Læsetid: 4 min.

Murens grumme symbolik

Israels beslutning om at separere palæstinenserne på Vestbredden fra Israel med en 700 km lang mur, blev vendepunktet for den globale offentligheds syn på den jødiske stat
Siden 2002 har en 700 km lang mur adskildt Vestbredden fra Israel. Selv om det har fået antallet af terroraktioner mod civile israelske mål til at falde drastisk, har sikkerheden haft sin pris. Især for dem, muren havde til hensigt at isolere, og 15 palæstinensiske bysamfund med ca. 140.000 indbyggere er direkte berørt.

Siden 2002 har en 700 km lang mur adskildt Vestbredden fra Israel. Selv om det har fået antallet af terroraktioner mod civile israelske mål til at falde drastisk, har sikkerheden haft sin pris. Især for dem, muren havde til hensigt at isolere, og 15 palæstinensiske bysamfund med ca. 140.000 indbyggere er direkte berørt.

Lasse Ellegaard

30. juli 2010

Betania- Kun nevøen, jeg kalder 'den udmarvede', er nu tilbage i Saids hus. Han har lagt sig på en sofa og følger som vanligt en tyrkisk tv-serie på arabisk. Nu og da er han interesseret i mit velbefindende. Er jeg sulten? Tørstig? Jeg må endelige sige til. Jeg sanser, at Said har stationeret ham på den sofa, så længe jeg er her - formentlig til lørdag.

Sammen med en anden nevø, Abu Ali, har jeg eskorteret Said til Ben Gurion-lufthavnen, hvor han vil flyve tilbage til sin gamle base i Nice til helbredstjek.

Turen ville under normale omstændigheder vare et par timer, men her er intet normalt. Den tager dobbelt så lang tid som følge af Abu Alis grønne ID-kort fra PA-hjemmestyret, der denne dag er suppleret med skriftlig tilladelse fra de israelske grænsebetjente ved murens særlige sikkerhedsport for Betania-residenter. De har forbud mod at opholde sig på den annekterede side af muren, der strækker sig over 703 kilometer. Visse steder bevæger den sig 20 kilometer ind på den besatte Vestbred og omslutter store bosættelser som Ariel i nord og Ma'ale Adumin mellem Jerusalem og Det døde Hav.

Ad motorvejen mod Tel Aviv passerer vi nabolag, hvor husene er blevet udstyret med pyntelige terrasser, der signalerer, at de jødiske bosættere er kommet for at blive.

Da vi omsider når lufthavnen, går der en halv time med at gennemsøge taxaen og gennemlyse Abu Ali og chaufføren. Tillige med Saids bagage, der åbnes og rodes igennem ved indtjekningen i afgangshallen.

Synlige og usynlige mure

Således er der flere mure at forcere i dette land, hvor ca. halvdelen af alle israelske job er sikkerhedsrelaterede, hvilket er en uoverstigelig forhindring for de såkaldte israelske arabere, der ikke blev fordrevet eller tog benene på nakken i 1948, og som i dag udgør halvanden million af Israels godt seks millioner indbyggere.

Alle disse mure, hvad enten de er usynlige som på det israelske arbejdsmarked eller i lovgivningen eller helt konkrete i form af kontrolposter og indhegnede sikkerhedsområder, blev frem til 2002 tolereret af en omverden, der så på de notoriske apartheidtendenser med ligegyldighed, hvis den ikke ligefrem bifaldt dem. Som en diplomat, jeg mødte på en palæstinensisk restaurant i Østjerusalem, knurrede, »så er det helt fantastisk, i hvor høj grad, det lykkedes ikke alene Israel, men stort set hele den vestlige verdens politikere, medier og regeringer, at fremstille et billede af en virkelighed, der var 180 grader forskellig fra det reelle billede af, hvad der faktisk foregår her.«

Muren ændrede dette forvredne virkelighedsbillede. Nu står den der og symboliserer en separationspolitik, der hverken er ny eller for den sags skyld usædvanlig.

'Tag Gaza ud af Tel Aviv'

Allerede i 1992 under den første intifada, der fra starten af 1988 blev udkæmpet med stenslynger mod israelske styrker bevæbnet med gummibelagt ammunition, foreslog den senere myrdede premierminister Yitzhak Rabin en fysisk adskillelse af jøder og arabere.

»Vi må tage Gaza ud af Tel Aviv,« som han udtrykte sig efter mordet på en jødisk teenagepige i Jerusalem.

Mordet var et tidligt signal om det mareridt, der fulgte med de arabiske selvmordsaktioner, og som gjorde Jerusalem til permanent risikozone fra sidst i 90'erne og frem til 2002, da det israelske parlament vedtog at bygge den mur, israelerne kalder 'sikkerhedsbarrieren', men som palæstinenserne kalder 'apartheidmuren'.

Begge benævnelser er sådan set relevante: Antallet af selvmords- og terroraktioner mod civile israelske mål faldt omgående drastisk, og bortset fra de stedvise raketangreb fra Hamas' og Islamisk Jihad i Gaza mod mål i det sydlige Israel (som sjældent rammes), er palæstinensisk terror inde i selve Israel i det store og hele fortid. Det er simpelt hen sikrere at færdes i Jerusalems gader, hvilket bl.a. ses ved, at de bevæbnede sikkerhedsvagter, der for få år siden slusede gæster ind og ud af restauranterne, nu er afløst af smilende værtinder.

Men sikkerhedens pris har været høj. Israels internationale prestigetab er føleligt med en europæisk opinion, der nu overvejende sympatiserer med palæstinenserne. Det har slået ud i akademiske boykotaktioner i bl.a. Storbritannien - og så sent som i denne uge sendte den britiske premierminister, David Cameron et lignende signal ved at kræve Gaza-blokadens ophør.

Dog er muren mest omkostningskrævende for dem, den har til hensigt at isolere. Ifølge FN's opgørelser er 15 palæstinensiske bysamfund med ca. 140.000 indbyggere direkte berørt. Frugtbart landbrugsareal er konfiskeret, huse og bosteder er revet ned og i adskillige tilfælde er bønder blevet isoleret fra deres marker. Det forekommer næsten trivielt at gentage statistikkerne.

Men i gentagelsen ligger det seje træk - det var først i 2004, at Den Internationale Domstol i Haag i en tilkendegivelse erklærede, at muren strider mod international lov. Og det var først i 2007, at FN i konsekvens af Haag-erklæringen nedsatte en særlig projektgruppe, der skulle indsamle klager over murens konsekvenser for den ramte palæstinensiske befolkning.

»Vi registrerer klager og krav om erstatning fra folk, der har lidt økonomiske eller andre tab som følge af muren, og det arbejde vil fortsætte i lang tid, men hvor længe kan jeg ikke sige«, fortæller projektets leder Vladimir Sotirov.

Hans seneste rapport til FN's Generalforsamling opregner 3.000 klagemål. Mindre end en håndfuld er afvist som irrelevante.

»Men der er langt igen,« tilføjer Sotirov.

For der er på alle måder tale om en meget lang mur.

Serie

Seneste artikler

  • I Saids hus har Gud 99 navne

    28. juli 2010
    De unge i Saids hus kan groft deles ind i tre kategorier: De religiøse, de politiske og den praktiske - nevø K. med knivskarpe pressefolder og pudsede sko, der fikser alt fra computerproblemer til Saids omfattende e-mail-korrespondance med bogforlag, banker og klinikker i Europa, som jeg ikke har hørt ytre sig på en måde, der strejfer et standpunkt
  • 'Situationens' sure rutine

    27. juli 2010
    'Situationen' passerer nærmest upåagtet forbi Saids hus. Ganske vist tjekker husherren CNN hver morgen, han er jo journalist og nævner med beklagelse, at hans US-dollar-depot »har fået en på skrinet« på valutabørserne, men 'situationen', den gængse glose for den palæstinensisk-israelske konflikt, kommenterer han ikke
  • Saids familiekrønike

    26. juli 2010
    En kommende borgmester og tidligere landsbyhøvdings søn kigger forbi til en snak om politik og forfædre
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alan Jørgensen

Kære Lasse Ellegaard

Tak for endnu et prætentiøst og biased indlæg fra din "skarpe" pen.

Du fremstiller konflikten mere ensidigt end jeg længe har set og det kræver ikke så lidt!

Jeg syntes dog, at det mest interessante ved dit indlæg er dette:
"Således er der flere mure at forcere i dette land, hvor ca. halvdelen af alle israelske job er sikkerhedsrelaterede [1], hvilket er en uoverstigelig forhindring for de såkaldte israelske arabere, der ikke blev fordrevet eller tog benene på nakken i 1948, og som i dag udgør halvanden million af Israels godt seks millioner indbyggere [2]"

Vedrørende [1]:
Det er dog imponerende, at antallet af sikkerhedsfolk ikke får dig til at fokusere på, at disse mennesker faktisk har haft en vital funktion i Israel og at sikkerhedsniveauet har været nødvendigt at opretholde som følge af selvmordsbombere langt inde i Israel!

[2]:
Må jeg minde om, at krigen i 1948 blev startet af Israels naboer og at krigen var tænkt som en hurtig løsning, så mange af de mennesker, der levede i landet kunne vende tilbage til et land uden jøder. Du nævner selv, Lasse Ellegaard, at der lever 1,5 mio. arabere i Israel. Det var dog forunderligt, at de vælger at blive boende og ikke forsøger lykkens hos de velmenende arabiske brødre i de øvrige lande i området.

Niels Østergård

Nu hvor Alan Jørgensen har været så venlig at henlede læsernes opmærksomhed på, hvad han kalder en venstrefløjsjournalist, vil jeg være så venlig og henlede denne David Aaronovitch egentlig er for en venstreorienteret fætter.
I Alan Jørgensens optik må selv Tony Blair jo nærmest kunne kaldes en venstreekstremist.
Gad vide hvem de højreorienterede så er?
Selv en politisk farveblind, som undertegnede, bliver jo helt rundtosset.
Men bedøm selv:

http://www.thecommentfactory.com/the-left-wing-media-fallacy-2180/

http://redress.cc/zionism/gatzmon20090411

http://azvsas.blogspot.com/2009/04/humiliation-of-david-aaronovitch.html

Niels Østergård

Ups, der faldt vist et par ord ud...

...vil jeg være så venlig og henlede opmærksomheden på hvad denne David Aaronovitch egentlig.... osv.

Beklager.

Niels Østergård

Alan Jørgensen skriver at det er et biased indlæg i den evige debat. Uden at han dog for alvor kommer ind på hvordan netop denne artikel er biased.
Selvfølgelig er det klart at hvis man er vant til at læse artikler om Israel skrevet af David Aaronovitch, kan en artikel som ovenstående være chokerende.
Måske er problemet egentlig at Israels ageren efterhånden kan chokere selv den mest nagelfaste zionist?

Alan Jørgensen

Det jeg savner fra journalister som Lasse Ellegaard (LE) er, at denne gør en indsats for at afdække begge sider af konflikten. Når LE skriver:

"en uoverstigelig forhindring for de såkaldte israelske arabere, der ikke blev fordrevet eller tog benene på nakken i 1948, og som i dag udgør halvanden million af Israels godt seks millioner indbyggere"

... så undrer det mig, at LE ikke afdækker, hvorfor disse meget voldsomme sikkerhedsforanstaltninger har været en nødvendighed. Det er herudover forunderligt, at LE ikke fokuserer på forholdene for de arabere (" Palæstinenserne"), som er bosiddende i flygtningelejre i Syrien og Jordan. At journalister, som LE, ikke fokuserer på, hvor forfærdelige attentater såvel Syrien og Jordan har gjort på disse flygtningelejre og at disse mennesker behandles som andenrangsborgere.

Det er også morsomt, hvordan Lasse Ellegaard får fordrejet krigen fra 1948 til at være en agression fra Israels side, når der retteligt er tale om en aktion fra de arabiske naboers side.

Til sidst, må jeg sige, at jeg ingenlunde er Zionist, men en stor tilhænger af Israel. Jeg forsvarer endvidere Israel som suveræn stat, der har ret til at forsvare sin befolkning mod tilfældig forulempelse og mod ekstremistiske militante arabere, som råber død over Israel og som historisk set har været villig til at ofre sine mænd, kvinder og børn i den sammenhæng. Som propaganderer for død og ødelæggelse ved at hjernevaske børn fra en tidlig alder:

http://www.youtube.com/watch?v=lZEGsnWZKh8
http://www.youtube.com/watch?v=8dPb1bF-s4M&feature=related

Jeg vil slutteligt minde om, at jeg generelt tror på, at en varig fred vil være en fordel for alle i mellemøsten. Det vil sikre Israel som nation og det vil styrke samhandelen i regionen, som alle lande kan drage fordel af. Jeg tror desværre først, vi kommer en fred nærmere, når Hamas anerkender Israel og sætter en stopper for bombeangrebene ind i Israel.

Bjarke Hansen

Rigtig god artikel. Og kan egentlig ikke forstå hvorfor der altid er personer der føler sig ramt når Israel ikke bliver nævnt positivt.

Israel fører jo en politik der er dybt umenneskelig og ja muren siger jo det meste....
Nu er jeg ikke så gammel, men kan da vidst huske noget om en mur i Berlin. Det kom der ikke noget godt ud af.
Og KZ lejrerne var os godt muret inde.

Jeg er vokset op i 90'erne og har ikke haft nogle af disse forfærdelige ting som Jøderne blev udsat for tæt på mig. Men har heldigvis haft nogle gode lærere som har fortalt os om alle de ting. Og det håber jeg samtlige generationer vil i fremtiden. For det var forfærdeligt og vi skal gøre alt for det ikke sker igen.

Men de skal også fortælle om hvordan Jøderne ikke har vidst sig at være meget bedre end Nazisterne hvad angår synet på andre racer. De er bare ikke så systematiske at de vil nakke dem allesammen på den baggrund.
Men helt ærligt. Jødernes eksistens blev truet af nazisterne. Man skulle tro når de kollektivt har været ude for sådan noget så grusomt, at så kunne de aldrig finde på at gøre andre racer til undermennesker i deres eget land. Men jo det gør de.

Jeg acceptere Israel i den geografiske størrelse det var da de fik det i sin tid. Før de tog mere land i de forskellige krige, Hver en meter skal tilbage og alle bosættelser ophører med det samme. Og det er ikke et argument at de andre startede krigen. Måske var de med rette bange for hvad for en nabo de havde fået. Historien har jo vidst siden at det ikke er en kærkommen nabo. Men mere end agressiv nabo med atom raketter klar til at affyre mod hvem der nu skulle komme i vejen.

Og så skal der ligebehandling af borgere uanset race. Så kan jeg måske få et positivt syn på Israel igen. Men indtil da ser jeg kun hovedrystende på et land som på den måde skyder sig selv i foden.