Nyhed
Læsetid: 8 min.

Blodfejder og gæstfrihed i al-Qaedas nye hjemmebane

Al-Qaeda har ikke noget problem med at falde ind i en verden af konstante stammekrige i Yemens Shabwa-provins. Men ofrene er de civile, der ryger med, når al-Qaeda-krigerne bombes fra oven
Bjergbeboere i det område i Yemen, hvor al-Qaeda er rykket ind. De lokale beduiner accepterer al-Qaeda-krigerne i en verden, hvor stammerne ofte ligger i krig med hinanden. Men det er farligt at have jihadisterne som naboer, når de er eftertragtet af verdens mægtigste militærmagt.

Bjergbeboere i det område i Yemen, hvor al-Qaeda er rykket ind. De lokale beduiner accepterer al-Qaeda-krigerne i en verden, hvor stammerne ofte ligger i krig med hinanden. Men det er farligt at have jihadisterne som naboer, når de er eftertragtet af verdens mægtigste militærmagt.

YAHYA ARHAB

Udland
30. august 2010

Himlen er mørk på vejen fra Aden til Shabwa, selv om det er midt på dagen: »Der kommer regn,« siger føreren af vores nedslidte Land Cruiser, og snart efter hamrer tunge dråber ned på bilens tag, mens regnen får de sorte bjerge til at ligne skinnende marmor.

Yemens Shabwa-provins er hjemsted for al-Qaeda. Man mener, at her er jihad-træningslejre, og at flere af ledere for organisationens nye 'filial' på Den Arabiske Halvø befinder sig her. Den vigtigste af disse mænd er Anwar al-Awlaki, den yemenitisk-amerikanske præst, som Obama-regeringen i april udpegede som et legitimt mål for dødspatruljer, og som engang er blevet beskrevet som USA's farligste terrorist. Landcruiseren er fyldt med beduiner fra Awalik-stammen. De hullede bjergveje kontrolleres skiftevis af banditter, separatister, jihadister og regeringens sikkerhedsstyrker. For det meste banditter. De første møder vi på grænsen til provinsen i et sving på vejen mellem to bjerge. Syv unge mænd sidder i skyggen af et træ med kanoner og tildækkede ansigter. Mindre end 50 meter væk, på den anden side af lille bro og under et andet træ sidder en gruppe af soldater på hug i skyggen.

»Banditterne og soldaterne vil ikke angribe hinanden,« siger en af mine kammerater i bilen. Hvorfor? »De er fra den samme stamme,« svarer han.

Dronefly overvåger

Et par timer senere møder vi en ny gruppe banditter længere henne på vejen. De er mere aktive. Det er blevet nat, og de har blokeret vejen med sten og klipper. En bevæbnet mand stopper os, mens en halv snes mænd sidder klar i vejkanten. Den bevæbnede mand stikker hovedet ind gennem bilruden og kigger rundt:

»Er der nogen af jer, der arbejder for regeringen?« Der bliver mumlet nej, og han lader os køre videre.

Da vi ankommer til den lille beduinlejr ved Hateeb efter mørkets frembrud, bærer mændene deres sovemåtter ud fra husene og lægger sig på klipperne under åben himlen og snakker i flere timer, inden de falder i søvn.

Der hersker en anspændt stemning mellem stammerne og al-Qaeda. Stammerne kan ikke nægte dem husly og gæstfrihed, for i beduinernes æreskodeks er kun få forbrydelser alvorligere end at fornærme eller forråde en gæst eller nægte ham gæstfrihed. Men de er blevet grundigt trætte af al-Qaedas tilstedeværelse og den uønskede opmærksomhed, det har bragt. Hver aften i Shabwa så jeg droner flyve langsomt rundt på himlen og overvåge det klippefyldte landskab.

Et par nætter senere, mens jeg sidder og snakker med Ali, en ung nevø af stammens sheik, og andre mænd, hører vi pludselig lyden af en bil i det fjerne. Der lyder et varselsskud, og alle mændene tager deres våben: »Qaeda!« bliver der råbt fra hus til hus. Mændene løber ind midt i landsbyen for at standse jihadisternes biler, men da forlygterne kommer til syne, er der en, der råber, at konvojen er stammefolk fra den nærmeste landsby, som kører en slægtninge på hospitalet.

»Al-Qaeda er på det bjerg,« siger Ali og peger på en fjern bjergtinde. Før boede de tættere på beduinlejren, men efter et luftangrebet, hvor fem jihadister blev dræbt, bad stammefolkene dem om at flytte længere væk:

»Vi bad dem om at tage væk efter bombeangrebet.«

Blodfejder

I årevis har brutale blodfejder hærget i Shabwa-provinsen. Næsten alle stammefolk i området er blevet viklet ind i hævnspiralen. Det golde ørken- og bjerglandskab er delt op i små krigszoner. På vejen gennem Shabwa er vi ofte nødt til at forlade hovedvejen og køre dybt ind i ørkenen for at undgå at møde en stamme, som nogen i bilen har en blodfejde med:

»Vi vil gerne gå i skole,« siger Ibrahim, en 16-årigt stammekriger, der sidder bag i bilen med hovedet pakket ind i et tørklæde: »Men vi var nødt til at holde op, for ellers ville nogen kunne have opsporet os og slået os ihjel.«

Jeg spørger ham, om han har set mange kampe. »Ja, mange gange,« svarer han.

Stammefolkene lever i dyb fattigdom i dette barske landskab. Når - eller rettere hvis - regnen kommer, forsvinder den hurtigt igen og efterlader ørkenen lige så tørstig som før. Bortset fra nogle få pletter af opdyrket jord er resten ørkensand.

Når man er så fattig, har folk meget lidt at slås om, bortset fra deres ære. Den eneste måde, man kan hævne en fornærmelse, er ved at dræbe fjenden efter have sagt hans navn, så han vender sig om. Det er en synd at dræbe en mand ved at skyde ham i ryggen. Men skal se ham i øjnene, når man skyder ham.

Gæstfrihedskulturen bliver taget meget alvorligt. En blodfejde, som har stået på i to år, handler om en gæst, der følte sig fornærmet.

Ali fortæller, at der af og til også bliver brugt tungt skyts i stammekrigene:

»Sidste år belejrede vi en nabostamme. Vi brugte anti-luftskytskanoner og morterer. Vi bombede dem i tre dage og belejrede dem derefter i ugevis, indtil de kun havde kiks tilbage at spise.«

Al-Qaeda har ikke noget problem med at falde ind i denne kontekst af konstante stammekrige, hvor de fleste mænd tilsyneladende er eftersøgt af myndighederne for et mord eller to. Deres krigere er ikke meget anderledes end alle de andre krigere, som søger beskyttelse hos stammen:

»Der bor kun få troende (jihadister, red.) i bjergene,« fortæller en gammel mand i Hateem og tilføjer: »Men vi har ikke set dem gøre noget galt her. Vi er ligeglade med, om de har dræbt en person i Amerika. Her i Shabwa har de ikke har begået nogen forbrydelse, og derfor skal de respekteres som alle andre mennesker.«

Jihadisternes beskytter

Sultanen af Awaliks landsby ligger på en bakketop, omgivet af frodige grønne marker og palmelunde, midt i den fjendtlige ørkenen. Saeed er et arkitektonisk skatkammer med høje og skrånende muddertårne og skyggefulde, snavsede gader. Flere af de befæstede huse er arret af skudhuller fra de stammefejder og opstande, der har raset i området lige i de seneste årtier. Ved siden af ruinerne af et mudderslot, som det britiske luftvåben ødelagde tilbage i 1950'erne, er sultanerne af Awaliks nye beton- og marmorplads blevet opført.

Indenfor møder jeg sultanen, Fareed bin Babaker. Han er høj, gamle og svagelige, med en spids næse og et tyndt hvid fipskæg, men bærer hele sit stammefolks myndighed i sin bløde og endnu indfølte stemme.

Næsten to millioner mennesker adlyder sultanen i det sydlige Yemen. Han er en regeringens nære allierede, men samtidig giver hans stammer husly til fjender af såvel regeringen som Vestens fjender. Den mest berygtede jihadist, som sultanen i øjeblikket beskytter, er Anwar al-Awlaki. Awlaki, en tidligere gejstlig, som nu er i 30'erne, er blevet sat i forbindelse med Nidal Malik Hasan, en psykiater fra den amerikanske hær, som er anklaget for i november 2009 at have dræbt 13 mennesker i Fort Hood i Texas, og med nigerianeren Umar Farouk Abdulmutallab, der er anklaget for at have forsøgt at sprænge et passagerfly på vej mod Detroit i luften på juledag. Han er nu blandt USA's mest eftersøgte.

Efter at have fortalt om det sydlige Yemen i næsten en time siger sultan Fareed, at Awlaki bor i landsbyen, og at han kender hans bevægelsesmønster.

»Anwar, og fire-fem mennesker tilbringer natten sammen i deres hjem, og beder morgenbøn et sted, som ikke ligger langt væk,« siger Fareed. »Vi ved, hvor det er.«

Men hvordan kan en eftersøgt mand få lov til at bo i landsbyen? Han svarer, at Awlaki ikke havde begået nogen forbrydelser i stammesamfund, og myndighederne har desuden heller ikke bedt ham om at udlevere Awlaki.

»Al-Qaeda har ikke dræbt nogen her, så vi behøver ikke afvise eller udlevere dem til myndighederne,« siger han. »Regeringen har ikke bedt os om at aflevere ham. Hvis de gør det, vil vi tænke over det. Men ingen har bedt os om det.«

Awlakis sammensatte families hus ligger blot nogle få meter fra sheikens. Jeg går hen for at se, om jeg mon kan få et glimt af Awlaki eller tale med ham, men alle døre og vinduer er låst.

Nogle gange gør dronerne mere end blot at holde øje med folk i Shabwa. Efter at have forladt sultanens landsby rejser vi til Majala-dalen i Awalik-bjergene. I vejkanten er en række små grave markeret med sten.

En gammel mand sidder i nærheden i sine slægtninges telt og nipper til sød te. Sidste år var han og hans fem-årige datter de eneste overlevende efter et missilangreb, der siges at have dræbt snesevis af mennesker, herunder hans hustru og sønner, samt deres hustruer og hans børnebørn. Han var ude for at hente sine kameler, da han hørte en enorm eksplosion.

»Jeg troede, at et tankskib var eksploderet, men bjergene omkring mig rystede,« siger han.

Det tog ham et par timer at nå til lejren, hvor hans slægtninge boede. På det tidspunkt var andre landsbyboere allerede nået frem. Abdul Mutalib, en ung mand med et spinkelt ansigt, var en af de første, der nåede frem til området. Han fortæller, at han så brændende mennesker, biler og dyr.

»En kvinde brændte inde i sit telt. Jeg forsøgte at få hende ud, men jeg nåede det ikke.«

Klyngebombernes ofre

Vi kører hen til et af de steder, hvor missilerne slog ned. Strimler af snavset tøj og stumper af gule plastikspande dingler på et dødt træs snoede grene. Hvide dyreknogler ligger spredt overalt. Det sammenkrøllede metal fra en raketmotor ligger på kanten af et to meter dybt krater. Et par meter fra krateret ligger det grå hylster fra den raket, der bar de dødbringende klyngebomber. Ifølge landsbyboerne, en rapport fra Yemens parlament og Amnesty International blev et dusin mænd, kvinder og børn fra familien Haydara dræbt her den 17. december 2009.

Vi går i 20 minutter gennem kampesten og tornebuske for at nå den anden lejr, der blev ramt samme dag. Her blev familien Ba Kazim dræbt, fortæller landsbybeboerne. Ifølge den parlamentariske kommission blev i alt 41 civile og 14 al-Qaeda-krigere dræbt i de to angreb. Spredt mellem resterne af knust liv ligger farverige gule objekter, som står i kraftig kontrast til beduinernes ejendele. Der er stencileret ord som »BOMB FRAG«, »US NAVY« og serienumre på dem. Det var klyngebomber, spredt som slik.

Jeg spørger Muqbel al-Kazimi - en af de mænd, der viser mig stedet - om rapporterne om, at al-Qaida var i lejren. Han fortæller, at Muhamad al-Kazimi, som er eftersøgt af regeringen på grund af sine forbindelser til al-Qaeda, var her sammen med nogle af sine mænd. Han menes at være blevet dræbt:

»Der var færre end 10 mand, og de levede i et par telte i udkanten af Ba Kazim-familiens lejren.«

Hvorfor havde beduinerne delt lejr med al-Qaeda? spørger jeg

»Krigerne havde sagt til beduinerne, at de ville grave en brønd for dem, så de kunne få vand,« svarer han.

I denne fattige og tørre egn har det nok lydt som et godt tilbud.
© Information & Guardian 2010. Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her