Læsetid: 6 min.

Al-Qaeda hverver unge militsfolk i Irak

De amerikansk støttede militser, der kalder sig Iraks Sønner, tilbydes nu en højere månedsløn af al-Qaeda, hvis de vil gå over på terrorbevægelsens side og bekæmpe regeringen
Irakiske politibetjente, der alle tilhører den sunnimuslimske milits Iraks Sønner, som amerikanerne støttede økonomisk. Mange af dem lokkes i dag af ivrige hververe fra al-Qaeda, der vil have dem til at bekæmpe Iraks regering, når USA's styrker er ude af landet. Her fejrer de, at de er færdiguddannede. Det irakiske politikorps udgør i dag 290.000.

Irakiske politibetjente, der alle tilhører den sunnimuslimske milits Iraks Sønner, som amerikanerne støttede økonomisk. Mange af dem lokkes i dag af ivrige hververe fra al-Qaeda, der vil have dem til at bekæmpe Iraks regering, når USA's styrker er ude af landet. Her fejrer de, at de er færdiguddannede. Det irakiske politikorps udgør i dag 290.000.

Ahmad al-Rubaye

12. august 2010

Al-Qaeda forsøger nu at gøre comeback i Irak, og det sker ved at lokke snesevis af tidligere sunniallierede til igen at slutte sig til terrororganisationen med en højere månedlig løn, end de nu får udbetalt af regeringen. Det oplyser to fremtrædende ledere af de amerikansk støttede militser til The Guardian.

De to ledere hævder, at al-Qaeda forsøger at udnytte de amerikanske styrkers forestående afrejse i en kampagne for at hverve nye medlemmer og manifestere, at gruppen stadig er en væsentlig magtfaktor i landet efter syv års krig.

Al-Qaeda menes også at gøre forsøg på at drage fordel af det magttomrum, som er skabt af den vedvarende politiske ustabilitet i Irak, der fortsat - mere end fem måneder efter valget - står uden nogen fungerende regering.

Sheikh Sabah al-Janabi, en leder af Vækkelsesrådet - en militsgruppe, som også kendes under navnet Iraks Sønner, og har til huse i Hila, 100 kilometer syd for Bagdad, siger til The Guardian, at 100 ud af militsens godt 1.800 menige medlemmer ikke har indfundet sig for at få udbetalt deres løn for de sidste to måneder - og det er et klart tegn, mener han, på, at de nu i stedet tager imod penge fra deres tidligere fjender.

»Al-Qaeda har gjort stort comeback her,« siger han.

»Dette er mit nabolag. Jeg kender hver en person, der bor her. Og jeg ved, hvor deres tilhørsforhold ligger nu.«

Iraks Sønner voksede ud af en række minirevolter mod militante islamister med forbindelse til al-Qaeda, revolterne begyndte sidst i 2006. Sønnerne blev snart til en succeshistorie i Irak, som blev udnyttet af den daværende amerikanske øverstbefalende, general David Petraeus, der lovede at betale hvert militsmedlem 300 dollars i månedlig gage, hvis de ville kæmpe for at slå det ulmende islamistiske oprør ned.

Nye hvervekampagner

Sidst i 2008 overdrog USA kontrollen med Iraks Sønner til den irakiske regering. Programmet er siden blevet plaget af beklagelser over gensidig mistillid, forsinkelser i lønudbetalingen og næsten daglige bombninger eller skyderier mod Vækkelsesrådets ledere og medlemmer over hele Irak - en udvikling, som har vakt bekymring hos de amerikanske militære chefer på et tidspunkt, hvor deres kampstyrker står over for at skulle forlade landet.

Sheikh Sabah al-Janabis fætter, Malik Yassin al-Janabi, der også var en del af ledelsen i Hila, blev det seneste offer, da han i går blev dræbt af bevæbnede mænd, der skød ham, imens han kørte i bil og sårede to af hans livvagter.

En anden leder fra Vækkelsesrådet, Sheikh Moustafa al-Jabouri, siger, at utilfredsheden i militsens rækker har nået et bristepunkt - de fleste af hans mænd har ikke fået løn i tre måneder og fristes nu af en ihærdig hvervekampagne fra al-Qaedas side. »Mine folk får tilbudt flere penge. Det er sket i hele Arabi Jabour og i Dora,« siger han med henvisning til de to sydlige Bagdad-forstæder, som hans gruppe kontrollerer.

»Jeg advarede amerikanerne og den irakiske regering om, at hvis de bliver ved med at forsømme at give os løn, vil Vækkelsesrådets medlemmer blive stadig mere desperate og lede efter andre måder at tjene peng på,« siger han.

»Så det er et nemt marked for al-Qaeda nu. Den irakiske regering har skuffet medlemmerne, og så er det et nemt valg at slutte sig til terroristerne.«

Han fortæller at, henvendelserne til hans menige folk er blevet stadig mere hyppige i de seneste måneder.

Fire afhoppere af 1.000

»De tyer til de alle midler, de kender. Ved at true eller ved at tilbyde penge. Mange medlemmer har ingen penge, får ingen løn og lever under vanskelige omstændigheder.«

Direktør i den Nationale Forsoningskommission for Vækkelsesrådsprojektet, Zuheir Chalabi, afviser dog, at der kan være tale om afhopning i større tal.

»Jeg tror, at dette spørgsmål er blevet opdigtet og politiseret af folk, der er imod regeringen og tilhængere af Saddams gamle Baath-parti,« siger han .

»Vi har ingen indikationer på, at et stort antal af Iraks Sønner skulle have forladt deres job. Vi har måske set fire afhopninger ud af et samlet medlemstal på over 1.000.«

Men Sheikh Sabah al-Janabi siger, at han med glæde vil give en liste over navnene på de påståede afhoppere til både amerikanske og irakiske embedsmænd.

»Chalabi er nødt til at se kendsgerningerne i øjnene,« >siger han.

Flere blev lokket

To mangeårige medlemmer af Iraks Sønner fortæller til The Guardian, hvordan de inden for de seneste uger er blevet kontaktet af lokale mænd, som de vidste, var al-Qaeda-ledere. Tilbuddet var, at de ville få en højere betaling, hvis de hoppede af.

Begge indrømmer at have overvejet forslaget, hovedsageligt fordi de frygtede, hvad der ville ske, hvis de afviste det på stedet.

Den 25-årige Mohammed Hussein al-Jumaili, siger:

»Min løn er meget lav - den er på omkring 300 dollar om måneden, og sommetider kan der gå to måneder eller længere, før jeg får min løn udbetalt.«

»For 10 dage siden var jeg på café med en anden person fra mit kvarter. Han arbejder også sammen med os. To mennesker kom hen til os. Jeg genkendte dem. De var også fra mit nabolag. De sagde: 'Hør her, eksperimentet med Iraks Sønner er slået fejl. Alle militsmedlemmer vil blive slagtet, den ene efter den anden. Men hvis I vælger at samarbejde med os, vil vi støtte jer. Vi vil give jer en god løn, og I kan selv bestemme, hvilke operationer I vil være med i. Hvis I slår til imod amerikanerne eller regeringens styrker, får I ekstra penge.«

Det andet medlem, Sabah al-Nouri, 32, fra det vestlige Bagdad, fortæller, at han også er blevet kontaktet. I hans tilfælde af medlemmer af Iraks Sønner, der optrådte som dobbeltagenter.

»Jeg har ansvaret for at lede en gruppe i al-Haswa distriktet i Abu Ghraib,« siger han.

»For to måneder siden kontaktede al-Qaeda mig igennem folk, jeg har arbejdet sammen med. De gav mig et godt tilbud, en bonus for hver operation og et løfte om at støtte mig og beskytte mig,« >siger han.

»De sagde, de ville give mig et våben, en tilladelse til at bære det. Og så kom de med en masse løfter. De sagde, at jeg ville få større autoritet, end jeg har nu. De sagde også: 'Vi har ikke gjort dig noget ondt, du arbejder du imod os?'«

Hyldet med visum til USA

Major Mudher al-Mowla, det irakiske forsoningsministeriums ansvarlige for Iraks Sønner, siger, at regeringen først for nylig har erfaret om den nye al-Qaeda-hvervekampagne og dens blanding af kontante tilbud og trusler.

»Vi har hørt, at sådanne ting foregår, især i Adhamiyah (i det vestlige Bagdad) og vi har indledt en efterforskning. Vi venter på resultaterne.«

Den amerikanske regering har givet visum til mange medlemmer fra Iraks Sønner og har angiveligt lovet, at fremtidige ansøgninger om at udvandre til USA fra ledere fra Iraks Sønner vil blive vel modtaget. Både Pentagon og Det Hvide Hus har hyldet indsatsen fra Iraks Sønner som en sejr, der blev et vendepunkt i den svære og syv år lange krig.

Nogle amerikanske militærledere mener, at lederne fra Iraks Sønner overdriver al-Qaedas hvervekampagne, fordi de frygter for, hvad der vil ske, når amerikanerne forlader landet.

Men de udtaler sig stadig med stor anerkendelse om de mennesker, som de hævder, banede en vej for deres udrejse.

»Iraks Sønner har udvist stort personligt og fysisk mod på deres lands vegne,« >siger oberstløjtnant Bob Owen, chef for medieoperationscentret på den amerikanske ambassade i Bagdad.

»Da de indgik partnerskab med den irakiske regering om at bekæmpe oprøret, kom de til at spille en central rolle i at nedbryde al-Qaeda og nedbringe de civile irakiske tabstal.«

»Den irakiske befolkning og de irakiske ledere på alle regeringsniveauer er taknemmelige over det mod, som Iraks Sønner har udvist, og over de personlige ofre, de har bragt og bringer for fortsat at skabe sikkerhed og en bedre fremtid for landet.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer