Læsetid: 2 min.

Chokeffekten mangler i Pakistan-oversvømmelse

I løbet af de sidste 14 dage har Dansk Røde Kors indsamlet under 600.000 kr. til katastrofen i Pakistan. Efter jordskælvet i Haiti gav vi over 14 millioner kr. i løbet af samme tid. Oversvømmelsens langsomme udvikling går ud over den chokeffekt, som normalt gør katastrofer nemme at 'sælge', mener Røde Kors
Ved den store Danmarks Indsamling den 31. januar til ofrene for jordskælvet i Haiti sad en stor del af kendte og tog telefoner og samlede penge ind til sagen, Her bl.a. Birthe Kjær, Hilda Heick, Mette Walsted Vestergaard og Ulla Tørnæs. Hvornår gør de det for Pakistan?

Ved den store Danmarks Indsamling den 31. januar til ofrene for jordskælvet i Haiti sad en stor del af kendte og tog telefoner og samlede penge ind til sagen, Her bl.a. Birthe Kjær, Hilda Heick, Mette Walsted Vestergaard og Ulla Tørnæs. Hvornår gør de det for Pakistan?

martin sydvest

14. august 2010

Flere nødhjælpsorganisationer beskrev i torsdagens Information, hvordan Pakistans dårlige image kan mærkes på danskernes lyst til at støtte ofrene for oversvømmelsen i Pakistan: Associationer til Taleban og terror hænger over katastrofen, og landets dårlige image kan mærkes på bundlinjen, viser de nyeste tal fra Dansk Røde Kors.

Fundraisingchefen hos Dansk Røde Kors, Kenneth Ørhberg, bekræfter, at Pakistans dårlige image påvirker danskernes lyst til at gribe til lommerne, men ifølge Kenneth Ørhberg er det ikke kun image, der spiller ind. Katastrofen mangler 'salgbarhed' som han udtrykker det.

Oversvømmelsernes langsomme udvikling - den ekstreme monsunregn og de første ofre blev nævnt den 31. juli - over flere uger fratager historien dens 'chokeffekt', og gør den langt sværere at sælge i medierne og dermed også hos befolkningen, mener Kenneth Ørhberg.

»Man må ikke glemme, at når det drejer sig om Haiti, tsunamien eller for den sags skyld jordskælvet i Pakistan i 2005, så var der tale om naturkatastrofer, der kom fra et minut til det andet. I det ene øjeblik ånder alt fred og ingen fare, og i det næste er det totalt kaos. Det skaber nogle billeder og chokbølger i medierne og verdenssamfundet på et helt andet niveau end en oversvømmelse, som gradvist bliver værre og værre,« siger Kenneth Ørhberg.

Svært at rydde forsider

I løbet af de sidste 14 dage har danskerne bidraget med knap 600.000 kroner til ofrene i Pakistan.

Til sammenligning samlede Dansk Røde Kors over 14 millioner kroner ind i løbet af de første 14 dage efter jordskælvet i Haiti. Hvis man medregner omfanget af mennesker med akut behov for nødhjælp, bliver tallene endnu skævere: Da situationen i Haiti var værst, stod cirka én million mennesker med behov for akut hjælp som drikkevand og mad - for Pakistan lyder det seneste tal fra FN på over 14 millioner mennesker. De to vidt forskellige beløb viser tydeligt, at danskernes vilje til at gribe til lommerne afhænger af, hvilken slags katastrofe det drejer sig om, fortæller Kenneth Ørhberg.

»Hvis en katastrofe har den dér chokeffekt, så rydder du automatisk alle forsiderne på dagbladene og på de elektroniske medier. Og det er sådan noget, der skal til, hvis det virkelig skal batte,« siger Kenneth Ørhberg.

Ikke-øremærkede penge

Fordi indsamlingen til Pakistan er gået så langsomt, er Dansk Røde Kors begyndt at tage fra midlerne i deres såkaldte katastrofefond. Pengene kommer fra Røde Kors' årlige indsamling af ikke-øremærkede penge, og ifølge Kenneth Ørhberg er det nødvendigt med den slags indsamlinger til situationer, hvor lysten i befolkningen til at støtte en bestemt sag halter.

»Det er rigtig vigtigt at have nogle penge, som man bare kan bruge, når lokummet brænder et eller andet sted, og man ikke kan skaffe penge på anden vis. For eksempel hvis det handler om et land, som folk ikke kender noget til. Eller hvis det er et land, der har et dårligt image i befolkningen - hvilket helt klart er tilfældet i Pakistan,« siger Kenneth Ørhberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er der sikkert en vis "jeg gav sidste gang"-effekt som er en del af forklaringen, men det er da rigtigt at langsomme katastrofer er kedelige.
Men det er også problematisk at de i det hele taget skal sælges.
Givetvis har den vestlige verden et vist ansvar i og med at det ikke blot fortrinsvist er os der er årsag til klimaforandringerne i den grad de er menneskeskabte, men at det også er på grund af kolnialismen, både 1900-tallets imperialistiske kolonialisme og 2000-tallets neo-liberale globaliserede kolonialisme, at disse tredieverdenslande ikke har ressourcer til at tage vare på tingene selv.
For man må vel sande at der spilles for meget på hjertestrengene af alle involverede organisationer og manipuleres for meget med menneskets grundlæggende frygt af diverse massemedier, både for at vi kan se hvor meget bedre vi har det og være taknemmelige, og for at undgå fokuseren på for os væsentlige nyheder.
Se blot på den avis der engang var den næstmindst ringe, politiken - der er ikke andet end kriminalitet, ulykker og katastrofer, måske en intetsigende smule vås om krigene.

