Læsetid: 2 min.

Vækst fører ikke automatisk til demokrati

Rwanda er et godt eksempel på, at et land ikke nødvendigvis bliver demokratisk af at have vækst. Måske endda tværtimod. Den erkendelse bør bistandspolitikken afspejle, mener eksperter
27. juli 2010

Det har ligget som en rød tråd i udviklingsminister Søren Pinds politik, at demokrati er en central målsætning i udviklingspolitikken, og at det er en mere eller mindre automatisk følge af økonomisk udvikling. Men det er langt fra tilfældet i praksis, siger forfatter og udviklingsekspert Knud Vilby:

»Den nuværende udviklingspolitik afspejler en lidt naiv betragtning om sammenhængen mellem økonomisk vækst og demokrati. Der er desværre absolut intet, der underbygger, at det skulle hænge sådan sammen,« siger han.

Rigtig mange af de udviklingslande, der de seneste år har haft høj vækst, er nemlig meget langt fra, hvad vi i Danmark vil kalde demokratier.

»Faktisk kan man sige i Afrika, at Botswana er en positiv undtagelse, fordi det er lykkedes at starte begge udviklinger sideløbende,« fastslår Knud Vilby.

Måske ikke samtidig

Denne manglende sammenhæng er Rwanda et godt eksempel på. Høj vækst, effektiv sygdomsbekæmpelse, og endda en overrepræsentation af kvinder i parlamentet har gjort landet til en såkaldt 'donor-darling'. Pengene er strømmet ind. Og de er blevet brugt aktivt til at udvikle landet på alle de parametre som bistanden traditionelt var tiltænkt.

Men der er en skyggeside: Rwanda er også et land, hvor den politiske opposition lever med et dødsmærke. Det er et stor dilemma, mener Stig Jensen, leder af Center For Afrika Studier:

»Vi har i Paul Kagame en stærk og karismatisk leder, der har præsteret ret utrolige ting på kort tid. Men han er også brutal og langt fra, hvad vi vil kalde en demokrat,« siger Stig Jensen.

Asien

Men måske er det netop Kagames jerngreb, der har givet det hærgede land ny velstand.

Stig Jensen mener nemlig, at de to målsætninger - vækst og demokrati - ofte faktisk kan stå i vejen for hinanden.

»Hvis man ser på de asiatiske mirakeløkonomier - Vietnam, Taiwan, Thailand - har de jo været præget af en meget begrænset demokratisatsning, mens de voksede økonomisk. Nogle mener endda, at når Indonesien, der havde en høj vækst i 1950'erne, faldt af vognen, var det fordi, man holdt for meget fast i demokratiprocessen,« siger Stig Jensen.

Pragmatik

Begge eksperter mener, at det ville klæde donorlandende at anerkende den manglende sammenhæng. Man bør anlægge en mere pragmatisk tilgang til de lande, der står overfor udfordringerne både at få gang i væksten og skabe højre grad af demokrati, mener de.

»Der er en række lavpraktiske grunde til at give bistand, og dem skal man holde fokus på,« siger Knud Vilby.

Støtter man erhvervsudvikling og klimatilpasning, skal man gøre det for at gøre noget ved erhvervsklimaet og miljøet. Ikke for at skabe demokrati, understreger han.

Stig Jensen er enig: »Og så kan det måske også være en god ide, at sige - for eksempel med et land som Rwanda, der blev kørt så grundigt ned af krigen - at man tager tingene case-for-case og først skaber et økonomisk grundlag, før man satser målrettet på demokrati,« siger Stig Jensen og slutter:

»Det tager ufattelig lang tid at skabe et reelt inkluderende demokrati i Afrika. Og det er jo ofte en god ide at tage en ting af gangen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu