Baggrund
Læsetid: 3 min.

Når man taler om solen

Mobiltelefoner kan hjælpe millioner af mennesker i u-landene til udvikling. Og hvis samtalerne baseres på nye telefoner med solceller og mobilmaster med grøn energi, kan det blive bæredygtig udvikling. Næsten
Denne camerounske mobiltelefonsælger har kronede dage i Juba i det sydlige Sudan. I hele Afrika steg antallet af mobilabonnenter fra 16 mio. i 2000 til 376 mio. i 2008.

Denne camerounske mobiltelefonsælger har kronede dage i Juba i det sydlige Sudan. I hele Afrika steg antallet af mobilabonnenter fra 16 mio. i 2000 til 376 mio. i 2008.

Pete Muller

Udland
12. juli 2010

Mennesker vil kommunikere. Kommunikation er forudsætning for udvikling. Også i verdens fattige lande hvor kommunikationsbarrierer hidtil har været én af hindringerne for fremgang.

Det hedder sig f.eks., at hvert andet menneske på Jorden endnu ikke har kunnet foretage en telefonsamtale.

Med mobiltelefonen er dét under forandring. Mobilen gør det muligt for bønder at orientere sig om udsigten til regn, fiskere om efterspørgslen på lokale markeder, syge om næste besøg af sundhedspersonale, nomader om græsningsforhold.

Undervisning kan fremmes via mobilen, forretninger kan aftales, penge overføres og mikrolån optages telefonisk. Familier kan holdes sammen, kvinders rettigheder kan fremmes og demokratiet udvikles med den udvidede mulighed for dialog, som adgangen til telefon indebærer.

Derfor eksploderer antallet af mobiltelefoner og abonnementer i de fattige lande. Der er nu 57 abon- nementer pr. 100 indbyggere i u-landene. I Afrika steg antallet af mobilabonnenter fra 16 mio. i 2000 til 376 mio. i 2008.

Elektricitet fra solen

Det er fint. Men mobiltelefoner kræver elektricitet. Til opladning og til drift af de mobilmaster, der gør samtaler mulige. I dag har en halv milliard afrikanere - næsten to tredjedele af befolkningen - ikke direkte adgang til elektricitet. Globalt gælder det 1,5 mia. mennesker. De må enten lade være med at ringe eller bevæge sig langt og betale dyrt for en opladning.

Svaret på det dilemma er elektricitet fra solen. Som det første selskab i Afrika introducerede den kenyanske mobiltjenesteudbyder Safaricom sidste år en mobiltelefon med indbygget solenergi. Telefonen, der er leveret af det kinesiske firma ZTE til en udsalgspris på ca. 225 kr., er angiveligt fremstillet af genbrugsmaterialer og på bagsiden beklædt med en solcelle, der per times opladning giver imellem fem minutter og et kvarters taletid.

En almindelig oplader følger med, så telefonen også kan bruges uden sol - forudsat adgang til strøm.

»Den er god. Jeg bruger den til forretning, til landbruget, til så mange ting,« sagde John Fua, kenyansk landmand, i et videointerview sidste år.

Safaricom solgte angiveligt 10.000 soltelefoner til kenyanerne i den første måned efter lanceringen.

Umiddelbart efter fulgte et selskab i nabolandet, Uganda Telecom, op med introduktion af en mobiltelefon med solcelle fra det sydkoreanske selskab Samsung, der også har sendt den grønne telefon på det indiske marked.

Grønne master

Hermed er det halve problem i princippet løst. Anden halvdel handler om at sikre dækning, altså om at etablere mobilmaster nok til, at folk på et stort kontinent som Afrika eller i et stort land som Indien faktisk kan nå hinanden. Mobilmaster kræver strøm 24 timer i døgnet, så også dét er et problem i u-lande med et dårligt udbygget elnet. I Indien er f.eks. 73.000 landsbyer ikke på nettet.

Mange steder klares strømforsyningen derfor med en dieselgenerator, men det er mildest talt ikke en bæredygtig løsning. I Indien er der 250.000 mobilmaster, som ifølge avisen The Hindu tilsammen bruger to mia. liter diesel om året.

Derfor er selskaber som svenske Ericsson, amerikanske Motorola og indiske VNL nu i gang med at etablere master i Afrika med en elforsyning baseret på solceller, i Motorolas tilfælde suppleret med vindkraft. VNL er også i gang hjemme i Indien, hvor titusinder af indbyggere i delstaten Rajasthan tidligere i år fik mobiladgang via de første 50 soldrevne master. Hvis eller når de eksisterende 250.000 dieseldrevne master i Indien stilles om til solenergi, vil det spare atmosfæren for en CO2-udledning på 5,3 mio. ton årligt.

Ender som skrald

Analysefirmaet ABI Research spår, at der i 2013 globalt vil være 40.000 mobilmaster, der alene forsynes af vedvarende energi og er helt uafhængige af elnettet plus 295.000 andre, der supplerer traditionel el med strøm fra sol eller vind.

Således bedredes vejen for udvikling med grøn teknologi. Eneste problem er de stadig flere mobiltelefoner, der på et tidspunkt skal skaffes af vejen. Globalt sælges der over en milliard nye mobiltelefoner om året. Og i Vesten skiftes de ud efter blot ét til halvandet år, selv om de har en gennemsnitlig teknisk levetid på fem år. Rigtig mange af dem havner på ukontrollerede lossepladser og oparbejdningsanlæg i Afrika og Kina. Svaret på dét problem må være stadigt reduceret indhold af farlige stoffer i telefonerne, tilbagetagningsordninger for leverandørerne, tæt miljøkontrol med eksport og oparbejdning. Samt lidt mindre forbrugeriver med at skifte til den seneste model på markedet. Med mindre det er den med solcelle på bagsiden.

Serie

Når grøn er genial

Seneste artikler

  • Pedalkraft knækker nødder i Guatemala

    17. juli 2010
    Majskornene kværnes og tøjet bliver vasket rent med pedalkraft. I Guatemalas højland har en cykelsmed sat pedalkraft bag de daglige gøremål og gjort livet nemmere for mange fattige
  • Pedalkraft knækker nødder i Guatemala

    17. juli 2010
    Majskornene kværnes og tøjet bliver vasket rent med pedalkraft. I Guatemalas højland har en cykelsmed sat pedalkraft bag de daglige gøremål og gjort livet nemmere for mange fattige
  • Vejen frem for boligejere: Extreme green makeover

    13. juli 2010
    Der er brug for nogen, der kan levere hele pakken, når den eksisterende boligmasse skal energirenoveres og gøres klimavenlig. På landet uden for Middelfart tester de en model: ESCO-light
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her