Læsetid: 3 min.

Rusland er smurt ind i olie

De enorme russiske olie- og gasrørledninger forurener løbende det skrøbelige miljø i Nordrusland. Mest veldokumenteret er katastrofen i Usinsk fra 1994 og frem til i dag
De enorme russiske olie- og gasrørledninger forurener løbende det skrøbelige miljø i Nordrusland. Mest veldokumenteret er katastrofen i Usinsk fra 1994 og frem til i dag
7. juli 2010

Rusland lever af olie og gas, men langs landets anslået en million kilometer af rørledninger er forureningen katastrofal. Det fortæller en af miljøorganisationen Greenpeace Moscows ledere, Jevgenij Usov, over telefonen fra Moskva.

»Slendrian, sjusk, manglende vedligeholdelse af rørledningerne og grådighed er årsagen til, at mellem 12 og 20 procent af vores olieproduktionen går tabt og løber ud i miljøet med katastrofale følger,« siger Usov. »Der sker store udslip mange gange om året. Det værste eksempel var nok katastrofen i Surgut i Vestsibirien, hvor omkring 500.000 ton løb ud af ledningen, inden lækagen blev stoppet. Det mest veldokumenterede eksempel er uheldet i Usinsk syd for polarcirklen i republikken Komi. Den fik nemlig international opmærksomhed.«

Ødelæggelse af tundraen

I Usinskområdet løb der på én gang i 1994 100.000 ton olie ud. I første omgang fik man det meste samlet i store bassiner, men de brød sammen. Derfor løb olien ud i det skrøbelige tundramiljø og videre ud i floderne Kolva og Petjora, som munder ud i Barentshavet.

»40 procent af olien ligger stadig i gigantiske plamager oven på permafrostundergrunden. Hele økosystemet i et meget stort område er brudt sammen,« siger Usov.

»Jorden er forurenet, vandet er forurenet, dyrelivet dør, træer og planter dør, og mennesker er tvunget til at drikke olieforurenet vand, fordi de ikke har noget alternativ. Vandforureningen er en katastrofe og meget farlig for befolkningen. Det værste er, at udslippet fortsætter den dag i dag i området, uden at myndighederne og olieselskaberne gør noget reelt ved det.«

Grådig profitjagt

Usov fortæller, at de russiske olierørledninger som oftest stammer helt tilbage fra sovjettiden, er stærkt nedslidte og overbelastede, fordi ejerne og staten ønsker den størst mulige profit i en fart.

»De bliver ikke vedligeholdt eller fornyet. Selskaberne reparerer dem nødtørftigt, når der sker store brud, men de gennemfører ikke løbende monitoring og vedligeholdelse. Derfor er der konstant små og store brud, som betyder, at landskabet omkring de endeløse rørledninger er smurt ind i olie på bekostning af miljøet,« fortæller Jevgenij Usov.

Dertil kommer ifølge Greenpeace, at Rusland ikke har nogen myndighed, som kan gennemtvinge overholdelse af miljølovgivningen. Miljøkontrollen Statskomiteen for Økologi blev nedlagt, da Vladimir Putin blev præsident.

»Det betyder, at olieselskaberne stort set har frit spil og det er kun, når vi i Greenpeace eller andre miljøorganisationer får sat fokus på store udslip, at myndighederne tvinger selskaberne til at gøre noget ved problemerne. Men selv da hjælper det ikke meget, for reparationer og oprydning bliver gennemført så billigt, og dermed så dårligt, som muligt. Kampen mod forureningen i Rusland har meget dårlige odds,« siger Usov.

Premierminister Vladimir Putin tager en sjælden gang under stor tv-opmærksomhed ud til et forurenet område og tordner om, at her skal gennemføres en hovedrengøring. Intet sker dog og han har selv nedlagt miljøkontrollen og bygget hele sin magt på netop olie- og gasindustrien. Præsident Dmitrij Medvedev har derimod i den senere tid flere gange talt om at gennemføre en omfattende ny miljølovgivning og oprette et stærkt miljøministerium. Men intet er endnu sket.

»De snakker og snakker, og Medvedev har sagt de rigtige ting, han har de rigtige idéer, men spørgsmålet er, om han har magten til at gennemføre dem,« siger Jevgenij Usov.

Imens løber millioner ton olie ud i den russiske natur og milliarder af dollars ned i lommerne på den i forvejen rige russiske elite, som også Putin og Medvedev tilhører.

Serie

Seneste artikler

  • Ingen kan undslippe oliens forbandelse

    12. juli 2010
    Finder et land olie uden at være et veletableret demokrati, vil det helt sikkert have katastrofale konsekvenser for landets udvikling, siger journalist og forfatter Peter Maass. Han satte sig for at undersøge, hvorfor olierigdom og elendighed næsten altid går hånd i hånd
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Tak til Information for at sætte fokus på et ellers totalt overset emne: olie og gas forvaltningen i Rusland. Miljøforureningen i forbindelse med olie udvinding, har været kendt længe af urfolkene ngo´er og fagfolk. De første der kom til at lide under forureningen fra olieudvindingen var de sibiriske urfolk især: Nenetser; nagasan; dolganer og hanter & andre folkeslag stå for tur f.eks. de russiske samer. Første gang jeg selv blev opmærksom på problemet var gennem en artikel af hanternes forfatter Yeremei Aipin i Moscow News 1989 (Not By Oil Alone). Her fortalte Aipin om olie industriens konsekvenserne for miljøet, og dermed for urfolkene, hvis subsistens er 100% afhængigt af miljøet ( jagt, fangst, fiskeri og rendrift). Aipin skrev også, om de sociale konsekvenser miljøødelæggelserne førte med sig. Om alkohol problemerne, opløste ægteskaber, selvmordene, omsorgssvigt. Han kunne fortælle, at alle hans fætre var døde inden de blev 40 år. Denne første hjerteskærende beretning om et overset problem og et overset folk, har jeg så hørt masser af gange i forskellige variationer gennem årene. Der findes også positive fortællinger om hvordan urfolkene og oliearbejderne udvikler en gensidighed, til alles bedste (Se Florian Stammler: ”Succes ved jordens yderste rand”. I ” Tundraens og tajgaens folk”.) Gennemgående er scenariet grumt og efterhånden som kapitalismen og grådigheden æder sig ind på urfolkenes landområder, bliver det stedse grummere. Jeg har også gennem årende set, og hørt politikerne love ”guld og grønne skove” til de sibiriske folk, og jeg har set hvordan denne hjælp blev givet halvhjertet, og uden de nødvendige midler. Et enigt folketing lovede hjælp, og denne hjælp kom aldrig op i et stabilt leje. Hele tiden blev der lavet omrokeringer og justeringer. Nu hvor Danmark sidder på formandsposten for Arktisk Råd (som også omfatter arbejdet for de russiske urfolk), brillere Danmark ved at udhule den så kaldte russiske urfolkspulje til et minimum på 600000 Kr. Det er meget langt fra de 14 millioner man lovede for bare et år siden. Engang havde Danmark førertrøjen på når det galt urfolks politik, og den hjælp vi gav, var så meget vigtigere fordi, der ikke var mange andre der hjælp og fordi danske ngo´er havde oparbejdet en sjælden stor ekspertise, på et marginalt område, som de færreste at de store internationale ngo´er vidste noget, om eller kærede sig om. Pressen har i landet har heller ikke haft vilje og mod til at støtte denne sag. I mange år har jeg forgaves forsøgt, at gøre medierne interesserede i urfolkenes skæbne, men det har været op at bakke. Ingen udover Frede Rasmussen (tidligere Jyllands Posten forstod vigtigheden i at rette fokus på de russiske urfolk). Samerådet (paraply organisation for samerne i: Norge, Sverige, Finland og Rusland) samt Sami Ätnam ( svens samisk sammenslutning) har indtrængende bedt UM og regeringen om ikke at udhule støtten til de russiske urfolk yderligere – forgaves ser det ud til! Se f.eks.: http://www.ritzauinfo.dk/pressrelease/detail.do?pressId=32287&type=opens...

Rachel Henderson

Vi kan ikke tillade os at bruge olie og olieprodukter, der er udvundet på sådan en svinsk måde.

Forbrugerne og regeringen må kræve at vi kun får olieprodukter, der er udvundet på bæredygtig vis.

Heinrich R. Jørgensen

Rachel Hendersen:
"Forbrugerne og regeringen må kræve at vi kun får olieprodukter, der er udvundet på bæredygtig vis."

I så fald, så glem alt om mineralsk olie. Tilbage er planteolier...

Nic Pedersen

En telefonsamtale med en mand i Moskva, der fortæller om en forureningsulykke for 16 år siden i et dengang sammenbrudt land :-O

Det sgu blevet nemt at være journalist!
Eller også er der bare ikke blevet bevilget en tur til Floridas badestrande, hvor der er mulighed for bese nogle mere aktuelle eksempler?

Claus Oreskov

Bare vende ryggen til problemet som Rachel Henderson forslå er nok ikke videre befordrende. Vi har brug for olie og gas, men derfor skal vi selvfølgelig ikke deltage, i jagten på det sorte guld, på hvilken som helst betingelser.Angående Rusland kan en farbar vej frem være, at støtte civilsamfundet herunder urfolksbevægelsen således, at de kan modarbejde miljøødelæggelserne, og indarbejde plæner for bæredygtig olie og gas udvinding. Som det er nu har den stærkeste urfolks organisation (RAIPON) indgået, et samarbejde med olie industrien som, ikke er til fordel for andre end grådighedens repræsentanter. Det der behøves er lokale græsrods foreninger, som repræsentere de lokale interesser, og ikke Moskva baserede magtsyge organisationer! INFONOR (www.infonor.dk) har i sit arbejde for Ruslands urfolk, altid baserede vores samarbejde på lokalt plan. Det var muligt fordi der i Danmark, trods alt var en vilje til, at støtte op om den slags arbejde. Vi i INFONOR var glæde for denne støtte, især fordi vi ved at de store internationale og EU baserede fonde ikke tilgodeser små lokale interesse organisationer. Nu har UM imidlertid barberede midlerne ned til, næsten ingen ting, og spørgsmålet er om man i den danske regering overhoved bekymre sig om arktisk urfolkspolitik.

Rachel Henderson

Jeg forstår ikke hvordan Oreskov kan få den opfattelse at jeg har foreslået at vnede ryggen til problemerne.

Claus Oreskov

@Rachel Henderson. Nå for helvede – det er nok mit temperament der er alt for komplekst til, at fatte livets enkelthed!