Dengang jeg voksede op, det var i halvtredserne hørte man dårligt nok om den slags ting hvis de skete halvvejs i den anden ende af landet. Nu skal vi gudhjælpemig høre om det hvis en bus er kørt galt i Tyrkiet eller Nordafrika.

Det er selvfølgelig slemt nok for de involverede, men hvordan bliver deres eller vores liv bedre af at vi hører om hinandens ulykker, så langt væk?
Vi havde det i og for sig udmærket i sønderjylland i halvtredserne uden at skulle høre om ulykkerne på sjælland, og dem på sjælland havde det uden tvivl ikke værre for det.
Nuvel, at høre om det er en ting. At skulle eller ville bidrage til at afhjælpe katastrofer er noget helt andet og mere moralsk væsentligt.
Men når jeg skriver om at høre om det hele er det fordi jrg tror det gør det hele mere uvirkeligt end virkeligt. Lidt lissom alle kriminalfilmsmordene på fjernsynet, det rykker ved hvad der er normalt. Og når der så kommer sådan en katastrofe er det ikke længere virkelig medmenneskelig følelse der bestemmer hvordan man reagerer, men tilfældige medieindflydelser, hvor meget og hvor lidt af det man har været udsat for, og ens generelle opnåede grad af følelsesløshed fra al eksponeringen.
Dengang for 50 år siden når der var en katastrofe et eller andet sted langt væk, men stor nok til at man altså overhovedet hørte om den, så småsnakkede man om hvor forfærdeligt det var, og lod så iøvrigt gud tage vare på det. Og sådan blir det jo næste alligevel nu, når halvdelen af de indsamlede penge ofte går til indsamleren, røde kors måske en undtagelse og den anden halvdel ender i korruption eller bliver standset af politiske årsager, som nu hvor USA gerne ville have kontrol med haiti, eller israel med gazastriben. Så det ender med en følelse blandet af uvirkelighed og afmagt.

Birger Nielsen

Jeg er enig i, at det rykker ved hvad der er normalt - vi vænner os til ulykkerne. Se blot på overskrifterne når en soldat dør i tjeneste. Idag er det ved at være en side 3-historie.

Man skal heller ikke være blind for, at sympati er en væsentlig medspiller.

For mit eget vedkommende, skal jeg af og til huske mig selv på, at det er mennesker (og dyr) som lider, og ikke regeringer o.a., som jeg kan have mere eller mindre sympati for.

Derudover mangler jeg at høre om, at det har hjulpet at hjælpe. Det er som om medierne lukker forbindelsen, når ulykken er tygget godt igennem og der ikke er mere at skrive om i den henseende.

Måske er der ikke så meget godt at skrive om? Men jeg tror at en tydeligere opfølgning på resultaterne af hjælpen, vil være til gavn for både yder, formidler og modtager.

Som sagt i forbindelse med den anden artikel om emnet:
http://www.information.dk/241431#comment-262743

... Nødhjælp er ikke altid den rigtige løsning...

I det her tilfælde snakker vi om et overbefolket, ludfattigt område, hvor det der egentligt er brug for er at man IKKE støtter at der kommer FLERE mennesker!
Den eneste måde de kan komme UD af fattigdommen er ved at deres antal reduceres, og det gøres ikke ved at holde dem i live når der sker katastrofer, men ved i stedet at støtte uddannelse og familieplanlægning hele tiden, ikke kun når der er grimme TV billeder.

Nødhjælp forværrer situationen i det lange løb! Det er for så vidt lige meget om der sker oversvømmelser hvert andet, femte, tiende, tyvende eller halvtredsindstyvende år... Det ændrer intet på at det reelle problem i områder som dette er fattigdom pga. at de får for mange børn. DET er det problem der burde adresseres!
Hvis de så ikke vil have hjælp til det, så kan vi sende vores penge til steder hvor de gerne vil...

Jeg er slet ikke imod at hjælpe, tværtimod, men hvis man skal hjælpe så skal det NYTTE noget, ikke gøre problemet værre i det lange løb!
At der er mennesker der lider og dør er ikke rart, men at sende nødhjælp forøger den SAMLEDE lidelse i det lange løb.

Tobias Haahr Lorenzen

Der mangler også lige det store tv-program i bedste sendetid så virksomheder får mulighed for at reklamere på DR.