Den debatstorm, som har rejst sig efter 92.000 hemmeligstemplede dokumenter blev lækket på hjemmesiden Wikileaks, har genoplivet et af de mest omstridte spørgsmål i den ni år lange krig i Afghanistan: Hvem holder Pakistan med?
Dokumenterne indeholder nemlig oplysninger om påståede hemmelige aftaler mellem den pakistanske efterretningstjeneste og Taleban. Det har opildnet de amerikanere, der mener, at Pakistans militære efterretningstjeneste fører et dobbeltspil ved at lade sig finansiere af USA, som yder en milliard dollar i støtte om året, mens de diskret hjælper oprørsstyrkerne i Afghanistan.
Selvom bevismaterialet mod den pakistanske efterretningstjeneste i de lækkede dokumenter er af lav kvalitet og bliver afvist som »ondsindet og udokumenteret«, hævder eksperter, at der er andre stærke beviser, som tyder på en hemmelig sammensværgelse.
Talebans fristeder
Det primære fokus ligger på landets 2.500 km lange grænse til Afghanistan, hvor der hersker lovløshed, og hvor oprørslederne næsten uforstyrret kan rekruttere soldater, hente forsyninger og søge finansiering. Det vigtigste knudepunkt er i den sydvestlige del af provinsen Baluchistan, som ligger på den anden side af grænsen tæt på de krigsramte afghanske provinser Helmand og Kandahar. Her søger Talebans menige soldater ly i gamle afghanske flygtningelejre langt ude på landet, mens lederne samles omkring provinsens hovedby Quetta.
Trods diplomatisk pres fra såvel briterne som amerikanerne har den pakistanske efterretningstjeneste ikke gjort meget ved dette fristed. Næsten ingen af Talebans ledere er blevet anholdt i modsætning til de mange ledere fra al-Qaeda, som er blevet fanget andre steder. Og Taleban-lederen Mullah Muhammad Omars opholdssted er fortsat et mysterium.
Hvem bestemmer?
Men billedet er komplekst og i konstant udvikling. Militæreksperter siger, at mange Taleban-ledere har forladt Quetta til fordel for Pakistans største by Karachi, hvor den pakistanske efterretningstjeneste i februar anholdt Talebans næstkommanderende, Mullah Abdul Ghani Baradar. Anholdelsen blev udbasuneret som begyndelsen på en ny politik. Men det kan have været en fejl. En amerikansk embedsmand har sagt, at Baradar blev anholdt ved en fejl af den del af den pakistanske efterretningstjeneste, der samarbejder med CIA, men at anholdelsen ikke var koordineret med den afdeling, som foretager hemmelige operationer i Afghanistan. Chefen for Pakistans militære efterretningstjeneste, general Shuja Pasha, var i udlandet på det tidspunkt, påpeger han.
Ifølge den amerikanske embedsmand er der selv på højeste niveau i USA's regering ikke klarhed over den pakistanske efterretningstjenestes forbindelse til Taleban.
»Bestemmer pakistanerne, og har de kontrol over situationen? Vi ved det ikke. Det er én ting at give en gruppe et område og lade dem rejse midler, rekruttere og give taktiske råd. Men det er noget helt andet, hvis man kan fortælle dem, hvad de skal gøre, eller lukke dem ned efter forgodtbefindende,« siger han.
Haqqanis krigere
Et andet vigtigt udgangspunkt for Talebans operationer ligger længere mod nord, i stammeområderne langs grænsen, hvor en af krigens mest berygtede oprørsledere, Jalaluddin Haqqani, har vundet fodfæste. I de lækkede dokumenter henvises der 377 gange til den rolle, hans krigere spiller i oprøret. De distribuerer natlige trusselbreve, uddanner selvmordsbombere, smugler ammunition over grænsen og forbereder angreb på luksushoteller i Kabul.
Beretningerne om forbindelser til den pakistanske efterretningstjeneste i de lækkede papirer er ikke blevet bekræftet, men de er i overensstemmelse med et stigende antal beskyldninger fra CIA, som i de seneste år hovedsagelig er blevet fremsat i private sammenhænge. På baggrund af telefonaflytninger har amerikanske efterretningsagenter beskyldt den pakistanske efterretningstjeneste for at sponsorere Haqqanis krigeres selvmordsangreb på den indiske ambassade i Kabul.
Gulbuddin Hekmatyar er den tredje krigsherre, som har base i Pakistan, og i mange år har han haft tætte forbindelser til den pakistanske efterretningstjeneste. Hans navn optræder i 69 af de lækkede dokumenter.
Tvetydige generaler
Meget af debatten omkring de lækkede dokumenter drejer sig om general Hamid Gul, en tidligere leder i den pakistanske efterretningstjeneste, som sympatiserer med fundamentalisterne. Han er nævnt i mindst otte dokumenter som bidragsyder til Talebans aktiviteter.
Men debatten omkring Gul, tilslører den rolle, som Pakistans hærchef general Ashfaq Kayani, spiller i konflikten. Han var sidste år ansvarlig for kampen mod det pakistanske Taleban og har ført tilsyn med det kraftigt stigende antal droneangreb i stammeområderne, som CIA har gennemført med den pakistanske efterretningstjenestes velsignelse. I sidste uge fik han helt usædvanligt forlænget sin embedsperiode med tre år. Men han var også leder af den pakistanske efterretningstjeneste fra 2003 til 2007, hvor der kom flere og flere rapporter om pakistanernes samarbejde med Taleban. Paradoksalt nok - eller måske netop på grund af dette - har han nu ansvaret for Pakistans indsats for at hjælpe en fredsaftale med Taleban på vej.
Kayani har på det seneste arbejdet på at opbløde hærens fjendtlige indstilling til Afghanistans præsident Hamid Karzai og åbne for forhandlinger. Militæranalytikere siger, at den pakistanske efterretningstjenestes politik over for såvel Taleban som Kayani selv er en gåde og i virkeligheden har mange facetter: Man støtter opportunistisk nogle grupper og bekæmper andre, alt efter om det er i efterretningstjenestens interesse. Den pakistanske efterretningstjeneste holder kort og godt med sig selv, siger de.
Så er der selvfølgelig spørgsmålet om pakistanernes ydeevne. En tidligere amerikansk officer siger, at selv hvis den pakistanske efterretningstjeneste ville, har den næppe kapacitet til at slå ned på alle militante gruppe inden for landets grænser.
© Guardian & Information 2010
Oversat af Mads Frese
