Læsetid: 4 min.

Europa står dårligt rustet til en ny krise

Politiske ledere med visioner på Europas og EUs vegne er i dag en mangelvare, og det samme er modig civilsamfunds-aktivisme af den art, som nedbrød Jerntæppet. Begge dele varsler ilde for demokratiets fremtid på vores kontinent
De ungarske Jobbik-fascister marcherer gennem land og by som en isnende mindelse om den europæiske mellemkrigstid, men har endnu ikke for alvor taget skridtet ud af operettens slagskygge.

De ungarske Jobbik-fascister marcherer gennem land og by som en isnende mindelse om den europæiske mellemkrigstid, men har endnu ikke for alvor taget skridtet ud af operettens slagskygge.

Karoly Arvai

7. august 2010

Europa er i dårlig form. Mens vi fortsat møjsommeligt forsøger at kravle ud af recessionen, advarer analytikerne om faren for et double dip en ny krise lige om hjørnet, som med garanti bliver endnu værre end den, vi lige har ladt bag os. Flere europæiske stater balancerer allerede på grænsen af betalingsstandsning og bankerot.

Og hvem skal betale for dem? Som sædvanlig er det naturligvis ikke skatteyderne, men nogen i udlandet, og dette nogen i udlandet er i sidste instans en omskrivning for de tyske skatteydere. Men disse lader til at være blevet træt af denne rolle, og det var Grækenland, som fik dem til at tabe tålmodigheden.

Bægeret er fuldt!

Det er i disse dage tilstrækkeligt at åbne en tysk avis, nyde et krus øl på kroen i en tysk provinskøbstad eller lytte til sine medrejsende i intercity-toget mellem Hamburg og Berlin: Tyskerne har fået nok. De vil ikke længere betale for, hvad de opfatter som indolente og skatte-undvigende sydeuropæiske førtidspensionister. Bægeret er fuldt! Denne deres analyse er naturligvis forsimplet på det groveste. Men det er ikke det vigtigste. Langt vigtigere er det, at tyskerne tillader sig at være aldeles overbeviste om, at det rent faktisk forholder sig præcis, som de forestiller sig. Dette gør problemet desto mere bekymrende, eftersom netop disse disciplinerede tyske skatteydere har langt større betydning end nogen andre for, hvilken form Europa vil have i morgen, og hvordan det skal gå for hele EUs fremtid, herunder for det europæiske samarbejdes integration i dybden og dets fortsatte udvidelse.

Ganske vist er den politiske klasse i Tyskland af tradition og overbevisning positivt indstillede over for Europa og EU. Sådan har billedet i al fald været igennem hele efterkrigstiden. Men denne politiske klasse og dens partier er i fare for at blive undergravet: Både kristdemokrater og socialdemokrater står over for en vigende støtte fra store vælgergrupper en erosion, som man kan mistænke for at være langt mere strukturel end konjunkturbestemt. Det kan ikke udelukkes, at de tyske storpartiers epoke ganske enkelt går imod sin afslutning. Og hvad der kommer i deres sted, kan kun vække bekymring: lokale og tilfældige grupperinger, miljøaktivister uden noget generelt politisk program samt et ansigtsløftet, men ureformeret nyvenstre (Die Linke) med rødder i DDR, lunken i sin interesse for Europa og muligvis ikke engang demokratisk pålidelig.

Denne udvikling har gjort den regererende politiske klasse nervøs og ængstelig. Fra delstatsvalg til delstatsvalg vokser denne nervøsitet, samtidig med at Berlin efterhånden er lige så visionsløs på Europas og EUs vegne som Paris eller London. Skulle de tyske skatteydere miste deres interesse for Europa, vil der være risiko for, at landets politiske klasse søger i samme retning af frygt for at miste endnu flere vælgere.

Europas forvaltere

For omkring 20 år siden skaffede Europa sig af med kommunismen. Den kunstige opdeling af vort kontinent forsvandt næsten fra den ene dag til den anden, og det østlige Europa fik omsider mulighed for at føre et normalt liv, hvilket for nemheds skyld blev defineret som parlamentarisk demokrati plus markedsøkonomi. Enkelte visionære statsmænd som den tyske forbundskansler, Helmut Kohl eller den amerikanske præsident, George Bush senior spillede dengang en vigtig rolle. Det samme gjorde de oppositionelle grupper i øst, som udgjorde begyndelsen til et civilsamfund. Uden deres ihærdigt vedholdende og modige arbejde igennem mange år var det realsocialistiske system næppe styrtet sammen som et skrøbeligt korthus.

Men denne tidsalder af politisk lederskab og civil courage kan forekomme uendelig fjern: Europa styres i dag af politiske forvaltere eller bureaukrater i stedet for ledere med et klart program for fremtiden, og der findes tilsyneladende ikke skikkelser iblandt dem, som vil være rede til at gå imod deres egne vælgere, når disse vil gøre EUs fremtid til et spørgsmål om eget materielt velbefindende. Samtidig er dissidentbevægelsernes verden næsten helt forsvundet fra den politiske dagsorden i Østeuropa. Dissidenterne selv gav op, da staten blev ædt op af korruption, og deres medborgere overgav sig til en materialisme, som på ingen måde står tilbage for den vest- europæiske.

Hvis en ny og værre krise kommer, hvem står så klar til at forsvare demokratiet i Europa? Hvor er de europæiske ledere, vi kan stole på? Hvilke institutioner, hvilke dele af det civile samfund, vil da kunne mobiliseres?

I dag er det sandsynligvis lettere at identificere de politiske kræfter, som næppe vil kunne mønstres i et sådant forsvar. Og de er på fremmarch: tidligere neofascister eller regionale italienske grupperinger, separatister i Spanien eller Belgien, populistiske og fremmedfjendske partier i både Vest- og Østeuropa, der i flere tilfælde har slået solide rødder i parlamenterne. I Ungarn findes der til og med et fascistisk parti, som regeringen under populisten Viktor Orbán ikke har råd til at ignorere.

Og dog må vi konstatere, at Europa hidtil har reddet sig igennem krisen til en overraskende lav politisk pris. Forskydninger i velfærden jovist. Men ingen steder er udviklingen gået over styr. I det store og hele bedrives europæisk politik stadig ved hjælp af stemmesedler og vel og mærke i parlamenterne, ikke på gaden. De græske fagforeninger har ikke fået større held til at mobilisere folk mere, end de plejer til at protestere imod Papan-dreou-regeringens spare-politik, imens det ungarske Jobbik nok marcherer gennem land og by som en isnende mindelse om den europæiske mellemkrigstid, men endnu ikke for alvorlig har kunnet tage (march)-skridtet ud af operettens slagskygge.

Og dog kan dette meget vel ske både der og andre steder hvis vi nu ikke er på vej ud af krisen for alvor, men bare på vej imod en ny.

Richard Swartz er svensk forfatter og skriver for Süddeutsche Zeitung, Dagens Nyheter og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

EU er i sig selv en forhindring for demokrati, fordi beslutningsproducerne og selve idé om ensretning forhindrer ret meget indflydelse til borgerne og stort set forhindrer systemskifter i en mere bæredygtig og demokratisk retning.

Dermed er det eneste relevante i indlægget, at de østeuropæiske dissidenter nævnes.

Ligesom det gamle system i øst måtte afskaffes således også EU og den globaliserede ekstremkapitalisme.

Forhåbentlig denne gang til fordel for noget bedre.

Ellers er indlæggets verdensbillede helt bagvendt og typisk euro-elitært.

»De ungarske Jobbik-fascister marcherer gennem land og by som en isnende mindelse om den europæiske mellemkrigstid, men har endnu ikke for alvor taget skridtet ud af operettens slagskygge«
Det samme kunne man jo sådan set også sige om Dansk Folkeparti, selv om partiet indtil videre kun marcherer indendørs i forbindelse med landsmøderne.

Mads Kjærgård

civilsamfundsaktivisme = terror i magthavernes optik og koster efterhånden ligeså meget som det gjorde i DDR og Sovjet, nok derfor det er på retur!