Lækkede dokumenter kaster lys over hemmelige missioner

Den 17. juni 2007 er den hemmelige amerikanske Task Force 373 på mission i Afghanistans Paktika provins. Målet er den libyske al-Qaeda leder Abu Laith al-Libi, der ifølge efterretninger gemmer sig i landsbyen Nangar Khel. Styrkerne sender fem raketter ind i landsbyen og følger op med fodfolk. Men raketterne rammer ikke al-Qaeda lederen, og da tropperne når landsbyen, finder de foruden ligene af seks Taleban krigere også syv døde børn blandt murbrokkerne.

Efter angrebet iværksættes en manøvre for at dække over specialstyrkernes fejlslagne operation. Ifølge en pressemeddelelse blev byen angrebet på grund af såkaldt »forbryderisk aktivitet«, og det hævdes, at Taleban brugte børnene som skjolde ved at holde dem i huset mod deres vilje. Det nævnes ingen steder, at de civile blev dræbt, uden de amerikanske styrker først var blevet beskudt, og missionens egentlige formål om at dræbe Abu Laith al-Libi forbliver også mørklagt.

Eksemplet er blot et blandt mange operationer i Afghanistan, som de hemmelige amerikanske specialstyrker i Task Force 373 har udført. Operationerne afsløres i nogle af de 91.000 hemmelighedsstemplede dokumenter, der er blevet lækket til hjemmesiden Wikileaks. Blandt de mange dokumenter er 84 rapporter direkte relateret til specialstyrkerne, og rapporterne viser talrige tilfælde af drab på både civile og afghanske politifolk i forbindelse med operationerne.

Drab uden rettergang

Styrkerne opererer ud fra en liste kaldet Joint Prioritized Effects List (JPEL), hvor mere end 2.000 personer fra al-Qaeda og Taleban udnævnes til potentielle mål. Personerne skal enten dræbes eller tilfangetages af de amerikanske specialtropper, der opererer efter direkte ordre fra Pentagon og uafhængigt af de andre koalitionsstyrker. Faktisk så uafhængigt, at rapporten om angrebet på al-Libi hemmelighedsstemples ikke blot for offentligheden, men det markeres også eksplicit, at ingen andre lande i koalitionen må finde ud af, hvad der i virkeligheden foregik:

»Viden om, at TF 373 har foretaget et HIMARS (navnet på raketaffyringssystemet red.) angreb skal beskyttes,« står der i rapporten.

De 84 rapporter giver et unikt indblik i måden, Task Force 373 opererer på. Her fremgår det, at styrkerne går målrettet efter at dræbe uden indledende forsøg på tilfangetagelse, hvad der tidligere er blevet kritiseret af FN's rapporteur og professor på New York University Philip Alston.

Han understreger, at målrettede drab er tilladt i væbnede konflikter, men at det er problematisk, at »de i stigende grad bliver brugt langt fra kampzonerne«. De skjulte operationer gør også, at de civile afghanere, der ved uheld rammes af specialstyrkernes angreb, har svært ved at drage nogen til ansvar, hvilket ifølge Alston skaber »frustration og bitterhed«.

Røgslør

Netop den manglende mulighed for ansvarspådragelse forstærkes, når specialstyrkerne forsøger at skjule baggrunden for de drab, der sker ved fejltagelser. En praksis, der ifølge en række eksempler som The Guardian har samlet fra de 84 rapporter, er meget udbredt. Som natten til mandag den 11. juni 2007 da specialstyrkerne er på jagt efter Taleban lederen Qarl Ur-Rahman i en dal i nærheden af Jalalabad. Ved en fejl kommer soldaterne i ildkamp med afghanske politifolk, og syv politifolk bliver dræbt. En pressemeddelelse udsendes efterfølgende, men hverken Task Force 373 eller de døde politifolk nævnes med et ord.

»Der var intet under ildkampen, der indikerede, at modstanderen var os venligtsindet. Dem, der skød på koalitionsstyrkerne, var ikke i uniform,« står der i pressemeddelelsen.

Tendensen til at skjule eller underdrive de civile dødsfald i Afghanistan er gennemgående i en række af de lækkede rapporter. Også dem der ikke involverer Task Force 373. En praksis der kritiseres af Rachel Reid, der efterforsker civile dødsfald i Afghanistan for Human Rights Watch.

»På trods af talrige ordrer om at sikre udførlige undersøgelser, når civile bliver dræbt, har der været tilfælde, som jeg har efterforsket de seneste måneder, hvor det ikke er sket,« siger hun til Guardian.

Læs Ejvind Larsens kommentar fra dagens avis.