Baggrund
Læsetid: 3 min.

Graver man dybt nok, finder man olie

BP og andre olieselskaber dukker op i kulissen til græsrodskampagne for, at regningen efter Golf-katastrofen skal deles med skatteyderne. Hollywood-stjernen Sandra Bullock, der medvirker i kampagnevideoen, føler sig udnyttet
Skuespilleren Sandra Bullock optræder sammen med adskillige andre kendisser i en videokampagne, der skal sælge budskabet om, at staten bør betale for oprydningen efter oliekatastrofen.

Skuespilleren Sandra Bullock optræder sammen med adskillige andre kendisser i en videokampagne, der skal sælge budskabet om, at staten bør betale for oprydningen efter oliekatastrofen.

Udland
31. juli 2010

BP's chef Tony Haywards afskedigelse er annonceret af BP, og den definitive forsegling af den lækkende oliebrønd i Den Mexicanske Golf ventes gennemført i den kommende uge, så nu er man efter godt 100 dages mareridt omsider ved at være i den fase, hvor kræfterne kan koncentreres helt om oprydningen efter den værste olieforureningskatastrofe i USA's historie. Fra de fire ramte sydstater lyder bekymrede røster om, at man frygter at blive glemt og stå alene tilbage med en smadret økonomi, fortsat ilanddrivende olie og foreløbig 35.000 tons fast affald fra den hidtidige oprensningsindsats.

Det er tilsyneladende i det lys, man skal se en højprofileret videokampagne, netop søsat via internettet. »Be the one«, lyder kampagnesloganet: Vær den, der med din underskrift er med til at sikre, at Golfen ikke bliver glemt.

»Jeg kræver, at en plan til genopretning af USA's Golf bliver fuldt finansieret og realiseret for mig og for kommende generationer,« lyder budskabet, man opfordres til at sætte sit navn under.

Celebriteter som Hollywood-skuespillerne Sandra Bullock og John Goodman, rockstjernerne Lenny Krawitz og Dave Matthews, superkokken fra New Orleans Emeril Lagasse, rugbyidolet Peyton Manning og en stribe andre bærer appellen frem i videoen, der på de første fire timer samlede 10.000 underskrifter. I skrivende stund har 121.014 skrevet under.

Artiklen fortsætter nedenfor:

Sponsorpenge

Af kampagnens hjemmeside restorethegulf.com fremgår, at den er organiseret af Women of the Storm, en kvindegruppe fra Louisiana etableret efter orkan Katrina i 2005. Gransker man denne gruppes hjemmeside, vil man se, at den arbejder med støtte fra og som partner med noget, der kaldes America's Wetland Foundation (AWF). Denne ngo blev etableret i 2002 med beskyttelse af Louisianas kulturelle og naturmæssige værdier som formål. Forholdet mellem de to grupper er faktisk så nært, at lederen af Women of the Storm, Anne Milling, er hustru til R. King Milling, formand for AWF.

Graver man yderligere et lag, finder man, at AWF-formand Milling er nyligt pensioneret direktør for det finansielle selskab Whitney Holding Corporation i New Orleans, der yder 11 procent af sin långivning til olieindustrien, og som ifølge seneste årsberetning kan lide »alvorlige konsekvenser« på sin indtjening, hvis olieindustrien møder modgang.

Man finder yderligere, at AWF henter økonomisk opbakning hos en sponsorgruppe, hvor olieselskabet Shell står som nummer ét, efterfulgt af bl.a. Chevron, Exxon, Conoco Phillips, lobbygruppen American Petroleum Instituteog ikke mindst BP.

Det fremgår endelig, at AWF's kampagneindsats i praksis forvaltes af pr-firmaet Marmillon + Company, ledet af Valsin Marmillon med en fortid som pr-direktør i olieselskabet ARCO. Og at AWF koordinerer en anden, længerevarende kampagne i samarbejde med golfstater og industri under mottoet: »Amerikas Energikyst - brændstof til nationen«, der bl.a. betoner offshore-industriens betydning for sydstaternes økonomiske evne til at beskytte kysten.

Skatteyderne til hjælp

Altså: En videokampagne for fuld oprydning efter oliekatastrofen med de største olieselskaber - heriblandt BP - som bagmænd. Hvordan hænger det sammen? På videoen siger celebriteterne:

»Lad vore ledere vide, at den amerikanske golfkyst er livsvigtig - at de må skride til handling.«

Og i appelteksten til politikerne kræves som nævnt en genopretningsplan, der bliver »fuldt finansieret«.

Dér falder måske tiøren? Olieselskaberne »bruger dækorganisationen AWF og (...) Women of the Storm til at sprede budskabet, at amerikanske skatteydere bør betale de ødelæggelser i golfkystens vådområder, som BP har forårsaget,« skriver miljøskribenten Brendan DeMelle, der på sin klimablog desmogblog.com har afdækket sammenhængene.

Foreløbige skøn siger, at katastrofen kan komme til at koste over 32 mia. dollar - inklusive betalinger i nogle af de 300 erstatningssager, der er rejst mod BP. Præsident Obama har for længst sagt, at olieselskabet selv må betale alt - nu lyder det som om, nogen søger at rejse en folkestemning for at lade selskabet dele byrderne med skatteyderne.

Seneste nyt er, at filmstjernen Sandra Bullock har forlangt sin deltagelse i kampagnevideoen fjernet øjeblikkeligt. Ingen havde på forhånd oplyst hende, at Women of the Storm var under indflydels af olieselskaberne, oplyser stjernens agent.

Information følger løbende oliekatastrofen i denne klumme

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Frækheden er tilsyneladende ubegrænset.

Aksel Gasbjerg

Godt at nogle journalister trods alt stadig kan konkurrere med olieselskaberne om at bore dybt.

Tak for denne artikel. Den er et godt eksempel på hvad olieselskaberne opnår ved at skabe tilsyneladende uafhængige organisationer.

Det er flot journalistik.
Nu må amerikanerne snart vågne op og se, hvordan de konstant bliver manipuleret.

Og hvor meget har ikke den amerikanske stat (delstat) tjent på den olie der udvindes i Golfen? Skat, direkte på olie, indirekte på jobs bland andet. Indtil andet er bevist er BP ude i en force majeure situation... I rest my case until further...

Interessant at det er på nettet den dybdeborende journalistik foregår - man mindes Dorte Tofts afsløring af It-factory og Stein Bagger!

Men en tak til Jørgen Steen Nielsen for viderebringelsen.

»Lad vore ledere vide, at den amerikanske golfkyst er livsvigtig - at de må skride til handling.«

Nej tak, du. Jeg har ingen ledere, og jeg har løsningen på problemet: nationalisér eller kollektivisér al oliedrift og smid kapitalisterne på porten. Under demokratisk kontrol og andre mål end profit ville manglende sikkerhedshensyn næppe opstå og katastrofer som denne kunne klart være undgået.

Chris G.,

USA har, endnu en bedrift fra Bush/Cheney, afskaffet skat på oliepumpning. Selskaberne betaler en leasing-gebyr for feltet, som i mange tilfælde er ret lav. Det samme gælder for mange af golf-staterne som er dybt republikanske og anti-skat.

Samtidigt giver USA og delstater faktisk massive subventioner til både olie-søgning og -pumpning.

Det hele ender nok først når det koster mere energi at pumpe olien op end olien selv indeholder, det såkaldte EROEI. For øjeblikket giver de ca. 1 kJ energi for hver 3 kJ olie-energi de pumper. Da de startede var det 1:100... I samligning så har vindmøller et forhold 1:20.