Nyhed
Læsetid: 3 min.

Shabab er ved at blive en global trussel

Weekendens angreb på uskyldige VM-seere i Uganda tyder på, at den somaliske al-Shabab-bevægelse både kan og vil slå til uden for landets grænser. Angrebene er en kraftig advarsel til de lande, der måtte overveje at blande sig i den somaliske konflikt, siger eksperter
En læge tilser et af ofrene for de to bombesprængninger, der dræbte over 70 mennesker samlet for at se VM-finale i Kampala i Uganda. Den somaliske al-Shabab-bevægelse har påtaget sig ansvaret. 'Ethvert land, der involverer sig i Somalia, bliver selv et terrormål', siger terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier, om angrebet i Uganda, et land der har leveret flere tusinde soldater til den Afrikanske Unions styrker i Somalia.

En læge tilser et af ofrene for de to bombesprængninger, der dræbte over 70 mennesker samlet for at se VM-finale i Kampala i Uganda. Den somaliske al-Shabab-bevægelse har påtaget sig ansvaret. 'Ethvert land, der involverer sig i Somalia, bliver selv et terrormål', siger terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier, om angrebet i Uganda, et land der har leveret flere tusinde soldater til den Afrikanske Unions styrker i Somalia.

Trevor Snapp

Udland
13. juli 2010

Den somaliske al-Shabab-bevægelse er en voksende trussel mod omverdenen. Det slår flere eksperter fast efter weekendens blodige selvmordsangreb på uskyldige tv-seere i Uganda. Mindst 74 mistede livet, og over 60 blev såret, da to selvmordsaktivister søndag aften midt under finalekampen mellem Spanien og Holland sprængte sig selv i luften på to restaurationer i Ugandas hovedstad Kampala.

I går tog al-Shabab ansvaret for de to angreb.

»Vi vil fortsætte med at angribe vore fjender, uanset hvor de befinder sig« siger en talsmand for organisationen.

»Ingen kan hindre os i at udføre vores islamiske pligt,« siger han ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Angrebene kommer efter, at al-Shabab gentagne gange har truet med at angribe de lande, der har militære styrker i Somalia. Det har Uganda, som leverer to tredjedele af den Afrikanske Unions AMISOM-styrke, der er den eneste barriere mellem al-Shabab og det totale herredømme over den somaliske hovedstad Mogadishu.

»Det er dybt foruroligende,« siger terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. »Angrebene i Uganda er et voldsomt brud med al-Shababs hidtidige krigsførelse. De viser, at bevægelsen er på vej til at blive en del af den globale jihad og dermed en voksende trussel for resten af verden,« siger hun.

Somalia-ekspert Rafaello Partucci fra tænketanken IISS i London ser angrebene i Uganda som et tegn på, at al-Shababs selvtillid er voksende, at bevægelsen mener, det er tid til at udvide deres aktionsradius, i første omgang til Somalias nabolande.

»Det er et farligt skridt på en vej, som kan ende med direkte angreb på Vesten,« siger han.

Voksende kapacitet

At al-Shabab har kapacitet til at gennemføre terrorangreb uden for Somalias grænser, overrasker ikke den danske ekspert, der har fulgt al-Shababs udvikling over flere år.

»Shabab er blevet en del af den globale jihad-fortælling og tiltrækker som sådan kapacitet udefra, både i form af penge, støtte og udenlandske jihadister,« siger hun.

Al-Shabab har selv ved flere lejligheder bekræftet, at bevægelsen har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, ligesom udenlandske jihadis jævnligt figurerer i al-Shababs propagandamateriale, bl.a. på nettet.

Det er imidlertid første gang, at den yderligtgående somaliske gruppe slår til uden for landets grænser.

Og Ann-Sophie Hemmingsen understreger, at Uganda er et oplagt mål, fordi landet leverer en stor del af de 5.000 soldater i AMISOM-styrken, der beskytter præsident Sheikh Sharif Sheikh Ahmeds såkaldte overgangsregering.

»Al-Shabab ser de udenlandske styrker i Somalia som besættelsestropper og har flere gange svoret at angribe dem i deres egne lande,« siger hun.

Hvis AMISOM-styrken forlader Somalia, vil al-Shabab kunne overtage den formelle ledelse af landet, og det er uden tvivl bevægelsens hovedmål.

Advarsel til alle

Ann-Sophie Hemmingsen understreger, at angrebene i Kampala har adresse langt ud over Ugandas grænser.

Det er en advarsel til alle, der overvejer at blande sig i den somaliske konflikt, ikke mindst FN, der gentagne gange har forsøgt at stable en Somalia-fredsstyrke på benene.

Men uden succes. Siden USA i begyndelsen af 90'erne måtte se amerikanske marinesoldater blive trukket til døde efter somaliske pickups i Mogadishu, har det været umuligt at få vestlige lande til at sende styrker.

»Hvis al-Shabab på denne måde flytter krigen uden for konfliktområdet, uden for jihad-land, er der grund til at være bekymret, ikke bare i Uganda og Burundi, der også leverer soldater til AMISOM, men i hele verden,« siger hun.

Det er den anerkendte Afrika-ekspert og blogger Ayo Johnson enig i. Til den arabiske tv-station al-Jazeerah siger han, at der er god grund til følge udviklingen nøje.

»Angrebene i Uganda repræsenterer en meget bekymrende trend, som tyder på, at al-Shabab får operativ støtte fra al-Qaeda,« siger han.

At advarslen bliver modtaget, bl.a. i FN, er Ann-Sophie Hemmingsen da også overbevist om.

»Ethvert land, der involverer sig i Somalia, bliver selv et terrormål. Det kan der ikke være nogen tvivl om,« siger hun og advarer i det hele taget mod militær indblanding.

»Jeg tror ikke, det er en farbar vej, uanset om det er AMISOM, FN eller andre, der gør det. Det vil blot eskalere konflikten,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Jongberg

Terrorvirussen raser ... og eksperterne boltrer sig.

Bilister i alle lande er en global trussel. De høster død og ødelæggelse hver eneste dag i et omfang, som de såkaldte terrorister - statsterrorister, som f.eks. US Army og Air Force, undtaget, aldrig nogen siden har nået eller vil kunne opnå.

Ofrene er oftest aldeles uskyldige mennesker, der tror sig i sikkerhed i et område - de offentlige vejnet, der er sikret via simple, let forståelige og fornuftige love.

Jørgen Jørgensen

Ja, Per - husk cykelhjelmen.

Aldrig har verden været mere oplyst.
Og aldrig har mørkemændene haft bedre vilkår for mørklægning.

Det er da mærkeligt, og man føler sig så magtesløs - det ser ikke ut til at FN kan løse problemerne.

Hvad kan vi selv gøre?

Lære deres sprog, så vi kan forstå, hvad de siger
Og svare igen.
Med ord.

Eller hvad?

kh Jørgen