Baggrund
Læsetid: 5 min.

Kinesisk millionby uden mennesker

Det beskrives som det mest ekstreme eksempel på den kinesiske boligboble og en blind fokus på en BNP-vækst, der ikke er bæredygtig. En lokalregering i Indre Mongoliet fik en fiks ide, og har opført en moderne metropol med plads til en million indbyggere, men der bor næsten ingen mennesker i byen. Alligevel strømmer investeringerne ind
Tomme gader og pladser i Kangbashi. Den kinesiske storby i Det Indre Mongoliet er bygget til en million mennesker, men her bor kun 30.000. Alligevel er de fleste af de tomme pragtvillaer købt op af spekulanter i en boligboble, mange iagttagere frygter kan sprænge når som helst.

Tomme gader og pladser i Kangbashi. Den kinesiske storby i Det Indre Mongoliet er bygget til en million mennesker, men her bor kun 30.000. Alligevel er de fleste af de tomme pragtvillaer købt op af spekulanter i en boligboble, mange iagttagere frygter kan sprænge når som helst.

Martin Gøttske

Udland
2. juli 2010

KANGBASHI - Politibetjent Zheng står og spiser is på byens centrale plads.

»Måske er jeg den betjent i Kina, der har det mest afslappende job,« siger han. »Her er meget harmonisk og ikke megen kriminalitet.«

For at kriminalitet kan opstå, skal der jo også være mennesker til at begå den. Og netop mennesker er der ikke mange af her i byen Kangbashi i Indre Mongoliet. Det selvom den faktisk tager sig ud som en storby, der er ved at gennemgå et gevaldigt byggeboom, og som efter planen skulle huse op mod en million indbyggere - men her bor kun 30.000.

Effekten er besynderlig i et land, hvor et kompakt menneskemylder ellers er normen. Det er derfor ikke overraskende, at de få, der holder til her, kalder byen gui cheng, eller spøgelsesbyen.

På den gigantiske Djengis Khan Plads, hvor betjent Zheng holder skansen, er der kun en håndfuld andre levende væsener indenfor synsvidde. De går blandt svulstige 15 meter høje bronzestatuer af vrinskende heste og mongolske krigsherrer. I den nordlige ende af pladsen er det enorme hjemsted for kommunistpartiet og lokalregeringen. På den østlige side er teatret og kulturcentret, og på den vestlige det endnu ufærdige bymuseum og det nyåbnede bibliotek - alle imposante, arkitektoniske mesterværker, der ville gøre sig bemærket i enhver international metropol.

Rundt om centrum er kvarterer med række efter række af identiske villaer og store lejlighedskomplekser. Og i en bredere cirkel rundt om tårner utallige 20-etagers bygninger under opførsel sig op. Brede boulevarder går i lige linje gennem byen - mange af dem sekssporede - men uden skyggen af trafik.

Infrastrukturen er på plads. Der er blot ingen mennesker til at give byen liv.

Ekstremt eksperiment

Kangbashi er resultatet af byplanlægning ude på et overdrev, og et ekstremt eksperiment, som har fået økonomer til at skændes om projektets bæredygtighed. På den ene side ses det som en smart måde at tiltrække investeringer. Men af flere bruges byen som eksempel på en overophedet økonomi og en ukontrolleret boligboble, som truer Kinas økonomiske udvikling. For i steder som Kangbashi er den accelererede udvikling indenfor boligmarkedet ikke blevet matchet af opbygningen af længevarende økonomisk bæredygtighed, hvilket de sidste måneder har fremkaldt advarsler om, at boligboblen er klar til at briste.

Lokalregeringen besluttede i 2004 at omdanne byen, der dengang blot var et område med tre landsbyer, til en moderne metropol med kommercielle kvarterer og boligområder af høj kvalitet. Til det formål er afsat et 32 kvadratkilometer stort område, som omringes af ørkenens bjerge af sand.

Byen er opført med offentlige midler. På blot seks år har myndighederne spenderet hele 15 milliarder kr. på projektet. Den officielle motivation for opførslen af byen er, at den gamle hovedby på egnen, Dongsheng, lider af kronisk mangel på vand i denne tørre del af Kina, og man ville derfor flytte dele af byen 30 km til Kangbashi, hvor der er bedre adgang til vandressourcer.

Men det har lige så meget at gøre med at forhindre kapitalflugt fra området, som er et af landets mest velstående, hovedsageligt på grund af rigdommen i undergrunden i form af kul. Før tilbød området ikke mange muligheder for, at kulmineejerne kunne investere deres profit, hvorfor de valgte at sætte deres penge i fast ejendom i specielt Beijing og Shanghai. Med Kangbashi forsøger lokalregeringen at lokke de lokale millionærer til at investere her i stedet for.

Fiks ide

På det punkt har byen været succesfuld. Lokalregeringen melder, at størstedelen af nybyggeriet i byen er solgt. Folk er blot ikke flyttet hertil. En af grundene er, at der simpelthen ikke er arbejde at finde her. Der er ingen fabrikker og ingen produktion. De fleste folk på gaden er migrant- arbejdere, der arbejder og bor på byens byggepladser, og langt fra har tilstrækkelig stor købekraft til at understøtte handelsaktivitet i byen.

Af dem, som trods alt har fundet hertil, udgør lokale embedsmænd og deres familier størstedelen. Antallet af embedsmænd i byen er ifølge kinesiske medier nået 11.000. Men byen, som de selv har opfundet, er da også en yderst god mulighed for embedsmændene til at få kontant udbytte ud af deres stilling på en måske mere smagfuld måde end direkte korruption: De har fået den fikse ide at forære dem selv muligheden for at købe ejendom i Kangbashi for 50 procent af markedsprisen.

Kangbashi - og andre lignende projekter i Kina - har fået kinesiske medier til at kritisere embedsmænds blinde besættelse af BNP-vækst, som de siger har fået lokalregeringer til at bruge borgernes skattekroner på at opføre erhvervsbyggeri og boligområder, der ikke fyldes op, og som derfor fører til spørgsmål om væksten reelt er bæredygtig.

Kollektiv korruption

Blandt kritikerne af udviklingen i Kangbashi er Pan Jie, en lokal forretningsmand.

»Projektet startede simpelthen, efter nogle få ledere besluttede sig for at gennemføre det,« siger han til China Daily. »Der var ingen offentlige høringer, og der blev ikke udført undersøgelser af projektets bæredygtighed. Og hvorfor var det lige, at embedsmændene i Kangbashi pludselig fik adgang til discountpriser på ejendom?«

»Folk her kalder misbruget af skattekroner for kollektiv korruption,« siger Pan.

Ejendomsmæglere fortæller, at hovedparten af ejendommene her er købt af kulmineejere, der anskaffer sig en håndfuld boliger som investering. I det nye villakvarter New Land er der 420 luksuslejligheder bygget i noget, der nærmer sig haciendastil. Alle enhederne er solgt, men her bor ikke een eneste person. Alligevel bliver priserne ved med at stige. I New Land er kvadratmeterprisen over 6.000 kr. - det dobbelte i forhold til sidste år. Dem, der faktisk bor her, befinder sig derfor i realiteten i et kæmpe investeringsprojekt. En af dem er Sun Linwei, som har åbnet en restaurant.

»Jeg kom hertil for to år siden, hvor der absolut ingen mennesker var. Nu er det lidt bedre, men der er næsten ingen kommerciel aktivitet, og jeg har meget få kunder,« siger hun. »De eneste, der lader til at have vundet på det, er lokalregeringen og embedsmændene. Men jeg ser det som en investering i fremtiden. Forhåbentlig kommer der flere tilflyttere.«

Sun Linwei kan meget vel få sit ønske opfyldt. Da folk ikke frivilligt vil komme hertil, har lokalregeringen besluttet at give dem et skub. I slutningen af året vil regeringen flytte 37.000 elever hertil fra hovedbyen Dongsheng, og håbet er så, at deres forældre vil beslutte sig for at flytte med, og dermed være med til at kickstarte livet i byen.

Det er ikke alle i Kangbashi, der er udelt begejstrede for den plan. I den enorme otteetagers biblioteksbygning ved Djengis Khan Pladsen, hvor der udover en stor bogsamling også er stillet 100 spritnye computere til rådighed, er der ikke een eneste besøgende. »Det passer mig ganske fint, at der ikke er andre mennesker. Så har jeg selv tid til i fred at læse alle de bøger, jeg ønsker,« som biblioteksvagten siger det.

Fotobloggen: Millionby uden mennesker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det minder en hel del om den sydlige Ørestad ...

Karsten Johansen

Den ideelle kapitalistiske by: Kun investeringer, mennesker kun til stede som kjøpsfunksjon og investeringsfunksjon. Nøytronbombens mål.

Kapitalismens utopi er jo at kapitalen sirkulerer og formerer seg uendelig fort uten menneskelig mellemkomst: økonomien som ren matematisk funksjon og totalabstraksjon. Ressurser forbrukes her kun abstrakt, derfor ignorerer man oljeproblemet og klimaproblemet f.eks.

Hvis bare nogen kunne forklare, hvad længerevarende økonomisk bæredygtighed var for noget. Måske er det farming i 1820'er stil med heste, køer og får, men det får man ikke teknologi-hungrene iPhone-yuppier til at gå ind for.

Jeg ville hellere kalde denne by for et kreativt, spændende projekt, som viser kinesernes sans for udnyttelse af arealer og muligvis også ressourcer som vand og frisk luft (langt fra Peking).
... men som desværre ikke på nuværende tidspunkt har igangsat processerne, som skal bringe virksomheder til området og give indtjening.

Jesper Wendt

frisk luft? det jo kun fordi der ingen bor hehe, det skal de nok få lavet om på, udover det er der minedrift i området, så det ville jeg nu ikke tage for givet.

Svend Erik Sokkelund

Der er plads til 950.000 flygtninge.

Men dem er der sikkert ingen penge i...