Læsetid: 6 min.

'Det her skal du bare ikke skrive'

To franske journalister har gjort det utænkelige og offentliggjort fortrolige samtaler med 26 ministre. Men ingen løfter øjenbrynene over det barnagtige magtspil og skandaløst luksuriøse liv, der udstilles. Til gengæld er journalistkollegerne mopsede
Droppet. Den tidligere justitsmininster Rachida Dati er en af bogens mange medvirkende politikere. Dårlig reformhåndtering og for mange forsider om personligt forbrug fremfor om politik fik til sidst præsidenten til at droppe hende som minister.

Droppet. Den tidligere justitsmininster Rachida Dati er en af bogens mange medvirkende politikere. Dårlig reformhåndtering og for mange forsider om personligt forbrug fremfor om politik fik til sidst præsidenten til at droppe hende som minister.

Luca Dolega

14. august 2010

»Som minister var man hele tiden omgivet af folk, og man blev hjulpet. Men med ét var man alene. Jeg havde personligt to måneder med agorafobi: Det tog mig noget tid, før jeg kunne tage metroen igen ... Kan De forestille Dem mig, der tager linje fire, med min kuffert, oven i købet i retning af Porte de Clignancourt! Jeg turde ikke kigge på nogen.«

Frankrigs sundhedsminister, Roselyne Bachelot, himler med øjnene ved mindet om sig selv - uden ministerpost - i toget sammen med almindelige borgere. I retning nord for Paris, hvor indbyggerne tilhører den lavere middelklasse og nedefter.

Roselyne Bachelot er i dag minister igen, men derfor knækker hendes hjerte alligevel nærmest over i to ved tanken om den skæbne, som kollegaen, justitsminister Rachida Dati har udsigt til: Europa-Parlamentet, nærmest ingen hjælp til noget og medfølgende evig glemsel.

Over for Bachelot sidder de to politiske journalister, Nathalie Segaunes fra hovedstadens regionalavis Le Parisien og Anne Rovan, fra højrefløjens foretrukne dagblad Le Figaro. De tre kvinder spiser frokost i sundhedsministeriet, Avenue Duquesne 14 i det rige 7. arrondissement i Paris. Hvad ministeren ikke ved er, at intet af det, hun siger, er uden for citat, altså fortroligt. Det er ellers, hvad hun regner med:

»Nogle af ministrene og journalisterne kender hinanden så godt, at ministrene ikke engang behøver sige: Det her må du ikke skrive. For journalisten er det indlysende, at det foregår i al fortrolighed,« forklarer Nathalie Segaunes.

Som politisk journalist har hun også selv indtaget en lang række delikate retter i ministerierne, men alligevel er hun forarget over systemet, fortæller hun, mens hun får en kop formiddagskaffe på en café i det 19. arrondissement i Paris.

Derfor besluttede hun sammen med kollegaen Anne Rovan at bryde den uskrevne, men i den grad håndfaste regel og fortælle franskmændene, hvor meget de ikke får at vide - og hvor langt ministrene er fra deres virkelighed.

Afhængige af Sarkozys nåde

Det er blevet til bogen Déjeuners avec des ministres sous pression (Frokoster med ministre under pres, red.). Her gengiver de to journalister resultatet af et års frokostmøder fra december 2008 til december 2009 med 26 ministre og juniorministre - altså ministre, som blot har ansvar for én sektor og oftest hører under et overordnet ministerium.

Formålet med møderne er klart: Journalisterne kan spørge ministrene om løst og fast. Ministrene kan til gengæld gratis sende diverse programerklæringer og spydige kommentarer om kolleger ud mellem sidebenene. Ingen vil nogensinde vide, hvor journalisterne har oplysningerne fra. Før nu.

Derfor forstår man sagtens, hvorfor nogle af ministrene blev sure, da de to forfattere kort før udgivelsen af bogen - hvor det var for sent at forsøge at blokere den - sendte dem et eksemplar.

For Segaunes og Rovan zoomer helt ind på en allestedsnærværende angst for at miste magten, bagtaleri uden skrupler samt et liv i luksus, der ligger provokerende langt fra franskmændenes hverdag.

Når ministrene frygter at miste magten i så høj grad, hænger det ikke mindst sammen med, at præsident Nicolas Sarkozy i modsætning til sine forgængere i ekstrem grad blander sig i samtlige højtprofilerede sager. Makker ministrene ikke ret, er det værst for dem selv.

Derfor drejer størstedelen af bekymringerne sig langtfra om borgerne, men om at bevare magten. Som Roselyne Bachelot udtrykker det:

»Magten er et stærkt rusmiddel. Ingen andre steder end i politik har man begge elementer: magten og de rettigheder, der følger med den.«

Derfor går der flere gange decideret børnehave i den, når ministrene har travlt med at fortælle, hvor tæt de er på præsidenten, og hvor dygtig de synes, han er.

F.eks. forsikrer økologiminister Chantal Jouanno om, at selv om hun ofte er uenig med gruppemedlemmerne, så generer det hende ikke, så længe Nicolas Sarkozy er der:

»Hver gang har han været min bedste støtte,« siger hun og fortæller vidtløftigt om præsidenten, som »er god til at lytte«, og hvis beslutninger er »modnet lang tid i forvejen og aldrig truffet på baggrund af et hurtigt indfald«.

Denne strategi bruger også præsidentens mangeårige ven indenrigsminister Brice Hortefeux. For at demonstrere, hvor stor indsigt han har i Sarkozys hverdag, forklarer han om præsidentens fysiske form - for det kræver sin mand at lede Frankrig:

»Nicolas laver meget muskeltræning, armbøjninger. Derfor har han ikke længere ondt i ryggen«.

Løgn og arrogance

Når det handler om ministerkollegerne, sendes knivene til gengæld afsted med rund hånd.

Således siger transportminister Dominique Bussereau om den nuværende justitsminister Michèle Alliot-Marie, 63 år, at »alle tror, hun har siddet i regeringen siden 1958«. Noget af en ondskabsfuld kommentar til hendes alder, for 1958 er en politisk reference til det år, hvor Charles de Gaulle fik vedtaget landets nuværende forfatning. Trods den erfaring, Alliot-Marie besidder, kan hun ikke komme i betragtning til posten som premierminister, da hun er for »stram i det«.

På samme måde holder Laurent Wauquiez, beskæftigelsesminister, sig heller ikke tilbage, når han taler om sin kollega Martin Hirsch, højkommissær for solidaritet og kamp mod fattigdom og en af Sarkozys fineste venstrefløjsskalpe:

»Jeg har indtryk af, at han er mere optaget af at modellere sin kommandørstatue end at bekæmpe fattigdommen i Frankrig,« siger han med reference til Molières Don Juan, der til slut drages til Helvede af repræsentanten for sin dårlige samvittighed - kommandørstatuen.

Generelt er Segaunes og Rovan gode til at sætte ministrenes udtalelser ind i den politiske kontekst, ligesom hvert kapitel følges op af et kort resumé over, hvad den enkelte minister har bedrevet siden frokosten. Undervejs afslører de også sandheder med modifikationer og deciderede løgne.

Et godt eksempel kommer fra en anden tidligere højtprofileret socialist, integrationsminister Eric Besson.

Under interviewet fortæller han, at overskuddet på 125.000 euro fra en bog, han er medforfatter til, går til en humanitær organisation. Men da journalisterne efterfølgende følger op på sagen, har organisationen kun modtaget 1.000 euro.

Også menuen og ministrenes opførsel får plads i bogen. Her er Rachida Dati, daværende justitsminister, i en klasse for sig. Da en af de to journalister møder hende, er hun undervejs i et fly på en afskedturne. For mange smukke designerkjoler, avisforsider samt dårlig håndtering af diverse reformer har fået Sarkozy til at sende hende til Europa-Parlamentet.

Dati er mildest talt i skidt humør.

»Ved De, hvornår De forlader regeringen?«

»Det ved jeg ikke«.

Efter flere iskolde svar giver hun sig til at læse dameblade og sætter demonstrativt øretelefonerne til sin iPod i ørerne. Spørgsmålsseancen er slut.

Gnavne kolleger

Det mest chokerende er dog den grad af luksus, de alle er omgivet af, mener Nathalie Segaunes: »De er meget langt fra gennemsnitsfranskmanden. Der er intet, de skal klare, de har ingen materielle bekymringer. Konsekvensen er, at de mister realitetssansen,« siger hun.

Men eksponeringen af livet ved hoffet har ikke skabt nogen egentlig mediestorm eller offentlig forargelse. Salgstallene er ifølge forlaget endnu ikke talt op, men bogen er blevet positivt omtalt i de landsdækkende medier. Og det er så det.

Sandsynligvis fordi journalisterne bliver udstillet som medsammensvorne, vurderer Segaunes. I stedet for at tage debatten op har de derfor blot ytret irritation over, at det nu var slut med de fortrolige frokostmøder:

»De sagde, at det var forfærdeligt, for på grund af os ville ingen ministre længere spise frokost med journalister.«

Men selv om nogle af ministrene for op, og Rachida Dati fik forhindret de to forfattere i at deltage i det samme tv-program som hun, fortsætter praksis som før. Et problem, mener Segaunes:

»Hvis den franske presse lider af noget, og hvis folk læser stadigt færre aviser, så er det, fordi vi ikke fortæller nok om, hvordan tingene reelt går for sig. Vi censurer os selv for meget. Også jeg. Når det kommer til stykket, er det læseren, som taber.«

Anne Rovan og Nahtalie Segaunes: Déjeuners avec des ministres sous pression. 241 s., 18,40 euro. Albin Michel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ahmad Al-Mousawi

Udmærket artikel. Stof til eftertanke. Måske at 'karriere politik' skal afskaffes. Sådan lidt ligesom Enhedslisten gør, bare mere radikalt, så magten ikke kan misbruges..

Martin Pedersen

Det var det samme med den amerikanske presse da artiklen "The Runaway General" i Rollingstone Magasine udkom. Laura Logan, journalist ved CNN, kritiserede hendes kollega for at offentliggøre general McCrystals udtalelser. Men, med mindre kilden udtrykkeligt siger at udtalelserne er off-record, så er journalisten i sin fulde ret til offentliggøre udtalelsen og henvise til kilden. Selvfølgelig med risiko for at miste kilden. Men det er dilemmaet: Hvor mange journalister tilbageholder information, som kunne være relevant for offentligheden, for at bevare sin position inde i varmen hos dem, man skal forestille at dække kritisk.

højt profileret politiker og/eller dem der sidder i regering, får stjernestatus i medierne, på godt og ondt,.. så ud over at folk kan blive afhængige af magt, kan de også blive afhængig af at være i rampelyset, ligesom børnestjerner som ikke fik nogle roller som voksne og er ude af branchen, har svært ved at tilpasse sig at nu er de bare hvilken som helst anden Jens Jensen. Jeg tror at et segment af vores politikere har det som nogle af de franske, men når politikken begynder at handle om at have magten for magtens skyld, så tjener disse ikke folkets interesser mere men deres egne.

Anklagen er i mine øjne, at man spekulerer i noget der først var en handling af nødvendighed.

Altså at et menneske reagerer på en handling, finder ud af at man kan leve af det, og udnytter det, ved at kunstigt genskabe situationer for egen vindings skyld.

Karsten Johansen

Det interessante er avsløringen av journalistene som egen sensurinstans.

Karriere-maskineriet og lønnssystemet i nåtiden som den neoliberalistiske ideologien har utviklet til indiskutable dogmer er langt mer effektive sensurinstanser enn noen stalinisme eller fascisme historisk har benyttet seg av. Derfor lever vi i dag under en "frivillig" totalitarisme, historiens mest effektive og maktfulle totalitarisme er den neoliberalt kapitalistiske. Den har utelukket ikke bare ethvert politisk alternativ, men tilmed bare tanken om at noe slikt kan eksistere legitimt, og det for all overskuelig fremtid (og dermed for all fremtid, fordi dette systemet etter all sannsynlighet forlengst har satt kursen mot artens undergang som følge av de gigantiske miljøødeleggelser, som følger av profittsystemets diktatur over økonomi, kultur, samfunn, vitenskap, moral osv. Det er et system der enhver ettertanke, samvittighet, fornuft osv. tilsist blir utelukket av hensyn til pengeoverskuddsproduksjonens diktat over alt annet. Systemet er dogmatisk kodifisert i den neoklassiske økonomi"teorien"s skolastiske postulater. Bokholderiet blir altings start og slutt.

Journalistene kan få lov til å pludre sin
"ytringsfrihet", sålenge makthaverne vet at den ikke røper noe viktig, men bare skriker ut likegyldigheter som om de var livsviktige begivenheter.

Hvor mange er f.eks. klar over at raten av misdannede barn ved fødslen nå er høyere i Falluja enn den var i Hiroshima og Nagasaki etter atombombene i 1945? Enhver kan selv gjette hvorfor det ikke er forsidestoff i een eneste avis rundt om på kloden.

"Hvor mange er f.eks. klar over at raten av misdannede barn ved fødslen nå er høyere i Falluja enn den var i Hiroshima og Nagasaki etter atombombene i 1945? Enhver kan selv gjette hvorfor det ikke er forsidestoff i een eneste avis rundt om på kloden."

-

FOU, Alm. del spørgsmål 291

Spm. om brugen af "Depleted Uranium", til forsvarsministeren

Dokumentdato: 18-08-2010
Modtaget: 18-08-2010
Omdelt: 18-08-2010

Spørgsmålets ordlyd:
Hvad kan ministeren oplyse om brugen af "Depleted Uranium" (forarmet uran) og følgevirkningerne heraf under krigen i Irak, herunder følgerne efter angrebet på Fallujah?

Spørger:
Frank Aaen (EL)