blev oprindeligt oprettet ud fra et princip om, at der burde være en »armslængde« mellem politikerne og funding, forskning eller kvalitetstjek, som de mange organisationer inden for alle statens områder udøver. Mange har eksisteret i årtier - og netop derfor er det i krisetider rigtigt, at gennemgå deres relevans, siger ministrene.

»Tiderne har ændret sig siden mange af disse organisationer blev oprettet, og meget af det, de foretager sig, er nu regeringsopgaver,« siger miljøminister Caroline Spelman, der benægter, at regeringens grønne profil vil lide skade af lukningen af organisationerne.

Blandt de mere kontroversielle ofre er Kommissionen for Miljøforurening, som har rådgivet regeringer i 40 år om alt fra atomkraft til kemikalier i fødevarer, og Kommissionen for Bæredygtig Udvikling. Desuden beskæres Natural England, der arbejder for beskyttelse af naturen og dyrelivet, med en tredjedel, hvilket vil koste 2.500 job. Ministeriet for Miljø, Fødevarer og Landbrug skal beskære sit budget med mindst 750 mio. pund over fire år fra de tre mia. pund, det hidtil har haft til rådighed.

Mens mange ansatte inden for de berørte områder er i chok over nedskæringerne, som med Mike Leighs ord kom »ud af den blå luft«, er andre dog mere forstående over for behovet for besparelser. Lukning af adskillige organisationer inden for sundhedsområdet har fået nogle ansatte til at advare om, det kan komme til at koste liv at skære f.eks. det Nationale Patient Sikkerheds Råd væk, men andre er enige i, at det er muligt at lægge nogle af de nuværende organisationer sammen.

»Der er ingen tvivl om, at det er muligt at sammenlægge nogle quangos, men vi må være forsigtige med ikke at udvande patientsikkerheden i de nye arrangementer,« siger Peter Walsh, chef for organisationen Action Against Medical Accident til Daily Mail.

mrod@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu