Læsetid: 8 min.

Skeletterne vælter ud af Silvios skab

En dom mod Silvio Berlusconis nære medarbejder Marcello Dell'Utri skaber juridisk vished om ministerpræsidentens forbindelser til Cosa Nostra og kaster et uhyggeligt lys over den italienske regerings virke. Nu risikerer Berlusconi at blive indhentet af sin fortid
Den 23. maj 1992 blev den tidligere undersøgelsesdommer Giovanni Falcone dræbt, da en voldsom eksplosion sprængte hul i motorvejen ved Capaci mellem lufthavnen og Palermos centrum. To domstole har siden mistænkt Berlusconi og hans nære medarbejder Marcello Dell'Utri for at have bestilt dette og andre attentater i 1992-93.

Den 23. maj 1992 blev den tidligere undersøgelsesdommer Giovanni Falcone dræbt, da en voldsom eksplosion sprængte hul i motorvejen ved Capaci mellem lufthavnen og Palermos centrum. To domstole har siden mistænkt Berlusconi og hans nære medarbejder Marcello Dell'Utri for at have bestilt dette og andre attentater i 1992-93.

Paoni Eligio

9. juli 2010

Hvordan reagerer en italiensk toppolitiker på en dom for at stå i ledtog med mafiaen? Da senator Marcello Dell'Utri, som er medstifter af Silvio Berlusconis parti Forza Italia, for nylig blev idømt syv års fængsel for medvirken til mafiakriminalitet ved appeldomstolen i Palermo, valgte han at »kondolere« den offentlige anklager. Syv års fængsel er ingen frifindelse, men dommen er mildere i forhold til første retsinstans, hvor Dell'Utri blev idømt ni års fængsel.

»På en måde er jeg ærgerlig over, at jeg ikke går over i historien, men i stedet må nøjes med en banal dom for ekstern medvirken til mafiakriminalitet,« sagde Dell'Utri om dommen, som kaster lys over Silvio Berlusconis kometagtige opstigning i det italienske samfund, samt landets nyere historie og den aktuelle regerings politik.

Eugenio Scalfari, som er en af Italiens mest estimerede journalister og grundlægger af avisen La Repubblica, drager følgende slutning af dommen:

»Efter en omhyggelig refleksion er jeg overbevist om, at dommen fra appelretten i Palermo, som har kendt Dell'Utri skyldig, har fastslået en forfærdelig sandhed og omdannet det, der var en hypotese, til en juridisk vished om, at Berlusconi med Dell'Utri og andres mellemkomst gennem 20 år har stået i forbindelse med Cosa Nostras ledelse,« skriver Scalfari og tilføjer:

»Dette spørgsmål fører direkte ind i hjertet af regeringens virke gennem de sidste to år: besættelsen af Rai (det statslige tv-selskab, red.), loven, som skal give pressen mundkurv på, beskyldningerne mod dommerstanden, de daglige fornærmelser mod forfatningsdomstolen, der betegnes som partisk og politiseret, og intentionen om at afskaffe den obligatoriske retsforfølgelse af forbrydelser, som reelt vil forvandle de offentlige anklagere til regeringens funktionærer.«

Attentaternes årstid

I 1992 lignede Palermo 80'ernes Beirut og fremtidens Bagdad. Den 23. maj blev den tidligere undersøgelsesdommer Giovanni Falcone, hans kone og tre medlemmer af parrets politieskorte dræbt, da en voldsom eksplosion sprængte hul i motorvejen mellem lufthavnen og byens centrum.

Efter en hovedrolle i den såkaldte maxiproces mod Cosa Nostra havde Falcone forladt sin hjemby til fordel for et job i justitsministeriet i Rom. Da højesteret skulle vurdere dommene, var det lykkedes Falcone at få indført et rotationsprincip, som forhindrede, at sagerne havnede hos en højesteretsdommer med tilnavnet l'ammazza-sentenze - domsdræberen. Således blev anklagemyndighedens tese om, at Cosa Nostra var en hierarkisk organisation med en ledelse for første gang nogensinde juridisk sandhed, da højesteret i januar 1992 bekræftede dommene. Hævnen var uundgåelig, men den valgte metode var usædvanlig spektakulær.

Knap to måneder senere blev Falcones kollega Paolo Borsellino dræbt ved et bombeattentat. I 1993 gennemførte mafiaen attentater i Firenze, Rom og Milano, som kostede i alt 10 dødsofre, og afblæste i sidste øjeblik et planlagt bombeattentat mod Det Olympiske Stadion i Rom.

Samtidig var landets største partier, Kristendemokraterne og Socialisterne, ramt af en række korruptionsskandaler, og sicilianeren Dell'Utri var en af drivkræfterne, da Berlusconi i starten af 1994 »gik på banen« og få måneder senere vandt parlamentsvalget: »Måske er det et tilfælde, men siden har der ikke været bombeattentater i Italien«, noterer journalisterne Nicola Biondo og Sigfrido Ranucci i bogen Il patto.

Stat og antistat

»Fuori la mafia dallo stato« - mafiaen ud af staten - råbte politifolkene spontant foran retsbygningen i Palermo, da Paolo Borsellino og fem af deres kolleger i 1992 var blevet dræbt.

Adskillige retssager senere står det klart, at Cosa Nostra hverken handlede på egen hånd eller i overensstemmelse med organisationens interesser:

»Mange sicilianske mysterier, f.eks. de fleste politiske forbrydelser på Sicilien, har ikke været til Cosa Nostras fordel, men blot voldt organisationen skade, mens kun politikerne har draget fordel af dem,« forklarede mafiosoen Luigi Ilardo, der efter attentaterne i 1992 indledte et samarbejde med myndighederne.

I to år fungerede Ilardo som infiltreret i Cosa Nostra og var parat til hoppe af for at vidne mod organisationen. Det nåede han ikke - han blev likvideret inden.

Ifølge en lang række vidner havde medlemmer af Italiens efterretningstjeneste efter attentatet mod Falcone etableret en kommunikationskanal til mafiaens ledelse. De politifolk, som nu er under anklage for at stå i ledtog med mafiaen, hævder, at der var tale om et »efterforskningsinitiativ«, men ifølge anklagemyndigheden foregik der snarere forhandlinger mellem staten og mafia, efter at Falcone havde forstyrret den fredelige sameksistens. Dommen mod attentatets gerningsmænd lægger til grund, at Borsellino blev slået ihjel, fordi han havde kendskab til og modsatte sig fredsforhandlingerne mellem stat og antistat.

»Mafiaen har blot fulgt en ordre, da den placerede bilbomben. For hver dag, der går, gør efterforskningen af attentatet mod Borsellino det stadig tydeligere, at repræsentanter for institutionerne spillede en afgørende og aktiv rolle,« sagde den offentlige anklager i sagen tre år efter attentatet.

Der skulle dog gå mere end en årti, før denne tese blev understøttet af vidneudsagn. Imens er der blevet gennemført flere retssager på baggrund af vidneudsagn, der siden har vist at være falske. Tre politikfolk (bl.a. Salvatore La Barbera, som siden har beklædt en stor stilling hos Interpol) er nu under anklage for at have afsporet efterforskningen og fremprovokeret falske tilståelser.

»Afsporingen af efterforskningen af drabet på Borsellino er måske den mest uhyggelige af de mange afsporede efterforskninger i italiensk retshistorie. For drabet på Borsellino udgør skillelinjen mellem det gamle og det nye og markerer dermed den største forandring i Italiens historie i efterkrigstiden,« siger journalisten Sandra Rizza, der sammen med kollegaen Giuseppe Lo Bianco netop har udgivet bogen L'agenda nera om efterforskningen af attentatet mod Paolo Borsellino.

Plausibel tese

I januar 2008 kom et nyt kronvidne på banen. Gaspare Spatuzza, en af mafiaens betroede dræbere, har med sine vidneforklaringer afsløret, at dommene mod Borsellinos formodede drabsmænd var baseret på et falsk grundlag. Undersøgelsesdommerne var angiveligt ikke begejstrede for Spatuzzas forklaring.

»Jeg rev et hus på 10 etager, som de havde bygget, ned. Og så sagde jeg til dem, at fundamentet ikke kunne bære,« siger den tidligere mafioso, der angrer sin fortid efter en religiøs vækkelse i fængslet:

»Jeg havde og har mange bekymringer over at tale om ministerpræsident Berlusconi,« sagde Spatuzza, da han indledte sit samarbejde med myndighederne. Spatuzza hævder, at mafiaen egentlig havde planlagt at likvidere Giovanni Falcone med pistolskud på gaden i Rom. Men så skete der noget, som fik Cosa Nostra til at ændre planer og bruge bombeattentaterne som et led i en terrorstrategi for at påvirke udviklingen i italiensk politik. Indflydelsesrige personer bød sig til som nye dialogpartnere, og mafiabosserne betragtede det som »en god forretning« at støtte et nyt parti, som skulle varetage organisationens interesser.

»Først lod de sig akkreditere ved at bestille attentaterne, og derefter fremstillede de sig selv som dem, der kunne få attentaterne til at ophøre,« sagde Gaspare Spatuzza som vidne i retssagen mod Marcello Dell'Utri.

Kort inden dommen mod Dell'Utri afviste indenrigsministeriet at optage Spatuzza i det særlige vidnebeskyttelsesprogram for frafaldne medlemmer af mafiaen.

Don Vitos søn

To domstole har mistænkt Dell'Utri og Berlusconi for at have bestilt attentaterne i 1992-93. Da anklagemyndigheden i Firenze arkiverede sagen på grund af manglende beviser, konkluderede undersøgelsesdommerne, at efterforskningen havde gjort deres tese mere plausibel.

Omkring 50 undersøgelsesdommere har siden 1992 efterforsket attentaterne. De fleste lever stadig under politibeskyttelse. Også en repræsentant for Palermos bedre borgerskab har forsøgt at kaste lys over attentaterne. Massimo Ciancimino er søn af Vito Ciancimino, der en kort overgang i begyndelsen af 70'erne var byens borgmester, og han blev siden som den første politiker i Italien dømt for at stå i ledtog med mafiaen.

Ciancimino jr. fortæller, at faren indtil sin død i 2002 jævnligt holdt møder med mafiabossen Bernardo Provenzano. Efter drabet på Falcone fungerede Vito Ciancimino som mellemled i forhandlingerne mellem den italienske stat og den sicilianske mafia. »'Dette er terrorisme, det er ikke mafia,' gentog min far, som var stadig mere overbevist om, at nogen eller noget bevægede mafiaen i retning af et blodbad,« forklarer Massimo Ciancimino i bogen Don Vito.

En af årsagerne til mafiaens overlevelsesevne er manglen på dokumenter, der kan belyse organisationens eksistens og virke. Men i foråret 2009 aflivede Massimo Ciancimino myten om det ordløse broderskab og fremskaffede det første dokumentbevis i Cosa Nostras historie, som stammer fra farens arkiv. Det er skrevet umiddelbart efter drabet på Falcone og opregner mafiaens krav til staten.

De 12 punkter på listen omfatter bl.a. en revision af dommene mod mafiaens ledelse og afskaffelse af myndighedernes særlige beføjelser til bekæmpelse af mafiaen. Staten kunne dog ikke honorere disse krav, og efter attentatet mod Borsellino blev den gamle borgmester kørt ud på et sidespor.

Ifølge sønnen var Vito Ciancimino overbevist om og ærgerlig over, at Marcello Dell'Utri havde overtaget rollen som garant for et kompromis mellem stat og mafia:

»Han var meget syrlig i sin omtale af Dell'Utri, men anerkendte dog hans evne til øve indflydelse på Berlusconi: 'Han har fat om nosserne på ham'.«

Forvalteren

Marcello Dell'Utri er ikke blevet dømt for attentaterne i 1992-93, men derimod for hans bidrag til opbygningen af Berlusconis forretningsimperium.

På Dell'Utris anbefaling blev palermitaneren Vittorio Mangano i 1974 ansat som forvalter på Berlusconis ejendom. Men i realiteten fungerede han som Cosa Nostras brohoved i Milano, mens organisationen tjente svimlende summer på at raffinere og distribuere heroin.

»Det er normalt, at dem, som er i besiddelse af store pengebeløb, søger instrumenterne til at kunne bruge dem. Både hvad angår hvidvaskning og anvendelse af pengene. Selvfølgelig har dette behov, som den kriminelle organisation stod med, ført til en naturlig søgen efter industrielle og kommercielle instrumenter for at kunne afsætte denne kapital. Derfor kan det overhovedet ikke undre, at Cosa Nostra på et vist tidspunkt i sin historie er kommet i kontakt med disse industrimiljøer,« sagde Paolo Borsellino kort inden sin død til et fransk tv-hold i et interview om Manganos ansættelse hos Berlusconi.

Dokumentarfilmen blev aldrig færdig, og de franske journalister har ikke siden beskæftiget sig med italienske forhold. Da Berlusconi blev indkaldt som vidne i sagen, nægtede han at udtale sig.

»Man beskylder mig for helt uhørte ting. De siger, at jeg bestilte mafiaens attentater i 1992-93, som jeg skulle have planlagt sammen med Dell'Utri for at destabilisere landet. Det er en and, for Forza Italia blev først dannet året efter,« siger Berlusconi.

Men så vidt vides går de første, konkrete forberedelser til dannelsen af partiet tilbage til foråret 1992, altså mere end halvandet år før Berlusconi trådte frem og meddelte sit kandidatur. Det fremgår af et vidneudsagn, som Ezio Cartotto, der dengang var tilknyttet Berlusconis koncern, har afgivet til anklagemyndigheden i Palermo i forbindelse med efterforskningen af mordene på Falcone og Borsellino.

Hvis ikke højesteret omstøder dommen, kan Marcello Dell'Utri se frem til et ophold bag tremmer. Efter domsafsigelsen hyldede han den afdøde Mangano som sin personlige helt, fordi mafiosoen trods en livstruende kræftsygdom og en dom på livstid for tredobbelt mord aldrig sladrede om sine aktiviteter hos Berlusconi:

»Jeg ved ikke, om jeg selv ville være i stand til det,« sagde Dell'Utri.

Så er chefen advaret.

Artiklen er baseret på følgende kilder: Giuseppe Lo Bianco Sandra Rizza: L'agenda nera, Chiarelettere 2010; Nicola Biondo & Sigfrido Ranucci: Il patto, Chiarelettere 2010; Massimo Ciancimino & Francesco La Licata: Don Vito, Feltrinelli 2010; Enrico Deaglio: Il raccolto rosso 1982-2010, Il Saggiatore 2010.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Man må håbe for Italien og italienerne, at de får gjort om med mafiaen og den politiske elite der allierer sig med denne.

Christian Olesen

Mærkeligt at EU ikke kan finde ud af boykot eller lignende, det er de da dygtige i alle mulige andre sammenhænge.
Italien er en skandale efterhånden.

Rystende hvad mediedominans kan betyde for et demokrati.

Rystende hvor lidt der faktisk bringes i de danske medier om Berlusconis aktiviteter og metoder...

Rystende hvor splittet socialister, den intellektuelle elite, kunstnere og fagbevægelse optræder.

Imponerende at personer som Giovanni Falcone og Massimo Ciancimino tager kampen op.

Karsten Johansen

EU vil selvsagt intet gjøre med dette, tvertimot er EU selv en sentral del av dette systemet.

Det er ikke tilfeldig, at mens små land i det nordlige EU nøye overholder alle EUrokratenes vrimmel av lover og bestemmelser, og dog likevel stadig slepes for EU-domstoler, så overholder land som Italia mindre enn 30 pst. av samme bestemmelser, men havner aldri for noen EU-domstol.

Kenneth Vogstad

Den Romerske Rige faldt vel på grund af interne korruption som fortsat gennem historien til den dag i dag, anderledes bliver det aldrig for ingen kan komme dem som kører spillet til livs og når nogle falder fra er der straks andre som overtager magten.

Det leder tankerne over til vores bestilt togvognsætte som aldrig kommer frem ej heller til tiden ej heller funktionsdygtig, gad vide om vi betaler penge til Mafiaen for at få dem leveret.

Det er skræmmende hvis vi holder liv i Italien via vores EU medlemskab!