Læsetid: 3 min.

Ny generation af demonstranter hærger Nordirland

Fattigdom blandet med gammelt had har fået en ny generation nordirske katolikker på gaden
Gruppen af voldelige demonstranter, der i de seneste dage er stødt sammen med politiet i Belfast, ikke er de gamle IRA-folk. Tværtimod tyder meget på, at det er deres børn.

Gruppen af voldelige demonstranter, der i de seneste dage er stødt sammen med politiet i Belfast, ikke er de gamle IRA-folk. Tværtimod tyder meget på, at det er deres børn.

CHARLES MCQUILLAN

15. juli 2010

Det tog kun få minutter for den protestantiske Orangeorden at vandre gennem gaderne, der deler det katolske kvarter Ardoyne fra de protestantiske nabokvarterer i det nordlige Belfast i mandags. Men den vrede, den årlige march antændte i hundredvis af katolikker, har indtil videre varet i tre døgn, sendt over 80 politifolk på skadestuen, og regningen for det medfølgende hærværk kunne have finansieret »en hospitalsafdeling eller en folkeskole«, ifølge en ledende politichef.

De voldsomme gadekampe mellem kampklædte politifolk og flokke af vrede, unge mænd bevæbnet med brandbomber og sten var en årligt tilbagevendende begivenhed i årene forud for Langfredagsfredsaftalen i 1998, som forpligtede de to parter til at finde en fredelig, politisk løsning på Nordirlands problemer. Årene herefter blev præget af op- og særligt nedture, men siden 2007 har en samlingsregering bestående både af protestantiske DUP og katolske Sinn Fein styret Nordirland. Resultatet er en vis form for normalitet. Kun få udbrydergrupper afviser nu at lægge våbnene, og stemningen i Belfast er ikke længere højeksplosiv. Volden er reduceret fra tidligere tiders konstante sammenstød til sporadiske angreb begået af udbrydergrupperne. Sådan var det indtil i mandags.

Spørgsmålet er, hvorfor vreden over Orangeordnenes marcher er boblet op netop nu? Og varsler de voldsomme gadekampe en tilbagevenden til fortidens deprimerende voldscirkel?

Paradeproblemet

Svaret på første del af spørgsmålet skal til dels findes i overdragelsen af politimyndigheden til det nordirske parlament Stormont fra Westminster tidligere på året. En del af aftalen gik ud på at erstatte den eksisterende paradekommission, som forhandler med parterne om acceptable ruter for den årlige march, hvor orangeklædte mænd mindes den protestantiske kong William af Oranges sejr over den katolske kong James II i 1690. I sidste uge afviste Orangeordenen imidlertid det foreslåede nye system, hvilket skabte vrede i katolske kredse.

Dette og de seneste dages begivenheder har understreget, at freden endnu ikke har ført til forsoning mellem de to grupper. Alligevel er der flere grunde til, at det trods alt er usandsynligt, at sammenstødene vil føre til en tilbagevenden til den åbne krig mellem de sekteriske grupper, som fandt sted mellem slutningen af 1960'erne og 1998, og som nordirerne kalder for The Troubles.

En af disse grunde er, at den nuværende gruppe voldelige demonstranter ikke er de gamle militante IRA-folk, som kæmpede for genforening med Irland. Tværtimod tyder meget på, at det er deres børn. Drenge og piger helt ned i otteårsalderen er blevet identificeret i gruppen af voldelige demonstranter. En lokal præst sagde til BBC, at der i stedet for politiske aktivister var tale om unge drenge, der »spillede op til pigerne«.

En anden grund til at afvise, at de gamle dage er vendt tilbage, er, at førsteminister Peter Robinson, der er protestant, og hans katolske viceførsteminister, tidligere IRA-leder Martin McGuinness, sammen har fordømt optøjerne. Optøjerne har altså indtil videre ført til en langsom, men dog fælles respons på et problem, der tidligere ville have ført til, at hver fløj blindt forsvarede sine egne.

Ingen fremtid

Det betyder imidlertid ikke, at Nordirland ikke står med et kæmpe problem.

For første gang har samfundets autoriteter - både præster og ledere på begge fløje - måttet sande, at deres formaninger til ballademagerne om at stoppe volden er blevet pure afvist.

Den mest sandsynlige årsag til dette er, at denne nye generation ikke mener, at den har meget at takke den forrige for. En uhyggelig stor del af dem - omkring 23 procent af alle mænd og syv procent af kvinderne - er arbejdsløse, og generelt ligger områderne i bunden af stort set hver eneste opgørelse over de mest underprivilegerede og ekskluderede områder i Storbritannien.

Det gør ikke situationen mindre farlig, at der menes at være elementer fra IRA-udbrydergrupperne blandt ballademagerne, der nu vil have identificeret en ny gruppe potentielle tilhængere.

Den nordirske fred vil blive ved med at være skrøbelig, indtil der findes en løsning på den del af problemet, der gang på gang antænder katolikkernes ulmende vrede: paraderne. Men det vil ikke hjælpe meget, hvis ikke der samtidig gøres en indsats for at fjerne den underliggende frustration og følelse af håbløshed, som præger dele af den næste generation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu