'For få journalister går i døden for sandheden'

Julian Assange - stifter, direktør, forgrundsfigur og åndelig leder for den globale whistleblowing-tjeneste Wikileaks - er en høj og knoklet fyr, der ynder at klæde sig i flænsede jeans, brun jakke, slips og udtrådte løbesko. Han ligner Andy Warhol med sin manke af hår, der er blevet hvidt for tidligt. Og han afskyr subjektivitet i journalistik - jeg frygter, at han også afskyr journalister. Faktisk er Wikileaks, der betegner sig selv om et »ucensurerbart system til ikke-sporbar masselækage af fortrolige dokumenter« - tænkt som et system, der kan overflødiggøre subjektivistiske idioter som mig selv.

»Vær forsigtig, når du taler med sekundære kilder,« siger han, mens han piller en meget lang, detaljeret New Yorker-artikel om ham selv fra hinanden. Den er måske nok grundigt faktatjekket, men journalisten formulerer en antagelse om en af Assanges medarbejdere, der alene bygger på påskriften på den T-shirt, hun har på.

»Journalistik skal være mere som videnskab. Fakta bør være verificerbare. Hvis journalister ønsker troværdighed på lang sigt, skal de gå den vej. Det vil også være mere respektfuldt over for læserne.«

Scoops

Assange åbnede Wiki- leaks i januar 2007, og siden har tjenesten præsteret adskillige scoops med kun en håndfuld ansatte og næsten ingen finansiering. Den har fremlagt beviser for korruption i den tidligere kenyanske præsident, Daniel Arap Mois familie. Den har offentliggjort de operationelle standardprocedurer for Guantánamo Bay, ja har endog afsløret indholdet af Sarah Palins mailkonto. Men det, som for alvor slog Wikileaks navn fast, var et videoklip, som blev frigivet i april i år, af et amerikansk helikopterangreb i Bagdad i juli 2007, hvorunder et antal civile irakere og to Reuters-ansatte, Saeed Chmagh og Namir Noor-Eldeen, blev dræbt.

Videoklippet giver et isnende indblik i en adfærdsform, der synes at eksistere i USA's militær, og som omfatter sjusk med at identificere mål (helikopterpiloten forvekslede Reuters-medarbejdernes kameraer med våben), iver efter at gøre det af med en alvorligt såret mand, som forsøger at kravle i sikkerhed, og total ligegyldighed over for to børn i en varevogn, der kører frem for at samle døde og sårede op efter angrebet.

»Det er selv ude om det, når de tager deres børn med til en kampzone,« siger en af piloterne.

En besværlig bevægelse

Wikileaks har fem fuldtidsansatte og 40 freelancere, »som ofte laver det meste«, 800 frivillige og 10.000 tilhængere og donorer - en amorf, decentral struktur, som kunne blive en model for medieorganisationer i fremtiden, når de 'journalistiske fabrikker' efterhånden forsvinder, fordi de er forældede og ikke kan løbe rundt. Men dette er et kritisk øjeblik i udviklingen af, hvad Assange foretrækker at kalde »en bevægelse«.

»Vi har alle de problemer, som kendetegner en hastigt voksende organisation i en opstartsfase,« siger han.

»Samtidig er vi oppe imod ekstremt fjendtlige miljøer. Stater udspionerer os. Det gør det svært at få nye talenter,« siger han.

»Alle skal tjekkes. Det vanskeliggør den interne kommunikation, når alt skal krypteres. Samtidig skal vi kunne reagere på retssager.«

På den positive side kan det noteres, at det går bedre med at rejse midler - den seneste kampagne skaffede én million dollars, hovedsagelig fra små donorer. Større fonde har hidtil styret uden om Wikileaks, muligvis på grund af mistanke om politisk slagside, muligvis på grund af bekymringer om lovligheden ved et foretagende, der er viet til at lække hemmeligheder.

Krystalkuglen

Er Wikileaks en journalistisk model for fremtiden?

»Over alt i verden bliver barriererne mellem, hvad der er inden for en organisation og uden for en organisation, glattet ud. Inden for militæret betyder den øgede brug af private partnerskaber, at forskellen mellem, hvad der er militært, og hvad der ikke er militært, bliver glattet ud. Inden for nyheder ser vi den samme tendens. Hvad er avisstof, og hvad er ikke avisstof?«

Assanges pointer fortoner sig, så jeg forsøger i stedet at aflokke ham et bud på, hvordan mediebilledet ser ud om et årti.

»Finanspressen og fagbladene vil ligne sig selv. Med hensyn til politisk og social analyse, så vil bevægelser og netværk tage over. Det ser vi allerede ske nu.«

Assange skal passe på. Bradley Manning, en 22-årig efterretningsanalytiker fra US Army, er blevet anholdt og sigtet for at være den person, der lækkede optagelsen af Bagdad-angrebet. Kilder med forbindelse til efterretningstjenester har advaret ham om, at han kan være i fare. Selv nægter Assange at bekræfte, om Manning er kilden, men han siger, at uanset hvem der lækkede videoklippet, er vedkommende »en helt«.

»Meget højtstående folk har givet mig gode råd og sagt, at der kunne opstå meget store problemer, men der er kommet større klarhed over det nu. De officielle udtalelser fra State Department [det amerikanske udenrigsministerium, red.] har for det meste været rimelige. Andre udtalelser fremsat privat har ikke været rimelige. Men de private henvendelser har ændret karakter og er blevet mere positive.«

Lidt for Warhole'sk

Assange blev født i Queensland, Australien i 1971 i, hvad der lyder som en ret utraditionel familie - her må jeg støtte mig til de sekundære kilder, han har advaret mig imod. Hans forældre drev turnéteater, hvilket betød, at han kom til at gå i 37 forskellige skoler. Så blev hans forældre skilt. Hans mor giftede sig igen, men ragede alvorligt uklar med sin nye mand. Det kom til et opgør, og moderen, Julian og hans halvbror måtte tage flugten. Det hele lyder for Warhole'sk til at være sandt, men jeg formoder, at vi må tro på det.

Som teenager forelskede han sig i computere, blev en dygtig hacker og dannede en undergrundsgruppe, der brød ind i det amerikanske forsvarsministeriums computere. Han blev gift som kun 18-årig. Parret fik en søn, men ægteskabet brød sammen, hvorefter han måtte kæmpe en lang kamp om forældremyndigheden, hvilket skal have forstærket hans instinktive modvilje over for autoriteter.

Problem med autoriteter

Således får vi et nydeligt journalistisk billede: computerekspert med hackererfaringer og fjendtlighed over for myndigheder. Hvor logisk et skridt var det så ikke for ham at etablere Wikileaks, da han var midt i 30'erne?

»Det lyder som en journalist, der får et indfald og derefter prøver at sammenstykke hvad som helst, der kan begrunde det,« siger han.

»Og det er jo lige præcis sådan, at medierne producerer historier. I får et indfald og prøver så at lave en historie, der er sammenhængende nok til at bekræfte, at sådan er det. Det er sandt, at jeg havde visse evner og var så heldig at befinde mig i et vestligt land med adgang til finansielle ressourcer og internet. Det er også rigtigt, at jeg altid har været interesseret i storpolitik, og til en vis grad også i hemmelighedskræmmeri ...«

Dette ikke noget egentligt svar, men det er alt, hvad jeg får. Som Warhol dyrker Assange den bevidste vaghed.

Assange hævder hverken at være højre- eller venstreorienteret. Det, som tæller, er at få informationer ud.

»Få styr på kendsgerningerne, bagefter må vi se, hvad vi kan gøre ved dem.«

Men selv om han afviser politiske etiketter, har Wikileaks sin egen etiske kode:

»Vi har værdier. Jeg er informationsaktivist. Vi forsøger at få information ud til folket. Vi mener, at intellektuelt rigere og historisk mere korrekte fremstillinger, der er mere omfattende og nøjagtige, er et iboende gode og giver mennesker bedre værktøjer til at træffe intelligente beslutninger.«

Han siger, at en eksplicit del af Wikileaks' formål er at sætte fokus på krænkelser af menneskerettigheder, uanset hvor de sker, og hvem der begår dem.

Journalister er useriøse

Rummer Wikileaks en kritik af den konventionelle journalistik? Har de professionelle journalister sovet på jobbet?

»I har i al fald gjort et utroligt ringe job med at beskytte jeres kilder,« siger han.

»Det er jo disse kilder, som må løbe alle risici. Jeg var på en konference et par måneder siden, og der var sat plakater op om, at tusind journalister er blevet dræbt siden 1944. Det var oprørende, skulle vi forstå. Men hør her, hvor mange politifolk er der blevet dræbt siden 1944? Politifolk har mistet livet i større tal. Fordi de tager deres job - at forhindre forbrydelser - mere alvorligt!«

»Journalister tager ikke deres job alvorligt nok. Næsten alle de 1.000, der har mistet livet siden 1944, var freelancere på linjebetaling, der arbejdede i farlige områder som Irak. Meget få vestlige journalister er gået i døden for journalistikken. Det er en international skandale, at så få vestlige journalister er dræbt under udførelse af deres arbejde. Hvor mange journalister blev arresteret sidste år i USA, et land med 300 millioner mennesker? Journalister lader andre mennesker tage alle risici og tager selv hele æren. Alt for længe har de ladet staten, de store koncerner og særinteresserne slippe af sted med alt for meget.«

Nu skulle et netværk af hackere og whistleblowers, der kan bruge computere og internetadgang til at lække uformidlede, komplekse data, kunne gøre et bedre stykke arbejde. Det er en påstand, og en jeg godt kunne have lyst til at imødegå, hvis jeg ikke sad og nippede til hvidvin og læste i et menukort.

Men en ting vil jeg påpege. Antallet af dræbte journalister siden 1944 er tættere på 2.000. Jo, akkuratesse frem for alt! Få styr på kendsgerningerne, præsentér den usminkede sandhed, det er vejen frem i den fagre nye medieverden.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen