Læsetid: 1 min.

Bagsiden: Magttomrum truer i Irak

Politikerne kan fortsat ikke enes om ny præsident, premier-minister og parlaments-formand. Irak går ind i sjette måned med politisk lammelse
7. august 2010

Der er gået præcis fem måneder siden det irakiske parlamentsvalg den 7. marts, og der er stadig ikke udsigt til nogen snarlig regeringsdannelse i det konflikthærgede land.

Ved valget fik den sunnimuslimsk støttede al-Iraqiya-blok, ledet af den sekulære tidligere premier- minister Iyad Allawi, 91 pladser i parlamentet - to mere end den siddende premierminister Nouri al-Malikis shiitisk dominerede blok, Dawlat al-Qanoon. Ingen af blokkene er imidlertid i nærheden af den majoritet på 163 stemmer, der skal til for at danne regering, og ingen af dem har indtil nu kunnet nå til enighed med andre partier om et regeringssamarbejde.

I juni annoncerede al-Malikis blok en ny koalition med parlamentsvalgets nr. tre, den shiitiske Iraqi National Alliance (INA), der råder over 70 pladser i parlamentet, men forleden meddelte INA, at man under ingen omstændigheder vil acceptere, at al-Maliki fortsætter som premierminister. Kun hvis al-Maliki trækker sit kandidatur, vil INA snakke videre med hans politiske gruppe, Dawlat al-Qanoon.

Uden ny premierminister, præsident og parlamentsformand besluttede parlamentets midlertidige formand forleden at udskyde den ny samling, der skulle være indledt i august.

FN advarer

Trods den politiske lammelse står USA fast på at skære sin militære tilstedeværelse i Irak ned til 50.000 mand med udgangen af denne måned. FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, advarede i går om magttomrummet i Irak, »som risikerer at undergrave tilliden til den politiske proces«.

Ban Ki-moon frygter bl.a., at kræfter, der som al-Qaeda er imod en demokratisk udvikling, vil udnytte situationen. I denne uge har al-Qaeda-militante to gange angrebet og erobret politi-kontrolposter i Bagdad og hejst al-Qaedas flag.

Ifølge Iraks siddende regering blev 396 civile dræbt i juli, foruden 50 irakiske soldater og 89 politifolk. USA kalder tallene overdrevne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu