Læsetid: 7 min.

Fanget i ingenmandsland

Tv-journalisten Nagieb Khaja er den eneste dansker, der har været kidnappet i Afghanistan. Alligevel bliver han ved med at vende tilbage til det krigshærgede land for at fortælle omverdenen om krigens pris
Når journalisten Nagieb Khaja skifter sit europæiske tøj ud med en afghansk 'shalwar khamis' og lader skægget gro, vækker han langt mindre opsigt end en hvid europæer ville gøre og kan derfor færdes - også i områder, hvor Taleban har stor indflydelse eller kontrol. Alligevel er det gået galt - mere end én gang.

Når journalisten Nagieb Khaja skifter sit europæiske tøj ud med en afghansk 'shalwar khamis' og lader skægget gro, vækker han langt mindre opsigt end en hvid europæer ville gøre og kan derfor færdes - også i områder, hvor Taleban har stor indflydelse eller kontrol. Alligevel er det gået galt - mere end én gang.

Kristine Kiilerich

20. juli 2010

To gange har kidnapperne ringet til ham i Danmark.

Undskyld, fordi vi kidnappede dig. Det var en fejltagelse, kommer du ikke tilbage, så vi kan gøre skaden god igen?, lyder budskabet over telefonen fra Afghanistan. Men lige præcis den invitation har den 31-årige tv-journalist Nagieb Khaja ikke lyst til at tage imod.

Som den eneste dansker har han nemlig været kidnappet i Afghanistan. Og det har han ikke lyst til at opleve igen.

Trods risikoen for en gentagelse insisterer han imidlertid på at vende tilbage til det land, hans familie kommer fra. Han vil berette, hvordan krigen mod Taleban opleves fra den afghanske side, en vinkel, som han mener, både danske og udenlandske medier forsømmer.

»Jeg brænder for at fortælle de civile afghaneres historie, historierne ude fra landsbyerne, hvor krigen mod Taleban rammer hårdere, end de fleste aner. Jeg vil fortælle om den pris, som den afghanske befolkning betaler for at slippe af med Taleban, om hvordan, det er at samle kropsdele fra sit sønderskudte barn op i baghaven. Alt det, vi ellers ikke hører noget om herhjemme i Danmark,« siger han.

Kidnappet

Nagieb Khaja er født i Danmark, men han stor fordel af sine afghanske aner. Med sit mørke udseende og sit kendskab til dari og pashtu kan han færdes i det meste af Af-ghanistan på en måde, som ingen anden dansk journalist kan.

Når han skifter sit europæiske tøj ud med en af-ghansk shalwar khamis og lader skægget gro, vækker han langt mindre opsigt end en hvid europæer ville gøre og kan derfor færdes - også i områder, hvor Taleban har stor indflydelse eller kontrol.

Alligevel er det gået galt - mere end én gang.

Første gang Nagieb Khaja kom i problemer var i sommeren 2007, hvor han sammen med en lokal afghansk journalist tog til Kunar-provinsen på grænsen til Pakistan for at interviewe en gruppe talebanere.

Desværre tror talebanerne at Khaja er amerikansk spion, trækker deres våben og fører ham og hans afghanske stringer op i bjergene.

»Jeg tænkte, at de enten ville kidnappe mig eller dræbe mig,« fortæller Khaja senere til TV 2. Men Khaja er heldig.

»Da de finder ud af, at jeg har fået tilladelse til at være hos dem af en af deres åndelige ledere, lader de mig gå.«

Vel nede fra bjergene går det imidlertid galt igen. Denne gang er det det lokale af-ghanske politi, der tilbageholder den danske journalist og hans kollega.

»Politifolkene er sure over, at jeg har taget kontakt til Taleban« fortæller Nagieb Khaja.

Desværre når Khajas afghanske stringer at blive så bange, at han går på toilettet og skyller vores optagelser ud i latrinen, inden de langt om længe slipper fri. Og det ærgrer Nagieb Khaja sig over den dag i dag.

»Det ville have været den første reportage fra Taleban-land i danske medier, så det er rigtig ærgerligt, at jeg ikke fik de optagelser med hjem,« siger han, mens sommerregnen siler ned over det fredelige Nørrebro.

Ingenmandsland

Et halvt år senere, i januar 2008, gør han et nyt forsøg. Igen er Nagieb Khaja ude for at interviewe den fjende, som de danske soldater kæmper imod.

Hans kontakter i Pakistan har lovet ham et interview med en højtstående Taleban-kommandant i det sydlige Afghanistan.

Men da det lille selskab er på vej gennem den afghanske nat, tikker en SMS ind på Khajas mobil.

»TV 2 har tip om, at der er fare for, at du bliver kidnappet,« skriver redaktionschef Hans Peter Blicher fra Odense. »Du må IKKE rejse videre med nogen. Det er alvorligt,« står der på den lysende skærm.

»Hvor kommer tippet fra? Hvor sikre er I på jeres kilde«, spørger Khaja sin chef.

»Det er fra den danske ambassade. Vi tager ingen chancer. Søg tilbage til Kandahar og Kabul. Det er en ordre,« svarer TV 2-chefen.

Det vil Nagieb Khaja og hans fotograf gerne, men problemer er, at det ikke lige lader sig gøre.

»Er i ingenmandsland lige nu. Selv hvis de folk, jeg er sammen med, ikke er ude på noget, vil de ikke lade mig gå nogen steder. Tror først, det kan lade sige gøre i morgen tidlig,« svarer han.

Næste morgen bekræfter Khaja på sms, at »alt er fint«, men det er det desværre ikke. Kort efter er mobilen konfiskeret, og Khaja og hans af-ghanske fotograf taget som gidsler.

I syv dage og nætter frygter de for deres liv. Gidseltagerne tvinger en lokal bondefamilie til at indkvartere de to og kidnapperne og kræver en løsesum på to millioner dollar. Det får Khaja lov at ringe hjem til sin familie hjemme i Danmark og fortælle.

Præcis hvad der sker under kidnapningen, vil Nagieb Khaja ikke ud med, det gemmer han til en bog, han udgiver senere på året på forlaget Gyldendal.

Men det står klart, at da kidnapperne næste dag forlader den gård, hvor Khaja og hans kollega holdes indespærret, lykkes det at slå an handel af med gårdens ejer.

Bonden indvilger i at hjælpe de to gidsler med at flygte, skaffer en bil og flygter sammen med gidslerne, sin kone og parrets børn til Helmands hovedstad Laskar Gah, hvor de søger tilflugt på en britisk militærbase.

Som tak hjælper TV 2 senere familien med at slå sig ned et andet sted i Afghanistan.

Tilbage til åstedet

I mere end et år efter den oplevelse bliver Nagieb Khaja hjemme i Danmark.

»Det var bl.a. af hensyn til min familie, for de fik en ordentlig forskrækkelse over kidnapningen, og desuden var jeg også blevet bange,« siger han.

Men i efteråret 2009 må han tilbage til Helmand. Krigen i Afghanistan vil ikke slippe sit tag i ham.

Der mangler noget i det billede af krigen, som de danske medier formidler, synes han. Noget, som han med sin afghanske baggrund kan levere.

»Herhjemme virker det som om, de fleste danske journalister er blevet forført af forsvarets charme på de embeddede ture, de har været på til Helmand. Der er også journalister, der rapporterer fra byerne, og de tegner et væsentlig mere nuanceret billede af Afghanistan, men der er ingen, der rapporterer fra dér, hvor krigen virkelig foregår - ude i landsdistrikterne, hvor den almindelige afghaner må leve med krigens konsekvenser,« siger Nagieb Khaja.

»F.eks. hører vi næsten intet om de civile tab, som er langt større, end de fleste tror. Der er ingen, der fortæller om de mange sårede civile, der hver dag bliver bragt ind på hospitaler og klinikker i det sydlige Afghanistan,« siger han.

For eller imod krigen

Det er i høj grad tvivlen, der gang på gang driver den 31-årige tv-journalist tilbage til Afghanistan. Tvivlen om, hvorvidt krigen mod Taleban er en god idé eller ej.

»I Danmark tegner de fleste medier og politikere et billede af, at krigen nytter. Så når jeg er her, begynder jeg også at tvivle på, om det er mig, der tager fejl, når jeg hævder, at krigen rammer civilbefolkningen så hårdt og gavner dem så lidt. Når jeg så tager tilbage til Afghanistan igen, bliver jeg imidlertid hver gang bekræftet i, at jeg har ret,« siger han.

På sin seneste tur til Af-ghanistan mødte Khaja således ikke en eneste afghaner, som synes, at krigen er en god idé.

»Når jeg taler med afghanerne, kan jeg slet ikke genkende det billede, de danske medier tegner. De er tværtimod imod den udenlandske militære tilstedeværelse,« siger han.

Selv har Khaja aldrig været embedded, hverken med det danske forsvar eller med nogle af de andre koalitionsstyrker i Afghanistan. Og det er et helt bevidst valg.

»Det er jo det, alle de andre gør. Hvorfor skulle jeg så gøre præcis det samme? Jeg går selvfølgelig glip af de oplevelser og indtryk, som man får af at være sammen med de danske soldater, men jeg har ikke lyst til at blive forført af forsvaret, og det tror jeg, at jeg ligesom alle andre journalister vil blive,« siger han.

»Men måske bliver jeg også forført, når jeg er blandt afghanerne. Det tror jeg imidlertid ikke, for de civile afghanere har ingen interesse i at lave propaganda. De er jo de eneste ofre og føler sig først og fremmest som lus imellem to negle.«

Nye metoder

Interessen hos de danske tv-stationer for at bringe Nagieb Khajas reportager og interviews med krigens ofre er ikke overvældende, men det er dog blevet til dokumentarprogrammet Tilbage til slagmarken og flere kortere tv-indslag. Det meste af det materiale, som Khaja har indsamlet de sidste tre år bliver nu i stedet udgivet i bogform.

Og Khaja selv er atter igen tilbage i Afghanistan. Denne gang for at gennemføre et journalistisk projekt i Helmand, der skal gøre det muligt at dække krigen på en mere nuanceret måde. Med støtte fra bl.a. Danida og DR2 er han i gang med at etablere et netværk, bestående af lokale afghanske journalister og deres kontakter ude i provinserne, som via mobiltelefon kan rapportere til internettet om deres hverdag i krigen og hvis der sker noget i deres lokalområder.

»Der er brug for nye metoder, hvis krigen skal dækkes ordentligt, og vi skal bl.a. blive meget bedre til at gøre brug af de moderne kommunikationsmidler. I dag har de fleste i Afghanistan en mobiltelefon, og med den kan du faktisk dokumentere, hvad der sker, selv i den mest afsides liggende landsby uden at vække unødig opsigt, f.eks. hos Taleban,« forklarer han.

Formålet med projektet er både at give de afghanske journalister større adgang til afghanske og udenlandske medier og samtidig give bl.a. danske medier en alternativ kilde til at finde ud af, hvad der foregår i landet.

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu