Nyhed
Læsetid: 3 min.

Feministen i Betania

Udland
29. juli 2010

Saids niece Safa fylder 50, og Aburish'erne er inviteret til huset ved Muren - også en fætter, Said ikke bifalder, for nu at sige det sådan. Men Safa sætter sig igennem, for hun er Aburish-klanens feminist, hvilket i Betania-sammenhæng betyder, at hun for 14 år siden havde mod til at hanke op i sine to børn og forlade mand og en økonomisk tryg tilværelse i Saudi-Arabien.

Vi taler altså ikke om den feminisme, der får bløde mænd i Danmark til at søge krisehjælp, men om den underprivilegeredes tapperhed, der besejrer det konservative samfunds kønsdiskrimination. Palæstinensisk feminisme balancerer stadig på en nylontynd line, hvor den sociale kontrol kan tippe til det dødbringende i ekstreme tilfælde, og selv om Betania med årene er vokset fra landsby til Jerusalem-forstad, og fætter/kusine-ægteskaber er sjældnere, end da Said var dreng, er det først for nylig, at Safa, som efter ferien indleder arbejdet på en Ph.d. ved et europæisk universitet, føler sig »helt fri«. Også fordi Muren de senere år har medført en konservativ rekyl, hvor langt de fleste - for ikke at sige alle - jeg ser i Betanias hovedgade, er jihab-tildækkede.

Klanen møder op i klumper - vel en 15 stykker i alt, hvoraf nogle sidder en time, mens den nærmeste familie hænger ud, til der er vished for, at black label-flasken ikke stilles tilbage i skabet. Alle gæsterne er mænd. Det har dog ikke noget med konservatisme at gøre, men skyldes, at festen blev spontant besluttet to dage i forvejen, hvorfor klanens kvinder ikke havde tid til at arrangere børnepasning eller få en aftale med en af de lokale skønhedssaloner, der sammen med mobiltelefonbutikker synes at være hjørnestenen i byens økonomi. Aburish-klanen er blandt byens mere moderne, når det gælder kvinders deltagelse i selskabslivet, for begge køn har kun to vigtige pejlemærker: Uddannelse og Palæstina som spirituel (omend ikke altid geografisk) hjemstavn.

»Vi er spredt over hele Golfen og i USA«, siger en af Safas fætre, der driver en kæde af tankstationer i USA. »Jeg er som regel hjemme nogle måneder hver sommer og tager som regel mine børn med. De taler alle arabisk.«

Selv blev Said sendt på kostskole i USA, siden på Princeton og efter en tid som journalist i Beirut blev han ansat på Ted Bates' reklamebureau i New York og steg i graderne til senior vicedirektør med ansvar for bureauets Mars Bar-portefølje. Men hans arabiske navn forhindrede, at han kunne komme helt til tops, og løsningen blev åbningen af en filial i London, hvor han ankom som 35-årig i 1970. Efter nogle år skiftede han chokoladen ud med kampfly som konsulent for arabiske regimer, bl.a. Saddam Husseins, der førte en blodig krig med Iran.

»Saddam var en sky mand med et blødt håndtryk, og vi havde aldrig øjenkontakt ved vores møder. Men han kaldte mig konsekvent for 'Abu Rasheda', og da jeg blev far til en datter, overvejede jeg at kalde hende Rasheda efter min bedstemor, hvilket meget få personer vidste. Saddams efterretningsvæsen var aldeles forbløffende.«

Men det er nu ikke Saddam, der er på tapetet her ved fødselsdagssnakken, som Safa lytter til, men ikke deltager i - kvinderne blander sig ikke i mændenes snak. Men hun griner med på vitserne om 'Abu Amar' - Yassir Arafat. De fleste tilstedeværende kendte den afdøde PLO-leder, og alle bidrager til et nostalgisk ømt eftermæle for manden, de kalder »en svinepels, men vores svinepels«. Som da libanesiske politikere i 1982, efter at amerikanerne havde arrangeret PLO's deportation til Tunis, kom for at sige farvel, og Arafat svarede: »Farvel? Hvor skal I hen?«

Der er ingen anekdoter om 'Abu Mazen' - Mahmoud Abbas - den aktuelle PLO-leder. Han er ikke morsom og repræsenterer desuden den fremtid, alle har glemt - i hvert fald på denne side af Muren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her