Læsetid: 4 min.

Økoturister vader stadig i olie efter Exxon Valdez

Der er stadig tydelige oliespor efter Exxon Valdez-tankerens forlis i Alaska. Rensningsindsatsen blev udfaset efter tre år, men 21 år efter kan man stadig støde på olie bare få centimeter under jordoverfladen
Tusindvis af redningsarbejdere forsøgte at mindske skaderne, efter olietankeren Exxon Valdez stødte på 
 grund i Alaskas Bligh Reef og lækkede godt 40 millioner liter olie. Alligevel er det aldrig lykkedes at rense kyststrækningen helt. Udslippet i Den Mexicanske Golf er markant større end Exxon Valdez', og inden olieudstrømningen blev stoppet, var der hver 5-13 dag et olieudslip på størrelse med udslippet i Alaska.

Tusindvis af redningsarbejdere forsøgte at mindske skaderne, efter olietankeren Exxon Valdez stødte på
grund i Alaskas Bligh Reef og lækkede godt 40 millioner liter olie. Alligevel er det aldrig lykkedes at rense kyststrækningen helt. Udslippet i Den Mexicanske Golf er markant større end Exxon Valdez', og inden olieudstrømningen blev stoppet, var der hver 5-13 dag et olieudslip på størrelse med udslippet i Alaska.

AL GRILLO

17. juli 2010

Da tredjestyrmand Gregory Cousins den 24. marts 1989 styrede olietankeren Exxon Valdez direkte ind i Alaskas Bligh Reef, blev det hurtigt klart, at man stod over for en naturkatastrofe af historiske dimensioner.

Den normale sejlrute var blokeret af isbjerge, så kaptajnen, der var halvfuld, beordrede at skibet fulgte en alternativ rute, inden han overlod kontrollen over skibet til sin tredjestyrmand og gik i seng. Revet var velkendt, men da det 300 meter lange skib sejlede med et defekt sonarsystem, lykkedes det ikke for tredjestyrmanden at undvige, og skibet går på grund.

Over 40 millioner liter råolie fossede ud af skibets iturevne skrog og direkte ud i Prince William Sound, et af verdens mest uspolerede naturområder. Olien ramte en 2.100 kilometer lang kyststrækning, og den ellers omfattende redningsindsats blev yderligere besværliggjort af hårdt vejr i det isolerede område. Tusindvis af redningsarbejdere var i årevis engageret i forsøget på at redde områdets miljø, men alligevel er det aldrig lykkedes at rense kyststrækningen fuldstændig for olie.

»Rensningen stoppede allerede tre år efter udslippet, fordi man antog, at olien var forsvundet fra de øverste lag. Men i 2004 kom et studie, der viste, at der stadig var masser af olie tilbage på strandene,« siger Michel Boufadel, miljøingeniør og professor på Temple University i Philadelphia.

Michel Boufadel tog selv til Alaska og kunne tidligere i år i National Geographic konkludere, at »den skade, som udslippet har forårsaget, er større, end man har fantasi til at forestille sig«.

»Man fokuserede primært på den olie, der lå på overfladen, og rensningsteknologien var på det tidspunkt også målrettet overfladen. Man antog, at arbejdet var udført, når man havde renset overfladen og de øverste centimeter af jordlaget,« siger han til Information.

En opfattelse hans egen undersøgelse over 20 år efter udslippet modbeviste.

»Vi fandt ud af, at olien i Prince William Sound er blevet fanget mellem to jordlag. Den er ikke blevet nedbrudt naturligt, som man havde forventet på grund af et lavt niveau af ilt og næringsstoffer,« forklarer han.

Træder i olie

Den manglende rensning har store konsekvenser for den økoturisme, der tidligere tiltrak mange mennesker til området i sommermånederne.

»Olien kan sagtens kun være et par centimeter under overfladen, og flere steder kan du risikere at træde i den, hvis du går langs stranden,« siger Michel Boufadel.

Grundet det lave niveau af ilt har olien ifølge Michel Boufadel stadig et højt indhold af giftigt materiale i sig, hvilket går ud over de dyr og fugle, der graver efter muslinger i sandet.

»De direkte konsekvenser af olieudslippet ramte primært områdets fisk og dyreliv, men der var større og længerevarende konsekvenser for strandene, som man kan se flere årtier senere,« forklarer Jeffrey Short, der har arbejdet med problemstillingen i en årrække i det amerikanske hav- og atmosfæreinstitut NOAA.

Silde- og laksefiskeriet lå stille i årene efter ulykken, og selvom det kun er få procent af det oprindelige oliespild, der er tilbage i området, er det aldrig lykkedes for lokalsamfundene at komme helt ovenpå igen, forklarer Michel Boufadel.

»Fiskere måtte stoppe med deres erhverv fra den ene dag til den anden, og selvom de kunne beskæftiges med at rense strande i nogle år, betød det en kæmpe omlæggelse af livsstil. Der var mange, der mistede deres forretningsgrundlag og aldrig har fundet tilbage til det,« siger han.

I byen Cordova med 2.500 indbyggere var de fleste af indbyggernes opsparinger bundet i bådene, der blev værdiløse i årevis efter olieudslippet. En stigning i antallet af selvmord, og alkohol- og stofmisbrug ramte byen, og den tidligere borgmester nævnte eksplicit Exxon i sit selvmordsbrev fra 1993.

Sammen med flere end 30.000 andre borgere i Alaska lagde Cordovas indbyggere sag an mod Exxon og fik i første omgang tilkendt en erstatning på fem milliarder dollar. Exxon appellerede straks og fik i første omgang erstatningen halveret. De retslige forhandlinger trak ud, og efter en stribe yderligere appeller fra Exxon endte Højesteret i 2008 med at fastsætte erstatningen til 507 millioner kroner - en tiendedel af det oprindelige beløb.

Aktualisering

Debatten om Exxon Valdez' konsekvenser er blevet yderligere aktualiseret i USA efter udslippet i Den Mexicanske Golf.

Mens kritikere af olieindustrien bruger den gamle katastrofe i Alaska til at spå om, hvad der venter befolkningen i Golfen, bruger højrefløjen den stik modsat.

Kort efter udslippet i Golfen beroligede den konservative radiovært Rush Limbaugh sine lyttere med en direkte henvisning til Exxon Valdez:

»Havet ville tage hånd om det selv, hvis man bare lod det være. Naturen klarer det hurtigere, end vi nogensinde vil kunne,« sagde han og betegnede Prince William Sound som »uberørt«.

Selvom både Boufadels og andres studier modsiger den populære radiovært, kan han alligevel have delvist ret. For Prince William Sound fremstår relativt uberørt på overfladen, fordi olien er fanget mellem strandenes underliggende jordlag. Og det samme kan sagtens ske i Golfen, forklarer Michel Boufadel.

»Strandene i Golfen består af et materiale, der ikke får olien til at synke særligt dybt. Men olien kan sagtens blive dækket af sand, hvilket kan give en falsk tryghed. For kommer der en storm, vil olien blive udledt direkte tilbage i miljøet,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu