Baggrund
Læsetid: 5 min.

'Undertrykkelsen forsvandt ikke med Marcos-diktaturet'

Filippinernes nye præsident, Benigno 'Noynoy' Aquino, vil styrke militæret. Men landet er ikke i krig, så hvem skal soldaterne bruges mod, spørger Cesar Palad, der flygtede fra politisk forfølgelse i Filippinerne i 1980 og nu bor på Islands Brygge
'Hvis 'Noynoy' mener bare halvdelen af, hvad han siger, han vil gennemføre i Filippinerne, får han mange magtfulde fjender,' siger Cesar Palad, der flygtede fra Markos-diktaturet i 1980 og siden har boet på Islands Brygge i København.

'Hvis 'Noynoy' mener bare halvdelen af, hvad han siger, han vil gennemføre i Filippinerne, får han mange magtfulde fjender,' siger Cesar Palad, der flygtede fra Markos-diktaturet i 1980 og siden har boet på Islands Brygge i København.

Udland
21. juli 2010

Der er grund til optimisme på grund af Filippinernes nye præsident, Benigno 'Noynoy' Aquino III - men mest fordi »optimisme og håb er det eneste, den filippinske befolkning har tilbage«, siger Cesar Palad.

Han er en af de godt 10.000 filippinske migranter i Danmark og aktiv i gruppen Buk- lod under den internationale organisation Commission for Filipino Migrant Workers. Han flygtede fra Marcos-diktaturet i 1980 og havnede på Islands Brygge i København, hvor han stadig bor.

»Jeg havde kun to muligheder - at gå 100 procent under jorden og leve i bjergene med guerillaen eller at fortsætte det politiske arbejde fra et andet land. Så jeg valgte det sidste.«

Cesar Palad har nu skiftet våbnene ud med organisering af migranter og et lagerarbejde i København. Men han er stadig engageret i 'progressive' politiske grupper i Filippinerne - ligesom han stadig støtter væbnet kamp mod 'eliten' i Filippinerne.

Militæret styrkes

Filippinerne er ikke længere et militærdiktatur som under general Marcos i 1970'erne og 1980'erne. Men selv om Corazon 'Cory' Aquino - mor til den nyvalgte præsident, Benigno 'Noynoy' Aquino III - gennemførte en omfattende demokratiseringsproces, da hun blev præsident efter Marcos' fald i 1986, er de sociale, politiske og økonomiske strukturer ikke forandret, mener Cesar Palad.

Hvad angår den nye Aquino-regering, har han også mere konkrete betænkeligheder:

»Noynoy har allerede gjort det klart, at han vil styrke militæret. Men Filippinerne er jo ikke i krig - så hvad skal alle soldaterne bruges til? Der kan man godt blive nervøs. For selv om hans mor, 'Cory', er mest kendt i Vesten for demokrati, så ved filippinerne godt, hvem hun brugte militæret mod: Oppositionen - ligesom Marcos. Hun erklærede all out war mod kommunisterne, så snart hun kom til magten.«

Væbnet opposition

Cesar Palad var selv aktiv i Filippinernes største kommunistiske parti, CPP, og i den væbnede gren, NPA - New Peoples Army - i 1970'erne. Da CPP gik over på midten i 1990'erne, valgte han det, han kalder »den demokratiske del«, hvoraf nogle nu - som Cesar Palad - støtter venstrefløjspartiet Akbayan, en slags pendant til danske Enheds- listen.

Akbayan har ingen væbnet gren, men Cesar Palad mener ikke, at våben er blevet overflødige i kampen for forandring i Filippinerne:

»Undertrykkelsen af befolkningen forsvandt ikke med Marcos-diktaturet, og også 'Noynoy' tilhører den gamle elite. Selv om han hører til den del, der ønsker reformer, så er det begrænset, både hvad han vil, og hvad han kan gennemføre.«

Han nævner som eksempel det, som har været på alles læber - både modstanderes og tilhængeres - siden Aquino annoncerede sin opstilling til præsidentposten: Hacienda Luisita. En gigantplantage, hvor godt 10.000 bønder arbejder - på Aquino-Cojuangco-familiens jord. I over et århundrede har bønderne kæmpet for ejerskab til jorden, men forgæves.

Demokrati for eliten

»Det er stadig sådan i Filippinerne, at 75 procent af befolkningen lever af jorden, men blot 1-25 procent ejer den, afhængig af hvilken region, man ser på. Hvis 'Noynoy' ikke kan formå at gennemføre omfordeling af jorden på sin egen families ejendomme, så er det lidt svært at tage hans løfter om forandring alvorligt,« siger Cesar Palad.

Han mener, at demokrati stadig kun er for 'eliten' i Filippinerne.

»Og det er meget fint med reformer, og det er også Akbayans strategi. Men vi har fået jordreformer - f.eks. under 'Cory' Aquino - de er bare aldrig blevet fuldt implementeret. Skulle de, der har ejet jorden i generationer, pludselig begynde at give den væk, fordi man laver en lov?« Cesar Palad ryster på hovedet og griner.

»Selvfølgelig gør de ikke det. Den filippinske stat er svag, og jordejerne betaler militæret for at sikre deres ejendom.«

Han holder inde et øjeblik, og ser frem for sig:

»Hvis 'Noynoy' faktisk mener bare halvdelen af, hvad han siger, han vil gennemføre i Filippinerne, får han mange magtfulde fjender,« siger Cesar Palad.

Intet uden militæret

Måske er det derfor, Benigno Aquino III har haft travlt med en charmeoffensiv over for militæret, mener han.

»Det gør han faktisk klogt i. Jeg håber bare, militæret for en gangs skyld skal bruges til befolkningens og ikke elitens sikkerhed,« siger Cesar Palad og tilføjer:

»Noynoy kan ikke gennemføre noget som helst uden opbakning fra militæret. Og det er splittet i mange fraktioner med forskellige interesser knyttet til forskellige dele af eliten. Så det bliver ikke nemt.«

En af de reformvenlige fraktioner i militæret i Filippinerne kalder sig Magdalo. Om dem siger Cesar Palad:

»Det er sandt, at de arbejder for reformer, og de har stået åbent frem og kæmpet mod deres korrupte ledelser. Problemet er, at Magdalo er unge og primært består af kaptajner, majorer osv. Det er stadig den gamle generation, der sidder på generalposterne. Og meget få af dem er interesseret i reformer.«

Ingen fattige?

Ligeledes vil Aquino få svært ved at indfri sit slogan om »uden korruption, ingen fattige«, mener Cesar Palad:

»Det er nærmest en umulig opgave at udrydde korruption, medmindre han er parat til at fjerne store grupper i statsapparatet - fra top til bund,« siger han og hæver øjenbrynene: »Det vil virkelig gøre ham upopulær blandt hans egne.«

Desuden er der endnu et grundproblem, Aquino må adressere, hvis han vil udrydde fattigdom:

»Arbejdernes og bøndernes indkomst. Så længe folk får så lidt for deres arbejde, vil udryddelse af korruption og arbejdsløshed kun få os et lille stykke af vejen,« siger Cesar Palad og uddyber:

»En uddannet, fastansat i Filippinerne får ofte mindre om måneden, end au pairs i Danmark får i lommepenge. Hvordan skal befolkningens levevilkår kunne forbedres med sådan en indkomst?«

Han understreger, at dette eksempel ikke skal misforstås, som om han synes, au pairs i Danmark har det godt:

»Folk her i Danmark siger: 'Se selv, det er da meget bedre for filippinere at være au pairs her, så kan de også sende penge hjem'. Og ja, det er måske bedre sammenlignet med Filippinerne, men helt ærligt, det er en hån, hvis man sammenligner med danske arbejdere. Man giver ikke lommepenge for arbejde. Og det er jo, hvad de fleste filippinske au pairs udfører.«

Palad mener, at den filippinske elite i generationer har ført en politik, der på to måder holder befolkningen nede - dels at tilbyde dem som billig migrant-arbejdskraft til rige lande og lade de penge, de sender hjem, pynte på Filippinernes nationaløkonomi, og dels at lade udenlandske investorer i Filippinerne diktere præmisserne. Han åbner hænderne i en tilbydende gestus, og parodierer:

»Eliten siger: 'Se, her er vores arbejdere, de er dygtige, de er ikke i fagforening, og I kan få dem på korttidskontrakter. Værsgo!'.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claes Pedersen

Til denne artikel vil kun sige der over 100 private hære her på Philippinerne, nogle er små mens andre er ret store op til omkring 2000 mand under våben.

Derfor kan det set ud fra et demokratisk synspunkt være fornuftigt at styrke militæret, og politiet hvor mange politik folk efter endt uddannelse s¢ger over i private vagtværn.

Men Libralismen er et stort problem her i landet, og man n¢d til få en overordent politisk styring af landet, og når man libraliseret uddannelses systemmet så kæmpe problem, man uddanner mennesker til arbejde i andre lande, og ikke for gavne Philippinerne.

Samt der kommer mange fra Andre asiske lande og tager uddannelse her, fordi de kan få deres h¢jre gående uddannelses til en laver pris.

Samt lever der heler ikke 75 % af jorden, her på Philippinerne i et land med 82 millioner mennesker. 40 % er et mere realitisk tal og at leve af jorden her i landet er noget helt andet end at dyrke et land brug i Danmark, og det er op ned med bjerge op i 2000 meter h¢jde og ned og o[p igen, og hvordan udvikler, man lige et vej net under de forhold til bringe afgr¢derne frem.

Om demokrati her i landet, så kan man ikke forvente en politisk bevisthed hos mennesker hvor hverdag er hårdt arbejde for at tjene til dagen og vejen.

Men ellers er det også et problem at de fattige får for mange b¢rn, og ikke kan underst¢tte dem ¢konomisk med t¢j mad og penge til deres skole uddannelse, der 4 års fri skolegang her, men mange fattige har ikke penge til transporten til skolen, og hvad der ellers h¢re til.

De kristne og muslimmerne er selvf¢lge ansvarlig for de forsat tror mennesker, kan f¢de b¢rn som kaniner uden have en grundlæggende forståelse for det kræver resurser at få b¢rn, og overbefolknign skaber rov drift på resurser og milj¢ forudregning.

Personligt har jeg det bedre her end i Danmark pt. på en nedsat pension, og selvom jeg skal br¢df¢de et menneske uden indkomst, og give kærsten penge og de fattige i ny og næd med penge.

Men mange har det ikke, men vi ser i Danmark hvordan vores egne værdiger, som vi byggede landet op på stille og roligt bliver nedbrudt og den libraliste og religi¢se indflydelse bliver st¢re og st¢rre i Danmark idag.

Vi optaler til tider Philippinerne som et udland, men det er forkert der mange veluddannede philippiner og mange ny rige, men der er endnu st¢re gruppe af fattige, der bor klumbet sammen under være forhold end i Sandhold lejren.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila