Læsetid: 2 min.

Kosovo-afgørelse vækker vrede og håb

Den Internationale Domstol erklærede torsdag Kosovos selvstændighed for berettiget. Det har ført til hård kritik i Moskva, men også forhåbninger om international anerkendelse af Sydossetien, Abshazien og Nagorno-Karabakh
24. juli 2010

Den Internationale Domstols afgørelse fra forleden om, at Kosovos uafhængighedserklæring ikke var i strid med Folkeretten og international lov har vagt både vrede og håb flere steder i det tidligere Sovjetunionen. I Rusland, som har støttet Serbiens kamp imod Kosovos løsrivelse, tordner flere højtstående parlamentsmedlemmer imod domstolens afgørelse. Næstformand for parlamentets overhus, Føderationsrådet, Aleksandr Torsjin siger således til netavisen Newsru.com, at domstolen »har skabt en farlig præcedens«.

»Den domstol har ingen som helst moralsk ret til overhovedet at beskæftige sig med spørgsmålet. Domstolen støttede bombardementerne af Eksjugoslavien og Serbien, den støttede de kosovoalbanske banditter, der tilintetgjorde den fredelige befolkning og ødelagde serbiske kirker. Hvis der skulle gennemføres en retssag, så burde det være sket blandt de nedbrændte serbiske landsbyer, de ødelagte serbiske klostre og kirkegårde. Så ville dommerne nok have fået deres samvittighed tilbage,« siger Torsjin.

Trods vreden peger han og flere andre samtidig på, at afgørelsen naturligt baner vej for verdens anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien.

De to selvudråbte stater løsrev sig i 2008 med Ruslands hjælp fra Georgien og erklærede sig selvstændige. Dog er de kun anerkendt af Rusland, Nicaragua, Venezuela og ministaten Nauru.

Torsjin og hans kollega fra overhuset, formanden for Komite for Forsvar og Sikkerhed, Viktor Ozerov, er enige om, at Den Internationale Domstols afgørelse er »et vigtigt argument til fordel for Sydossetiens og Abkhasiens selvstændighedserklæringer« og bør føre til, at mange andre lande anerkender dette.

Chavez støtter

Abkhasiens præsident Sergej Bagaps var i går på statsbesøg hos Venezuelas præsident Hugo Chavez, der lovede den nye »selvstændige« stat Abkhasien al mulig støtte til at opnå anerkendelse verden over. Bagaps sagde ifølge nyhedsbureauet Interfax under en pressekonference, at »Abkhasien og Sydossetien har langt bedre historiske og juridiske argumenter for selvstændighed end Kosovo«, og at Chavez havde bedyret ham, at mange flere latinamerikanske stater snart vil anerkende de to områders selvstændighed.

På det hjemlige plan er det imidlertid gået sløjt med anerkendelserne. Ukraines ellers prorussiske præsident Viktor Janukovitj afviste forleden, at Ukraine vil anerkende Abkhasien og Sydossetien. Og selv Ruslands unionsfælle Hviderusland stritter imod trods voldsomt pres fra Moskva. Hvideruslands diktator Aleksandr Lukasjenko har nu i snart to år udskudt beslutningen i et forsøg på at forhandle med Moskva om lavere olie- og gaspriser.

I Armenien har Den Internationale Domstols beslutning vakt håb. Landet har en uløst konflikt med nabolandet Aserbajdsjan om den armenske enklave Nagorno-Karabakh, som ligesom en række andre områder i det tidligere Sovjet har erklæret sig selvstændig. Armeniens viceudenrigsminister Sjvarsj Kotjarjan er begejstret over Den Internationale Domstols afgørelse og sagde i går, at vejen nu syntes banet for en løsning af problemet Nagorno-Karabakh.

»Den Internationale Domstol sagde i realiteten, at de to albanske stater Albanien og Kosovo har ret til at være selvstændige. Hvad betyder så den øverste aserbajdsjanske ledelses ord om, at armenerne ikke har ret til selvbestemmelse to gange og i to forskellige stater?« spurgte ministeren således.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har domstolen vel næppe taget stilling til legitimitet eller lovlighed. Man kunne levende forestille, hvad der ville ske, hvis dommen var gået imod USA og de vigtigste europæiske lande. Holder Rusland og Kina og flertallet af lande fast i deres position, at erklæringen var lovstridig, så er Kosovo vel uden mulighed for at komme ind i FN? Og hvad er det hele så værd?

Jens Thorning

Dommen blev i DR's nyhedsudsendelser betegnet som "overraskende". Har nyhedsbureauerne i forvejen indføjet ordet "overraskende" i meddelelsen om dommen? I så fald er manipulationen fuldkommen. Havde nogen ventet noget som helst andet udfald?