Læsetid: 6 min.

Effekten af hjælp til fattige er usikker

Danmark og andre rige lande støtter udviklingsprojekter uden at vide, om de virker. Et globalt netværk af forskere tilbyder ellers en streng kontrolmetode, men hjælpen til de fattige handler langtfra kun om ... hjælpen til de fattige
Hjælp. Mikrokreditter er kun ét eksempel på udviklingshjælp, hvis effekt man ikke kender. Men alligevel er evalueringsmetoder ikke særligt efterspurgte. Her et bistandsprojekt i Etiopien.

Hjælp. Mikrokreditter er kun ét eksempel på udviklingshjælp, hvis effekt man ikke kender. Men alligevel er evalueringsmetoder ikke særligt efterspurgte. Her et bistandsprojekt i Etiopien.

Peter Mark

31. juli 2010

Verdens fattige får ofte hjælp via mikrofinansiering, for eksempel små lån eller undervisning i at drive forretning. Også Danmark er med på vognen. I den spritnye strategi, eller »frihedsdokumentet« med udviklingsminister Søren Pinds (V) ord, kan man bl.a. læse, at:

»Mikrofinans vil være et vigtigt instrument til at nå fattige småbønder og mindre erhvervsdrivende, herunder unge og kvinder.«

Sagen er dog, at mikrofinansiering endnu ikke har bevist sit værd. To af de få evalueringer, som findes, er gennemført af det globale forskningsnetværk Jameel Poverty Action Lab (J-PAL). Netværket har sin hovedafdeling på det amerikanske prestigeuniversitet Massachusetts Institute of Technology (MIT) og er førende inden for sit felt, nemlig randomiserede forsøg. Det er en evalueringsmetode, hvor man sammenligner to tilfældigt udvalgte områder - et, der har deltaget i et udviklingsprogram, og et, der ikke har.

»Man siger, at mikrokreditterne hjælper de fattige til at hjælpe sig selv. Men lånene fører kun til etablering af nye virksomheder, ikke mere velfærd. Desuden kan man konstatere, at de heller ikke skaber nye job. Lånene forhindrer nemlig investeringer, som indebærer en risiko,« siger Hélène Giacobino, leder af J-PAL Europe i Paris.

Mikrokreditterne er kun ét eksempel på udviklingshjælp, hvis effekt man ikke kender. Alligevel er J-PALs metoder ikke efterspurgte alle steder. For eksempel præsenterede danske Kamilla Gumede, der arbejder med politiske analyser for netværket, deres arbejdsmetoder for Danida sidste sommer. Men:

»Der var ikke den samme interesse for vores arbejde, som vi har mødt hos for eksempel svenskerne, nordmændene og flere andre europæiske udviklingsorganisationer,« forklarer hun.

Hun var ellers positivt overrasket over den danske strategi:

»De satser på programmer, som andre ikke har investeret i, især ved at ville støtte unge mennesker i Afrika. Men det kunne være interessant, hvis de investerede i noget, der rent faktisk virker. Der er flere udtalelser i den nye strategi, hvor man får fornemmelsen af, at de ikke rigtigt har kigget på, hvad der virker.«

Hos Danida afviser de, at J-Pals metode skulle være den bedste:

»Der findes i dag en række forskellige evalueringsmetoder, som hver især har deres stærke og svage sider. Det afhænger bl.a. af projektets størrelse,« siger Ole Winckler Andersen, chef i Danidas evalueringskontor.

»J-PALS metode er bedst til mindre projekter. Men den er ikke egnet til større og mere komplekse programmer,« vurderer han.

Myggenet som gardiner

Når udviklingsministerier, organisationer og andre organismer ikke uden videre stiller sig i kø for at købe sig til strenge kontrolforsøg af deres udviklingspolitik, hænger det derfor dels sammen med, at området er politisk højspændt, dels at der er uenighed om, hvilken metode der virker bedst.

Den politiske side af sagen tager sit udspring i ideologierne. Kort fortalt har årtier med 'traditionel udviklingshjælp' i form af vacciner, skoler, veje og broer hverken gjort en ende på fattigdommen eller udryddet den værste nød.

Det har givet grobund for hård kritik - ledsaget af konklusioner som, at hvis børnedødeligheden ikke er faldet i Afrika, skyldes det, at de gratis myggenet er blevet brugt som fiskenet eller gardiner, som den neoliberale økonomiprofessor William Easterly fra New York University har serveret dem.

Og mange lande satser i dag i stigende grad på den liberale version af udviklingshjælp i form af mikrofinansiering i forskellige udgaver.

Men mens den politiske ideologi er skiftet ud, er der fortsat stor usikkerhed om, hvad der virker. Derfor har den franske forskerstjerne Esther Duflo, professor i udviklingsøkonomi på MIT, været med til at udvikle metoden randomiserede forsøg.

