Læsetid: 5 min.

Sarkozy strammer grebet om den franske medieverden

Frankrigs præsident har via indflydelsesrige venner tætte bånd til nationens største medier. Er Sarkozy greb om den franske offentlighed ved at blive lige så stramt som Berlusconis om den italienske?
Frankrigs præsident har tætte bånd til nationens største medier. Er Sarkozy greb om den franske offentlighed ved at blive lige så stramt som Berlusconis om den italienske?
8. juli 2010

Selv for en præsident, der har ry for at blande sig i spørgsmål, der bør være hans embede uvedkommende, var Nicolas Sarkozys nu kuldsejlede forsøg på at intervenere i salget af Le Monde chokerende. Ikke fordi det var usædvanligt, men fordi det var åbenlyst skamløst.

At Sarkozy øjensynlig indkaldte direktøren for Frankrigs mest indflydelsesrige og respekterede dagblad til en samtale om dettes fremtid, har naturligvis styrket de kritikere, som anklager Sarkozy for at ville »en omni-præsident«. Chokerende, men langt fra noget isoleret eksempel på påstået præsidentiel indblanding. Et par dage senere, blev de to radiosatirikere, Stephane Guillon og Didier Porte afskediget efter at have kaldt Sarkozy »fornærmende, vulgær og ubehagelig.«

Frankrig afventer, at præsidenten personligt udnævner den nye chef for France Televisions – nationens tre statslige tv-kanaler. Det kan han gøre, efter at han for nylig fik gennemtrumfet en lovændring, der gav ham beføjelser til at vælge, hvem han vil. I mellemtiden synes Agence France-Presse, verdens tredjestørste nyhedsbureau, at være på vej til at overgå på rent statslige nænder, hvilket har vakt frygt for, om det kan bevare sin uafhængighed.

Føj disse begivenheder sammen, og et bekymrende mønster opstår: Det politiske pres på Frankrigs fjerde statsmagt er vokset og får nu flere medieiagttagere og politikere til at advare imod en snigende »berlusconisering« af de franske medier. Udtrykket har hurtigt slået an, selv om der stadig er en afgørende forskel på Frankrig og Italien.

Silvio Berlusconi ejer de tre største private tv-selskaber i Italien, og som ministerpræsident har han også kontrol over public service-stationerne. Analytikere har beregnet, at han dermed reelt har sat sig på 90 procent af den italienske tv-offentlighed.

»I kan vente jer«

Sarkozy ejer derimod ingen medier selv. Men det gør til gengæld flere af hans nærmeste venner. Og det er venner, han ikke undser sig for at ringe til, hvis han har brug for dem. Venner, der giver ham en direkte eller indirekte magt over Frankrigs medier, som kan måle sig med Berlusconis over Italiens.

Nicolas Sarkozy blev også beskyldt for politisk indblanding i Frankrigs medier, før han blev valgt til præsident i 2007. I 2005, da han var indenrigsminister, bragte sladderbladet ParisMatch et forsidefoto af Sarkozys daværende kone Cecilia, i selskab med dennes elsker. Det siges, at Sarkozy var »absolut rasende« over ydmygelsen, og at han henvendte sig til for bladets ejer, Arnaud Lagardère, hvem han betragtede »som en bror«, og forlangte chefredaktør Alain Genestar fyret, hvilket da også skete. Et par måneder senere, da Cecilia var vendt tilbage til sin mand – for en kort periode, skulle det vise sig – lykkedes det for Sarkozy at hindre offentliggørelsen af en bog om hende, som var skrevet af en gossipjournalist i samarbejde med Cecilia selv.

Lige før han blev valgt til præsident maj 2007, kunne en rødglødende Sarkozy ikke dy sig for at hidse sig voldsomt op over, hvad han anså for manglende respekt forud for et interview med ham på fransk statsfjernsyn. »Ingen var mødt op for at tage imod mig. Hele ledelsen burde fyres. Jeg kan ikke gøre det nu, men I kan vente jer. Det kan tids nok ske,« udbrød han rasende.

Siden han blev valgt til præsident, har Sarkozy angiveligt været involveret i ansætte, fyre og blokere for ansættelse af en række journalister i flere forskellige sammenhænge. Præsidenten hånd ses også at ligge bag retsforfølgelsen af en fransk journalist, der nu risikerer fængselsstraf for at have lækket et videoklip, der viser overfuse en studietekniker fra France Television for ikke at hilse på ham.

Venners medier

Presset er ikke altid direkte: Sarkozys nærmeste personlige venner er de fem største franske mediemagnater. Lagardère ejer ikke kun Paris Match, men også Elle, Journal du Dimanche, Tele 7 jours, Premiere Magazine og France-Dimanche, foruden adskillige nyhedskanaler, radiostationer og kabel-tv-net.

Martin Bouygues, der betegnes som »præsidentens bedste ven«, var vidne ved hans andet ægteskab og er gudfar til hans yngste søn, Louis. Han ejer Frankrigs mest populære tv-kanal, TF1, samt Eurosport og flere andre kabel kanaler. De to mænd menes at føre daglige samtaler.

Et andet bryllupsvidne var Bernard Arnault, indehaver af luksuskonsortiet LVMH, der også ejer erhvervs- og økonomidagbladet La Tribune, børsportalen Investir og Radio Classique.

Serge Dassault er klient på det advokatkontor, hvor Sarkozy var en partner, og er også en god ven. Han ejer gruppen Socpresse, hvis kronjuvel er det gamle og ærværdige borgerlige dagblad Le Figaro.

Gruppen af de tre loyale musketerer suppleres med endnu en Francois Pinault, der ejer det indflydelsesrige ugentlige nyhedsmagasin, Le Point.

Hvad angår Frankrigs største centrum-venstreavis, Libération, ejes den af baron Édouard de Rotschild, der også hævdes at være gode venner med Sarkozy. De skal begge være medlemmer af den eksklusive klub, Polo de Paris. Libération opretholder dog fremdeles en kritik tone over for Sarkozy.

Rue89

Flere regeringskritiske journalister, som følte sig kørt ud af på et sidespor, har i stedet oprettet blogs eller nye netmedier. Den vellykkede webavis Rue89 blev således oprettet af tidligere journalister fra Liberation, mens et andet webprojekt, liberte-dinformer.info arbejder for at promovere en friere udveksling af oplysninger. Det socialistiske parlamentsmedlem Arnaud Montebourg siger til The Guardian, at der blandt Frankrigs mainstreammedier er sket »en markant koncentration til fordel for til fordel for højreorienterede interesser«. Han tilføjer: »Den franske medieverden er ved at blive berlusconiseret. Vores perspektiver på den politiske virkelighed bliver snævret ind til ét.«

Marc Baudriller, mediekommentator ved det økonomiske magasin Challenges, køber ikke Berlusconi-parallellen: »Præsident Sarkozy er absolut et politisk dyr og ja, han kan lide at blande sig på dette område som på mange andre, men han har langt fra alle franske medier i sine hænder. Hans beføjelser er trods alt begrænsede.«

Trods denne trang til at ville påvirke Frankrigs medier, får Sarkozy da heller ikke altid sin vilje. Så snart journalisterne på Le Monde hørte, at Sarkozy modsatte sig, at en bestemt investorgruppe skulle opkøbe det skrantende bladhus, bakkede de ivrigt op om samme gruppes tilbud. Følgelig blev Le Mondes nye ejerkreds i sidste uge et konsortium af rigmænd, som for en gangs skyld ikke hører til Sarkozys nære venner, nemlig forretningsmanden og mæcenen Pierre Bergé, bankmanden Matthieu Pégass og internet- og telekommunikationspioneren Xavier Niel.

Så midt i en række andre skandaler om overforbrugende ministre og præsidentens indblanding i det franske fodboldlandsholds pauvre VM-præstation, måtte Sarkozy i sidste uge vågne op til den konstatering, at Frankrig stadig besidder mindst en magtfuld oppositionel kvalitetsavis. I dag kommer størstedelen af den regeringskritiske journalistik måske nok fra de nye medier, men som Thomas Legrand, politisk kommentator på radiostationen France-Inter radio, siger, er der den gavnlige effekt ved dette, at traditionel fransk presse omsider forstyrres i sin slummer: »Forløbet viser, at jo større bestræbelser på at koncentrere magten for at kontrollere pressen og de audiovisuelle medier, desto mere påtager pressen sig selv den rolle at agere som en aktiv og ekstern modvægt.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu