Læsetid: 5 min.

Konklusion på Hariri-mordet kan udløse konflikt i Libanon

Spionskandale i Libanon falder sammen med Hizbollahs frygt for, at det særlige FN-tribunal om Hariri-mordet i 2005 vil udpege organisationen som gerningsmand. Det kan udløse en ny væbnet konflikt - internt eller med Israel
I fredags kom Hizbollahs generalsekretær Hassan Nasrallah med en  advarsel. I en tale på tv frarådede han Libanons premierminister Saad Hariri at acceptere konklusionen på den FN-undersøgelse, der ifølge Der Spiegel vil udpege Hizbollah som ansvarlige for mordet på hans far, sunnilederen Rafik Hariri. I modsat fald vil Libanon 'endnu en gang befinde sig på randen af borgerkrig.'

I fredags kom Hizbollahs generalsekretær Hassan Nasrallah med en advarsel. I en tale på tv frarådede han Libanons premierminister Saad Hariri at acceptere konklusionen på den FN-undersøgelse, der ifølge Der Spiegel vil udpege Hizbollah som ansvarlige for mordet på hans far, sunnilederen Rafik Hariri. I modsat fald vil Libanon 'endnu en gang befinde sig på randen af borgerkrig.'

JOSEPH EID

21. juli 2010

BEIRUT - Hver fredag i denne tid vimser personalet på Hotel Al-Fanara rundt i den gamle fyrtårns-bygnings snirklede arkitektur, travlt beskæftiget med at klargøre værelserne til børnefamilier fra Beirut, der hver weekend ankommer til Tyrus for at svømme, slappe af, spise godt og drikke sig en knortekæp i øret, når børnene er lagt i seng af den medbragte filippinske barnepige.

Men i fredags stod aktiviteterne bomstille i den eftermiddagstime, hvor generalsekretæren for Hizbollah, Hassan Nasrallah, talte i tv. Hans formelle anledning var 'de såredes dag', men rygter om talens reelle budskab fik det overvejende shiamuslimske personale i det kristent ejede hotel til at stå limet til skærmen.

Forventningen om, at den karismatiske præst havde noget særligt på hjerte, viste sig at holde stik. Nasrallah var ude med en advarsel til sine sunnimuslimske og kristne 'allierede' i den regering, hans parti er medlem af. En advarsel, der også kunne forstås som en trussel. Nemlig at hvis premierminister Saad Hariri og hans bagland accepterer konklusionen på den FN-undersøgelse af mordet på hans far, sunnilederen Rafik Hariri, der ventes om kort tid, vil Libanon »endnu en gang befinde sig på randen af borgerkrig«.

Og når Nasrallah siger sådan, er det »meget farligt«, som en journalistkollega tørt konstaterede.

En stat i staten

Forhistorien er paratviden i Libanon: Rafik Hariri, i flere perioder premierminister efter borgerkrigen 1975-90, blev dræbt af en bilbombe i Beirut den 14. februar 2005, hvilket bl.a. førte til ophør af Syriens besættelse af Libanon, regeringsskifte til et vestligt orienteret styre og flere FN-resolutioner, der kræver landets militser nedlagt, herunder Hizbollahs, der stadig kommanderer en magtfuld militærstyrke. Desuden blev et tribunal, STL (Special Tribunal for Lebanon), nedsat i FN-regi med den opgave at opklare mordet på Hariri.

Det er dette tribunal, der omsider er ved at barsle med en endelig rapport, og den rapport bekymrer Hizbollah, eftersom det i maj sidste år blev lækket til Der Spiegel, at pilen vil pege på - ikke Syrien, som først antaget, men på Hizbollah som gerningsmændene.

Hizbollah har konsekvent saboteret alle forsøg på afvæbning af partiets milits, der er bedre bevæbnet end den libanesiske hær. I 2006 fremprovokerede partiet de israelske bombardementer i 33 dage kort før et afgørende møde om afvæbningsspørgsmålet, og Hizbollahs position som dominerende militærstyrke har i lange perioder lammet al politisk aktivitet i det plagede land. Og da Nasrallahs mænd i maj 2008 invaderede det sunnidominerede Vestbeirut og angreb drusiske stillinger i Shuf-bjergene blev en ny borgerkrig kun afværget ved international indgriben. I Doha, Qatar, blev det aftalt at dele magten i en samlingsregering, som trods vaklen stort set har fungeret siden.

Hizbollah, der mistænker sine regeringspartnere for at have skjulte sympatier med Israel, har dog holdt en vis spænding i live med jævnlige afsløringer af israelske spionnetværk, primært i det sydlige Libanon, som Israel holdt besat i perioden 1978-2000.

Afsløringerne har udadtil haft til formål at bevise, at uden Hizbollah som en væbnet modstandsorganisation reduceres Libanon til en israelsk klient. Indadtil har de haft en påfaldende tendens til at aflede opmærksomheden, når den samlede sig om militsens mildt sagt selvstændige rolle som en stat i staten.

Nye spionafsløringer

Og nu er den gal igen. De seneste uger er fire personer med tilknytning til Libanons mobilselskab Alfa blevet anholdt, sigtet for spionage for Israel. Disse anholdelser fyldte en del i Nasrallahs tale i fredags, og årsagen er, at det i Der Spiegels artikel for et års tid siden blev anført, at »beviser« mod Hizbollah for meddelagtighed i Hariri-mordet, hvor i alt 21 blev dræbt, er begrundet i sporing af mobilsamtaler mellem de involverede i attentatet. En løjtnant i de libanesiske sikkerhedsstyrker, der afdækkede mobiltrafikken, er i øvrigt siden blevet dræbt.

Med afsløringen af de israelske agenter i mobilselskabet Alfa, hvor flere af de anholdte angiveligt har tilstået spionage for Israel, kan Hizbollah med føje hævde, at beviserne for mobiltrafikken i 2005 var plantede af de selv samme agenter, og at Israel - og ikke Hizbollah eller for den sags skyld Syrien stod bag mordet på Rafik Hariri.

At samme Hariri kort forinden havde lagt sig ud med Syrien, og dermed Hizbollah, og ifølge vidner frygtede for sit liv, nærede teorier om, at syrerne stod bag mordet.

I mellemtiden er Syrien imidlertid erklæret stueren i forhold til USA og Frankrig - med det formål at lokke syrerne til at droppe alliancen med Iran. Præsident Nicolas Sarkozy inviterede som den første vestlige leder præsident Bashar al-Assad til Paris i 2008, og det vil selvsagt ikke se så pænt ud, hvis FN-tribunalet kommer op med en konklusion, der nagler Syrien til mordet. Fire højtstående libanesiske generaler, der sad fængslet sigtet for at være i ledtog med syrerne i 2005, er ligeledes for længst løsladt.

'Et israelsk projekt'

Men døden - i dette tilfælde Hariris - skal som bekendt have en årsag, og Hizbollah, der er allieret med Iran og står på USA's liste over terrororganisationer, ligger lige til højrebenet som en passende syndebuk.

Det var i hvert fald Nasrallahs udlægning, da han i fredags kaldte FN-tribunalet for »et israelsk projekt«.

»Jeg frygter, at de, der ledte Libanon til randen af borgerkrig den 5. maj, er i gang med at gøre det igen,« tilføjede han ildevarslende.

Da Hariri-fløjen i maj 2008 ville lukke Hizbollahs private kommunikationsnetværk, kom det til væbnede sammenstød, der resulterede i mere end 80 dræbte.

Advarslen til premierminister fra flertallet i samlingsregeringen er ikke til at tage fejl af: Hvis Saad Hariri accepterer, at STL-tribunalet udpeger Hizbollah som skyldig i mord på sin far, vil det gå hans regering ilde.

De seneste dage har Hizbollah-medlemmer af parlamentet og andre politiske støtter bakket Nasrallah op. Kristne politikere har udtrykt frygt for ny vold - således falangisten Sami Gemayel, der siger, at han frygter »en gentagelse af maj 2008«.

Hariri selv er afventende og tavs - formentlig tygger han på, hvad han skal stille op med en tribunalkonklusion, der går Hizbollah imod.

Og i Israel, få kilometer syd for Tyrus og Hotel Al-Fanaras ubekymrede badegæster, holdes der et vågent øje med udviklingen. I går lod det israelske militær sive, at man har lokaliseret 5.000 Hizbollah-militante i en landsby nær den israelske grænse, hvor de siges at have indtaget stillinger nær skoler og hospitaler - den indirekte henvisning til Hamas' krigsførelse i Gaza er ikke til at tage fejl af. Hizbollah har erklæret, at de har udset en række mål i Israel, som vil blive angrebet med raketter i tilfælde af en ny voldelig konflikt. Og UNIFIL, FN-styrken, der har til formål at sikre ro og orden i Sydlibanon, er mere synlig og sværere bevæbnet i gadekryds og langs landeveje end normalt.

Men som en kaffedrikkende Tyrus-borger beroligende sagde søndag formiddag:

»Det hele er misforståelser, der er ingen grund til bekymring.«

Problemet er imidlertid, at misforståelser før har fået fatale følger i dette hjørne af Mellemøsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ahmad Al-Mousawi

En mere situationsforladt og farvet artikel skal man lede længe efter. Man kan kun hade måden denne artikel er indledt på og den forsvarstale for Israels krig mod Libanon i 2006. For ikke at tale om den forfærdelige afslutning på denne 'journalistiske' produkt.

Den egentlige historie her er at spioner fra fremmede nationer har infiltreret den libanesiske samfund og arbejder ihærdigt for at destabilisere den meget skrøbelige sammenhængskraft.

Hele den samlede danske pressekorps har overset den libanesiske spion historie, som jeg mener er meget afgørende for helhedsbilledet.

Lad mediekrigen fortsætte...