For at udbrede metoden samt kendskabet hertil grundlagde hun sammen med to kolleger Poverty Action Lab i 2003. Instituttet har siden sat et 'J' foran sit navn for at ære sin største sponsor, den saudiarabiske rigmand Abdul Latif Jameel.

De senere år har J-PAL udvidet sig til et globalt netværk bestående af 44 forskere, der alle benytter sig af randomiserede forsøg. Netværket fungerer som en slags sekretariat og har tre hovedopgaver. Den første består i at forbinde forskerne med regeringer og organisationer. Dernæst vil de have forskningsresultaterne ud i offentligheden og til beslutningstagere. Endelig underviser de også embedsmænd i deres evalueringsmetode.

Uegnet til politik

Men selv om J-PAL holder sig uden for ideologierne, spiller politik alligevel ind. En anden forhindring handler nemlig om tid og pris: Evalueringerne kan vare flere år - effekten er nødt til at finde sted, før den kan måles. Det er længe for politikere, der tænker i genvalg.

Desuden betyder den langvarige indsats, at prisen for deres ydelser kan være ganske høj. J-PAL ligger i den dyre ende, da de gennemfører mindst to undersøgelser blandt deltagerne i et studie, somme tider flere. Samtidig indgår der op mod 3000 deltagere i nogle af undersøgelserne.

Til de billige programmer hører f.eks. et, hvor forskerne undersøger mulighederne for at få folk til at spare op eller købe en forsikring. De koster mellem 60.000 og 120.000 kroner, fordi banken eller forsikringsselskabet allerede har indsamlet data om kunderne.

Til de dyreste hører et skoleprojekt i Ghana. Her betales for 600 unges uddannelse i fire år. I de følgende ti år gennemføres så fire undersøgelser blandt de unge, blandt 600 andre unge, der ikke får hjælp, og blandt familierne til alle de unge. Det koster godt 12 millioner kroner.

Ofte foretrækker politikere og embedsmænd at bruge pengene til nye hjælpeprogrammer frem for at evaluere, hvad man allerede har gennemført.

Et sidste politisk benspænd kommer i form af presset fra offentligheden, forklarer Kamilla Gumede.

»Oftest er udviklingsorganisationer under pres fra offentligheden. Så bliver retorikken for eksempel, at nu ved vi, det virker med mikrofinans. Men uden at de rent faktisk har kigget i litteraturen for at se, hvad der videnskabeligt bevist virker.«

Faktisk er behovet for offentlig opbakning også en af årsagerne til, at mikrokreditter er så populære. De kræver nemlig, at de fattige selv gør en indsats, forklarer hun:

»Generelt er der forståelse for folk i udviklingslande, der gerne vil hjælpes.«

Uretfærdig hjælp

Af ikke politiske indvendinger kommer især de etiske overvejelser på tværs: For at kunne sammenligne er forskerne nødt til at trække lod mellem programmets deltagere - nogle får hjælp, andre gør ikke.

»Vi kan ikke tage ud til en landsby og bare beslutte at give vand til halvdelen efter lodtrækning,« mener Ole Winckler Andersen.

Men J-PAL har en etisk komité, som overvåger samtlige projekter. Desuden laves der ingen projekter, der forhindrer nogen i at få adgang til hjælp, forklarer Hélène Giacobino. Og faktisk virker det mere retfærdigt fra de fattiges synspunkt:

»For en gangs skyld er det ikke chefens fætter, der automatisk får goderne,« siger hun.

Et andet centralt kritikpunkt handler om projekternes størrelse: For hvorfor bruge penge på at tjekke effekten af et projekt, hvis der kun indgår en stribe kenyanske landsbyer?

»Og hvis man støtter en hel sektor, f.eks. sundhedssektoren, hvad skal man så sammenligne med?« spørger Ole Winckler Andersen.

Den kritik tager de på sig hos J-PAL, hvor de arbejder på at bruge deres evalueringer i større skala. En øvelse, de allerede haft succes med.

Det drejer sig netop om myggenettene. Det viser sig nemlig, at det langt bedre kan betale sig at give dem gratis - de bliver kun brugt som myggenet. Er der brug for et mere, går folk ud og betaler, hvad det koster. Den mekanisme er blevet bekræftet i flere andre forsøg. Derfor er det nu muligt at konstatere, at der bare er brug for et lille nøk i den rigtige retning - en smagsprøve på, at det virker. Blot er der ikke råd til at investere, når man ikke ved, om et produkt fungerer.

»Fordelen er, at man dermed kan bruge den slags programmer i stor skala, og så er der mindre brug for at evaluere generelt,« siger Hélène Giacobino.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claes Pedersen

Der er tydeligt der mange, der har det lidt svært med fattigdoms begrebet, og hvad det vil sige at leve i fattigelande.

Samt er der for mange i vesten der tjener fedt på andres n¢d, som for hver gang vi i vesten giver 1 kr. bliver der sat 10 ind i banker i vesten fra Afrika.

Da Kina er det eneste land der massivt har nedbragt antallet af fattige på grund af deres et barns politik, må den model jo bruges i forhold til Afrika, fattige mennesker kan ganske enkelt ikke magte i et moderne samfund at underst¢tte deres b¢rn.

Samt er det langt ude at kunne at låne penge ud til middelklasse kvinder, og kvindes rolle i vesten var ikke meget bedre, da vi opbyggede vores samfund.

Men at bygge skoler og underst¢tte et uddannelses system er en god ting, dog skal se på hvilken skole form der er relevant for b¢rnene i forhold til deres samfund.

Samt vil det hjælpe mange fattige lande hvis Danmark hjælper dem med at opbygge den vedvarende energi sektor, som at sætte Vindm¢ller op.

Ellers ser jeg en del tyske programmer om deres udviklings projekter, og de er tros alt noget mere langt sigtede og positive, end mange af de danske sundheds progammer, hvor de der får mest ud af det er medicinal industrien.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Mohammad Yunus blev i 2006 hædret med Nobels fredspris pga. sit arbejde med mikrokreditter. Der er masser af eksempler på at denne strategi er en effektiv metode til bekæmpelse af akut fattigdom.

Jesper Wendt har dog fuldstændig ret i at indsatsen kun virker til en vis grad.

Det første og vigtigste må være tilgangen: det skal i modsætning til nu være diskvalificerende med projekter, donoren tjener penge på.

Chris David Bonde Henriksen

Den største hjælp ville være at ophæve de toldmure, som omgiver f.eks. EU. Det er helt tåbeligt at opretholde u-landshjælp, samtidig med at vi lægger hindringer i vejen for udvikling af industri og landbrug i f.eks. Afrika.

Karsten Johansen

Effekten av hjelp til verdens svimlende rike hyperoverklasse i form av skattesenkninger mot null for dem, gavepakker for hundrevis av milliarder til deres korrupte banker, fly- og våpenkjøp for andre hundrevis av milliarder, krig for trilliarder, fortsatt heseblesende økning i olje- og kullgalskapen for enda mer svimlende beløp osv. osv. er derimot sikker:

De blir enda mer stupide, hovne, grenseløst selvtilfredse, tyranniske og griske.

Det store problem med ulandshjælp bliver aldrig omtalt...

Når man giver hjælp til mange af de her lande (de fleste eller alle...), så bidrager den kun til én ting, nemlig at der fødes endnu flere børn som ikke kan brødfødes lokalt...

Nødhjælpspengene vil ikke hjælpe til at højne standarden da antallet af fattige i regionen bare stiger så hver gennemsnitligt har det som før der blev bidraget.

Når så de politiske vinde skifter i donorlandene og hjælpen stopper, så har vi sult-katastroferne...

Det er tabu at nævne det (primært pga. tåbelige religiøse holdninger), men enhver fornuftig ulands- eller nødhjælp burde køre i parallel med omfattende familieplanlægning.
Det bliver nødt til at komme udefra da det almindelige menneske i de her områder ikke har uddannelse til at forstå det store billede. Alt de ved er at en alderdomsforsikring er at have mange børn, plus at der så kommer nogen præster el.lign. og fortæller dem at de ikke må bruge kondomer (som de ikke har råd til alligevel).

Før det bliver gjort, så bidrager enhver nødhjælpskrone bare til at gøre problemet værre i det lange løb....

Karsten Johansen

All erfaring viser at utdanning til kvinner har hurtig og gunstig effekt på befolkningstilveksten, dempende effekt på krigstilstander osv.

Men nåtidens politikk preges jo som sagt av svimlende almissesummer, ikke til de fattige, men tvertimot til verdens allermest svimlende rike, som klager og hyler som aldri før over sin "elendige" situasjon på verdens absoutte topp. Over alt som "ikke kan betale seg" og alle som ikke er "lønnsomme" nok. Og verden synes tålmodig å bøye hodet for de frekke, men hvor vil all denne tåpelige ettergivenheten overfor verdenshistoriens mest velstående erteprinsesseforsamling av en udugelig overklasse i og rundt Wall Street og dennes etterligninger og lydriker verden rundt fra Russlands til den arabiske verdens og Kinas oligarkier bringe oss?

Ut over kanten av den ny avgrunn som heter økologisk undergraving av vår egen eksistens som art på denne jord. Og på nytt ut over kanten av den allerede kjente avgrunn som heter tyranniet og totalitarismen, slik at vi kan bli nødt til å gjenta Churchills ord fra 1940:

"You ask, What is our policy? I will say; "It is to wage war, by sea, land and air, with all our might and with all the strength that God can give us: to wage war against a monstrous tyranny, never surpassed in the dark lamentable catalogue of human crime. That is our policy." You ask, What is our aim? I can answer with one word: Victory - victory at all costs, victory in spite of all terror, victory however long and hard the road may be; for without victory there is no survival."

Det tyske storborgerskapet fra keisertidens flommende imperiale selvtilfredshet var i 1940 blitt til menneskehetens verste motstander inntil da, fornærmet som det var over at ikke pøbelen falt enda mer på kne for det etter krigskatastrofen 1914-18. Og det hadde, uten at Churchill og hans var klar over det, en ikke ubetydelig støtte i det amerikanske storborgerskapet, som hatet Roosevelt som "kommunist" og svermet for Charles Lindberghs nazivennlige fløy. Bush IIs bestefar var f.eks. partner med Hitlers støttespiller, stålkongen Thyssen, helt til 1942.

Men den griske frekkheten og hemningsløse forakten og likegyldigheten overfor selve livet som nå reiser seg og herjer i sentrale kretser blant verdens allerrikeste, truer forlengst med å utvikle seg til noe like ille eller kanskje tilmed enda verre enn det Churchills samtid måtte gå til kamp mot.

De er forlengst så atomopprustet til tennene at enhver voldelig kamp mot dem er håpløs (og vold har tidligere vist seg ikke å føre frem), og demokratiets vei har de jo selv sørget for å lukke med sine mediers stupiditet. Altså vil kun gjenstå den gandhiske ikkevoldelige sivile ulydighets vei.

I Bangla Desh og i Kina osv. vokser det nå frem store streikebevegelser blant arbeiderklassen der. Dette er borgerlighetens salonger alt for pinlig berørt over til å kunne debattere offentlig, og de er alt for opptatt med å gi sine egne rester av de gamle industrilandenes arbeiderklasser ansvaret for alt som er galt i verden. Men signalene som viser at "finanskrisen"s røtter er helt andre enn den offisielle mediesnakken får lov å nevne, er ikke til å ta feil av. Både natur og mennesker er i voksende kaos og opprør over den galskapen som i dag dikterer fra finanskapitalens lukkede avdeling G20 osv., og intet parti våger lenger å heve sin røst for å kreve en ny politikk. Det er en tilstand som kan vare en stund, men ikke lenge.

Claes Pedersen

Til Chris Henriksen.

Afrikanske lande skal f¢rst og fremmest handle med hinanden, og det er kun den model vi har bygget Europa op på, men den Idologi og forestilling er blevet fremmet igennem store internationalle rock stjener og Ngo!er men der ingen grund til vi k¢ber afgr¢der i Afrika, vi selv kan dyrke i Europa, de vare de har vi ikke k¢ber vi nu engang mange flere af end 30 år siden.

Samt er der mange rige i Afrika, og de skal i Afrika lære de har et ansvar for deres egne befolknings grupper, og sætte så mange penge i banker vesten.

Claes Pedersen

Morten Lynge hvor har du ret, og jeg oplever det på nærmeste hold her pt på Philippinerne og hvis Mikrolån skulle kunne hjælpe et land ud af fattigdom så skulle Philippinerne havde nedbragt deres antal af fattige massivt, men det har de ikke.

Jeg havde korter forhold til en kvinde her over, og bes¢gte hendes famile hvor hun boede, og de havde en masse stof i huset, og tilb¢d dem en sygmaskine, men på deres udtryk virkede de ikke tilfredse med det tilbud, men det forstår jeg nu, med de små penge der er i syg t¢j og klude, som på ingen måde står mål med alt det arbejde der er i det. Samt er der st¢jen fra en sygmaskine som forringer indlærringen hos deres b¢rn.

Niels-Holger Nielsen

Morten Lynge

"Det er tabu at nævne det (primært pga. tåbelige religiøse holdninger), men enhver fornuftig ulands- eller nødhjælp burde køre i parallel med omfattende familieplanlægning.
Det bliver nødt til at komme udefra da det almindelige menneske i de her områder ikke har uddannelse til at forstå det store billede. Alt de ved er at en alderdomsforsikring er at have mange børn, plus at der så kommer nogen præster el.lign. og fortæller dem at de ikke må bruge kondomer (som de ikke har råd til alligevel).

Før det bliver gjort, så bidrager enhver nødhjælpskrone bare til at gøre problemet værre i det lange løb…."

Bare lige inden du forvilder dig længere ud i almindelige fordomme om befolkningstilvæksten og de fattiges bevidsthed om egen demografiske situation. Læs mine indlæg her: http://www.information.dk/241303